2010 er EU’s fattigdomsår, og i den anledning prøver en række organisationer endnu en gang at få regeringen til at fastsætte en dansk grænse for, hvornår man kan kalde en person fattig.
21 organisationer, deriblandt HK Kommunal, Rådet for Socialt Udsatte og den danske afdeling af det europæiske fattigdomsnetværk EAPN, har derfor underskrevet en erklæring, hvor de kræver en officiel dansk fattigdomsgrænse, så man fremover kan måle udviklingen og undgå slagsmålet om, hvorvidt der findes fattige eller ej.
En række af de 21 organisationer vil gå videre end det. De har et bud på, hvordan fattigdomsgrænsen konkret skal udformes.
»Vi foreslår den definition, hvor en fattig er en, der tjener under 50 procent af den gennemsnitlige danskers indkomst og har gjort det i mere end to år,« siger Anita Vium, cheføkonom hos 3F.
Det konkrete bud støttes af både LO og Socialpolitisk Forening, der ligesom 3F vil have en grænse i løbet af dette år.
»Grænsen er altafgørende for, at man kan lægge en strategi for, hvordan vi får folk ud af fattigdommen. Uden en målbar enhed kan man ikke se, om strategien virker,« tilføjer Anita Vium.
Formand for Dansk Socialrådgiverforening Bettina Post vil også videre i debatten med en udvidet grænse.
»En fattigdomsgrænse skal også tage afsæt i, hvad det koster at leve i Danmark. Den skal forholde sig til et minimumsbudget og en husleje der er rimelig i forhold til familiens størrelse«.
V, K og DF urokkelige
Men regeringen afviser forslagene fra organisationerne.
»Det er enormt farligt at arbejde med en fattigdomsgrænse ud fra de nævnte principper, fordi det ikke er retvisende. De tal, man har at måle udviklingen på, er ofte tæt på tre år forsinkede. Vi forholder os til de modeller, der bliver foreslået. Så hvis, der er nogle, der kommer med en genial model, vil vi da gerne kigge på den, før vi afviser den af principielle grunde. Men modeller, der bygger på medianindkomster, fungerer simpelthen ikke,« siger socialordfører Ellen Trane Nørby (V).
Socialordfører Vivi Kier (K) er enig i, at den foreslåede fattigdomsgrænse ikke nytter noget:
»Hvis vi definerer en fast grænse, bliver det meget nemt en sovepude, hvor vi kun fokuserer på dem, der ligger under grænsen. Der kan sagtens være familier, der ligger over grænsen, men hvor der er alkoholmisbrug, så børnene reelt oplever fattigdom,« forklarer hun.
Men Dansk Folkepartis socialordfører Martin Henriksen kan slet ikke se pointen med en defineret fattigdomsgrænse:
»Vi har aldrig kunne se ideen med det - hvordan skal en grænse kunne forbedre vores socialpolitik? Vi skal bevæge os væk fra at diskutere antallet af fattige og i stedet koncentrere os om, hvordan man praktisk gør noget ved problemet. Der er mange lande, der har en fattigdomsgrænse, men det har ikke hjulpet. Jeg anerkender, at der er fattige i Danmark - det behøver jeg ikke en grænse eller et EU fattigdomsår for at se.«
Kommentarer
Hørte venstres socialordfører Ellen Trane Nørby i P1-morgen sige ,at Venstre ikke ville være med til at lave en fattigdomsgrænse fordi i opgangs tider ville der så blive registeret flere fattige og i nedgangs tider færre. Venstre ville i stedet hjælpe dem der har behov.
Det er da en være omgang vås. Fx har regeringen og DF ikke hjulpet folk med behov, de har i stedet indført startshjælp, indført kontanthjælpsloft osv………………
Denne kommentar er anbefalet af:
Kaskader af uvidenhed har afstedkommet elendigheder fra umyndige stemmer der kaster sit tyranni over afmægtige sjæle der kunne slå ihjel og stjæle for at overleve, efter fastfrysninger og afstumpethed har regeret de selvformastelige uvidenheder der glædeligt i magelighed kaster deres stemmer til katastrofer af stupiditet.
Hvis der kom en officiel fattigdomsgrænse så ville politikerne bliver delvist låst fast.
Der ville kunne komme gyldige og velunderbyggede krav om at de rent faktisk GØR noget.
At der bliver taget hensyn til de dårligst stillede.
At regeringen bliver tvunget til at være socialt ansvarlige.
Og værst af alt….
Det kunne slå skår i billedet af verdens mest lige, rige og lykkelige samfund.
Smørhullet kunne få en harsk lugt.
Denne kommentar er anbefalet af:
Jeg en fattig sjæl kommer af dage når du der der kaster din stemme, udviser din egen fattigdom.
Hvad har jeg gjort dig, der foranleder til umyndiggørelse.
Er du svag ? Kaster din dit liv ingen skygge ? Ønsker du storhed ?
Det findes ikke, kun når du ser det, så åbenbarer det sig.
Gør en forskel, elsk din næste.
Nævn én politiker der i forstand har bemægtiget sig sin stilling, og jeg gør mig den ære at svare, ingen.
Løn og arbejde er et flygtigt begreb, men man kan konstatere at når det går “godt,” så opfører man sig skidt.
I al sin logik, så selvfølgeligt, da overskud skuer farer og udfordringer der ingen steder hører hjemme.
Som elskeren der var utro, ikke i armod, men overskud.
Man kan opgøre den slags på mange måder, relativ, absolut, rådighedsbeløb efter husleje og livsnødvendig medicin etc. Men ifølge regeringen og støttepartiet, der vil kæmpe alle pensionisternes sag og sikre den sociale balance (på gefühl?), så er det ikke værd at tælle de fattige. Balancen går ud på at sikre partiet mere magt og omtale, og så hellere bruge ressourcer på at tælle burkaer. Det er nemlig ingen sovepude.
Hvad vil fremkomme er 0 indtægter der skulle lede enhver i skam, men hovmod sejrer som altid, og lader middelmådighedens emner florerer selv i såkaldte intelektuelle aviser. Se dig blot omkring og tæl hvor mange artikler der i tænkerens avis er befængt med dårskab, og elendig research. Et modefænomen hvor markedet bestemmer den laveste parfume.
Det som jeg ser hvor problemet ligger er først at fattigdom skal erkendes hos regeringspartierne, for det kan da ikke være modeller og put folk i kasser, de er bange for?
Endvidere kan man jo ikke arbejde udefra noget uden en definition af problemet - eller kunne følge en udvikling.
Mediaindkomst som parameter sige ikke så meget om fattigdom men mere om lighed og ulighed i samfundet, men hvis man kigger på naboerne benytter de sig af andre metoder.
Sverige har erkendt fattigdom og bruger budgetmetode, mens Norge er gået videre med en lang række indikatorer som uddannelsesniveau, børn, hvor længe og social aktiviteter.
Mette Frederiksen sagde i en lignende artikel i 2008 “En fattigdomsgrænse vil betyde, at samfundet kan tage stilling. Den vil flytte fokus fra spørgsmålet, om der findes fattige i Danmark, til hvad vi skal gøre ved det” Lad os bare håbe at regeringen vil erkende at der er ridser i lakken eller bare kunne tør se dem. Så diskussion endnu ikke udskydes på ubestemt tid.
Jeg kerer mig om dig, hvorfor skal jeg døje med dine projektioner, du kan ikke alt, og du ser ikke alt, men du vil møde det en dag, men den dag er du fortabt, for ironien vil ramme dig.
Fattig er en symbolik på tilfældigheder, der i retorisk fremførelse aldrig kan ydes retfærdighed. Tilfældigheder kan ikke formuleres, da de består af mangfoldige episoder, der ikke kan sige noget om den “tilskadekomnes” tilstand.
Dobbeltmoralen ligger i at man kræver selvstændighed af en situation man kontrollerer til det perverse.
Denne kommentar er anbefalet af:
Klokken 6:30 onsdag morgen læser min søn at han han har givet en oplevelse ud over det sædvanlige i flere aviser. Tre timer senere møder han til samtale og får at vide at han er et hul i jorden der ikke fortjener at være her. December måned fratager de ham hans ydelse med begrundelsen at han klare sig selv, siden har han fået regninger fra de selv samme han bad om hjælp.
SÅDAN ER DANMARK IDAG ! Røvhuller
Det mest interessante spørgsmål er hvorfor disse 21 organisationer ikke ignorerer den uduelige, og i denne sammenhæng fuldstændig usamarbejdsvillige, regering vi er belemret med, og fastsætter en uofficiel fattigdomsgrænse? Hvis man kan blive enige om en god analysemodel og i fællesskab vedtage den, så kan den formodentlig fungere lige så godt som (eller bedre end) en model som VKO indfører.
Naturligvis giver vedtagelsen af en model mest mening hvis der er nogle som bliver betalt for at bruge den, f.eks. hvis embedsmændene i socialministeriet laver en årlig opgørelse. Men i mangel af velvilje (og hvem kan egentlig fortænke regeringen i manglende lyst til at udstille sin omfordelingspolitik?) må de samme organisationer kunne finde ud af finansiere en sådan årlig analyse, placeret hos f.eks. CASA eller A4.
De 21 organisationer bør naturligvis ikke spilde mere tid på VKO, men istedet få S & SF til atanerkende en fattigdomsgrænse.
Eller rettere: de skal naturligvis starte med SF, for S vil nok komme med samme udenomssnak som VKO, men hvis SF anerkender en pragmatisk og seriøs fattigdomsgrænse, så kan man muligvis presse S med i løbet.
At det skulle være et problem at bruge median-indkomstmodellen er noget vås, - ganske rigtigt kender vi kun indkomsterne med 3 års forsinkelse, men vi kender prisudviklingen med tilstrækkeligt god præcision til, at den kan justeres med rimelig nøjagtighed.
AT VKO er bange, er naturligt nok. F.eks. har de 10% fattigste i DK kun 2% af BNP til deling, mens de i Sverige har næsten dobbelt så meget - 3,6% … og det var i 2000, før VKO begyndte sin langeserie af forringelser for de dårligst stillede.
Afskaf kontanthjælpsloft, starthjælp og langtidsparkering på kontanthjælp, så ville en stor del af fattigdommen blive reduceret.
Jeg tror ikke at ret mange ønsker sig at blive udnævnt til fattige her i landet, også selvom de statistisk set er det. Der er jo ingen der er fattige som befolkningen på Haiti eller i Afrika.
Jeg tror at mange vil føle sig stemplet - og begrebet fattigdom vil blive banaliseret.
Og hver gang vi bestemmer os til at nogle skal have mere, er der andre der må yde mere og knokle mere - bl.a. hårdtarbejdende børnfarmilier.
Når man nu taler om fattigdomsgrænse så er det vel nødvendig at tage os folkepensionister, som kun har denne pension, med for vi lever jo på den grænse eller nærmere under. Nu er det på tide at de velbjergede politikere kommer til lommerne,ellers går vi på barrikaderne os nye pensionister.Det gjorde vi i 60`ne,og kan gøre det igen.
Foreningen Pensionisternes netværk.
Til Erik Staundt: Under alle omstændigheder bliver det jo ikke fra egne lommer at politikerne deler ud. 179 menneskers indtægter forslår jo heller ikke meget.
Danske politikere tjener heller ikke mere end politikere i andre lande. Mange af dem ville tjene meget mere ved at blive direktør for et eller andet. - Jeg vil i hvert fald godt give en ordentlig løn, så vi får kvalificerede politikere.
Nu er jeg selv førtidspensionist. Men jeg ved ikke hvad jeg kan true med - i hvert fald ikke med at strejke. Og pas nu også på med de barrikader. Nogle af jer kunne komme til skade.
Fattigdom er ikke en egenskab. Det er et vilkår bl.a. som følge af politiske valg.
Borgerløn (reduceret administration og forøget valgfrihed) er hårdt tiltrængt…
Paradigmeskift, tak…
Ellen Trane Nørby skjuler sig bag de tekniske vanskeligheder med modellerne - men konflikten er grundlæggende, at Venstre og Konservative ikke kan godtage en model der definerer fattigdom relativt i forhold til gennemsnittet.
Jeg kan sagtens følge logikken - hvis man har en grundlæggende holdning om at ulighed i samfundet er positivt (eller har positive virkninger) kan man selvfølgelig ikke acceptere, at en stigning i uligheden giver udslag som “flere fattige”.
Bettinas Posts forslag om et “minimumsbudget” burde til gengæld være spiseligt for regeringen. Det positive ved denne model er, at den kan sætte en dybere debat i gang om, hvad en acceptabel minimumslevestandard er. Grænsen vil stadig flytte sig, men det vil ske som et resultat af politisk debat snarere end per automatik.
Jeg forstår ikke det skal være så svært. Jeg hørte en radioudsendelse for nylig og der fremgik det at i EU var grænsen 50 pct og i vistnok FN var det 60.
I DK kan regeringen og DF bedst lide 60 pct. Og det betyder nemlig at de mere end 100.000 på almindelig folkepension ikke er fafftige. Det er de når grænsen er 50 pct. Skræmmende.
Men selvfølgelig er det da korrekt at det er skrivebordstal uanset. Det vigtigste er at de der er i nød får nok hjælp. Det har de ikke gjort længe.