Når danskerne trækker sig tidligere tilbage fra arbejdsmarkedet end i mange af vores nabolande, skyldes det efterlønnen. Det mener de radikale og Konservative, mens de øvrige partier peger på, at arbejdsgiverne er for dårlige til at fastholde og ansætte de ældre, og efterspørger større fokus på seniorpolitik.
Velfærdsaftalen vil gradvist hæve tilbagetrækningsalderen, men til den tid er det alt for sent at gøre noget ved problemet, mener Morten Østergaard (R):
»Hele den græshoppegeneration, der går af før 2019, får en kæmpe gave fra staten, mens resten kommer til at knokle. Spørgsmålet er om de, der er i arbejde, vil betale for, at en stor del af danskerne kan holde fri?« spørger han.
Konservative så også gerne, at danskernes tilbagetrækningsalder blev sat op langt tidligere.
»Vi har gjort noget, men der skal gøres mere. Vi skal have mod til at sørge for, at der er hænder nok på arbejdsmarkedet, derfor er vi nødt til at være åbne over for reformer af efterløn og pensionsalderen. Hvis vi skal blive ved med at bruge penge på tidlig tilbagetrækning, er der ikke penge til uddannelse og sundhed,« siger Helle Sjelle (K).
Torben Hansen (S) er uenig i, at danskernes tidlige tilbagetrækningsalder er et problem: »Mange af dem, der går på efterløn som 60-61-årige har været på arbejdsmarkedet, siden de var ret unge og er generelt nedslidte. Derfor kan jeg ikke se nogen problemer ved vores pensions- og efterlønsordninger. «
Torben Hansen mener, at velfærdsaftalen og de øvrige tiltag, der er sat i gang, er tilstrækkeligt til at hæve danskernes tilbagetrækningsalder. Venstres arbejdsmarkedsordfører, Jens Vibjerg, er enig.
»Det er faktisk ret revolutionerende, at vi fra 2019 automatisk hæver tilbagetrækningsalderen, i takt med at middellevetiden stiger,« siger Jens Vibjerg.
Seniorpolitik
SF’s Karsten Hønge anklager landets mange små- og mellemstore virksomheder for ikke at være gode nok til at udarbejde senioraftaler:
»På store dele af arbejdsmarkedet er det ikke noget, man kender til. Derfor er det simpelthen nødvendigt at forpligte arbejdsgiverne til at fastholde deres medarbejdere,« siger han.
Bent Bøgsted (DF) mener, at en del af problemet med tidlig tilbagetrækning ligger i arbejdsgivernes holdning til de ældre.
»Den første betingelse for at fastholde de ældre på arbejdsmarkedet, er, at virksomhedsejerne siger: ‘Vi vil gerne beholde dig’. Så viser alle undersøgelser, at man er tilbøjelig at blive i arbejde. Men en del af problematikken er, at mange arbejdspladser går efter yngre medarbejdere. Mange ældre kan simpelthen ikke få noget arbejde, selv om de gerne vil,« vurderer Bent Bøgsted.
Torben Hansen (S) er enig i, at arbejdspladsens hensyn til de ældre er afgørende.
»Virksomhederne har i allerhøjeste grad et ansvar. De steder, hvor man laver fornuftige seniorordninger med en ugentlig fridag og indretter arbejdspladsen til de ældre, trækker de sig senere tilbage,« siger Torben Hansen.
De radikale er enige i, at seniorordninger vil sikre, at flere ældre kan arbejde, men tror ikke på, at det kan få regnestykket til at gå op.
»Hvis vi vil have ordentlige sygehuse, en ordentlig ældrepleje og ordentlige børnehaver, så er vi nødt til at vælge. Vi må have en bedre indsats for at undgå nedslidning, men hvis folk er nedslidte efter et langt liv på arbejdsmarkedet, så er burde de få førtidspension og ikke efterløn, så vi sikrer, at velfungerende ældre ikke træder tilbage som 60-årige,« siger Morten Østergaard.
Kommentarer
SF’s Karsten Hønge anklager landets mange små- og mellemstore virksomheder for ikke at være gode nok til at udarbejde senioraftaler: »På store dele af arbejdsmarkedet er det ikke noget, man kender til. Derfor er det simpelthen nødvendigt at forpligte arbejdsgiverne til at fastholde deres medarbejdere,« siger han.
Spørgsmål: Hvad har SF hidtil gjort for at forpligte arbejdsgiverne til at fastholde deres medarbejdere? Jeg har ikke kunnet få øje på initiativer i den retning. Som påpeget andetsteds i dagens Information er Norge og Sverige hestehoveder foran Danmark, når det gælder en forpligtende seniorpolitik. Det skal bemærkes, at det er efterhånden er mange år siden, at problemet første gang herhjemme blev påpeget af arbejdsmarkedsforskere på Ålborg Univ.
Virksomheder tager ikke ansvar. Hvorfor skulle de? De bliver jo støttet fra alle sider til at lade være.
Det er en mærkelig primitiv moralisering omkring Efterlønnen, som fx Morten Østergård (R) og mange andre lægger for dagen. Hvad skal det til for med begreber som ‘græshoppegeneration’, dovenskab, golf og rødvin som forklaringer på at folk går på Efterløn. Det er ugennemtænkte generaliseringer, lidt i stil med DF’s traditionelle xenofobiske generaliseringer. Derfor er det også interessant at læse et mere nuanceret forsøg på forklaring på hvorfor så mange trækker sig tidligt tilbage fra arbejdsmarkedet hos DF’eren Bengt Bøgsted, der peger på aldersdiskriminering som mulig årsag.
Denne type generaliseringer minder om den sociale stigmatisering mange arbejdsløse oplever, når de mister deres arbejde. De føler sig set ned på, selv om de fleste vil benægte at de mener det er den arbejdsløses ‘egen skyld’. Når det gælder Efterlønnen er der knap så fine fornemmelser: så skydes der med skarpt fra både højre og venstre: dovenskab, nasseri, ‘lader os andre knokle’ osv. Et underligt forsøg på ‘kriminalisering’ af en helt legitim mulighed - uden forsøg på at forstå hvad der ligger bag det udbredte ønske. Om arbejdsløshed er der en udbredt forståelse for, bekræftet via mange undersøgelser, at det kan være problematisk og belastende at være uden det netværk og sociale kontakter, som arbejdet giver. Det ville være nærliggende at problematisere Efterlønnen ud fra samme indsigt!
Jeg tror årsagerne til Efterlønnens tiltrækning er mange - nedslidning, udbrændthed, fysiske og psykiske belastninger i arbejdet, modstand mod ændringer i arbejds- og ledelsesforhold, familieforhold, transportproblemer osv osv. Jeg vil vædde på, at man i hvert enkelt tilfælde kunne finde ganske rimelige grunde til at den 60+ årige vælger Efterlønnen, når den nu findes som en mulighed. Samlet er Efterlønnerne symptom for en bred vifte af problematiske forhold og belastninger på en lang række arbejdspladser. Ikke mindst på de offentlige arbejdspladser, der i de senere år har oplevet voldsomme omvæltninger via Strukturreform, flytninger, ændringer i administrative rutiner, brug af elendigt edbudstyr og programmel, stærkt stigende dokumentationspres og statslige kontrolforanstaltninger. I kommunerne forsøger man at heppe arbejdsglæden frem gennem pseudoforanstaltninger som miljøundersøgelser og medarbejdersamtaler. Min opfattelse er at problemerne er så omfattende at medarbejderne ikke gider deltage i den slags undersøgelser, fordi de alligevel ikke ændrer en skid. Så modstanden mod arbejdets ændringer i disse VKO-tider er enorm og den psykiske belastning er for mange meget stor i et arbejde der opleves som mere og mere meningsløst, men man er jo nødt til at holde det ud for at tjene til dagen og vejen….
I denne uafklarede situation, hvor arbejdspladserne ikke har fokus på de egentlige miljøproblemer er det vel ikke så underligt, at man ser sig om efter alternativer. Og voila: der kommer Efterlønnen som en mulig udfrielse fra de elendige arbejdsforhold, hvis man ellers opfylder en lang række betingelser. Problemet med denne løsning, rent bortset fra den omsiggribende mistænkeliggørelse og mobning fra mange sider, er at man ikke kender situationen som Efterlønner. Hvordan er det så at være uden de sociale kontakter fra arbejdet som 60årig? Hvordan er det at gå op og ned ad ægtefællen hele dagen og opleve nogle belastninger ved det som man ikke kendte før? Eller hvordan er det at se ægtefællen tage på arbejde hver dag, mens man driver ørkesløst rundt selv og venter på at den anden kommer hjem igen? Der er mulighed for en lang række af de problemer som hører udfasningen ved pensionsalderen til, men her skærpet på grund af mobningen.
Min påstand er at det er ikke lykken at gå på Efterløn, men et løsningsforsøg i en svær situation. Og det er rigtigt som artiklen her påpeger at arbejdsgiverne bør tage et større ansvar for seniorordninger. Men problemet er langt større fordi de arbejdsforhold der er skabt under VKO regeringen er strukturelt elendige og fyldt med en række belastninger som ikke lader sig fjerne umiddelbart, der er ikke politisk vilje til at se dem overhovedet. Disse belastninger bliver ikke ordentligt undersøgt, men de få pip der dukker frem i medierne engang imellem bliver enten benægtet eller forbigået i tavshed.
Er det så underligt at folk søger individuelle løsninger på kollektive problemer under sådanne forhold?
Morten Østergaards konklusion (artiklens seks sidste linjer) er lige i øjet - burde indrammes.
Staten og kommunerne er sandeligt heller ikke for gode.
Min far ønskede, efter næsten 40 år som lærer, at gå på deltid for at skrue ned for hastigheden, men samtidig blive i et fag hvor der er mangel på arbejdskraft.
Det kunne ikke lade sig gøre.
Eller rettere sagt, det kunne det godt. Men det ville være besværligt,, have alt for høje økonomiske omkostninger, både på det tidspunkog senere.
Faktisk blev der lagt så mange hindringer i vejen for nedsat tid, at han tilsidst smed håndklædet i ringen og gik på efterløn.
“Ældre” der ønsker at bibeholde et arbejdsliv under lidt venligere vilkår, frem for at trække sig helt tilbage når de er ved at være “trætte” har ofte ikke noget valg.
Det gælder det offentlige såvel som det private.
Ja, Danmark er et rent uland, når det gælder fleksibele tilbagetrækningsmuligheder sammenlignet med Sverige og Norge.
Overskrift: “Arbejdsgiverne må tage større ansvar for at fastholde og ansætte ældre”.
Grunden til at mange ledige som har muligheden for at gå på efterløn vælger dette er, at mange arbejdsgivere ikke vil ansætte dem. De anser dem for færdige på arbejdsmarkedet. Tror de er nedslidte hvilket mange er, men der er også mange der gerne vil arbejde.
Læs:
Citat ”Chefer ser langtidsledige som nitter - Af Ulla Gunge Hansen - den 5. november 2008
.
Stort set alle langtidsledige vil gerne i arbejde. Men arbejdsgiverne vil allernødigst give netop dem et job. De ser nemlig de langtidsledige som »nitter«.
Langtidsledige bliver lagt allernederst i bunken, når arbejdsgiverne skal vælge, hvem der skal besætte en ledig stilling i firmaet. Selv i konkurrence med andre udsatte grupper som dagpengemodtagere med indvandrerbaggrund eller ældre, viser forskningsprojektet Comparative Welfare Studies fra Aalborg Universitet.
Så på trods af, at 94 procent af dagpengemodtagere, som har stået uden job i mere end to år, brænder for at komme i arbejde, og 85 procent søger job, kan de få virkelig svært ved at få opfyldt deres drøm om at få foden inden for på arbejdsmarkedet.
Arbejdsgiverne betvivler grundlæggende de langtidslediges evner til overhovedet at kunne klare et job. For eksempel er 81 procent af arbejdsgiverne usikre på, om de langtidsledige har arbejdsmotivation nok. 48 procent er usikre på, om de har de nødvendige faglige kvalifikationer.
Og 44 procent af arbejdsgiverne er usikre på, om de langtidsledige er omstillingsparate.
- Selv om arbejdsgiverne har større og større behov for mere arbejdskraft, så er der ikke flere, der går på jobformidlingen, for det er noget, de betragter som et opsamlingssted for nitter, siger lektor, ph.d. Christian Albrekt Larsen, Aalborg Universitet.
Det er ikke mindst det seneste årtis højkonjunktur, der får de langtidsledige til at blive uattraktive i arbejdsgivernes øjne. - I en tid, hvor der har været højkonjunktur igennem 10-12 år, hvor stolene har stået tomme, så er det klart, at de, der står tilbage uden arbejde, fremstår som nogen, som alle andre har valgt fra, og det gør arbejdsgiverne utrygge. De er bange for, at de kommer til at ansætte en nitte, siger lektoren.
Men er der ret beset ikke også mange af de langtidsledige, som aldrig vil kunne varetage et job, og er arbejdsgivernes frygt derfor ikke berettiget? - De har ret i, at der er et vist antal, hvor vurderingen holder stik. Men spørgsmålet er, om ikke man overvurderer risikoen, siger Christian Albrekt Larsen.” Citat slut.
Denne artikel viser med al tydelig hvilke problemer ældre ledige og efterlønnere må kæmpe med. Situationen fra 2008 er samme i dag 2010, hvis ikke den er blevet meget værre. Så stop hetzen mod efterlønnen. Det er den bedste lov der er indført på arbejdsmarkedet.
Vedr. kurser/uddannelse/løntilskud.
Jobcentrene magter i dag ikke at håndtere den stigende ledighed, hvorved de udlicitere de ledige til andre aktører. Problemet er bare at pengene ikke følger med under det nye enstrengede system. Derfor er aktørerne modvillige for at betale til kurser m.v., da det så går ud over deres indtjening.
Under det gamle system kunne Jobcenter Staten bevilge penge til dette, hvis det på længere sigt kunne hjælpe den ledige i arbejde. Herved er de ledige kommet i stikken, og man får et fremtidigt system hvor mange ledige ikke mere kommer på kursus. Resultatet giver sig selv.
Er man nået 55 år kan en privat virksomhed ansætte en person i et få løntilskudjob med 101,54 kr i timen. Inden for det offentlige er taksten anderledes. Selv dette tilskud er ikke nok for mange virksomheder til at ansætte ledige.
Virksomhederne vil hellere have ansatte i aldersgruppen 16-29 da de er ”friske” - ”Nemme at forme” - ”Kræver ikke for meget i løn” og meget mere.
Så jo jeg er helt enig i at arbejdsgiverne må tage større ansvar for at fastholde og ansætte ældre. Men det er jo nok for meget at forlange, da mange virksomheder kun tænker på bundlinien, og ikke anser medarbejderne som deres vigtigste aktiv.
Se blot Jysk som fravalgte at give sine medarbejdere et julegratiale. Sørgeligt.
Nu har de radikale viftet med pegepinden, så er den ged barberet, og problemet er sikkert væk i morgen. GFB