Vores statsminister drømmer om at få et dansk universitet i den europæiske top-10 i 2020. Vores videnskabsminister, Helge Sander, har foreslået at grundlægge et privat universitet med brugerbetaling, og Hans Hauge, lektor ved Aarhus Universitet, konkluderer, at kun et eliteuniversitet kan gøre Løkkes drøm til virkelighed.
Men hvordan går et eliteuniversitet i spænd med den danske anti-elitære ånd?
Med udgangspunkt i mine egne erfaringer som studerende ved et privat, californisk pioneruniversitet, Soka University of America (SUA) vil jeg mene, at dette dilemma kan overkommes.
Da jeg i foråret 2009 var til konference om uddannelsesfilosofi ved Oxford Universitet, leverede en af deltagerne et udfordrende og provokerende spørgsmål: »Er vi som undervisere med til at forbedre samfundet, eller er universitetet i virkeligheden en institution, der fastholder samfundet i status quo?«.
Dette spørgsmål var forbeholdt universitetet som global institution, men i lyset af idéen om eliteuniversitetet var det endnu mere presserende og relevant. Vi befandt os trods alt på Oxford.
Opstigning til paradis
Det engelske samfund er stadigvæk præget af dyb fattigdom og klasseforskelle, hvilket man især mærker, når man, som i mit tilfælde, tager fra Liverpool til Oxford eller Cambridge. Der er som en opstigning til paradis. Et isoleret, selvtilstrækkeligt og fortidigt paradis. Det er nemt at blive fortryllet. Der er smukt, fredeligt og fuldt af interessante og intelligente mennesker. Men når man igen forlader de gamle bygninger og trimmede græsplæner, slår det en: Hvorfor har denne forsamling af Englands rigeste, mest intelligente og håbefulde, ikke igennem 900 år været i stand til at forandre det omkringliggende samfund mere end tilfældet er?
Dette spørgsmål er identisk med det, der blev stillet på ovennævnte konference. Svaret kan måske findes i elitismens grundtanke: Man er bedre, udvalgt, og må tage afstand fra det omkringliggende ikke-elitære for at opretholde sin egen identitet.
‘Universitet’ betyder på latin en ‘forsamling’ eller måske ligefrem et ‘fællesskab’, altså ligesom i ‘univers’ eller ‘universel’ - altså en altfavnende og inkluderende tanke. Dette peger i en anden retning end elitetanken, der er individualistisk og konkurrencepræget, altså en ekskluderende position: »Det er mig, der tilhører eliten« og det er dette jeg, der så ofte benytter rundsave på albuerne og knive i ærmerne.«
Denne argumentation er måske noget generaliserende, men alligevel ikke grebet ud af den blå luft. Jeg hører lignende udlægninger fra venner ved de fineste amerikanske universiteter, såkaldte ‘Ivy-league’, jeg har selv levet et år i England og besøgt ‘Oxbridge’, og endeligt påtaler bekendte i Paris de snobbede tendenser hos studerende ved franske eliteuniversiteter som f.eks. Sciences Politiques.
Leder til større ulighed
Er denne elite-tanke forenelig med den danske lighedstanke og velfærdsidé? Hvis eliteuniversitetet i bedste fald fastholder den samfundsmæssige status quo, og i værste fald leder til større ulighed - gennem elitens isolation fra os almindelige mennesker - er det så et efterstræbelsesværdigt ideal?
Jeg betvivler på ingen måde eliteuniversiteternes intellektuelle autoritet og vigtighed og påstår ej heller, at undervisere og studerende ved disse institutioner er umoralske. Jeg tillader mig blot at betvivle at disse institutioner gør nok for at indprente de studerende det samfundsmæssige, moralske ansvar, der bør følge med det privilegium at have den bedste adgang til viden, der, som bekendt, er magt.
Jeg ved ikke, om der findes præcise parametre for, hvad der gør et universitet til et eliteuniversitet, men det må være rimeligt at antage, at et af de vigtigste må være det højeste niveau af faglighed og undervisning. Da jeg kom til SUA, tre år efter det var åbnet, var vi knap 400 studerende, der alle studerede til Bachelor of Liberal Arts, en grad, der på grund af sin bredde ikke anerkendes i Danmark. Heldigvis var mine filosofiprofessorer så fleksible, at jeg også opnåede en ekstra grad i filosofi. På vores filosofihold var vi 5-15 studerende med tre timers klasseundervisning pr. uge og ofte langt over 100 siders læsning pr. gang. I den amerikanske akademiske tradition er der mindre skel mellem underviser og studerende, så jeg kunne flere gange om ugen se mine professorer privat eller på deres kontor og få eneundervisning. Idealerne om høj faglighed var bygget ind i selve arkitekturen: Selv hvis ledelsen ville have ønsket flere studerende pr. underviser, var lokalerne bygget således, at der ikke kunne være mere end 20 ad gangen.
I Danmark burde vi lære, at god undervisning er den diametrale modsætning af høje klassekvotienter. På SUA havde de studerende frihed til selv at foreslå undervisningsforløb og til at starte forskningsprojekter sammen med professorerne. Med i alt otte til femten timers undervisning pr. uge og læsning dertil, fik man ofte ikke sovet ret meget, og weekenderne blev tit et frirum til at skrive opgaver i længere stræk ad gangen. Jeg havde de fire hårdeste og mest spændende år nogen sinde og kan kun anbefale SUA til alle eventyrlystne unge studenter (se www.soka.edu). Da jeg valgte at læste videre i Liverpool, var det akademiske niveau forringet på trods af progressionen fra bachelor- til master-niveau. Dét taler til SUA’s høje niveau.
For at støtte samfundet
Men SUA er ikke, og ønsker ikke at blive, elitært. De studerende hjælper hinanden og glæder sig over hinandens fremskridt med opgaver, publikationer etc., og der hersker en etos af, at man uddanner sig - ikke for at kunne tjene penge i fremtiden, men for at kunne støtte samfundet. SUA blev grundlagt med det formål »at uddanne en strøm af verdensborgere engagerede i at bidrage til samfundet«.
Dette motto er udtryk for et værdisæt, der aktivt bliver diskuteret og sat i relation til de enkelte fag, man kan læse. Et andet motto er følgende: »Med hvilket formål studerer du? Må du altid stille dig selv dette spørgsmål«. Dette er det ikke et teoretisk spørgsmål, men et eksistentielt imperativ, der konfronterer den enkelte studerende med meningen med hans eller hendes liv.
Dét, der adskiller et eliteuniversitet fra et almindeligt universitet, er altså det intellektuelle niveau etc. mens dét, der adskiller det elitære fra det ikke-elitære, er en aktiv tilslutning til visse værdier. Man kan udvikle et mindre individ-centreret og mindre elitært verdenssyn, hvis man forstår, at formålet med ens studie er at fremelske værdiskabende viden, ikke blot for en selv, men også for dem, der ikke har det privilegium at kunne læse på universitetet. Altså kan man sikre sig mod elitære tendenser på et elite-universitet ved at indarbejde et anti-elitært værdisæt i undervisningen ved at basere undervisningen direkte på forståelsen af visse værdiers vigtighed. I Danmark kunne sådanne værdier måske være demokrati, friheds- og menneskerettigheder, humanisme og socialt ansvar. Den personlige tilslutning til høje og måske idealistiske værdier er essentiel, ikke blot for at skabe en anti-elitær overbevisning, men også for en høj arbejdsmoral: Dét at føle, at man tager del i og bidrager til noget større, kan etablere en retning eller en følelse af mening i livet, hvilket igen leder til større virkelyst.
Til Løkkes idé har jeg foreslået en løsningsmodel, der, under forudsætning af en stærk personlig identifikation med visse humanistiske værdier, ikke kompromitterer den danske anti-elitære fællesånd.
Spørgsmålet er nu bare, om vores regering har modet til at forlade den passive idé om det såkaldt ‘objektive’ og i stedet definere og aktivt tilslutte sig de værdier, der er nødvendige for oprettelsen af det ikke-elitære eliteuniversitet.
Simon Høffding er MA i filosofi
Kommentarer
“Spørgsmålet er nu bare, om vores regering har modet til at forlade den passive idé om det såkaldt ‘objektive’ og i stedet definere og aktivt tilslutte sig de værdier, der er nødvendige for oprettelsen af det ikke-elitære eliteuniversitet”
Ja, det er lige det.
Denne kommentar er anbefalet af:
Enhver form for eliteuniversitet er en ulykke også det ” ikke- elitære”.
Langt hen af vejen sympatisere jeg, med tankerne i denne klumme. Der er meget godt tankegods, og så alligevel – konklusionerne er uspiselige, for en proletar dreng, og socialdemokrat som mig. Men ikke nok med det så syndes jeg at den ikke holder vand, når det kommer til diskussionen omkring forsknings etik. For Simon Høffding mener, at forskningens mål må være samfundet. Egentlig en sympatisk tanke, men er en sådan funktionalistisk tilgang, til forskningen ikke dræbende? Hvad vil der blive af grundforskningen indenfor dette koncept? For mig at se må det optimale forsknings paradigme, være en drift efter stadig stører klarhed, og afdækning af sandhed m.a.o. den gode gamle menneskelige nysgerrighed. Den nysgerrighed og trang til perfektionering, som engang satte menneskene i stand til, at frembringe pottemager kunsten – skulle også gerne være drivkraften bar forskningen i vores egen tid!
Når forskeren så bliver en social kompensation, for de der ikke er så heldige at komme på listen over elitestudenter så er jeg for længst stået af. I selv sætningen: ” formålet med ens studie er, at fremelske værdiskabende viden, ikke for en selv, men også for dem, der ikke har det privilegium at kunne læse på universitetet”, ligger en dominerende og potentiel undertrykkende mulighed som jeg tror forfatteren ikke selv er opmærksom på; men nu til elite begrebet.
Elite-universiteter, elite- skoler, elite- børnehaver og elite vuggestuer spøger ganske meget i disse år, både på højre og venstre fløjen. Man fornemmer en stærk tro hos forældre gruppen at netop deres børn er særlig godt begavede. Det er selvfølgelig en myte, som er søsat med det formål at øge de sociale uligheder i samfundet. Jeg er faktisk selv akademiker. Jeg har rejst og arbejdet de fleste steder i verden siden jeg var 15 år. Jeg har arrangerede ikke så få internationale konferencer, høringer og deltaget i mangfoldige andre – akademiske såvel som ikke akademiske. Jeg tror nok jeg har færdes blandt mange af dem man kalder for velbegavede, men jeg har da for fanden aldrig mødt et geni. Omvendt har jeg aldrig hørt en forelæsning, eller læst en akademisk afhandling, som ikke kunne forstås, af hvem som helst. Forskellen mellem os mennesker er slet ikke så stor og den er ikke så stor at der er brug for elite anstalter. Elite anstalterne er kun til for at sætte skeld mellem mennesker og uddybe klasseforskelle. Var det så bare det, men desværre har elite anstalterne også en frygtelig bi- effekt: Ofte forkrøbles de elite stuerenes personlighed i en så svær grad at de påtager sig livslange tremaer. Presset og de store forventninger, til super evner, som ingen mennesker har, kan nedbryde selv de stærkeste personligheder.
Den tysk-schweizisk forfatter Herman Hesse, er en af mange, der har beskrevet elite anstalternes tyranni, i en lang rakke romaner f.eks. i bøgerne ”Demian” og ” Under hjulet”. I den sidste følger vi en dreng, hvis liv spoleres fuldstændigt gennem hans anbringelse på en elite skole. Jeg ville ønske, at forældre ville læse denne bog inden, de begyndte at pace deres børn frem imod en elite uddannelse. At alle Herman Hesses bøger er der ingen der behandler elite anstalterne, og elite tænkningen som romaner ” Glasperlespillet” fra 1942. I dette storværk opridser forfatteren alle, elite anstaltens særheder: både de gode og de dårlige – det ekskluderende, som også Simon Høffding omtaler. Vi følger en person lige fra skolen hvor udvælgelsen til eliten glasperlespillerne” forgår; gennem utallige nye udvælgelser og frasorteringer indtil denne person når det ypperste og endelige at blive magister ludi. I bogens slutning søger denne person tilbage til normaliteten, og i et brev til elite samfundets repræsentanter, gør han (og dermed Herman Hesse) dygtigt op med hulheden, i tanken om elite- mennesker, og elite – uddannelser.
Når Herman Hesse igen og igen behandler, temaet: elite- skolen i sine bøger, er det fordi han selv som ung gik på en elite- skole, og dermed gennemlevede alle de negative sider som han senere skriver om i bøgerne.
PS: 60´ser hippierne elskede Hesse og misforstod fuldstændigt ”Glasperlespillet” idet de antog bogen for at være et forsvar og anbefaling af de eksklusive liv i en yoga- ashram. Sådan som de selv levede, med fascinationen, af det elitære hinduistiske samfund og trang til mysticisme og hemmelige broderskaber.
Denne kommentar er anbefalet af:
Ja, man bliver sgu’ ikke mindre elitær af af deles om andre elitære interesser; end de andre - dem man ser som modsætning til…
For mig er denne diskussion om eliteuniversiteter som ministrene starter rent nonsens, fordi det alene er et spørgsmål om at definere noget som elite i modsætning til ‘ikke-elite’. Helge Sander har arbejdet hårdt for at presse universiteterne til at forlade det erkendelsesmæssige (og tidsforbrugende i et studieforløb) indhold i undervisningen til fordel for det anvendelsesorienterede. Universitetet skal være en uddannelsesfabrik hvor unge (og gerne meget unge) presses hurtigt igennem for at få en uddannelse og et job. Formålet er ikke at øge de unges viden og erkendelse. Det som universitetet producerer af viden skal kunne omsættes direkte i profit (‘fra forskning til faktura’)
Regeringens formål med et privat universitetet har intet med kvalitet at gøre, men er alene et forsøg på afvikling af videregående uddannelse som en offentlig opgave, og fordi Venstre mener at forskning bliver mere styrbar og anvendelsesorienteret i et privat universitet. Et elite universitet vil derfor i deres koncept blive Carlsberg Universitetet, Shell universitetet og MacDonald Universitetet.
Jeg genkender det studiemiljø som artiklen beskriver som meget lig de første tiår på RUC, hvor de studerende var ekstremt aktive, opsøgende og for en stor del selvorganiserede omkring deres studium. Grænserne imellem lærere, tekniske og administrative medarbejdere og studerende var ganske få, hvilket jeg oplevede som en stor styrke fordi både undervisning og forskning blev meget induktive i deres proces. En stor del af den forskning som blev grundlag for en kraftig revision af synet på arbejdsmiljø, ydre miljø, arbejdsorganisering, videnskabskommunikation, udviklingsstudier og mange andre områder opstod i det samarbejde omkring nye forskningsområder som dette samarbejde skabte. Vel var RUC ikke velanset i de kredse som nu råber om private eliteuniversiteter, men det var min oplevelse af RUC studerende ofte havde en høj status hos de mange eksterne samarbejdspartnere som havde haft glæde af de studerendes arbejde. - og det er vel det der karakteriserer et reelt eliteuniversitet:: at man forstår at skabe ny valid viden og at få den implementeret i den omkringliggende verden.
Det lyder som om Soka Gakkai stadig har godt greb om ideologien på SUA.
Naturligvis vil SUA fremelske den værdibaserede levevej i overensstemmelse med Makiguchi’s uddannelsesprincipper.
Universiteter kan sagtens nå top ti, det kræver sådan set bare finansiering.
Eksempel DTU, der har masser af fin forskning, men hvis vi skulle sammenligne dem MIT, så er pengetanken kun ca. en 5-del så stor.
Større bevillinger = Mere kvalitiet i ansættelserne = flere dygtige studerende søger = Flere bevillinger etc.
Måske er problemet i virkeligheden den jantelovsagtige optræden regeringen selv tilskynder med forsimplet lovgivning hvor alle helst skal passe ned i en kasse. Det medfører en automatisk mistro mod alle der skiller sig ud.
Bedre universiteter kommer af flere midler. Hvis Hr. Løkke vil til tops må han betale det det koster.
Med venlig hilsen Lennart
Fra artiklen:
Man kan udvikle et mindre individ-centreret og mindre elitært verdenssyn, hvis man forstår, at formålet med ens studie er at fremelske værdiskabende viden - ikke blot for en selv, men også for dem, der ikke har det privilegium at kunne læse på universitetet
––––––––––––––
Spørgsmålet er bare om man - hvis man tror på den slags idealistisk ordgejl - så ikke bare er FOR
dum til at studere på noget som helst universitet ?