Professor: Systemet belønner de ukritiske

De store offentlige udgiftsprogrammer holder hånden over ‘loyale’ forskere, hvis resultater kan indpasses i en politisk ønsket virkelighed. Sådan opsummerer professor i Økonomi ved Aarhus Universitet Martin Paldam en situation, hvor kritik af udviklingsbistanden ifølge hans egen vurdering har kostet ham opgaver for Danida og dermed andel i statslige penge til forskning.

»Der er en stor u-lands-lobby, som ønsker en pæn fremstilling af effekten af udviklingspengene. Jeg siger ting, man helst ikke må for dem, der lever af systemet. Det er ganske vist ting, som langt de fleste forskere på området er enige i, men som mange går lidt stille med - i hvert tilfælde udadtil,« siger Paldam og betoner, at han ikke selv har manglet forskningsbevillinger.

Martin Paldam har ud fra sin forskning i udviklingsbistanden konkluderet, at pengene ikke fører til mere udvikling og en bedre regeringsførelse.

Dét, der for alvor virker, er landes egen politik, globalisering og udenlandske investeringer:

»Det ville være en bedre verden, hvis jeg var nået til andre konklusioner. Skal man så af hensyn til alle de mennesker, der arbejder i systemet, og af hensyn til de fattige, der får del i pengene, lade være med at sige noget? Det er et stort spørgsmål. Men det nytter ikke at skjule realiteterne ved at holde fast i en virkelighed, som ikke er der,« >siger Martin Paldam og fortsætter:

»Det svarer til den periode, hvor det var politisk korrekt at hævde, at indvandring er helt uproblematisk. Det gjorde det svært at behandle de problemer, der er. Ting må frem i lyset, så man kan diskutere løsninger.«

Når der er en betydelig modvilje mod at tale om den forfejlede udviklingsbistand, skyldes det ifølge Paldam, at vi gerne vil være ‘gode’.

»Hvis vi går ind for globalisering og udenrigshandel, vil nogle virksomheder i de fattige lande blive slået ud af konkurrencen. Hjælpen derimod ligger i fin forlængelse af et godt kristent budskab. Det giver også en varm følelse. Derfor er det let for både politikere og ngo’er at tale for bistanden. Men hvis man siger til skatteyderne, at det er den rigtige vej, bør man også kunne stå inde for effekten.«

På englenes side

- Når forskningen ifølge din vurdering kan nå til enighed om, at bistanden ikke hjælper i form af mere udvikling og bedre regeringsførelse, hvorfor er der så ikke flere politikere, der tager det til sig?

»Fordi det er en lidt ubehagelig konklusion. Vi vil gerne være på englenes side. Men så mener jeg, at man bør kalde det international socialhjælp.«

Men Paldam agter ikke at lægge låg på sine upopulære konklusioner. Heller ikke selv om det har kostet ham indtægter fra det offentlige.

»Jeg får selvfølgelig ikke så mange ‘ben’ fra den side. Førhen blev jeg jævnlig bedt om at lave noget for Danida - det gør jeg ikke mere. På den måde er der en klar styring af forskningen, for de store offentlige udgiftsprogrammer er meget magtfulde.«

Ifølge Martin Paldam betyder den politiske korrekthed og de mange penge, at de forskere, der ytrer sig kritik om udviklingsbistanden bliver udelukket.

»Udgiftsprogrammerne holder hånden over de loyale. Man har tit fokus rettet på de forskere, der arbejder for private virksomheder, og er automatisk kritiske over for deres konklusioner. Men når det handler om det offentlige, går man nærmest automatisk ud fra, at forskningen er lødig. Men der er mindst lige så meget at komme efter, når forskere arbejder for et af de store udgiftsprogrammer, for der er mange politiske interesser på spil.«

Danida har tidligere afvist, at kritiske konsulenter bliver fyret. Ifølge den statslige organisation vælger man - ikke mindst af hensyn til skatteyderne - de eksperter, der laver de bedste evalueringer.

Sandhed vs. penge

- Tror du, at yngre forskere ligger under for krav om at være politisk korrekte?

»Ja. Hvis du vil beskæftige dig med udviklingsbistanden, må du ikke glemme, at 10 pct. af midlerne går til konsulenter. Hvis en ung forsker kom til mig og spurgte, om han skulle offentliggøre kritiske resultater i forhold til bistanden, ville jeg gøre ham klart, at det koster. Det er ikke nemt både at få sandheden frem og holde på pengene. Systemet belønner ‘de gode’.«

Også internationalt er kritikken af bistanden ildeset. Paldam mindes en international konference med en session om kapitalbevægelser, hvor en nyudnævnt professor, der også arbejdede for sit lands udviklingsbistand, blev bedt om at være chairman.

»Hans respons var at takke nej, hvis der ville forekomme kritik af udviklingsbistanden. Det foregik i et pænt og civiliseret OECD-land, og her ønskede han ikke at løbe en risiko for at blive kædet sammen med en diskussion, hvor den slags kunne forekomme.«

Loyalitet og sandhed

Paldam har brugt tid på metastudier, hvor man koder hele litteraturen og analyserer dens resultater og blandt andet kan studere, om der forekommer skævheder. I et projekt samlede han 154 artikler om u-landshjælpens effekter:

»Der er en del fine positive resultater. Men efter et stykke tid er disse modeller altid kollapset - >de viser sig simpelthen ikke at holde vand. Man kan her more sig over, at imellem det gode resultat og dets kollaps er forskeren ofte blevet forfremmet i systemet. Den samlede litteratur viste desværre ikke en effekt.«

Ifølge Paldam er den stærke kæde mellem det offentlige system og ‘de gode forskere’ og ngo’er et stort problem:

»Forskerne skal være loyale over for sandheden og ikke over for bestemte interesser - men det er ikke nemt. Man bør sørge for, at forskningen i højere grad sker på universiteterne, og at der er en beskyttelse mellem kravene fra de store udgiftsprogrammer og de ansatte forskere.«