Al-Qaeda var inspiration, hvis ikke direkte ansvarlig for den 28-årige dansk-somaliers mislykkede forsøg på at nakke den 73-årige tegner Kurt Westergaard med en økse nytårsdag. Al-Qaeda var også vandmærket i tre terror-sigtelser i oktober i USA, hvor et sprængstof-plot mod Jyllands-Postens kontorer i København og Viby blev afsløret.

Den 23-årige nigerianske underbukse-bomber, der juledag bøffede et attentat mod Northwest Airlines’ fly 253 til Detroit, var angiveligt sendt af al-Qaeda i Yemen. Fælles for de tre sager er, at uskyldige civile var målområdet. Og Danmark rangerer højt på listen over al-Qaeda-mål.

Således gungrer musen med elefanten, men af vidt forskellige årsager. Flest al-Qaeda-angreb er rettet mod ‘militære’ mål - NATO og CIA i Afghanistan, israelske diplomater i Jordan, USA-støttede regimer i Irak, Saudi-Arabien og Yemen er eksempler fra de seneste ugers nyhedstapet. At USA er bombemål kan aflæses i antallet af militærbaser i den muslimske verden, der har til formål at sikre 60 pct. af verdens kendte energi-reserver. Og hvad amerikanerne ikke selv kan gabe over, klarer deres ‘vice-sheriffer’ som storkunder i USA’s våbenindustri. Alene i 2009 købte Saudi-Arabien militært isenkram i USA for 30 mia. dollar.

At den danske mus er terror-mål, skyldes ikke så meget Anders Fogh Rasmussens og Søren Espersens militaristiske drengedrømme, men snarere Kurt Westergaard, hvis Muhammed-tegning lignede genbrug af en arabisk kollegas Taleban-karikatur, trykt i det arabiske al Hayat’s London-udgave, men med den forskel, at islams symbol for trosbekendelsen var tilføjet som turban-emblem.

Danmark topper altså listen over al-Qaeda-mål på grund af synligheden mere end den militære indsats i islams støvede udkant-områder. Profet-tegningerne ikke vil gå væk på grund af deres egnethed som symbol på vestlig blasfemi. Osama bin Laden brugte en 17 minutter lang fatwa på at fordømme dem.

Al-Qaeda og internettet

Så ja, al-Qaeda var i Viby J. Dansk-somalieren fik straks efter sin mislykkede aktion en støtte-erklæring fra den somaliske jihad-gruppe, al-Shabaab, menes at være knyttet til al-Qaedas terror-netværk.

I Yemen tog lederen af ‘al-Qaeda på Den arabiske Halvø’, Nasir Wuhaishi, ansvaret for underbukse-bomberen på Detroit-flyet, og op til weekenden blev hans lejre bombet med USA-leverede missiler, der ifølge militæret aflivede otte ledende al-Qaeda-kommandanter.

Nigerianeren nåede - inden han fik beskikket en advokat, der bad ham holde kæft - at »synge som en kanariefugl« til FBI om, at han blev ‘klædt på’ i Yemen, og at andre 20 selvmords-aktivister skoles til terroraktioner mod civile mål.

En terror-ekspert, Abd Alelah-Haidar, der har mødt Nasir Wuhaishi, har vurderet, at al-Qaeda i Yemen, en fusion af saudiske og yemenitiske grupper, har »stor betydning for netværket« og menes at råde over 2.000 jihad-veteraner med erfaring fra Libanon, Palæstina, Irak og Afghanistan.

Al-Qaeda-styrken i Yemen er netværkets tredje-største efter Irak og Nordafrika, og der er operative celler i Egypten, Jordan, Mauretanien, Algeriet, Kashmir, Uzbekistan og i Syd-Asien, Pakistan og Malaysia.

Ifølge Ahmad Moussali, politolog-professor med speciale i islamisk fundamentalisme ved American University Beirut, har langt fra alle disse grupper kontakt til Osama bin Laden, der formodes at gemme sig i Pakistans grænseprovinser til Afghanistan, og i dag mest er et logo på internettet.

»Men Al-Qaeda er overalt, også her i Libanon,« siger han.

»Grupper af typisk blandet nationalitet - saudier, yemeniter, palæstinensere, syrere, jordanere, irakere og altså libanesere, der bruger Libanon som ‘orlovs-helle’, hvor de hviler ud efter aktioner i Irak eller Afghanistan eller - som nu - i Yemen. Nogle knytter an til bin Laden og hans netværk, men mange har adopteret ideologien og måden at operere på, men med forskellige mål og midler afhængig af lokale forhold,« forklarer Ahmad Moussali og fortsætter:

»Fælles for dem er salafismen (af salaf: oprindelse), en konservativ retning der vil føre islam tilbage til Profetens bogstavelige dogmer, der følgelig udelukker udvikling af de muslimske samfund. Af samme grund anser de f.eks. Hamas eller Det muslimske Broderskab i Egypten for u-islamiske kættere. Det ser altså ud som om, at den ene islamiske fundamentalisme bekæmper den anden - men der er forskel på islamisme og islamisme, hvilket Vesten altid overser. Men forskellen er vigtig for at forstå, hvorfor al-Qaedas popularitet er stærkt dalende. Ikke alene slår disse salafister muslimer ihjel i flæng, de har heller ikke et socialt og samfunds-politisk program at byde på.«

‘Für Elise’

Selv om gadesælgerne i Beiruts palæstinensiske flygtningelejre stadig fører lightere med bin Ladens kontrafej, der ved tænding afspiller de første strofer af Mozarts »Für Elise«, er al-Qaeda er ikke længere den organisation, der i 2001 tog ‘æren’ for angrebet på Twin Towers og Pentagon 11. september. Hverken logistisk, økonomisk eller i militær evne. Ved siden af de pilot-trænede selvmordere i de tre kaprede rutefly, der dræbte mere end 3.000 civile i New York og Washington, ligner nutidens al-Qaeda-jihadister dilettanter. Således afviste det libanesiske Hizbollah forarget, at det havde fingre med i det nylige attentatforsøg på israelske diplomater i Jordan, der var »både sjusket og lavteknisk«, som det hed i en erklæring. Men dilettanter eller ej - de kan være dødelige. Og som Ahmad Moussali anfører:

»Terroren er relativt billig og kræver kun kendskab til enkel sprængstof-teknologi. Al-Qaeda køber ikke kampfly.«

Netværkets økonomi kommer ifølge Moussali fra hovedrige golf-arabere, der opfatter deres bidrag som zakat, den islamiske religiøse skat, og fra religiøse fonde, der deler salafisternes verdenssyn - men der er næppe tale om finansielle operationer i den vægtklasse, der var tilfældet før 2001, hvor bin Laden kontrollerede et globalt konto-netværk.

Chefen for USA’s nationale efterretnings-tjeneste, Dennis C. Blair, fortalte da også i februar sidste år kongresmedlemmer, at »netværkets kerne i dag er mindre operativt og effektivt end for år tilbage«.

Men CIA’s direktør, Leon Panetta, erklærede i maj, at »al-Qaeda udgør den mest alvorlige trussel mod Amerikas sikkerhed og mod Amerikas interesser og allierede i udlandet«. Det globale nyhedstapet synes at bekræfte Panettas dommedags-melding, men den er forkert.

Taber folkeligt terræn

»Al-Qaeda kan gøre skade på regimerne, men ikke påvirke politikken, endsige vælte nogen regering,« påpeger Ahmad Moussali.

I en meningsmåling i Pakistan faldt støtten til personen Osama bin Laden fra 46 pct. i august 2007 til 24 pct. i februar 2008, altså efter terror-mordet på politikeren Benazir Bhutto i december 2007. I samme tidsrum faldt tilslutningen til institutionen al Qaida fra 33 til 18 pct. (Målingerne blev foretaget af den uafhængige, USA-baserede Terror Free Tomorrow-tænketank). Disse og andre opinions-tal er ifølge Moussali udtryk for en lede ved al-Qaedas slagteri på civile kombineret med, at de militante salafister med oprindelse i den saudi-arabiske wahabbi-retning ikke udgør et realistisk politisk alternativ.

»De autokratiske arabiske regimers politiske udfordring kommer ikke fra al-Qaeda, men fra islamiske mainstream-bevægelser som Det muslimske Broderskab. Disse brede bevægelser holdes konsekvent ude fra indflydelse med manipulerede valg og valg-love, der sikrer magtens monopol i de siddende regimer,« siger han.

»Men disse bevægelser er ægte udtryk for folks generelle holdninger, der ikke er ekstremistiske, men handler om krav til social retfærdighed, bedre uddannelse og sundhedsvæsen og reel medbestemmelse. I Egypten kommer disse politiske kræfter aldrig i nærheden af magten, selv om de notorisk støttes af et flertal. Jeg er faktisk overrasket over, at vi ikke ser mere vold derovre, men egyptere er jo tæmmede og tålmodige. Spørgsmålet er imidlertid: Hvor længe endnu?«

Pengemaskinen al-Qaeda

Autokratiske arabiske regimer har således en interesse i at mane al-Qaeda frem som trussel-scenario.

»Al-Qaeda er blevet et ‘sesam’, der åbner for militær og økonomisk bistand fra USA,« siger den jordanske menneskerets-advokat, Mohammad Al-Khawaidah, der deltog i et seminar i Beirut.

»Og modydelsen er snævert samarbejde mellem CIA og de arabiske efterretningstjenester. Jeg har haft kontakt til flere salafist-grupper i Jordan, også til folk, der har kæmpet i Irak. Ingen af dem er direkte al-Qaeda-relaterede, ingen af dem har selvmords-aktioner på programmet, med ved at stemple dem som al-Qaeda opnår styret ubegrænset støtte fra USA. Det er tilfældet i Jordan, som det er tilfældet i Egypten, Algeriet, Saudi-Arabien og Yemen - al-Qaeda er en pengemaskine og USA betaler og bestemmer.«

Netop som denne artikel var i tastaturet, duttede en sms ind på Informations mobil: Sheik Omar Bakri Mohammad, enledende salafist med syrisk-britiske rødder, lod vide, at han har fået nyt nummer. I sig selv betydningsløst, hvis det ikke lige er, fordi Omar Bakri beskyldes for at være al-Qaedas libanesiske talsmand. Hvilket han selvfølgelig benægtede, da jeg besøgte ham i Tripoli for nogen tid siden, men med tilføjelsen: »Al-Qaeda er ikke i Libanon, for var det tilfældet, ville jeg vide det.«

Så kan man spekulere på hvordan.