På opdagelsesrejse i demokratiet

Han rejste ud til den nye verden. Og han kom hjem til den gamle verden med indsigter, som stadig mere end 150 år senere er nye for dem, der ikke har læst dem før.

Alexis de Tocqueville blev født i en gammel fransk adelsslægt i Paris i 1805. Hans bedstefar blev dræbt under den store Franske Revolution i 1789, og hans far mistede sine privilegier ved revolutionen i 1830. Den unge Tocqueville havde således set, hvordan den demokratiske tendens vendte op og ned på hele det gamle samfund. Han havde set værdierne blive nedbrudt og de gamle hierarkier bryde sammen. Det var en udvikling, som fascinerede og ængstede ham. Demokrati var for Alexis de Tocqueville i 1800-tallet et særdeles delikat anliggende. Han var ængstelig, og han var fascineret. Så i 1830 rejste han til USA med det officielle formål at foretage en undersøgelse af det amerikanske fængselsvæsen, men to år senere kom han hjem til Frankrig med et studie af hele det amerikanske demokrati, som senere blev til hans hovedværk i to bind: Demokrati i Amerika. Han så i USA endestationen for den udvikling, som var i gang i Frankrig. Det demokrati, som var ved at blive realiseret i Frankrig, var allerede etableret i USA. Den meget lange bog kan læses som en advarsel mod det demokratiske ingenmandsvælde og forfald. Men bogen kan også læses som en forsikring om, at demokratiet selv udvikler løsninger på de problemer, det skaber. Det lykkedes under alle omstændigheder Alexis de Tocqueville at skrive et værk, som hverken er et forsvar eller et angreb på demokratiet, men en nysgerrig afdækning af denne for hans tid helt nye kultur.

Social videnskabsmand

Den norske politiske teoretiker Jon Elster, som har opnået plads i det eksklusive Collège de France, har læst Tocqueville gennem en menneskealder. Som ung blev han fortryllet af de brede beskrivelser af demokratiet som sådan og de poetiske gengivelser af specifikke situationer. Som ældre har det slået Elster, at Tocqueville hverken er nogen stor historiker eller væsentlig politisk teoretiker. Tocquevilles historiske analyser af den store franske revolution og af USA er ifølge Elster ikke originale, og hans politiske teori lever ikke op til minimale krav om konsekvens og systematik.

Det fører ikke Elster til at diskvalificere Tocqueville, men derimod til at finde en anden bestemmelse af franskmanden. Elster definerer Tocqueville som den første socialforsker. Det originale ved Tocquevilles værk er ifølge Elster hans præcise analyser af den sociale verdens mekanismer. Denne tese udvikler Elster overbevisende i sin nye bog: Alexis de Tocqueville the first social scientist. Tocqueville søger i sine analyser svar på de helt banale spørgsmål om, hvorfor mennesker gør, som de gør, og hvad der påvirker deres adfærd. Omhyggeligt og opmærksomt analyserer han samspillet mellem begær, muligheder og evner. Det er til eksempel en af hans berømte teser, at det ikke er elendighed, som skaber revolutioner. De store revolter finder ikke sted, når folk har fået det så dårligt, at de ikke længere vil finde sig i det. Tocqueville anfører tværtimod, at revolutioner opstår, når folk har fået det så meget bedre, at de kan se, at de ikke skal finde sig i det.

Man kan forarme folk gennem generationer, og det bliver til en naturlig tilstand, som de lærer at acceptere. Men når de oplever små fremskridt, går det op for dem, at det, de troede, var den naturlige tilstand, er en situation, som kan forandres. Som Tocqueville skriver: »Den elendighed, som man udholder tålmodigt og passivt, fordi det virker som en uundgåelig skæbne, bliver umulig at udholde i det øjeblik, man ser, at man kan gøre noget ved det. Derfra vil hver eneste uretfærdighed, man slipper for, pege mod alle de andre uretfærdigheder, som stadig er der.«

De fremragendes nedtur

Elster fremhæver et andet oplagt eksempel: Folk vil i demokratier ikke få mulighed for at vælge fremragende personer som deres politiske ledere. De fremragende personer vil nemlig sjældent søge ind i politik, som i demokratiske kulturer handler om at udligne forskelle og bekæmpe privilegier. Politik handler med andre ord om at udjævne de forskelle, som de fremragende lever af. Men hvis de fremragende alligevel vælger at stille op, vil de have meget dårlige chancer for at blive valgt, fordi flertallet ikke har blik for de særlige kvaliteter, som udmærker de få. Og selv hvis flertallet kunne få øje på det storartede i den fremragende person, ville de ikke stemme på hende eller ham, fordi de ikke stræber efter storhed, men derimod efter lighed. Det demokratiske flertal er ikke generøst, men misundeligt. Kampen for lighed er for Tocqueville et umådeligt komplekst projekt, som på den ene sider bringer mennesker frihed fra undertrykkelse, men på den anden side skaber en misundelig og konform social kultur. Ofte træder man ikke selv frem, men nøjes med at træde dem ned, der rager frem. Tocqueville insisterer på denne konflikt mellem demokrati og intelligens, fordi klogskab ganske enkelt ikke er ligeligt fordelt. Man kan udjævne materielle forskelle og forskellige i rettigheder, men man kan ikke ophæve medfødte forskellige i intelligens. Denne diagnose er diskutabel, men konflikten mellem de manges ret og de fås indsigt er efterhånden blevet en hverdagsklassiker i demokratiske samfund.

Biprodukter

Tocquevilles egen pointe var ikke, at demokratiet på trods af dets interne problematikker skulle afvises eller undgås. Elster mener, at Tocquevilles virkelige ærinde var at overbevise sine aristokratiske landsmænd om, at demokratiet trods alt var det bedre alternativ. Han afdækker omhyggeligt tendenser til demokratisk despotisme, hvor misundelse og lave tilbøjeligheder regerer, og han studerer intensivt tendenserne til ensretning, men alligevel advokerer han i sidste instans for demokratiet. Han skriver et sted, at selv overbeviste anti-demokrater af sig selv er holdt op med at være des med deres børn og nu tillader dem at sige du til deres forældre. Man deltager med andre ord i demokratiseringen, selvom man beklager den. Til gengæld deltager man sjældent uden at beklage den. Denne ambivalens er ikke et definitivt argument, men derimod en horisont for det demokratiske menneske. Denne horisont undersøges opmærksomt og oplysende af Tocqueville. Og Elsters genlæsning af ham er en brillant rejse tilbage til en gammel klassiker med nye indsigter selv for dem, der faktisk har læst ham før.