1756 unge under 30 år på førtidspension i 2008. Det er en bekymrende udvikling, vi ser i en ny analyse fra Center for Aktiv Beskæftigelsesindsats. Tallene viser nemlig, at der er blevet betydeligt flere unge førtidspensionerede på blot fire år.

Lige så foruroligende er det, at antallet af førtidspensioneringer til unge med psykiske lidelser er vokset med 29 procent fra 2004 til 2008.

Men kan det virkelig passe, at førtidspensionering er den eneste løsning for den her gruppe af unge. Det har jeg svært ved at forestille mig. Jeg mener, at førtidspensionering af så unge mennesker bør være den absolut sidste udvej.

Nederlag

Vi taler meget ofte om en gruppe unge, der gennem deres barndom og ungdom er faldet igennem i det ordinære uddannelsessystem. De passer ikke ind. Og ofte har disse unge svært ved at følge med deres klassekammerater.

Nogle har vanskeligt ved at finde vej i det sociale rum, hvor de bliver mødt med forventninger fra venner, lærere og forældre. Forventninger der kan føre til, at den unge har en følelse af nederlag og derfor flygter fra fællesskabet. De forlader måske skolen eller ungdomsuddannelsen før tid. Eller de isolerer sig. Men hvad om de unge lærte at begå sig i det sociale rum i stedet for at stikke af fra det?

Andre oplever nederlaget i klasseværelset, hvor læsevanskeligheder og ordblindhed kan være en evig hæmsko, der får mange af de her unge til at opgive troen på, at de kan få en ungdomsuddannelse. Det er jo blot endnu et nederlag, som de bliver nødt til at flygte fra. Men hvad om de i stedet for angsten for ordene fik de rigtige midler til at bruge dem?

Ofte taler vi jo om unge, der let lader sig tromle og kommer ud af fatning. Men hvad om de i stedet lærte at styre uden om de situationer, der kan tricke dem og få dem ned med nakken?

Gruppen af unge, der ender på førtidspension, før de er 30 år, har brug for, at der er nogle, der tror på dem og møder dem, hvor de er. De har brug for, at der bliver taget hånd om de problemer, de ikke selv kan løse. Nederlagene skal vendes til sejre. Men sejren er langt væk, hvis vi sender dem på førtidspension uden at have forsøgt alt andet først.

Det er afgørende at samfundet anerkender, at der skal bruges ressourcer på at bygge de unge op i stedet for at fokusere på, at en person allerede er tabt på gulvet. Vi må ikke opgive den her gruppe.

Masser af tilbud

De skal have tilbud, der tager udgangspunkt i deres styrker og svagheder. De skal have redskaber, der kan hjælpe dem til selv at løse deres problemer. Problemer, som gang på gang banker dem tilbage til start.

En periode på en daghøjskole kan være et godt sted at begynde for denne gruppe af unge. De ansatte her har stor erfaring med at kvalificere unge og voksne borgere personligt, og de er dygtige til at bygge mennesker op, som er blevet pillet helt ned. De kan give dem troen på sig selv tilbage og give dem redskaber, der efterfølgende kan gøre livet lettere at håndtere.

Det skal være min påstand, at en ikke uvæsentlig del af gruppen kan nås - blot man møder dem, hvor de er. En håndholdt indsats i det rette miljø skal give dem det, ingen før har givet dem. Men det er vigtigt, at man i indsatsen er bevidst om det pædagogiske miljø, lærerressourcerne og den nødvendige faglige indsigt - og så roen. Der er ingen snuptagsløsninger, hvis projektet skal lykkes.

Nogle af de unge vil sidenhen kunne tage en erhvervsuddannelse, andre en EGU og endelig er der for relativt nyligt kommet en ny kommunal Ungdomsuddannelse for Unge med Særlige Behov. Den er møntet på netop denne gruppe, der ikke har ressourcer til at tage en anden uddannelse.

Der er behov for, at kommunerne får en større viden om, hvilke uddannelser og uddannelseselementer, der eksisterer i dag, og hvordan de kan bruges til at nå borgere med særlige behov. Men det kræver, at kommunerne afsætter de nødvendige ressourcer til at give de rette tilbud. Alt andet lige er det ikke blot værdigt at gøre, det er også det billigste på sigt, hvis blot nogle få undgår en førtidspension.

Daghøjskoletilbuddet er blot et bud på, hvad der kan gøres for at hjælpe denne udsatte gruppe af unge. Der er langt flere løsninger, som kan få dem tilbage skolebænken og senere ud på arbejdsmarkedet.

Vigtigst er det dog, at der bliver gjort absolut alt muligt for disse unge mennesker. Jeg anerkender, at førtidspensionering kan ende med at blive den bedste løsning for nogle. Men jeg synes, det er en falliterklæring for samfundet, hvis vi ikke først sikrer os, at alle mulige tiltag, der kan hjælpe dem, er afprøvet.

Hanne Pontoppidan er formand for Uddannelsesforbundet

Denne artikel er anbefalet af: