Fra kræmmer- til krammernation

»Hold kæft, hvor er I nogen tabere,« sagde manden i radioen. Det var en tegneseriekunstner med mange bandeord, et stort engagement og endnu størres succes, som udlagde den hjemlige verdensorden. Han klagede over, at de andre gæster i lørdagens spørgeprogram ikke satte grænser for, hvilke gaver, de lod andre give deres børn. De to andre i studiet havde ikke en afklaret afvisningspolitik: De beskyttede ikke deres børn mod farlige gaver fra uanstændige og ubetænksomme mennesker i den nærmeste omgangskreds: Bedsteforældre især, men også anden familie og venner.

Sikker på sin suverænitet udråbte tegneseriekunstneren de to andre til »mainstreamlemminger«: »Hold da kæft,« råbte han. De var bevidstløse medløbere.

Som om hans familie var et firma med en værdipolitik, redegjorde han for sin praksis: Bedsteforældrene har fået klar besked om, hvad de må give, og hvad de især ikke må give til børnene. Det skal være økologisk tøj, og det skal ikke være tøj med plastiktryk. Den slags giftigt »crap« vil man ikke have. Han talte med en indignation, der var en stor sag værdig om den giftige, giftige verden derude med kemikalier og tilsætningsstoffer og alt mulig andet svineri. Man forstod som lytter, at det var ‘mainstream’ og ‘Hollywood’ at acceptere gaver, der ikke havde bestået en generalhygiejnisk test. Det stod klart, at man er en taber, hvis man sidder passivt og modtager de uansvarlige og uforsvarlige gaver, som familier og venner kyler ind i éns hjem. Man skal ifølge samme doktrin vælge mennesker til eller fra alt efter, om de anerkender totaløkologien som familieideologi. Den vrede tegneseriekunstner i radioen sagde, at man måtte se på sine venner og sin familie og overveje, om man ville have dem i sit liv.

Måske er tegneseriekunstneren vredere end de fleste over de uanstændige bedsteforældre, og han er nok usædvanligt alarmeret over kaos i den nære omverden, men attituden er almindelig. Ekspedienten i butikken rækker ikke barnet ved disken en slikkepind. Det tør man ikke. Ekspedienten spørger forældrene om lov til at give slik til børnene. Forældre klager til bestyrelser i vuggestuer over rygter om perlesukker på boller ved en børnefødselsdag i institutionen. Har man ikke en nulsukkerpolitik? Man sladrer om andres elendige vaner, og dem, der ikke køber det rigtige i supermarkederne, ved godt selv, at de bliver kaldt for tabere i radioen. De er ikke stolte af alt det ernæringsforkerte kost, de køber. Og det er blandt forældre klart, at man rådfører sig vedrørende diætpolitikker inden udveksling af børn i afmålte intervaller på besøg.

Vi er nået dertil i sundhed og godhed, at børnene i velfærdsstaten ikke kan spise af den samme store madpakke: Det, der er bedre for nogen, er ikke godt nok til andre. De diætisk dygtige forældre kan ikke leve med kompromisset med de diætiske amatører. Og de har ikke tillid til de institutionelle madpakker. Det er ikke godt nok for dem, der vil have det bedste til deres egne børn, og humanismen er som bekendt grænseløs, når det kommer til børnene. Det har i denne uge udviklet sig til en national skandale, at man ikke selv kan bestemme, hvad børnene skal spise i daginstitutionen.

At udholde andre

Forskelle i smag og forskelle i prioriteringer gøres til moralske forskelle mellem mennesker. Når man taler om sin egen måde at gøre tingene på som et principprogram, bliver det til en særlig dyd at sige fra over andre. Det fremstilles ikke som et spørgsmål om, hvem der er oppe, og hvem der er nede i det sociale magtspil. Det fremstilles som et spørgsmål om, hvad der er det rigtige, og hvad der er det forkerte. Man skiller sig ud ved at gøre det gode, og man skiller sig af med dem, der gør det forkerte. Det er en effektiv social lussing at meddele andre, at man ikke vil modtage deres gaver. De kan ikke give noget, som passer ind. Man skaber en social sortering baseret på godhed og rigtighed. Og det er ikke, fordi vi er blevet ondere og mere egoistiske i Danmark. Der er masser af mennesker, der vil det fælles. Ligegyldige skriftmeddelelser til ligegyldige mennesker i omgangskredsen afsluttes med et knus. Det er i overklasserne blevet kutyme, at man krammer hinanden ved gensyn, og på tv siger dommerne hele tiden til deltagerne i konkurrenceprogrammerne, at de elsker dem. Det er ikke dyder som mådehold og snusfornuft, der hyldes i den borgerlige statsministers nytårstale: Børnene roses, fordi de er så ‘glade’ og ‘kreative’. Det ser ud, som om vi aldrig har holdt så meget af dem, vi holder af, som nu. Men vi har heller aldrig været så dårlige til at udholde ubehaget ved andre. Det gøres ikke til en dyd at udholde ubehaget ved andre menneskers anderledes muligheder, evner og valg. Det gøres til en kritisk dyd ikke at holde dem ud. Man rejser sig over den bevidstløse mængde, hvis man har en afklaret afvisningspolitik. Det er ikke kun tegneseriekunstnere. Det er også forbrugerstyrelsen, eksperterne og alle de institutionelle opdragere, som ustandseligt udpeger tabere.

Men taberne bliver i det lange løb dem, der tror, deres verden falder sammen med et forkert stykke slik, et forkert stykke tøj eller et forkert stykke legetøj. Det bliver dem, der ikke kan modtage en gave fra andre mennesker. De smækker døren i i hovedet på sig selv. Det er ikke nogen præstation at holde meget af dem, man holder af. Men det er en præstation at udholde sit eget ubehag ved alle dem, man ikke holder af: Deres vaner, deres sprog, deres mad og deres kroppe. Og som Karen Blixen sagde: Det gælder jo ikke om at have det godt. Det gælder om at gøre det godt.