1756 unge under 30 år på førtidspension i 2008. Det er en bekymrende udvikling, vi ser i en ny analyse fra Center for Aktiv Beskæftigelsesindsats. Tallene viser nemlig, at der er blevet betydeligt flere unge førtidspensionerede på blot fire år.
Lige så foruroligende er det, at antallet af førtidspensioneringer til unge med psykiske lidelser er vokset med 29 procent fra 2004 til 2008.
Men kan det virkelig passe, at førtidspensionering er den eneste løsning for den her gruppe af unge. Det har jeg svært ved at forestille mig. Jeg mener, at førtidspensionering af så unge mennesker bør være den absolut sidste udvej.
Nederlag
Vi taler meget ofte om en gruppe unge, der gennem deres barndom og ungdom er faldet igennem i det ordinære uddannelsessystem. De passer ikke ind. Og ofte har disse unge svært ved at følge med deres klassekammerater.
Nogle har vanskeligt ved at finde vej i det sociale rum, hvor de bliver mødt med forventninger fra venner, lærere og forældre. Forventninger der kan føre til, at den unge har en følelse af nederlag og derfor flygter fra fællesskabet. De forlader måske skolen eller ungdomsuddannelsen før tid. Eller de isolerer sig. Men hvad om de unge lærte at begå sig i det sociale rum i stedet for at stikke af fra det?
Andre oplever nederlaget i klasseværelset, hvor læsevanskeligheder og ordblindhed kan være en evig hæmsko, der får mange af de her unge til at opgive troen på, at de kan få en ungdomsuddannelse. Det er jo blot endnu et nederlag, som de bliver nødt til at flygte fra. Men hvad om de i stedet for angsten for ordene fik de rigtige midler til at bruge dem?
Ofte taler vi jo om unge, der let lader sig tromle og kommer ud af fatning. Men hvad om de i stedet lærte at styre uden om de situationer, der kan tricke dem og få dem ned med nakken?
Gruppen af unge, der ender på førtidspension, før de er 30 år, har brug for, at der er nogle, der tror på dem og møder dem, hvor de er. De har brug for, at der bliver taget hånd om de problemer, de ikke selv kan løse. Nederlagene skal vendes til sejre. Men sejren er langt væk, hvis vi sender dem på førtidspension uden at have forsøgt alt andet først.
Det er afgørende at samfundet anerkender, at der skal bruges ressourcer på at bygge de unge op i stedet for at fokusere på, at en person allerede er tabt på gulvet. Vi må ikke opgive den her gruppe.
Masser af tilbud
De skal have tilbud, der tager udgangspunkt i deres styrker og svagheder. De skal have redskaber, der kan hjælpe dem til selv at løse deres problemer. Problemer, som gang på gang banker dem tilbage til start.
En periode på en daghøjskole kan være et godt sted at begynde for denne gruppe af unge. De ansatte her har stor erfaring med at kvalificere unge og voksne borgere personligt, og de er dygtige til at bygge mennesker op, som er blevet pillet helt ned. De kan give dem troen på sig selv tilbage og give dem redskaber, der efterfølgende kan gøre livet lettere at håndtere.
Det skal være min påstand, at en ikke uvæsentlig del af gruppen kan nås - blot man møder dem, hvor de er. En håndholdt indsats i det rette miljø skal give dem det, ingen før har givet dem. Men det er vigtigt, at man i indsatsen er bevidst om det pædagogiske miljø, lærerressourcerne og den nødvendige faglige indsigt - og så roen. Der er ingen snuptagsløsninger, hvis projektet skal lykkes.
Nogle af de unge vil sidenhen kunne tage en erhvervsuddannelse, andre en EGU og endelig er der for relativt nyligt kommet en ny kommunal Ungdomsuddannelse for Unge med Særlige Behov. Den er møntet på netop denne gruppe, der ikke har ressourcer til at tage en anden uddannelse.
Der er behov for, at kommunerne får en større viden om, hvilke uddannelser og uddannelseselementer, der eksisterer i dag, og hvordan de kan bruges til at nå borgere med særlige behov. Men det kræver, at kommunerne afsætter de nødvendige ressourcer til at give de rette tilbud. Alt andet lige er det ikke blot værdigt at gøre, det er også det billigste på sigt, hvis blot nogle få undgår en førtidspension.
Daghøjskoletilbuddet er blot et bud på, hvad der kan gøres for at hjælpe denne udsatte gruppe af unge. Der er langt flere løsninger, som kan få dem tilbage skolebænken og senere ud på arbejdsmarkedet.
Vigtigst er det dog, at der bliver gjort absolut alt muligt for disse unge mennesker. Jeg anerkender, at førtidspensionering kan ende med at blive den bedste løsning for nogle. Men jeg synes, det er en falliterklæring for samfundet, hvis vi ikke først sikrer os, at alle mulige tiltag, der kan hjælpe dem, er afprøvet.
Hanne Pontoppidan er formand for Uddannelsesforbundet
Kommentarer
Daghøjskole?
De unge har brug for en uddannelse og en plads på arbejdsmarkedet.
Kære Hanne Pontoppidan.
Spændende diskussion.
Du skriver afslutningsvis, at du “synes, det er en falliterklæring for samfundet, hvis vi ikke først sikrer os, at alle mulige tiltag, der kan hjælpe dem, er afprøvet.”
- Jeg er for såvidt enig, men jeg synes at filmen knækker, for det handler vel ikke kun om, hvad samfundet tilbyder de unge af muligheder for at blive konverteret fra passivforsøget (taber) til en almen lønmodtagerlivsform.
EGU, STU, og håndholdt indsats lyder godt, og kan virke som nogle gode og målrettet indsatser, men indsatserne forholder ikke til de unge livsverden, men er samfundet/beskæftigelsessystemet måde, at rumme de unge.
Dvs. jeg anser den unges livsverden som hovedproblemet ift. at den unge får en almen lønmodtager livsform, frem for at (arve forældres og omgangskreds og ) forvente “kommunen” betaler og tager sig.
Håndholdt indsats er et modefænomen blandet socialarbejder, og det er lige så usexet som det lyder. Min egen erfaringer med håndholdt indsats, som tidl. JFI-konsulent i Århus Kommune, er at det virker kun på matchgruppe 4-5, når der er en daglige og meget personlig kontakt imellem sagsbehandler og klient, og at virkningen ophører lige så snart indsatsen stoppes.
Jeg anskuer ikke “problemet” med unge på førtidspension som andet end en afledt effekt af en veludbygget statsligt forsørger system, hvor den socialetaberrolle gives i arv, og ligefrem i nogle tilfælde modtages med kyshånd af modtageren.
For vi taler om unge, hvis nærmeste omgangskreds og familie, aldrig har haft en fod på arbejdesmarkedet, og som har forsørget sig igen passive overførelser fra stat/kommunen og/eller kriminalitet.
Jeg tror at når de unge, står overfor valget at skulle tjene lønnen igennem alment lønarbejde, og brug 7½ time om dagen på at arbejde, eller få stort set det samme udbetalt fra kommunen, og samtidig har tid til at arbejde lidt sort, sove længe og altid havde fri og uden forpligtelser, på nær de periodiske møder med sagsbehandleren.
Prisværdigt indlæg, men - i lyset af den siddende regering - skønne spildte kræfter!
Når der så lidt interesse for at få de unge i arbejde, så skyldes nok - at det ikke deres generation, der skal betale den siddende statsmagts pension.
Den har de jo i kassen, så hvorfor fokusere på fremtidens generationer?
I tror måske Førtidspension bare er noget de unge under 30 tildeler sig selv ? At der ikke findes objektive tildelings-kriterier ? Og at der ikke først er prøvet alle mulige (og ikke mindst umulige) andre tiltag ?
Ja, antallet af unge der tildeles førtidspension pga psykiske lidelser er steget siden starten af dette årtusinde . En af årsagerne til dette (ud over den omsiggribende generelle sindsyge Verden syhnes ramt af) er AT DER ER KOMMET NYE DIAGNOSER ..
Det er vel for Helvede ikke så svært at forstå at dette har medført at en del unge er flyttet fra permanent parkering på den midlertidige bistandshjælp ? Denne hetz mod førtidspensionister (for det er det det er, slet skjult bag alle hattedamernes tilsyneladende “bekymring” for “de unge”) havde vi også sidste år .
Og også sidste år havde vi en measse kloge koner der udtalte sig til højre og .. ja, til højre .. om ting de
ikke anede en disse om . F.ex mente nogle at det var HEEEELT afgørende nødvendigt at markere at Førtidspensionen til hver en tid kunne fratages ..
Disse “nogle” valgte så helt at ignorere at det faktisk ALTID har været sådan at hvis tildelingsgrundlaget for en førtidspension har ændret sig grundlægende kan pensionen fratages.
Den gik så ikke rigtig sidste år, så nu prøver social-darwinisterne igen . Fy for Helvede hvor er det smagløst, uanstændigt og hamrende asocialt .
Jeg deltager ikke i nogen hetz mod førtidspensionister.
Jeg forholder mig til dem,der gerne vil og kan komme i gang, men som ikke får den rigtige støtte til det. Sygemeldte, kontantshjælps modtagere osv., som ikke får tilbud der passer dem, men får tilbud der passer til det opbevaringssystem - der eksisterer.
Jeg ville have glæde af at teste min evne til læse færdig, for min læge HAR vurderet at jeg på et tidspunkt kommer tilbage til mit udgangspunkt som arbejdsduelig - med den rette hjælp.
Men i stedet skal jeg sendes ud i arbejdsprøvninger på pakkecentraler - fordi systemet kræver, at man spilder sin tid, for at sikre at man ikke bruger penge på revalidering, når man i stedet kan bruge pengene på opbevaring/sygedagpenge/kontanthjælp.
Kassetænkning udgør problemet.
Faktisk ville håbet om et liv, en uddannelse og arbejde være med til at give mig mit livsmod tilbage. Udsigten til kontanthjælp og permanent parkering gør mig bare mere nedtrykt.
Jeg har en masse ressourcer, men jeg er sårbar stadigvæk. Den sårbarhed kan jeg overkomme ved hjælp af at få magten over mit liv tilbage. Troen på mit liv tilbage.
Men systemet skelner ikke. Jeg kan ikke både være sygemeldt og blive revalideret som studerende.
Så det er enten eller - hvilket forlænger helingsprocessen - urimeligt meget.
Aktivitet er sundhedsfremmende - hvis det sker på den enkeltes præmisser, men i dag skærer man alle over een kam.
Denne kommentar er anbefalet af:
Og jeg er ikke ung. Men andre unge må stå i samme situation.
Ofelia, jeg er slet ikke uenig med dig i at folk kastes rundt i forskellige, mere eller mindre, tåbelige “aktiverings-projekter” i Systemet, det er bare ikke det denne diskussion handler om .
Dette er endnu et kapitel i en planlagt kampagne mod sikringen af de ringest stillede grupper i samfundet .
Der er en gruppe der, af den ene eller anden årsag, IKKE kommer i arbejde, uanset hvor meget du så prøver at “motivere” dem økonomisk, “vejlede” dem eller hvad der nu ellers findes af tiltag . De er ganske enkelt ikke i stand til at bestride et fuldtids, deltids, skåne eller flex-job og de bliver det heller aldrig.
Social-darwinisterne foretrækker så tilsyneladende at disse mennesker lever på en bænk og ernærer sig ved hjemme-røverier og deslige, så er der nemlig til lidt ekstra skattelettelser, for de “koster” jo kassen alle disse “tabere” ..
Jeg ved ikke hvilken situation du egentlig står i, men jeg kan fortælle dig en ting :
Det gør en verden til forskel om du er i hænderne på en kommunal sagsbehandler eller en rigtig Socialrådgiver .
Jeg bliver lidt forstemt over Hanne Pontoppidans tekst og over flere af kommentarerne til den.
Der er vel ingen mennesker, der får en førtidspension, blot fordi de har nogle problemer. I min forestillingsverden er det sådan, at man kan få tildelt en førtidspension, hvis man har et så dårligt helbred, at man ikke kan arbejde.
Naturligvis kan man sige, at en ung person, der har et eller andet handicap eller en eller anden kronisk sygdom, bør have mulighed for at få et arbejde, som vedkommende kan klare, så han eller hun kan få udfordringer og indhold i tilværelsen. Men disse unge, der har fået tildelt førtidspension, har jo mulighed for at søge et skånejob. Der er desuden mulighed for at få et såkaldt ”frivilligt arbejde” (mærkeligt udtryk for resten), som besøgsven eller lignende.
Og naturligvis kan man undre sig over, at der ikke kan gives en bedre lægehjælp til disse unge, så de kan blive raske og vende tilbage til en normal tilværelse. Men ovenstående tekster opererer tilsyneladende med helt andre årsager til førtidspension end dårligt helbred, f.eks. arbejdsløshed, manglende uddannelse eller manglende lyst til at arbejde! Den slags grunde er altså ikke tilstrækkeligt til at få førtidspension!
Jeg undrer mig meget over sprogbrugen i ovenstående. F.eks. tales der om ”tabere”. Og jeg citerer fra Hanne Pontoppidan:
”De skal have redskaber, der kan hjælpe dem til selv at løse deres problemer.”
”Det skal være min påstand, at en ikke usædvanlig del af gruppen kan nås – blot man møder dem, hvor de er.”
Sygdomsproblemer kan nu engang ikke helbredes med pædagogiske metoder.
Det kunne faktisk være illustrativt at få en ung person med et helbredsproblem til at skildre vanskelighederne med at ”nå” sundhedsvæsenet eller ”nå” sagsbehandlerne hos kommunen!
P.J:: “Ofelia, jeg er slet ikke uenig med dig i at folk kastes rundt i forskellige, mere eller mindre, tåbelige “aktiverings-projekter” i Systemet, det er bare ikke det denne diskussion handler om .”
Den gruppe der har din interesse - er ikke den gruppe, jeg beskæftiger mig med her. Så det har overhovedet ikke noget med hinanden at gøre. Vi har forskellige interesser.
DET handler om at skabe andre muligheder for dem, der ønsker det, og som magter det. På det niveau - de magter det.
Det handler om generelt at differentiere en beskæftigelsesindsats, det sker ikke idag - i tilstrækkelig grad.
Psykisk sygdom kan helbredes og de, der har længerevarende problemer kan også bidrage med deres ressourcer - så mit indlæg handler om differentientering efter de unges ønsker, behov og ressourcer. DET lægger systemet ikke op til.
Citat fra artiklen: “Ofte taler vi jo om unge, der let lader sig tromle og kommer ud af fatning. Men hvad om de i stedet lærte at styre uden om de situationer, der kan tricke dem og få dem ned med nakken?”
Det er ofte systemet der får dem ned med nakken - fordi de nuanceringen og rummeligheden samt tilbuddene er utilstrækkelige.
ALLE burde have ret til at bidrage og deltage i arbejds- og studieliv efter deres ressourcer og ønsker. Selvom man er syg, kan man stadig have ressourcer - især når man er i bedring..
Sagsbehandler/socialrådgiver, det ved jeg ikke. Men hun havde end ikke læst mine papirer og min ressourceprofil, da jeg var til samtale første gang.
–––-
Så nu får jeg nok klø. Det er den slags, folk ikke mener, at jeg skal skrive - fordi hun så nok bare vil “straffe mig”! Og så er det jo min egen SKYLD… Fordi jeg tillader mig at være kritisk.
Ja undskyld, jeg tillader mig at sige fra og til og mene - noget…
Det må man nemlig ikke offentligt, når man er i KLØERNE på det offentlige. Så skal man makke ret og bøje nakken…
Skal man lade sig intimidere af at have holdninger i offentligheden? Det minder om en anden diskussion - gør det ikke ???
Uden at tage stilling til unge under 30 får/for ikke førtidspension.
Er de bedre stillet ved at hænge fast i kontanthjælp og div. udsigtsløse kommunale beskæftigelsesprojekter?
Jeg er 54 og har ikke kunnet finde arbejde der passer til min dårlige ryg i 20 år. Jeg har været på kontanthjælp de seneste 10 år, hvor jeg sammenlagt har haft 7 måneders regulært arbejde. Jeg har fået afslag på førtidspension og har svært ved at forestille mig andet end (håber) at der skal noget til før der udløses en førtidspension, ung som gammel.