Hvis vi vil have folk til at begå mindre kriminalitet, må vi hæve strafferammen. Hvis vi vil bekæmpe terror, må vi øge overvågningen. Og hvis vi vil, at børnene skal lære at læse, må vi teste dem. For enhver problemstilling har en rationel løsning: Verden er rationel, vi er rationelle og især vores beslutningstagere politikere og embedsmænd træffer deres beslutninger ud fra et rationelt og oplyst grundlag. Tror vi.
Men sådan hænger verden ikke sammen, mener Sigge Winther Nielsen, forsker i politisk marketing og politisk psykologi ved Institut for Statskundskab på Københavns Universitet, og Thomas Høgenhaven, kreativ direktør i Chrisper Economy, i en ny antologi, der bringer begrebet politisk psykologi til Danmark.
For mennesker er ikke rationelle, uanset om de kalder sig politikere, eksperter, forskere eller bare er helt almindelige mennesker, argumenterer de to redaktører og de 14 bidragydere til antologien Politisk psykologi fordi politik er personligt. En teoretisk retning, der er kendt og anerkendt i udlandet, men som stort set har været fraværende i Danmark, påpeger de to forfattere.
Der er da også kun én dansk bidragyder i antologien. For i den danske velfærdsstat er man gået ud fra strukturer i stedet for individet.
Kommissioner er farlige
»Troen på det rationelle har domineret debatten i de seneste 30 år, men det betyder ikke, at den opfattelse er sand,« mener Thomas Høgenhaven og nævner finanskrisen som et eksempel: Her vidste hverken de økonomiske eksperter eller politikerne, hvilke beslutninger, der var de mest fornuftige at træffe.
Et andet eksempel er den måde, man laver politik på i Danmark, for når man vil træffe den rigtige politiske beslutning, samler man en række kloge hoveder i et globaliseringsråd eller i en strukturkommission for at få den allerbedste løsning på et problem.
»Forskning viser, at noget af det mest farlige for en beslutning er, hvis man samler en flok mennesker med samme uddannelsesmæssige og sociale baggrund i et lukket rum, eksempelvis i en kommission, for der vil opstå skævvridninger i den måde, de opfatter verden på. Lige pludselig har de fået samme verdensbillede, fordi de er afkoblet fra alternativ information, er under stress eller bange for at modsige gruppen,« siger Sigge Winther Nielsen og nævner det bedste eksempel, nemlig Svinebugt-invasionen. Da konflikten mellem USA og Sovjet spidsede til i 60erne, samlede præsident Kennedy otte af USAs skarpeste hjerner omkring sig ved det runde bord i det Hvide Hus, og her besluttede man sig for, at man skulle gå til angreb på Cuba.
»De troede, at de kunne landsætte tropper på en strand, der ikke fandtes, og de mente, at soldaterne da bare kunne gå ind mod centrum af øen. De havde slet ikke undersøgt de faktiske forhold. Det viser, at selv de dygtigste af de dygtigste kan tage fuldstændig fejl. For når disse mennesker bliver samlet i et lukket rum, begynder de ofte at bekræfte hinanden, føle sig uovervindelige, bortsortere information, der modsiger gruppen, og når der ikke er nogen, der sætter spørgsmålstegn, så bliver beslutningen irrationel. Også selv om det det er de klogeste hjerner, der træffer den,« siger Sigge Winther Nielsen.
Forudsigeligt ufornuftigt
Alligevel er det netop det rationelle, vi lægger som udgangspunkt for politiske beslutninger. Og alligevel mener vi, at beslutningstagerne agerer rationelt, mener Thomas Høgenhaven. For vi lærer at forstå verden som rationel. Et billede, politikerne selv er med til at skabe, når de laver politik ud fra en forventning om rationalitet. Eksempelvis, at folk vil være mindre tilbøjelige til at begå kriminalitet, hvis de får 100 år i fængsel, end hvis de får et enkelt. Det er forståelsen bag: Alle er rationelle og alle laver sådan en cost-benefit-afregning, mener Thomas Høgenhaven.
»Det er en opfattelse, der er stærkt påvirket af økonomisk teori og den tillid, den har til menneskets rationalitet. Problemet er bare, at den økonomiske teoris udgangspunkt som en præskriptiv model for, hvordan det rationelle menneske bør handle, er blevet transformeret til en model for, hvordan verden virkelig ser ud og hvordan mennesket faktisk handler. Og det er den verden, politikerne nu agerer i.«
Den rationelle beslutningsmodel ville være: Informationer kommer ind, beslutningstageren afvejer fordele og ulemper ved de forskellige alternativer og på den baggrund træffer han eller hun så den rigtige beslutning. Problemet er bare, at sådan er mennesket overhovedet ikke. For menneskets hjerne er doven. Rigtig doven. Og den er ikke bare doven på en lemfældig måde, men helt systematisk. Eller som Nielsen og Høgenhaven skriver i bogen, så betyder vores dovne hjerne, at vi ofte minder mere om den fulde mand end om den rationelle mand.
»Det er derfor, vi mener, at det er nødvendigt at forstå de individer, der tilsammen udgør den politiske proces,« siger Thomas Høgenhaven og påpeger, at det er her den politiske psykologi kommer ind i billedet.
»For der er en forudsigelig mangel på fornuft. Så forudsigelig, at vi kan kortlægge, hvad det er for nogle fejl, vi laver, for hjernen bruger nogle mentale smutveje i al den information, som den skal forholde sig til. Hjernen er ikke skabt til et moderne samfund og den informationsoverload, den konstant bliver udsat for. Derfor prøver hjernen at simplificere de informationer, den får. Eksempelvis ved hjælp af tommelfingerregler: Jeg tror mere på den information, der passer til mit verdensbillede,« siger Sigge Winther Nielsen.
Netop derfor tror man mere på viden, man netop har fået, end mere relevant viden, man fik i går. Netop derfor ser man ikke relaterede begivenheder i én sammenhæng, og netop derfor tror man mere på information, der bekræfter ens holdning end den, der modsiger den.
Det var eksempelvis det, der skete, da USA sammen med blandt andet Danmark invaderede Irak. For efterretningerne om Saddam Husseins atomprogram spændte så vidt som fra, at han overhovedet ikke havde noget atomart legetøj, til at han stod lige foran at kunne lave en atombombe.
»Men man gjorde det klassiske, nemlig at man troede mere på den information, der bekræftede ens egne holdninger og fordomme end på den information, der ikke gjorde. Det er det man kalder for kognitiv konsistens, det kan vi mennesker godt lide, at det, der foregår i hjernen hænger sammen med, hvad der foregår ude i verden,« siger Sigge Winther Nielsen og Thomas Høgenhaven supplerer:
»Lidt ligesom hvis vi har været ude at købe en bluse, så kan vi ikke lide at se den billigere et andet sted. Statsledere og bureaukrater er ikke anderledes. De vil gerne bekræftes i det, de gør, og i, at de ikke har taget fejl. Og vi vil alle sammen gerne tro på, at vi træffer nogle gode beslutninger.«
Det var bare fordi
Det er derfor, hverken politikere, erhvervsledere, forskere eller almindelige mennesker træffer optimale valg. De går ikke efter at finde den bedste løsning, men efter den løsning, der er god nok.
»Det kræver så meget energi fra hjernen at finde den bedste løsning, så hvis man kan gå efter at finde den næstbedste, eller den tiendebedste med halvt så meget energi, så gør man det. Og det er et systematisk træk, som også gælder i samfundets top blandt erhvervsledere og politikere,« siger Sigge Win-ther Nielsen. De er bare langt mere overbeviste om, at de gør det rigtige. Det fandt man ud af, da man lavede et forsøg, hvor man bad almindelige mennesker og supereksperter om at forudsige, hvad der sker næste år: Altså om renten stiger eller falder, eller hvad der vil ske i politik. Det viste sig, at supereksperterne hverken var bedre eller værre til at forudsige fremtiden end de almindelige mennesker.
»Den eneste forskel var, at de var langt mere sikre på deres vurdering end lægmand var. Og bagefter var de langt mere opsatte på at forklare, hvorfor de havde taget fejl, de sagde, jamen det var lige ved at ske eller præmissen var forkert,« siger Thomas Høgenhaven. Derfor var det interessant, da den amerikanske centralbankdirektør Alan Greenspan i kølvandet på finanskrisen erkendte, at han havde taget forkerte beslutninger.
»Det er unikt med sådan en erkendelse,« siger Sigge Winther Nielsen.
Kommentarer
Artiklen indledes med flg citat:
“Vi går ud fra, at politikere agerer rationelt: At de træffer de bedst mulige valg til alles bedste. Sådan ser virkeligheden bare ikke ud, argumenterer to redaktører bag en ny antologi.”
Bogens indledende præmis, at “politikere agerer rationelt” og “at de træffer de bedst mulige valg til alles bedste” er mildt sagt en naiv tanke.
Bogens tema er åbenbart at påvise, at denne forudsatte politiske rationalitet blokeres, fordi mennesket ikke er rationelt, da hjernen er doven og
vil forsøge at simplicificere den information, den modtager mv.
Men hele udgangspunktet for bogen er imo forkert.
Hvem er det som påstår, at politik er “at træffe de bedst mulige valg til alles bedste”?.
Eller som forfatterne skriver: “Troen på det rationelle har domineret debatten i de seneste 30 år”. Det må have været en debat inden for meget lukkede cirkler.
Politik handler om magt, værdier, konflikt, holdninger mv.
Rationalitet ligger på et helt andet plan. At forsøge at reparere på denne rationalitet, vil ikke gøre den politiske beslutningsproces bedre.
Er det bedre at købe militært isenkram til 2 mia. kr. end at bruge 2 mia. mere i sundhedssektoren?
Er det bedre at bruge 5 mia. kr på kollektiv trafik end 5 mia. kr. på motorveje?
Uanset hvor meget forfatterne forsøger at påvise og reparere på menneskets irrationalitet, hjernens dovenskab, den politiske proces’ ufornuft, vil man aldrig kunne finde “den bedste løsning” på ovennævnte alternativer, da denne ikke udspringer af rationalitet, men af magt, værdier og holdninger.
Glæder mig trods alt til at læse bogen - og håber at den er skarpere end de lidt uheldige eksempler og formuleringer, der er anvendt i artiklen.
@Aksel:
Du har helt ret. De “katastrofale” beslutninger der træffes, blev ikke truffet ud fra, at en bestemt politikers hjerne “troede” at det var det rigtige - mange gange, så træffes de dårlige beslutninger fordi de skal gavne nogle bestemte forhold eller interessenter FREM FOR den almene offentlighed - vi er jo igen helt nede i den basale værdi-konflikt: hvor vidt man tillægger “andre mennesker” i samfundet nogen værdi, eller om man IKKE gør - altså traditionel social vs. liberal tankegang. Mener man, at vi er til for samfundet? Eller mener man, at samfundet er til for os? Sjovt nok vil begge fløje pege på det sidste, men vi ved jo reelt godt, at beslutninger som f.eks. privatisering af hospitaler ikke er til for, at gavne samfundet som helhed.