Inden for de nærmeste dage skal udenrigsminister Per Stig Møller drøfte den militære indsats i Afghanistan med partierne bag krigsdeltagelsen. Nogle af dem har krævet en exit-strategi. Og baggrunden er, om end uudtalt, at NATO’s Afghanistan-aktion har udviklet sig til et sandt mareridt.

Oprindelig drejede det sig om at rydde landet for al-Qaeda. Det krævede et opgør med Taleban-styret, som havde givet al-Qaeda husly.

Al-Qaeda er nu efter alt at dømme ude af Afghanistan, og Taleban er et rent nationalt fænomen uden intentioner om international terrorisme.

Men NATO’s mål ændredes hurtigt til nationsopbygning og demokrati. Hvilket foreløbig er resulteret i en fin, demokratisk forfatning med indbyggede menneskerettigheder, et tilhørende retssystem af vestligt tilsnit og en forbilledlig provisorisk antikorruptionslov. Alt sammen nydelig staffage, mens korruptionen florerer, langt størsteparten af tvister behandles af uofficielle stamme-domstole, den officielle lovgivning tillader shia- ægtemænd fire voldtægter pr. uge og hjemler dødsstraf for at konvertere fra islam, og præsidenten sidder i kraft af mere end en million falske stemmer og som gidsel for de krigsherrer fra Nordalliancen, som NATO fra starten allierede sig med, selv om nogle af dem er lige så middel- alderlige og bestialske som Taleban.

Men vi gør en forskel, lyder det igen og igen fra de udsendte soldater, fra forsvarsministeren og fra Helge Adam Møller. Hvor tit har vi ikke hørt, at vi har anlagt så og så mange kilometer veje, gravet så og så mange brønde og fået så og så mange piger i skole.

Fuldstændig rigtigt! Hvad vi imidlertid har fortrængt er, at vi på otte år, med skam at melde, har foretaget os betydeligt mindre af sådanne opbyggelige ting, end russerne gjorde under deres ni års besættelse i 80’erne. De skaffede også vand, anlagde veje i langt større stil, fik praktisk taget alle piger i skole. Og byggede desuden boliger. Der ligger f.eks. en hel Urbanplan lige over for Kai Vittrups EUPOL-hovedkvarter på Jalalabad Road i Kabul, mens der vist ikke findes så meget som en boligblok opført af NATO. For øvrigt støttede russerne en sekulær regering, der dekreterede jordreformer, indsats mod analfabetismen, ligestilling af kvinder og mænd og forbud mod undertrykkende traditioner som f.eks. brudepris.

Det var dengang, Vesten støttede fundamentalisterne. Søren Pinds helt, Ronald Reagan, hjalp Osama bin Laden til at etablere al-Qaeda, ligesom vores nuværende statsminister og vores nuværende udenrigsminister solidariserede sig med de islamiske mujahediner. Problemet for d’herrer var nok ikke, at den afghanske regering ikke var demokratisk funderet (dét krav stillede de i hvert fald ikke til egne våbenfæller!). Problemet var, at regeringen var kommunistisk.

Afghanerne husker

Dette ikke sagt for at forsvare den russiske besættelse. Det var, ligesom Vietnamkrigen, en stormagts illegitime indblanding i et andet lands anliggender. Man beskyttede en regering, som slog hårdt ned på politiske modstandere. Og dét politiske hjørne, jeg dengang repræsenterede, tog fuldt så skarpt afstand fra den russiske besættelse som nogen borgerlige.

Men der er altså væsentlige dele af historien, Helge Adam Møller og kompagni øjensynlig har fortrængt, når de retfærdiggør sig med, at ‘vi gør en forskel’. De udmærkede og sikkert velmenende unge mænd og kvinder, vi sender til Helmand, har næppe fortrængt noget. De har simpelthen aldrig hørt om det.

Afghanerne derimod husker historien. Ikke desto mindre var og er det store flertal imod den sovjetiske indblanding, og den dag i dag fejres årsdagen for tilbagetrækningen i 1989 som den største nationale festdag. Men det burde ikke komme bag på nogen, at de har en vis skepsis over for, hvad de opfatter som Vestens grænse- løse hykleri.

Det betyder ikke, at de sympatiserer med Taleban. Det er ikke nogen befrielsesbevægelse, men en samling skruppelløse fanatikere, som vil påtvinge befolkningen deres egne fundamentalistiske normer, og som ikke viger tilbage fra at udrydde enhver, som aktivt stiller sig i vejen for dem. ISAF-styrkernes drab på civile kan ikke undskyldes, men er i det mindste ikke tilsigtede. Taleban tegner sig for op imod 90 procent af samtlige drab på civile, og med fuldt overlæg. Langt størsteparten af afghanerne hader Taleban.

Andre end Taleban

Noget andet er, at det er et folk, som traditionelt ikke finder sig i, at andre skal bestemme over dem, uanset om det er russere eller amerikanere. Der er mange andre end Taleban, som vender sig imod de udenlandske tropper, og som med større ret kan betragtes som befrielsesbevægelser. Det burde vække opsigt, hvad amerikanske analytikere på det seneste er nået frem til, nemlig at kun omkring 10 procent af dem, ISAF-styrkerne kommer i kamp med, er talebanere. Men det er åbenbart for kompliceret et fjendebillede for Søren Gade og Helge Adam Møller at forholde sig til.

Der er andre forhold, som er værd at registrere. Det uafhængige analyseinstitut The Asian Foundation har i de seneste år gennemført omfattende undersøgelser af den afghanske befolknings vilkår og opfattelse af snart sagt alt mellem himmel og jord. De er baseret på mere end 6.000 intensive interviews af et repræsentativt udsnit. 84 procent går ind for lige rettigheder uanset køn, etnicitet eller religion. 75 procent erklærer sig enige i, at religiøse autoriteter skal vejlede folk i trosspørgsmål, mens samfundsmæssige beslutninger skal overlades til politiske ledere. (Den dårlige nyhed er, at det er et fald fra 82 procent i 2006). Og 66 procent mener ikke, at demokrati er en udfordring af islamiske værdier, en stigning fra 60 procent i 2006. Kun 26 procent mener, at der er en konflikt her.

Det er denne facetterede virkelighed, vi skal forholde os til, når talen er om, hvorfor vi har militære styrker i Af- ghanistan. Og nu er NATO så begyndt at overveje en exit-strategi. Straks efter Obamas tale erklærede Søren Gade, at det var helt på linje med, hvad den danske regering hele tiden havde ment. Og Helge Adam Møller sekunderede triumferende: Det står selv i strategipapiret, side 3, højre spalte!

Endnu engang løgn og latrin. Der står, at vi trækker os ud, når afghanerne selv kan tage vare på sikkerheden, og at man håber, det kan blive i 2012. Hvad skulle der ellers stå? At vi ikke vil trække os ud, selv om afghanerne bliver i stand til at klare sig selv? ‘Strategien’ er lige så elastisk, som den var i Irak, hvor regeringen som bekendt under indtryk af det snarlige folketingsvalg pludselig erklærede, at opgaven var fuldført, og trak de danske landstyrker ud, mens bomberne sprang om ørerne på dem og især på civilbefolkningen. Og 2012 har aldrig været et exit-tidspunkt for Afghanistan, men en luftig prognose. Hvorfor skulle man ellers rase over enhver snak om exit-dato?

Støtte til fjenden

Da Holger K. få uger før Obamas tale foreslog en slutdato i 2015 (2015!!!), slog udenrigsministeren, forsvarsministeren og statsministeren som med én mund fast, at enhver tale om exit-strategi endsige exit-dato reelt var en støtte til fjenden.

Det var som et ekko af Bushs vicepræsident, Dick Cheney, der offentligt beskyldte Obama for landsforræderi, da han lancerede sin exit-strategi for Irak. Den danske regerings åndsfællesskab med Bush-administrationen fornægter sig ikke.

Men sagen er mere alvorlig end som så. For fjenden i Afghanistan er som bekendt terrorister. Og med terrorpakken fra 2002 blev det strafbart - med op til seks års fængsel! - at yde blot verbal støtte til terrorister. Så når både stats-, forsvars- og udenrigsministeren har slået fast, at exit-snak er støtte til fjenden, må vi vel forvente, at anklagemyndigheden rejser sag mod Holger K., Tøger Seidenfaden, Helle Thorning, Margrethe Vestager, Søren Mørch og andre formastelige.

Det sker nu nok ikke, selv om grundlaget er objektivt til stede. Men så kan det måske lære os to ting. 1: At terrorlovgivningen er noget juridisk makværk, som kan bruges helt vilkårligt og derfor ikke hører hjemme i en retsstat, og 2: at regeringen skal holde op med at slynge om sig med beskyldninger for landsforræderi og støtte til fjenden for at kvæle en væsentlig, demokratisk debat.

Preben Wilhjelm arbejdede i det forgangne år tre måneder som menneskerettigheds-rådgiver ved den af Kai Vittrup ledede EU-politimission i Kabul, Afghanistan