Kunstmuseer bliver indtaget af børnene

‘Prøv li’ og se’ må være et af de mest brugte udtryk på kunstmuseet ARoS denne torsdag formiddag. Museet runger af børnestemmer og hurtige fodtrin på den store spiraltrappe mellem bygningens etager.

Pædagoger, skolelærere og rundvisere guider de forskellige grupper af børn rundt fra guldaldersamlingen til særudstillingen af Jeppe Hein, som fylder ARoS frem til slutningen af februar. Især det store kuglesystem Distance, som transporterer hvide kugler i baner rundt på etagerne, igennem hejseværk og loops, vækker begejstring og stjæler ind imellem opmærksomheden fra omviserens gennemgang af malerier og installationer.

»Vi elsker børn på ARoS og har også et væld af dem blandt museets gæster,« fortæller Bjarne Bækgaard.

Sidste år havde museet besøg af 65.000 børn og unge under 18 år ud af ca. 200.000 besøgende i alt. Andelen af børn er stigende, og en tredjedel af museets gæster er nu under 18 år.

»Børnene har i hvert fald ikke svigtet. Børnene elsker at komme på ARoS, og det dokumenterer tallene. Vi vil selvfølgelig gerne have flest mulige både børn og voksne, men samtidig ser vi også børnene som fremtidens museumsgæster,« siger Bjarne Bækgaard.

Børnene holder ved

De yngste museumsgæster tæller både børn i følgeskab med forældre og børn, der besøger museet med institutioner som børnehave eller skole. Og det foretrukne besøgstidspunkt er formiddagene.

»På grund af museets økonomiske situation er der fremsat et forslag om at holde lukket i formiddagstimerne. Men det har vi indtil videre undværget, da det ville gå ud over børnene.«

Selv om børnene er blevet flittige museumsgæster, er det dog langt fra en økonomisk gevinst.

»Prioriteringen af børn falder ikke ud til fordel for det økonomiske, men til det vi er sat i verden for. Vi ville være utroligt kede af ikke at kunne investere i børns oplevelser med kunst.«

Det er ikke kun i besøgstallene, børnene fylder på ARoS. Museet rummer også et juniorværksted, børnegalleri, udgiver børnekunstbøger og arrangerer ting for børn ved højtider. Formidlingsinspektør Birgit Pedersen fortæller, at man ofte er opmærksom på børnepublikummet, når særudstillinger skal planlægges. Et eksempel er den nuværende Jeppe Hein-udstilling, hvor et hjørne af udstillingen er tapetseret med børnetegninger, og tuscher og papir ligger fremme ved en rød kassebil.

»Børn skal have lige adgang til museet som voksne. Derfor har vi flere gange taget hensyn til børn ved særudstillingerne og dedikeret dele af udstillingen til dem.« fortæller Birgit Pedersen.

Fra samling til publikum

ARoS er langt fra det eneste kunstmuseum, der har fokus på at formidle kunsten i børnehøjde. Statens Museum for Kunst åbnede i 1998 afdelingen Børnenes Museum for Kunst, og i 2007 kom en afdeling for unge også til.

»De udstillinger vi laver for børnene skal passe godt til undervisningsbrug, fordi vi har et ønske om at være med til at danne dem. At opleve kunst hjælper til at tænke kreativt og opøve en sensibilitet,« fortæller Marianne Bargeman, som er leder af enheden for børn og unge på Statens Museum for Kunst.

Omkring 50.000 børn og unge besøger Statens Museum for Kunst hvert år ud af museets ca. 400.000 besøgende.

Marianne Bargeman er ikke nervøs for, at formidlingen til børn og unge kommer til at fylde for meget på museet. Derimod mener hun ikke, at man har råd til at lade være:

»De unge er morgendagens brugere, så derfor er det helt naturligt for os at være bevidste om at række ud til dem,« siger hun og tilføjer, at der også fokuseres på de andre målgrupper, der benytter museet.

Birgit Pedersen mener heller ikke, de børnevenlige dele af museets rum forvandler museet til legestue:

»Vi mener, alt egner sig til alle. Museerne er også dannelsesinstitutioner, hvor man kan lære børn og unge om dansk og international kultur.«

Vinnie Nørskov, lektor på afdeling for Museologi på Aarhus Universitet, ser udviklingen som et led i, at museerne i det hele taget har flyttet blikket fra samling til publikum.

»Museerne er blevet mere åbne over for samfundet omkring og er blevet mere levende aktører i stedet for et arkiv,« fortæller Vinnie Nørskov.

Forklaringen er ifølge Vinnie Nørskov, at politikerne gennem en årrække har haft særligt fokus på, hvorvidt museerne fanger publikum. Museerne skal derfor i højere grad vise deres værd for offentligheden og samfundet.

»I den forbindelse er det en stor fordel at få fat i børnene, da man derved dækker sig ind som uddannelsesinstitution og samtidig også får fritidsområdet med ind på museet ved at få fat i familien,« forklarer Vinnie Nørskov.

Helene Illeris, lektor ved DPU og forsker i kunstformidling og billedpædagogik, hilser udviklingen i museernes formidling velkommen.

»Kunstværkerne taler kun for sig selv, for de som har forkundskaber til at læse kunsten med. Derfor har alle andre brug for at få anvist en vej ind i kunsten. Ellers slår man meget let en udstilling hen med, at det forstår jeg ikke.«

Brugsværdi

Helene Illeris så gerne, at museerne i større udstrækning blev tilgængelige for børn og unge.

»Det kan dog betyde, at det pæne publikum skal vige en anelse. Kunstfolk bliver stadig meget forskrækkede, hvis man nævner, det kunne være en mulighed, at folk skulle komme kun for at sidde i cafeen eller høre en koncert og slet ikke kigge på værkerne.«

Lektor i pædagogisk filosofi ved DPU, Arno Victor Nielsen, ser anderledes på museernes udvikling.

»Kunstmuseerne er gået fra at være et tegn på samfundets overskud til at handle om brugsværdi. Her fylder børn godt i statistikkerne, og museerne kan bevise deres værd over for samfundet ved at yde læring og dannelse. De statsejede museer er på den måde blevet indlemmet i et undervisnings- og skolesystem i stedet for at være frie museer,« siger Arno Victor Nielsen.

Tidens fokus på oplevelsesøkonomi og målgrupper på museerne ser Arno Victor Nielsen som en fordrejning af et kunstmuseums egentlige formål.

»Vi har ikke lavet kunstmuseer for at have et sted, hvor vi kan opdrage børn. Det er en sidegevinst. Vi har museer for at have et rum, der er afskåret fra hverdagsverdenen, hvor man kan beskytte kunsten imod at blive underlagt økonomiske, politiske eller andre interesser,« siger Victor Arno Nielsen.

»Derfor skal man være på vagt over for den kræmmermentalitet, der breder sig hos kulturinstitutionerne.«

Den vurdering er Helene Illeris uenig i:

»Der kan være en tendens til, at der er reflekteret for lidt over, hvad et tiltag skal kunne ud over at få børn og unge indenfor. Men får man slet ikke fat i dem, sker der i hvert fald ikke nogen læring.«