»Befolkningen har fået en forkert opfattelse af de faktiske forhold. For eksempel tror mange, at temperaturen på kloden er steget mere end forventet de seneste 10 år. Når vi så ved, at den ikke er steget - måske svagt faldet - så skylder vi at sige, at det er sådan.«
- Thor Pedersen, Folketingets formand.
»De seneste 10 år er den varmeste 10-årsperiode i de moderne temperaturmålingers historie.«
- Deke Arndt, chef for klimaovervågning hos US National Oceanic and Atmospheric Administration.
»At snakke om en global afkøling ved afslutningen af det varmeste årti, planeten har oplevet i mange tusinde år, er latterligt.«
- Klimaforsker Ken Caldeira, Carnegie Institution at Stanford.
Med al respekt for det høje Folketings estimerede formand og hans intense forskning i klima, økologi, miljø og naturvidenskab er der vel trods alt grænser for, hvor omfattende Thor Pedersens viden kan være, når han udtaler sig om temperaturen på Jorden de seneste 10 år? Det vil derfor sikkert interessere ham - og det folk, hvis ting han er formand for - hvilke resultater andre naturvidenskabelige forskere i klima, miljø og økologi er kommet til.
De forskere, der ikke også har et Folketing og en partiforening og en opstillingskreds og nogle vælgere ved siden af at skulle passe engang imellem. I to artikler - »NASA: 2009 blev næstvarmeste år« fra i går og »Koldt? Ikke her siger Nuuk, Tel Aviv, Anchorage, Melbourne …« fra 12. januar 2010 - har Information gengivet, hvad disse fuldtids klimaforskere har målt sig frem til: Det stik modsatte af, hvad formanden for Folketinget og medlem af partiet Venstre mener at vide. Har Thor Pedersen ikke selv foretaget målinger, der ganske simpelt falsificerer USA’s og Storbritanniens samlede klimaforskning, er det vel på tide og i folke- oplysningens interesse, at også Folketingets formand begynder at holde sig til kendsgerningerne?
For ikke at blive helt til grin med sin latterlige snak om en global afkøling ved afslutningen af det varmeste årti, planeten har oplevet i mange tusinde år.
Danmark under vand
Tager Thor Pedersen sin folke(tings)oplysende opgave på sig, kunne han ved samme lejlighed også referere, hvad en række forskere ifølge en artikel i det naturvidenskabelige tidsskrift Nature i dag har målings- og beregningsmæssige belæg for at påvise: Da klodens temperatur sidst - for omkring 125.000 år siden - lå de ca. 1,3 grader højere, som den nu igen i stadig stigende tempo er ved at nå op på, var havenes vandstand mellem 6,6 og 9,4 meter højere end i dag.
I så fald bliver der ikke ret meget af Danmark tilbage. En oplysning, som måske også kunne interessere det danske folk og dets ting.
I gårsdagens udgave af Information kunne man desuden læse, hvordan og hvorfor vores nye klimaminister Lykke Friis mener, at »COP15 var en brat opvågnen for EU«.
»Det giver stof til eftertanke at registrere den ny verdensorden. Når de nye store økonomier markerer sig, som det skete i København, indebærer det, at EU’s indflydelse daler. Der er risiko for en G2- eller G5-verden, hvor EU ikke er så synlig,« siger Lykke Friis med henvisning til en verdens- orden domineret af USA og Kina eller af USA over for den nye BASIC-alliance: Kina, Indien, Brasilien og Sydafrika.
USA bag af dansen
Lignende overvejelser gør for tiden New York Times’ måske mest inflydelsesrige kommentator Thomas L. Friedman sig i artikel efter artikel. Med den afgørende forskel, at hvor Friis er bange for, at EU bliver kørt af sporet, frygter Friedman, som for tiden rejser rundt i Kina, Taiwan og Hong Kong, at det er USA, der går helt bag af dansen:
»C. H. Tung, den første kinesisk-udpegede leder af Hong Kong efter overdragelsen i 1997, tilbød mig forleden en tre-sætnings sammenfatning af Kinas moderne økonomihistorie: ‘Kina sov under Den Industrielle Revolution. Det var blot ved at vågne under Den Informationsteknologiske Revolution. Det agter at deltage fuldt og helt i Den Grønne Revolution’. Det må jeg nok sige. Opholdende mig i Kina lige nu er jeg mere overbevist end nogensinde om, at når historikerne til sin tid ser tilbage på afslutningen af det 21. århundredes første årti, vil de sige, at den mest afgørende begivenhed ikke var Den Store Finanskrise, men Kinas Grønne Spring Fremad. Lederskabet i Beijing forstår klart, at E. T.(Energi Teknologi)-revolutionen er både en nødvendighed og en mulighed, og de agter ikke at fortabe den.
Vi, til gengæld, agter at fikse Afghanistan.
Ha’ en god dag.«
Friedman har meget mere at sige om den nye verdensorden, bestemt af de - på dansk - to k’er: Klimaet og Kina. Hver for sig, men sandelig også og især tilsammen: Klimaet-Kina, altså Den Grønne Revolution. Taler Lykke Friis om et wake up call for EU-landene, anråber Friedman om det for De Forenede Stater.
Kommentarer
Ejvind, disse udsagn passer ikke ind i tidens politiske doktriner, og er derfor ligegyldige.
Vi lever jo ikke længere i et vidensbaseret samfund.
Bæredygtig vækst er LAV vækst. Det er svært at acceptere for de fleste af os, og kineserne er ingen undtagelse. De har lige så nemt ved at holde fingrene fra deres enorme kulreserver, som vi har ved at lade olien og gassen blive i Nordsøens undergrund.
Kinas energifordeling i 2006:
Kul - 70%
Olie - 20%
Hydro - 6%
Gas - 3%
Nuclear - 1%
Vedvar. - 0.06%
China Energy Data - U.S. Energy Information Administration
Mon ikke forskellen i handlekraft, eller skal vi kalde det omstillingsparathed, mellem USA og EU på den ene side og Kina på den anden side i det store og hele handler om i hvor grad, de respektive styreformer er tynget af (eller på amerikansk: “bogged down by”) lobbyisme?
I USA og EU kan man som beslutningstager ikke slå en prut, uden at der står en hær af højtbetalte lobbyister ved ens havelåge, og derfor er status quo - med små justeringer, bevares - en flad og banal forudsigelighed.
Hvis et totalitært samfund (som det kinesiske) er mere effektivt til at løse klimaproblemerne end de demokratiske samfund, så har vi et forklaringsproblem som demokrater.
Man kan så indvende, at kineserne ikke har løst deres del af problemet endnu, og at det heller ikke er politisk muligt for dem, men det hjælper ikke os.
Alene ’muligheden’ for at et diktatorisk land kan nå længere end de demokratiske, når det gælder problemløsning, må kunne få det til at løbe koldt ned ad ryggen på os, for så skal vi jo udskifte hele vores indre møblement. Hvem skulle i øvrigt stå for den udskiftning?
Vi må tage os sammen, kan man sige, men problemet er igen, hvem der skal tage hvem sammen. Det kræver en enorm bevidsthed hos den almindelige borger, og når folketingets formand ikke fatter en dyt, hvor er vi så henne?
Men, men, tiden er ikke til at være negativ, så tak for problemopstillingen, Ejvind.
Denne kommentar er anbefalet af:
@Niels-Simon Larsen: “… så har vi et forklaringsproblem som demokrater.”
Nej, hvorfor dog det? Demokratiet er da ikke nogen garant for, at der tages fornuftige beslutninger, såsom effektivt at tilgå klimaproblemerne. Tværtimod, forekommer det mig, er demokratiet garant for, at man følger den mindste modstands vej - den vej, der bringer flertallet mindst (mentalt) ubehag.
Altså, mindst ubehag lige nu og her.
John: Hvis demokratiet blot er til for at tilfredstille vores umiddelbare behov - men ikke kan løse vores problemer på længere sigt hvad skal vi så med det? Kan vi ikke være lidt mere ambiciøse på demokratiets vegne? Det er sådan set op til os selv
@John: Jo, det er et problem. Demokratiet skal tage fornuftige beslutninger og effektuere dem, for følger man den ’mindste modstands vej’, går det galt på et tidspunkt. Kierkegaard kaldte i sin tid demokratiet for ’lefleri’, og vi hører det hver dag i medierne, men hvad i alverden skal vi gøre andet end lappe hullerne. Demokratierne halter af sted. Alle diktaturer har lidt nederlag eller kommer sandsynligvis til det.
”Demokratiet er den næstbedste styreform. Den bedste findes ikke (eller er ikke set endnu), skulle Churchill have sagt. Det triste ved politik i dag er, at der mangler politikere med en god portion filosofi. Det bliver til dagen og vejen, som du vist også påpeger.
Jeg skriver det her indlæg og tænker over tingene, og det er det mindst ringe, jeg kan gøre i øjeblikket. Ejvind læser og skriver en masse artikler fra nær og fjern, og det er fantastisk, at han bliver ved. Jeg holder øje med nye og bedre tanker og holder ellers rent i krogene.
@Ole Falstoft: “Kan vi ikke være lidt mere ambiciøse på demokratiets vegne?”
I teorien, jo, i praksis, tilsyneladende nej. Se bare det forrige årtis hæmningsløse materielle forbrug i alverdens demokratier med en stadig akkumulation af privat ejendom på bekostning af fælles værdier.
@Niels-Simon Larsen: Jeg er helt enig med dig.
John: Du lyder mig noget defatistisk. Ikke fordi du ikke har ret i at demokrati også ind imellem som du beskriver - men det er vel ikke hele historien? Den demokratiske ide er noget man skal kæmpe for hver dag for ikke at ende i ‘sumpen’ med laveste fællesnævner og kortsynet materialisme.
@Ole Falstoft: “Du lyder mig noget defatistisk.”
Du har ret: Jeg tror ikke længere på, at vi mennesker formår at redde os selv, selvom jeg naturligvis håber på det, for uden håb dør et menneske.
Mit mørke syn på menneskehedens muligheder siger formodentligt også noget om min egen psykes sammensætning. Jeg er velsagtens mere melankolsk anlagt, end mennesker er generelt, og det er naturligvis mit ansvar at forsøge at moderere/tøjle dette mørke inde i mig.
Men som videnskabsmand, som teoretisk fysiker, forstår jeg de mekanismer, naturlovene, som vi mennesker mener at kunne indgå kompromiser med gennem vores business as usual: ingen store omstillinger, for politikerne (i de vestlige demokratier, i hvert fald) ønsker/tør ikke at tirre den materielt forkælede vælger. Ups, nu kom mørket igen væltende.
John: Svagheden i demokratiske systemer er når politikerne er bange for vælgerne og ikke tør tage de nødvendige beslutninger. Derfor bør skriftet ske ved en mobilisering af vælgerne - de blive nødt til at gå foran så politikerne tør stå fast. Den mobilisering er igang der er sket meget de sidste par år både globalt og herhjemme. Spørgsmålet er om det er nok og om det er for sent -intet er afgjort endnu - derfor bør vi ikke give op på forhånd selvom det er mørkt ud lige i øjeblikket
@Ole Falstoft: Jeg er helt enig i den første halvdel af dit indlæg, men jeg er (slet) ikke enig i, at der er sket meget de sidste par år med hensyn til mobilisering af vælgerne. Jo, det kan da godt være, at vælgerne tror sig parate til forandring, men når det kommer til stykket, så vil man det alligevel ikke, fordi man opdager, at det indebærer (materielle og økonomiske) afsavn.
Som en lakmusprøve på forandringsparatheden kunne vi jo starte med for eksempel at sende følgende forslag, der i så fald skulle være fuldstændigt harmløst, til afstemning: Er du, kære forbruger/vælger, indstillet på kun at tage på chartertur hvert andet år?
Det mest karakteristiske ved ’mørket’ er, at man ikke kan bruge det til noget. Vi er tvunget til at leve som om vi havde en fremtid.
Jeg må desværre sige, at jeg heller ikke synes, at det går fremad med ’mobiliseringen’, og her vil jeg bruge mig selv som eksempel. Som samfundsborger sidder jeg midt i lagkagen: Tilfreds pensionist, og som en sådan nærmest urørlig for en politiker. Hvis regeringen ikke snart rammer mig eller fanger mig, kan jeg ikke se, vi er på andet end katastrofekurs. Jeg og mine må simpelthen ikke have det så godt. Selvfølgelig er vi søde og rare, men nej, i det globale perspektiv er vores leveform destruktiv. Derfor skal vi rammes på pengepungen. Det vil medføre en nedgang i produktionen af forbrugsgoder og en medfølgende arbejdsløshed. Ringene spredes, og hvis der ikke er en visionær politik for den kurs, går det selvfølgelig ikke. Politikerne skal have visioner for ’det hele’. Det skal være med begejstring, vi vælger at gå ned i levestandard - fordi det har mening.
I øjeblikket lever vi et materialistisk liv uden mening, for det leves med bange anelser for fremtiden, og vi har kun få år til at vende udviklingen.
At danskerne skulle være verdens lykkeligste folk skal nok være fuldstændig rigtigt – så længe det varer. Det er det, der skal trænge ind i befolkningens bevidsthed: Vi lever på ultrakort lånt tid nu.
@Niels-Simon Larsen: “Det skal være med begejstring, vi vælger at gå ned i levestandard - fordi det har mening.” Flot!
Vi ved at der bruges 10 joule på at fremstille og pænt indpakke hvad der svarer til 1 joule som vi så efterfølgende kan putte i munden. Det er enormt belastende i sidste ende for os alle og det virker da også helt skævt. Følgerne og konsekvenserne er af en sådan ubalance er indlysende.
Noget siger mig at det kan nok godt kan gøres bedre.
Så her er måske en lille opmuntring for nogen.
http://www.viddler.com/explore/PermaScience/videos/4/ - Efter de første 20 minutters “introduktion” med fakta vi i forvejen kender alt for godt til, kommer denne britiske dokumentar med nogen interessante bud på hvad man evt. kan gøre anderledes når de fossile resurser nu engang viser sig at være urentable.
Måske er der andre derude der ligesom jeg godt kan overraskes med, hvorfor det at pløje jorden ikke nødvendigvis er en den mest frugtbar handling. Og at det at helt lade være at gøre det kan give det dobbelte i udbytte. Vel at mærke uden at bruge en brøkdel af tilførte energi som der gøres i dag.
A’ hva ‘for en smed? Mjaeh..
Normalt er nogle uenige med andre her i trådene. Nu er vi stort set enige, og derfor kan vi tale om, hvad der skal gøres. Det er ikke nemt, men jeg giver en prøve på det (med begejstring):
Hvorfor sætter politikerne dog ikke os, der er uden for arbejdsmarkedet til samfundstjeneste et par timer om ugen?
Svaret er ganske simpelt: De tør ikke.
Når en kommunalarbejder samler et cigaretskod op, koster det to kr. pr. skod, har nogen regnet ud. Ingen skammer sig over at smide et cigaretskod på gaden, men mærkeligt nok vil mange føle sig nedværdigede, hvis de blev pålagt at samle det op. At rydde op efter os selv hører ikke med til vores glansbillede af os selv. Derfor er det så svært at få os til at aktivere os i en global oprydning (det er jo de andres møg).
Desuden ved vi ikke, hvor vi skal begynde. Debatten om klimaet bærer i høj grad præg af almindelig opgivenhed. Man kan slukke lyset, skifte til energipærer, kort sagt det som en af artikelskriverne i Inf. kaldte ’at flytte dæksstole på Titanic’. Det er en gigantisk mentalitetsændring, der skal til for bare at ændre lidt i vores indstilling.
Nu lader det til at regeringen vil begynde at slå bremserne til. Vi får se. Den sidste motorvej er vist ikke lavet endnu.
Kære kommentatorer
Det kan godt være, at jeg nu dummer mig mere end selv guden Thor på Tinge kan hamle op med, men jeg får sgu håb af at læse jer!
Så tak! Allesammen! Ejvind
Hvis Ejvind Larsen ”får sgu håb”, så får jeg det sgu også!
Og ”Ejvind læser og skriver en masse artikler fra nær og fjern, og det er fantastisk, at han bliver ved.” Ja det er det. Ejvind Larsens udholdenhed og hans kærlighed til demokratiet og naturen bør være en inspirationskilde til os alle sammen.
Og for en god ordens skyld: udtrykket ”at flytte dæksstole på Titanic” er oprindeligt Ejvind Larsens.
@Ejvind Larsen: Selvtak :-).
Ja vi er vel grundlæggende ikke så uenige her? Vi ved det ser mørkt ud og at udfordringerne er store - nogle hælder mest til den pessimistiske side andre af os har endnu ikke opgivet håbet - ikke kun fordi vi er naive, men fordi der faktisk er håb og muligheder der ikke må opgives. Det er et spørgsmål om etik! Fatalisme er at svigte sin forbandede pligt som medlem af et samfund og af menneskeheden. Man siger ‘lad det gå at helvede til - hvad rager de mig?’ Men det rager!
Det mindste ,man kan gøre er at gøre sin pligt (jeg mener det sgu!) uanset om man dybest set tror det gør en forskel. Hvordan vil man ellers kunne holde sig selv ud?
Tænk om englænderne i 39 da det så sortes ud havde sagt ‘Vi tror ikke at det nytter at kæmpe mod Hitler. Han er for stærk. Lad os i stedet for forhandle os til en ordning med ham så vi undgår krig’
Hvordan var verdenen så kommet til at se ud?
@Ole Falstoft: Vi er skam enige, og tro mig, jeg har ikke (helt) opgivet endnu, for ellers skrev jeg jo for eksempel ikke disse indlæg på information.dk eller debatindlæg i aviser [se gerne http://www.johnfredsted.dk/debat/publikationer.php for sidstnævnte]. Men måske skulle jeg i fremover prøve at moderere min defaitistiske skrivestil en smule. Jeg kan da prøve.
@John: Jeg klikkede mig ind og læste et par af dine indlæg. Du har fat i det rigtige. Godt skrevet. Ingen løse ender. Det er en fin pointe, du har i oktober-kronikken: “Kærlighed er også – og måske endnu stærkere – indirekte at give ved at afstå fra at tage noget, det materielt overflødige, magt, plads og så videre”.
‘At give afkald’ er jo en af de helt tunge drenge i åndshistorien. Før i tiden så man op til de oplyste, der ‘forsagede’. I dag er vi kraftidioter, hvis vi ikke gør det.
Man kan forestille sig stående foran Sankt Peter engang: “Kom indenfor, du sagtmodige!”
“Ok, nej, jeg var skam ikke spor sagtmodig. Jeg så bare ikke andre muligheder”.
Desværre var kronikken fra 5/2 blokeret.
Ved siden af en af artiklerne (og det er ikke for at være morsom), var der en kvindekrop med et målebånd om livet og et råd om, hvordan man slap af med de overflødige kilo. Jeg tænkte (!), typisk, der er ikke penge i at fortælle, hvordan de der kilo ‘ikke’ kommer på = fornuftig livsførelse.
I vores optik: Hvordan kommer vi ind på en leveform, der ikke har de enorme skadevirkninger, som vi ser hver dag? Ydermere: Hvordan ‘sælge’ fornuft, der ikke fremstår kedelig? Det mener jeg ikke ligger så langt fra det, du skriver om. Det næste skridt: Hvordan kommer vi til at opleve mening med det liv vi lever - selvom det ender på kirkegården? Mening må være ‘fylde’, at man er opfyldt af en indre positivitet, der får en til at stå op om morgenen, selvom det er mest behageligt at blive liggende. Jeg tænker her på opgivenhed, ugidelighed, ulyst og så trumfkortet, livslede, der hærger befolkningen, så der nu er fremstillet medicin i alle tænkelige afskygninger, bare for afbøde bivirkningerne af at leve.
Jeg synes, vi forsømmer (måske af ren og skær blufærdighed, eller frygt for ballade) at give vores mening til kende om meningen med livet. Jeg vil selv lægge ud, og det er meget enkelt: Alle gode mennesker, der er gået før os, har ydet deres bidrag, jeg yder mit, og bagefter kommer der andre, der fortsætter den lange og gode kæde.
Indvendingen vil være: Hvad så med alle de andre, ødelæggerne? Nå, ja, men de er bare forvirrede, efter min mening.
Man behøver ikke være filosof, man kan bare gøre, hvad man kan og så ellers bruge pæren. Det er denne enkle mening, jeg gerne vil fremme, for der bliver lagt så megen vægt på ideologi og religion - og jeg skal komme efter dig, hvis du ikke er betalende medlem her eller der.
Vi har det hele i os. Vi skal bare bruge det rigtigt.
@Niels-Simon Larsen: Hjertelig tak for din interesse for mine debatindlæg og for din ros vedrørende min oktober-kronik.
Jeg ved det: Kronikken den 5. januar [ikke den 5/2, som du skriver] er blokeret, og det vil den ifølge min erfaring blive ved med at være for ikke-abonnenter i nogle uger efter publikation. Den er også blokeret for mig. Men den bliver låst op på et eller andet tidspunkt.
Din kredsen omkring “mening” deler jeg til fulde. Det var specielt det, der i min kommentar http://www.information.dk/221799#comment-201017 fik mig til at skrive “Flot!”. Det er min opfattelse, at mening er helt centralt for ethvert menneske. Så centralt endda, at et menneske kan lide (store) afsavn, hvis bare det kan finde mening i det. Og det er netop der, vi skal hen: At kunne finde mening i at “lide” (materielle og økonomiske) afsavn. “Det skal være med begejstring, vi vælger at gå ned i levestandard - fordi det har mening,” som du formulerer det.
En forudsætning for at kunne det er måske, at man anser eller igen kommer til at anse livet for at være mere end det, et menneske selv kan skabe, så man ikke svæver forarmet rundt i ‘selvrealisationens vakuum’. At livet er udspændt i noget større end det rent biologisk-materielle. At man besidder nogle åndelige pejlemærker (der for mig ikke er ensbetydende med religiøse ditto, men så bestemt heller ikke udelukker sådanne). Blandt andet disse ting er jeg inde på i min 5/1-kronik.
Mine egne åndelige pejlemærker finder jeg i min hobby - teoretisk fysik. Den matematiske skønhed, som de fundamentale naturlove, herunder Einsteins generelle relativitetsteori, Maxwells ligninger og Dirac ligningen, besidder, velsigner mig med en fornemmelse af at ‘spille bold med’ noget, der er langt større end mig selv.
@John: Jeg glæder mig til at læse din 5.januar-kronik. Indtil da kan jeg nu ikke lade være med at prikke lidt på pakken, hvori du selv har lavet et par huller.
Hvad giver os mening? Mening i det lille format, og meningsfuldhed i bredere forstand?
I første tilfælde er det vel de nære relationer mennesker imellem.
I andet tilfælde må det være noget med følelsen for større fællesskaber, fx fædrelandsfølelse, politisk ideologi, religiøs tilknytning (måske ligefrem følelsen af at være udvalgt af guden).
En mere sublim følelse kommer af det overblik, vi har i dag af at være ’den blå planet’, noget enestående, som vi oven i købet kan ødelægge. Det er næsten for meget at bære på sine skuldre. Tænk, hvis vi er den eneste planet i hele universet, og vi så går hen og ødelægger den (!).
Den sidste sætning er tragikomisk og paradoksal. Naturen begår selvmord, når den frembringer et menneske, der ødelægger den. Hvis der er en Gud, frembringer han også et menneske, der kan ødelægge ham. Det er ikke klogt af den alvise gud.
De to sidste afsnit i dit indlæg er både spændende og problematiske. Du kommer lidt ind på det, ’der er større end mennesket selv kan skabe’. Tja, det er i hvert fald ikke os, der er årsag til planters og dyrs fremkomst. Der er meget vi ikke er herrer over, men det er sådan set ikke det, der er vores problem. Problemet er, hvad der styrer os ud over os selv. Nå, her gynger grunden igen, for tit lader man sig lede af sin underbevidsthed og andre dunkle kræfter (fx den for tiden meget omtalte grådighed).
For nu at slutte med noget positivt vil jeg sige, at jeg er ligeglad med, hvad der styrer vore fjed, men ikke ligeglad med, hvor de styrer hen – og det skal helst være til noget godt, overlevelse fx .
Jeg ved ikke, hvornår vi skal slutte tråden her. Vi kan altid samles om Ejvind igen, og tage din kronik op.
Det hele går jo smukt op i en højere enhed.
@Niels-Simon Larsen: Det glæder mig (naturligvis), at du har til hensigt også at læse min 5. januar kronik.
“Hvad giver os mening?” spørger du. Ja, uha da, det er et vanskeligt spørgsmål. For mig er det måske den rare fornemmelse, man kan have af, at det ikke er ligegyldigt om man eksisterer eller ej, fordi man føler sig (positivt) forbundet med nogle eller noget omkring sig. Men i skrivende stund er det tydeligt for mig, at jeg ikke er afklaret om dette store spørgsmål.
Eventuel ødelæggelse af planeten forekommer mig at være den ultimative meningsløshed. For hvad så er og har været formålet med alle vore handlinger, vore tanker, vor kamp? Når jeg ser på konsumsamfundet og dets tilsyneladende umættelige materielle grådighed, og når jeg ser på tv-mediets voldsomt overartikulerede intethed, så får jeg en nærmest fysisk trykken i brystet af tomhed, af meningsløshed. Men det er måske bare mig!?
Jeg ved heller ikke, hvornår vi skal slutte denne tråd. Vi kunne uden tvivl skrive meget længe og meget omfattende om disse formodentligt uudgrundelige spørgsmål. Men vi kan jo altid vende tilbage, som du skriver.
Nu går det lige så godt, så det er svært at slutte, og Ejvind læser måske med.
Jeg så forleden en udsendelse om Hawking og hans venner, der havde fundet ud af, at universet kom ud af intet, et sort hul. Sandsynligvis går vi tilbage til et sort hul igen. Dermed er koden knækket og vi ved, hvad der venter os. Inden for denne ramme kan vi udfolde os, men det giver os et problem: Gider vi?
Alt levende er født med ild i røven så at sige, en (i de fleste tilfælde) uudslukkelig livstørst. Denne livstørst er det nu, vi skal skrue ned for. Du kalder det selv ’ Afståelsens kærlighed’. Interessant, men hvad skal få os til det? Truslen om helvede har ikke været nok for os. Belønninger har heller ikke trukket nok i os. Udsigten til nirvana var for luftig, og det at hvile i Abrahams skød? Udmærket, men et skød her var alligevel bedre end et hisset.
Hvad skal få os til at neddæmpe et år 2010 vellevned (med bare en lille smule begejstring)? Det er det, der er det politiske ankerpunkt for mig. Personligt synes jeg, at både straf og belønning ligger lige for, men forslaget er usælgeligt (som det altid har været). Som ateist kan jeg ikke lade være med at skæve til religionen, der stadig har tag i folk. Her ofrer man glad og gerne sig selv og andre og burer sig inde i religiøse fangedragter. Viljen er til stede, hvis der altså er et tilstrækkelig vanvittigt formål, fx evigt liv, håbet om at blive forenet med guden.
Min kæphest er, at vi skal begynde at gøre op med os selv om, hvad der giver vores liv mening og gå efter det. Klare og tyde-lige ord. Hvis nogle af de bedst uddannede i vores land mener, at Jesus kommer igen, og har lov at bygge en folkekirke op over det, har vi et alvorligt problem. Et forklaringsproblem. Når en del andre er så blufærdige, at de skammer sig over at fortælle, hvad der giver dem mening, er problemet bestemt også der.
Står der en kærlig Gud uden for det sorte hul? Hvis ikke, må vi hellere se at komme igang. Det er helt tydeligt for mig, at det store og det små hænger sammen. Uorden i tanken giver uorden i livet, og derfor roder vi så grueligt rundt i det - her på randen af en kaotisk verden.
I øjeblikket diskuteres det, om vi alle skal blive vegetarer (gårsdagens Inf.). Jeg skal have kød, men har det dårligt med det efterhånden. Jeg lever med den divergens, men den uro vil jeg ikke have i længden, så nu bliver jeg nødt til at fede mig selv op til slagtning. En dag finder jeg en løsning.
Niels: Det giver vel mening at afstå hvis det på længere sigt kan redde dig selv og dine efterkommere? Her behøves vel ikke religiøse eller pseudo-relgiøse dogmer men rationel erkendelse af vilkårene? Problemet er hvordan man sikrer at ingen snyder ‘på vægten’ hvordan man etablerer et system som er både gennemskueligt og retfærdigt. Ligesom med skattelovene er det næsten umuligt at opnå begge dele samtidigt. Skal det være millimeter retfærdigt bliver det ugennemskueligt , skal det være gennemskueligt bliver det ikke helt retfærdigt - man må finde en balance
Håbet er at nogle af os går igang uden at afvente at der blive opfundet en ‘formel’ - nogle er er ligeglade med om de afstår noget uden at få noget tilgængæld . fordi de er ligeglade med den slags ‘regnskaber’, De har andre værdier
Man kan jo selv begynde i det små -prøve at afstå fra noget man tror er uundværeligt bilen f.eks.
Hvem siger at det ikke lader sig gøre at leve uden bil? De fleste af os kan udmærket leve uden - det er blot en bekvemlighed.
@Niels-Simon Larsen: At universet i videnskabelig sammenhæng anses for at være opstået (i Big Bang) fra en singularitet i rumtiden har været kendt lige siden Hawking og Penrose udledte deres såkaldte singularitetsteoremer for Einsteins generelle relativitetsteori, der beskriver tyngdekraften. Jeg ville dog tage nævnte udsendelse med et gran salt. For det første, så kan Hawking, forekommer det mig, godt være lidt stor i slaget: han vil gerne forstå Guds tanker, mener jeg at have hørt ham udtale. For det andet, så der ingen garanti for, at Einsteins generelle relativitetsteori, der netop forudsiger sorte huller, er den endegyldige formulering af tyngdekraften. Rent faktisk så er et flere årtier langt uløst problem i teoretisk fysik - the holy grail of modern physics, på ‘nudansk’ - at forstå, hvorledes Einsteins generelle relativitetsteori skal forenes med kvanteteorien, altså hvordan førstnævnte skal kvantiseres, så man får kvantegravitation [de tre andre naturkræfter, elektromagnetisme og den svage- og stærke kernekraft, er allerede beskrevet ved kvanteteorier]. Superstrengteorien, som du måske har hørt omtalt, er et af flere forsøg på en sådan forening. Jeg finder den dog ikke overbevisende. Men det korte af det lange (før det her udvikler sig til en fysikforelæsning) er: ‘Juryen voterer stadig’ vedrørende universets (endelige?) skæbne, vil jeg mene.
Og nu til noget helt andet, som Monty Python ville sige.
“Denne livstørst er det nu, vi skal skrue ned for.”: Jeg kan ikke helt afgøre, hvorvidt jeg er enig med dig. For mig forekommer den “livstørst”, jeg ser manifesteret i den moderne forbrugskultur ikke at være livslyst, men livsangst - et forsøg på uden for sig selv at finde noget, der kan fjerne ens eksistentielle frygt og angst, og som kan fyldestgøre én. Det findes ikke, det er en illusion, et fatamorgana. Men at turde indse det, og gerne sørge over dette eksistentielle faktum, det kræver et mod, som det forekommer mig, at der bliver stadig mindre af i vores kultur. Også dette er jeg inde på i min 5. januar kronik.
@Ole Falstoft: Rigtigt fornuftigt indlæg.
@Niels-Simon Larsen [tilføjelse]: Og det er netop derfor, at jeg anser menneskehedens muligheder for på fornuftig vis at imødegå klimatruslen for at være yderst ringe. For at bede flertallet af moderne mennesker om at afstå fra at storforbruge, er i mine øjne det samme som at bede dem om at finde modet til at tolerere den eksistentielle angst og frygt, som det nu engang indebærer at være et menneske: et selvreflekterende, biologisk væsen.
Da nu Ejvind ikke er kommet med et par ‘frie ord’ i dag, tænkte jeg, at vi kunne fortsætte debatten her. Jeg vil komme med et oplæg et stykke op ad dagen.
Håber I er der.
@Ole: Jeg opsumerer lige:
Du kommer ind på begrebet at ‘afstå’, og du mener ikke, at der kræves religiøs optagethed for at afstå, og at rationel erkendelse af forholdene må være nok.
Ja, næsten enig, men når klimavognen skal bevæges, synes jeg ikke at ‘fornuften’ har den fornødne trækkraft (hvad klimamødet lige har demonstreret). Religion som trækkraft behøver vi ikke tale om, for kirkerne kan ikke engang finde ud af, om der skal ringes med klokkerne eller ej. Spørgsmålet er så, hvad der er trækkraft i?
Håbet ligger i at ‘nogle går i gang’, som du skriver. Det kan jeg kun være enig i, og det er vel også netop der, vi befinder os nu. Det bliver så en omgang spredt fægtning, og jeg holder hele tiden øje med, hvordan fægtningen kan samles. Man kan afstå rent privat, men her kommer der let ballade i familien, for når det fx gælder charterrejsen, er man jo gerne to eller flere, der skal af sted, og mange forskellige interesser krydser klinge. Klimakrisen bliver psykologisk (hvorfor er det altid dig, der skal bestemme her i familien).
Jeg har ingen let løsning på emnet. Jeg vasker fx op under en tynd vandstråle, hvad der fik en ven (som brugte elektrisk tandbørste) til at give mig klimatisk røffel. Vi kommer meget langt ned i detaljerne, når vi træder bare ét skridt uden for geleddet, men vi gør det jo alle sammen, og vi kan komme til at slide hinanden op i petitesser. Nå, jeg holder udkig efter løsninger - .
@John: Først svar på dit indlæg her og bagefter svar på din kronik 5.jan. Kr.Dgb., som jeg fik på biblioteket (hermed anbefalet enhver interesseret).
Tak for det lille foredrag. Verdensrummet fascinerer mig. Jeg bor over for Niels Bohr instituttet, der nu har et lysshow på muren, en reflektion over hvad der sker i Cern om Big Bang forsøget.
Når det drejer sig om at skrue ned for livstørsten, blusset eller det at afstå, tror jeg, vi taler om det samme, nemlig at vi ikke kan fortsætte med at forbruge som vi gør nu. Vi mangler bare incitamentet til at gøre det. Hvad skal få os til at lægge bånd på os selv?
Nu går jeg videre til din i ordets bedste betydning prisværdige kronik. Det udsyn, som du beskriver, burde være incitament nok til at foretage den nødvendige ændring iht. vores miljø. Din løsning til sidst (at være hinanden nær) er helt rigtig. Noget af det, der fascinerer mig mest i den aktuelle debat, er, at det fremgår så klart, at de store perspektiver og de små menneskelige forhold hænger nøje sammen.
Nu er vi nogle her, der bliver ved at debattere og søger med lys og lygte efter løsninger. Vi er alle enige om, at vi hver især må gøre noget på det niveau, vi befinder os på. Det næste skridt, noget mere samling, er sværere. Her samles vi fx om Ejvind, det kan vi ikke nægte, men hvor ellers?
Med frygt for at blive misforstået, vil jeg påstå, at der skal en form for gruppetilhørsforhold til, kald det forening eller menighed. Jeg er selv medlem af Danmarks Naturfredningsforening, men det er ikke den slags, jeg tænker på. Det er noget mere. Det er en samling på baggrund af det helhedssyn, som Carl Sagan giver udtryk for i kronikken.
Ingen kan smides ud af folkekirken (ikke engang Langballe). Folkekirken er således åben for enhver nytolkning. Hvorfor ikke erobre folkekirken indefra (ikke fjendtlig, men venlig overtagelse)? Dette fører selvfølgelig ud over vores emne her, men det var blot et løsningsforslag.
Ang. drivkraften til forandring: Jeg har undret mig over at vi ikke har et grønt parti her i landet som de har i Tyskland. Jeg har selv været skeptisk overfor ideen med et grøn/klimaparti (åh nej ikke endnu et parti!) men efter COP15 er jeg blevet mere positiv for ideen. Hvis et sådan parti kunne opstille nogle både ambitiøse og realistiske mål (det burde ikke være svært) tror jeg at de ville kunne opnå tilstrækkelig tilslutning ved næste valg til at komme i folketinget. - tænk på alle de personer der som os gå frustererede omkring og ikke aner hvad de skal stille op med deres utilfredshed med situationen
Et klimaparti ville om noget sætte fokus på sagen og få de andre partier ‘op på mærkerne’ i klimasagen .Der er muligvis allerede nogle der arbejder med at lave noget sådan jeg har blot ikke hørt noget til dem. Hvis de skal med ved næste folketingsvalg så haster det!
Blot en ide blandt mange
@Niels-Simon Larsen: Jeg har i dag holdt udkik efter et “Frie ord” fra Ejvind Larsen, men har, akkurat som du, måttet konstatere, at det kommer nok ikke. Så lad os endelig fortsætte debatten/samtalen her.
Godt at finde en kommentar fra dig her i dag: Jeg har tænkt på, om min forrige kommentar mon havde skræmt dig væk, selvom det dog ikke harmonerede med mit syn på dig. Og det havde jeg jo så heldigvis heller ikke :-).
Tak for dine rosende ord vedrørende min 5. januar kronik i KD.
“Vi mangler bare incitamentet til at gøre det. Hvad skal få os til at lægge bånd på os selv?”:
Rigtig godt spørgsmål. Jeg ved det faktisk ikke (længere), for hvis ikke fornuftige argumenter, herunder videnskabens klimaforudsigelser og Carl Sagan’s betagende og korrekte beskrivelse af vores kosmisk-eksistentielle situation, er tilstrækkelige, hvad skal så afholde vores civilisation mod at falde fra hinanden? Er fornuft, når alt kommer til alt, ikke det eneste boldværk, vi har mod vanviddet?
Jeg ved det jo ikke med sikkerhed, men jeg vil tro, at selv mit argument (som fremført i min 9. oktober 2009 kronik i KD) om, at forældre rent faktisk som minimum fatalt eroderer hinandens børns fremtidige livsgrundlag, ikke er tilstrækkeligt til at frembringe en forandring(svillighed).
Jeg tror ikke, at tiøren rigtig for alvor er faldet for flertallet. Jeg har en fornemmelse af, at man til stadighed sådan håber at kunne glide af på problemerne ad teknologisk vej. Jeg kender to fysikere (forældre begge to), der måske nok kan presses til at anerkende, at vi sidder i nogle globale vanskeligheder, men som håber på, at fusionsteknologi, som der forskes i på jeg ved ikke hvilket årti, vil bane vejen for en løsning. Jeg kommer sådan en smule til at tænke på Klokkeblomst, der tryller for Peter Pan: Den rene uansvarlighedens børnehave.
Når jeg er sammen med dem, så taler vi sjældent om klimaproblematikken, for vi ved allesammen, at det er vi (rygende) uenige om. Og det er faktisk forkert: Ikke at vi er uenige, men at vi ikke taler om det. Jeg burde rent faktisk belemre dem vedvarende med problematikken, men så er jeg jo bange for, at vores venskab ligesom går fløjten. Og det er egentlig forkert af mig: Hvor langt længere ud skal jeg fornemme/forstå, at vores civilisation er kommet, før jeg samler mig sammen til konsistent og konsekvent at påtale ethvert i mine øjne ufornuftigt standpunkt, som mennesker omkring mig måtte have? Jeg tror dog, at mine venner har forstået, at de ikke skal tale charterture med mig.
@Ole: Jeg undrer mig over, på samme måde som du gør, at et grønt parti ikke eksisterer. Om der er interesse for det nu, ved jeg ikke.
Jeg var i sin tid med i Ny Alliance, og aldrig har jeg set så megen god vilje. Folk var venlige og arbejdsomme. At de tre stiftere så kludrede i det indbyrdes og bombede partiet oppefra med kendisser, er ikke til at holde ud at tænke på – eller at jeg gamle arbejderdreng med min stemme på partiet var med til at holde den borgerlige regering oppe. Humph!
Men dit forslag har profil, så nu er der to store forslag:
Til udvortes brug et grønt parti, der vil sikre vores overlevelse.
Til indvortes brug en folkekirke der vil satse på ’det ene fornødne’, nemlig vores åndelige overlevelse (hvad man så ellers kan lægge i det).
Der skal være nogle visioner at gå efter, når vi nu har lært at slukke for vandet, mens vi børster tænder (og har lært at slå brættet ned – til ære for vore damer). Ligegyldig hvor stor afsky man har for politikere, er der jo nok ingen anden vej at gå.
@John: Jeg var lige på weekend, derfor.
Ang. din kronik: Én gang (i Kr.Dgb.) er ingen gang. Der burde gøres noget mere ud af den, men hvad, kan jeg ikke lige sige. Jeg ved ikke, om man kan oprette en tråd her i forummet, dvs. udenom papir-Inf.?
I december var der en Mogens Christensen, der skrev en klima-artikel, der gav anledning til en god debat her, og han deltog selv. Det løb desværre ud i sandet, som den slags har for vane. Kan vi samle nogle af de gode debattører omkring din kronik? Bare et forslag.
Jeg var lige til en bedre middag med nogle venner, tilfældigvis uden kød, men jeg ville nok stramme den lidt, hvis jeg førte mig frem med mine ideelle betragtninger over klimaet, så af hensyn til den gode stemning, holdt jeg lav profil. Det er meget svært at indflette nye tendenser i familie og bekendtskabskreds. Tryghed og sammenhold har det bedst med det vante. Jeg har eksperimenteret meget i mit liv, og det har givet en del rabalder. Dog sætter jeg Ibsens ord højt: ”Fred er ej det bedste, men at man noget vil”.
Mundhuggeri er en yndet sport i forummet, men her er vi tre, der holder en god kurs. Alene det er opmuntrende.
@Niels-Simon: “Jeg var lige på weekend, derfor.”: Ja, det skal du selvfølgelig have lov til :-). Og du skal naturligvis ikke på nogen måde stå til regnskab overfor mig med hensyn til din færden.
“Det løb desværre ud i sandet, som den slags har for vane.”: Ja, selvfølgelig, og derfor tror jeg egentlig heller ikke på, at min kronik ville lide stort set anden skæbne. For problemet er jo ikke, at de få, der rent faktisk debatterer klima og overforbrug i medierne, ikke samles noget mere (som du er inde på), selvom det velsagtens ville være rart, om ikke for andet så for den gensidige moralske støtte. Nej, problemet er jo, at det store demokratiske flertal tilsyneladende ikke lader sig mobilisere, og så er løbet ligesom allerede kørt i et repræsentativt demokrati. Derfor er det nok vigtigere, at de få, der har fattet, hvor det bærer hen ad, simpelthen holder op med behagesygen i sociale sammenhænge, og dette gælder også mig selv. For ellers så kan jeg rent faktisk ikke se andet for mig end, at vi kommer til at stemme os selv lige lukt ned i afgrunden.
Jeg begynder bagfra i dit indlæg, der hvor du siger, at vi stemmer os selv ned i afgrunden. Lad os bare sige, at vi gør det. Ikke desto mindre er det vigtigt, hvad vi gør på vejen ned. Det kan lyde lidt mærkeligt, men ret beset har vi hele tiden været på vej ned ad en sliske. Vi skulle være forblevet jægere og samlere, for da ødelagde vi ikke noget. Med landbrugets indførelse begyndte vi at skamfere jorden.
Jeg kan huske fra en af Primo Levis bøger om Auschwitz, at han gik sammen med en murer og lavede vægge. De diskuterede, om de ikke skulle lave dem skæve og blev vist også enige om at gøre det, men mureren kunne ikke lave skæve vægge, så de blev lige. På samme måde med os. Vi kan ikke lade være med at debattere klimaperspektiverne, uanset hvor mange eller få der er med os. Ejvind bliver også ved. Rosværdigt? Nej, sådan er han bare.
Selvom det ville have været rart, at vi var flere, er det egentlig ikke det, der betyder noget for os, for det er, om vi har fat i den rigtige ende. Her kan jeg godt misunde de religiøse, der siger, at man skal plante og vande, og så sørger Gud for væksten. De lægger sig trygt på puden om aftenen, mens vi med bekymring ser den lille kugle i universet for vores indre øje. Alligevel må man give sig selv ro, for ellers kan man ikke tage fat næste dag. Vi må heller ikke skade vores (få) sociale relationer.
Jeg ved ikke, hvor det hele havner. Optimisme er en sur pligt, som man siger med et blink i øjet. Jeg har lige læst Isaak Singers bøger om at være jøde i Polen. Hård kost, men han levede det igennem og skrev gode bøger om det. Vores byrde er, at vi måske er den sidste generation. Det må vi hele tiden forholde os til. På en måde er jeg stolt over, at jeg kan holde til det, men jeg kan umuligt holde op.
Hvad blev der af debat i Kr.Dgb. oven på din kronik? Jeg gætter på ingenting. Jeg kender kun kvalitativ fri debat på Inf., og her skal man alligevel ikke vente sig for meget. Vi må bare blive ved, simpelthen.
@Niels-Simon: “Vi kan ikke lade være med at debattere klimaperspektiverne, uanset hvor mange eller få der er med os.”: Jeg er enig. Jeg har flere gange i de forløbne måneder spurgt mig selv, hvorfor jeg dog ikke bare holder op/inde med mine debatindlæg i aviser og med at deltage i debatter om klima og storforbrug for eksempel her på information.dk, idet jeg jo ikke rigtig synes, at det for alvor nytter noget. Men resultatet er det samme hver gang: Der er ikke noget alternativ til at blive ved. At give op er at brænde inde med indignationen og sorgen. At give op er at fortvivle. At give op er vel åndeligt at dø.
Du gætter rigtig: Såvidt jeg kan se, så har min(e) kronik(ker) i KD ikke udløst nogen debat. Ikke overraskende for mig, desværre.
“Vores byrde er, at vi måske er den sidste generation.”: Nej, vi er bestemt ikke den sidste generation, med mindre for eksempel en stor asteroide banker ind i planeten. På trods af klimaforandringernes stadig voldsommere hærgen i de kommende årtier, vil der sagtens kunne leve mennesker på planeten i årtier og århundreder endnu. Det bliver bare ikke sjovt længere fremme. Når temperaturen først for alvor begynder at stige, og dermed ligeså havene, når antallet og voldsomheden af storme, orkaner og deslige tager til, så bliver det en voldsom omgang. Men James Hansen skriver i sin bog “Storms of My Grandchildren, The Truth About the Coming Climate Catastrophe and Our Last Chance to Save Humanity” om det såkaldte Venus syndrom: Hvis vi brænder alle vore fossiler brændsler af, så ender havene på Jorden med at koge og ultimativt med at fordampe ud i verdensrummet. Senest på det tidspunkt, så vil mennesket ikke længere kunne leve på planeten - så har jeg vist ikke sagt for meget.
@Niels-Simon [tilføjelse]: Når jeg taler om, at mennesker kan leve på planeten i århundreder endnu - selv hvis vi fortsætter med at brænde fossile brændsler af i årtier fremover, så mener jeg selvsagt ikke i samme antal som nu, men sådan mere principielt, at der vil være mennesker tilbage, omend i kraftigt reduceret antal.
På maxiplanet er det politikerne, der skal handle, på miniplanet os selv.
Der er ingen ende på, hvad vi synes, politikerne burde gøre. Hvad angår os selv, er vi meget i tvivl, endda så meget at mange mener, at der ikke er noget at stille op. Dvs. vi fortsætter med at leve, som der ikke ventede os noget uhyggeligt henne om hjørnet.
Hvis vi gik hen til Kristeligt Dagblads redaktør og spurgte, hvorfor der ikke kom noget ud af din kronik, ville han forbavset spørge, hvad vi havde forventet, og så stod vi der – eh.
Carsten Jensen skrev et essay om klimasituationen, som jeg syntes var fantastisk godt. Han blev svinet til på det groveste af mange. Vi var også nogle, der bakkede ham op (jeg kan ikke huske, om du var med). Ejvind skriver uge efter uge. Hvad burde der komme ud af de gode skriverier? Jeg finder faktisk spørgsmålet meget presserende. Vi taler jo om, hvad ’vi’ såkaldt almindelige mennesker bør ændre i vores liv fra nu af.
Vi har sovet i timen, i åndelig forstand ikke fulgt med tiden. I musiksmag er vi 200 år bagefter, Mozart er bedst. Vores kristendomsforståelse hænger fast i 1800-tallet, som en undersøgelse lige har vist. Opfattelsen af militæret handler stadig om at have den største kæp. Det er måske generaliseringer, men alligevel, vi er langt bagefter. Vi møder nye farer med gamle metoder, og i øjeblikket venter vi bare på at finanskrisen er overstået, så vi kan fortsætte efter den gamle melodunte.
At man bringer os billeder af jorden set udefra er smukt, men at det lige pludselig skal være den enkeltes ansvar, at den forbliver smuk – det er for meget, og det kan vi ikke inkorporere i vores gammelkendte livsforståelse, der centrerer sig om bopladsen og de nærmeste stier.
Jeg går hele tiden og tror, at der er nogle, der er klogere end mig, og som ved, hvad der bør gøres. Jeg bliver nervøs ved tanken om, at ingen er klogere på mit liv end mig selv, og at jeg må tage det op til revision og gøre noget andet, end jeg hidtil har gjort. Jeg bliver desperat, når jeg ikke finder gode løsninger, og den desperation må jeg tackle dagligt. Jeg kan foreslå, at ’man’ laver et grønt parti og laver folkekirken om til en øko-kirke. I det øjeblik føler jeg mig som Holbergs Kandestøber, der foreslog, at man skulle bygge en flåde i Prag. I Prag af alle steder.
Jeg har fået et lille barnebarn, og med sine øjne fortæller han, hvad jeg skal gøre. Han siger: ”Hold balancen!” så det gør jeg.
Defaitisme er en ærlig holdning. Man kan efterhånden nå dertil, at vi mennesker bare er for dumme, dovne og fantasiløse (svag karakter og billig fantasi).
Så lige en udsendelse om den indiske Kong Asoka, der lavede et buddhistisk storrige et par århundrede efter Buddha. Han sendte folk ud for at fortælle om ’den uendelige medfølelse med alle levende væsener’. Det budskab blev slidt ned til noget med ’kærlighed til næsten’ på vejen til Nazaret, og det har vi så overtaget. Vores teologer diskuterer, om ’næsten’ bare er naboen eller en fjernere nabo.
Der er virkelig lavet mange forsøg gennem historien for at finde frem til ’noget bedre’. Velfærdsstaten er en flot frembringelse, men der er brug for noget mere, hvis vi skal møde fremtidens problemer. Inf. kan ikke tale om klima hver dag. Nu gælder det fx, hvad DF afslører om sig selv, og mange synes, at det er spændende, når de klæder sig af ovre i modstandernes lejr. Sådan kører det videre med andedamssnak.
Georg Metz får megen opbakning. Jeg var lige inde i en tråd og se på indlæggene, men de tiltalte mig ikke. Der kommer ikke noget ud af dem. G.M. er vred og indlæggene, der støtter, er vrede. Ikke fordi Metz ikke har ret, for det har han, men igen – det er let nok at tale imod, men hvad taler man for?
Det bruger jeg mod mig selv. Hvad er det, jeg bør gøre i stort og småt, når det gælder klodens fremtid? Det, synes jeg, er tidens store spørgsmål.
@Niels-Simon: Jo, da, jeg bakkede bestemt op om Carsten Jensens essay, se http://www.information.dk/219177.
Der er skam en hel del mennesker, der ved, hvad der burde gøres, men de kan (heller) ikke trænge igennem den uhellige sump af en alliance mellem kapitalismen og demokratiet: Så længe kapitalismen formår at generere mere velstand til det demokratiske flertal, så vil dette flertal fortsat støtte dette paradigme uanset, hvor eroderende det måtte være for vore fælles værdier, herunder altafgørende vor biosfære. Dumheden er kataklysmisk, og der er ingen, selv ikke guderne, der kan stille noget op imod denne gigantiske nedsmeltning af fornuft (og dermed kærlighed).
Og der gik billedet i sort. Undskyld.
I dagens Inf. er der en artikel om Transitions Towns ’Den store omstilling skal være en fest’. For mig er der ingen tvivl om, at det er i den retning, vi skal først og fremmest. Initiativ nedefra er et must.
Noget andet er de store linier, men de skal som bekendt have rod i den nære virkelighed. Jeg synes, det var opmuntrende læsning.
At kapitalismen er en drabelig modstander, kan vi kun være enige om. Det socialdemokratiske projekt var, foruden at skabe et socialt samfund, at gøre os alle til små kapitalister. Vi sidder så hver især på vores pind og vogter nidkært over vores såkaldte rettigheder. Denne kedelige bivirkning ved systemet, tror jeg, modarbejdes gennem sådan noget som T. Towns. Enig?
Naturligvis modarbejdes kapitalismen af sådan noget som Transition Towns og, jo, jeg syntes også, at Jørgen Steen Nielsens artikler om disse var positiv læsning.
Men, og her ved jeg naturligvis godt, at jeg hurtigt kan blive karakteriseret som en gnaven mand, for hvilket intet er tilfredsstillende [hvilket også var årsagen til, at jeg ikke kommenterede selvsamme artikler], det batter intet i det store hele. Meget sigende ender artiklen http://www.information.dk/node/222788 med følgende lidet overraskende passus: “Der er ikke i dag et flertal for at gøre Fejø til et omstillingssamfund …”.
At det kan lades sig gøre lokalt at satse på bæredygtigthed er Samsø et eksempel på
De har fået stor international opmærksomhed
Sidst i Scientific American
se flg. link:
http://www.scientificamerican.com/slideshow.cfm?id…
Jeg er ikke enig med dig John i at kapitalismen som sådan er modstander af bæredygtighed. Der er virksomheder der er fordi de lever af at sælge olie og kul men der er efterhånden også mange
‘kapitalister’ er lever af at levere bæredygtige løsninger - der er faktisk penge i ‘skidtet’
Så for mig at se er bærdygtighed ikke et spørgsmål om at være for eller imod kapitalisme
men at få folk til at se at det at satse på bæredygtighed er en win-win strategi
Kapitalismens indbyggede tvang om vedvarende akkumulation af kapital, for ellers bliver investorerne skuffede (åh, de små puds), kan aldrig nogensinde være principielt forenelig med bæredygtighed.
Det kan da godt være, at der en overgang som nu, eller forhåbentligt meget snart, vil være penge i ‘grøn kapitalisme’. Men hvad sker der mon når, eller rettere sagt, hvis, transitionen til grøn energi er foretaget? Hvor skal kapitalakkumulationen så komme fra?
Der er kun to muligheder: Enten kommer akkumulationen fra bobler, altså varm luft (og her tales ikke om CO2-kvoter), eller også kommer den fra materielt stofskifte, altså forbrug af, eller i det mindste flytning rundt på, naturressourcer.
Sidstnævnte forbruger energi. Den kan måske i fremtiden i en periode komme fra vedvarende energi. Men kapitalismen indebærer eksponentiel vækst, og denne vil meget hurtigt overvælde enhver sådan energikilde. Og så videre, og så videre.
@John Fredsted.
“Men kapitalismen indebærer eksponentiel vækst…”
Se denne lille film om en hamster, vanvittigt forbrug og eksponentiel vækst (ca 1 min):
http://www.impossiblehamster.org/