Frem mod præsident Obamas etårsdag har de amerikanske medier navnlig været optaget af ét spørgsmål: Hvilket sikkerhedspolitisk spor er USA slået ind på? Efter et år med ’begyndervanske-ligheder’ synes svaret ikke ligetil.

Forhåbningerne til et sporskifte var ellers enorme efter otte år med Bush. I første omgang fik vi en ny sprogbrug, da Bushs svulstige, kontante og missionerende retorik blev udskiftet med Obamas pragmatiske, åbne og nuancerede stil. Men uagtet de ifølge Nobelkomiteen positive konsekvenser for verdensfreden, har Obamas sproglige stilskifte ikke været ledsaget af reelle forandringer. Snare-re har det åbnet for modstridende tendenser og kræfter i USA’s sikkerhedspolitik. Den tidligere ide-ologiske skråsikkerhed er afløst af reflekterende ambivalens – eller dithering (dvs. tøven, vaklen), som republikanerne uelskværdigt kalder det.

Tag den nye Afghanistan-strategi. Effekten af oprustningen med yderligere 30.000 amerikanske kamptropper udhules af hans udmelding om at trække dem hjem igen fra sommeren 2011 – en tids-plan, både forsvarsminister Robert Gates og udenrigsminister Hillary Clinton har sat spørgsmåls-tegn ved. Eller tag konflikten med det iranske præstestyre, som tegner til at blive den vigtigste sik-kerhedspolitiske udfordring i 2010. Her har præsident Obama vekslet mellem nøje iscenesatte, for-sonende appeller til det iranske folk og trusler om nye sanktioner mod præstestyret, uden at nogen af fremgangsmåderne har haft nævneværdige resultater. Man kan også pege på håndteringen af den fastlåste ’fredsproces’ i Mellemøsten, hvor Obamas løfterige Kairo-tale i juni måned og krav om israelsk bosættelsesstop er blevet afløst af spage forsikringer om, at USA værner om Israels sikker-hed.

Ambivalensen i amerikansk sikkerhedspolitik afspejler ikke blot det politiske krydspres, Obama-regeringen er udsat for mellem republikanernes højrefløj og demokraternes venstrefløj, men også mere generelt den penible sikkerhedspolitiske situation, USA befinder sig i. Trods en status som verdens ubestridte supermagt med et årligt militærbudget på over 40 pct. af de samlede globale for-svarsudgifter, må USA sande, at det har svært ved at udnytte sin militære slagskraft. Ét er, at asymmetriske krige mod to militært tilbagestående lande som Irak og Afghanistan har trukket så tunge veksler på USA’s militære resurser, at man reelt har afskrevet sig muligheden for tilsvarende operationer andetsteds (fx i Iran eller Nordkorea). Noget andet er, at den sikkerhedsmæssige effekt af USA’s militære interventioner i Krigen mod Terror i bedste fald har været ’status quo’ – ingen nye terrorangreb i USA. I værste fald direkte negativ i form af øget lokal modstand og global anti-amerikanisme. Den nye verdensorden, som indvarsledes med Murens Fald, har ganske vist øget USA’s militærstrategiske manøvrerum, men med krigen mod terror slog USA ind på et spor, som udstiller supermagtens sikkerhedspolitiske og i stigende grad også økonomiske sårbarhed.

USA’s forsvarsudgifter har de senere år slugt 20-25 procent af det føderale budget (822 mia. dollar i 2009). Hertil kommer de årlige særbevillinger til krigene i Irak og Afghanistan, som lagde beslag på yderligere 170 mia. dollar i 2009. Det er dog langt fra alene de militære omkostninger, som har bragt USA i den aktuelle gældskrise, hvor Det Hvide Hus alene i år forventer et offentligt under-skud på mindst 1300 mia. dollar (ca. 10 procent af USA’s BNP!). Finansielle hjælpepakker, jobska-belsesprogrammer og især faldende skatteindtægter spiller selvfølgelig alt sammen ind. Men de finansielle problemer stikker faktisk endnu dybere end den nuværende budgetkrise.

For det første andrager de båndlagte midler (til bl.a. pensioner, velfærd og sundhed) en stadig større del af det føderale budget, og den kommende sundhedsreform vil blot forstærke dette pres. For det andet er den offentlige gæld eksploderet: Ifølge Kongressens Budgetkontor vil rentebyrden stige fra ca. otte procent af 2009-budgettet til omkring 17 procent i 2016. Og for det tredje er det politisk set næsten umuligt at finansiere de stigende udgifter gennem skatteforhøjelser, ikke mindst i en reces-sionstid.

Pointen er, at når de økonomiske realiteter tvinger politikerne i Washington til at svinge sparekni-ven, vil de militære udgifter være det mest nærliggende sted at starte. Egentlig burde det være ligetil i fraværet af åbenlyse, militære trusler mod USA’s hjemland og med en global krig mod terror, der ikke blot er omkostningsfuld, men også stadig mere upopulær i den amerikanske befolkning. I prak-sis er situationen noget mere kompliceret.

De kommende års sikkerhedspolitiske sværdslag vil blive udkæmpet mellem en revanchistisk, re-publikansk højrefløj, som vil tilbage til Bush-periodens storstilede og kompromisløse antiterrorkrig, og en Obama-administration, som virker forhippet på at undgå prædikatet soft on terror. Ledende republikanere som Dick Cheney og John McCain har ladet forstå, at eventuelle nye terrorangreb kan føres direkte tilbage til en svækkelse af krigen mod terror. Resultatet er, at ingen af parterne synes parat til for alvor at gøre indhug i det enorme sikkerhedspolitiske engagement, som krigen mod terror har affødt.

Hvem ”blinker” så først? Umiddelbart er det mest nærliggende at svare Obama og demokraterne. Ikke bare fordi krigsmodstanden først og fremmest trives på venstrefløjen, men også fordi demokra-terne trods alt hellere beskærer militæret end hårdt tilkæmpede sociale rettigheder og sundhedspro-grammer. Man skal dog ikke glemme, at det republikanske parti rummer en isolationistisk fløj, som tidligere har formået at sætte dagsordenen – senest fra midt i 90’erne personificeret ved fremtræ-dende republikanere som Newt Gingrich, Pat Buchanan og Bob Dole. Der er således langt fra givet, at de neokonservative høge formår at fastholde grebet om det republikanske parti.

Midtvejsvalget til Kongressen i 2010 bliver en afgørende styrkeprøve, hvor vi vil få en første pej-ling af, om partierne forbereder et sikkerhedspolitisk skifte. Den vigtigste indikator vil paradoksalt nok være, hvis sikkerhedspolitik for første gang siden 9/11 ikke længere spiller nogen væsentlig rolle i løbet af valgkampen.

Andreas Bøje Forsby er Cand.Scient.Pol.