Det går godt for radioafdelingen på DR-Fiktion. Der bliver sendt flere timer end nogensinde, og der er flere lyttere, end der længe har været.

Hver søndag formiddag lukker omkring 30.000 danskere op for ugens radiodrama på P2. Nogenlunde lige så mange hører genudsendelsen lørdag aften på P1. Og endelig podcaster små 1o.000 danskere ugens radiodrama.

I alt er der således omkring 70.000 lyttere, hvor tallet tidligere var nede på 50.000, altså en fremgang på næsten 50 procent.

Og det er vel at mærke sket, selv om DR-Fiktions radioafdeling fik skåret væsentligt i budgettet under sparerunderne i 2007, hvilket medførte mange fyringer, selv om afdelingen ifølge den seneste public service-kontrakt skal levere 10 procent mere radiodrama end tidligere.

»Det er en meget markant fremgang,« siger Thomas Hedemann. Han er producent på afdelingen, der ikke længere hedder Radiodrama, for som Thomas Hedemann siger, havde det »en lidt gammeldags klang«.

Han peger på, at mange danskere blev opmærksomme på radiodramaerne, da DR valgte at sende en sidste sæson af den populære serie Sommer i radioen.

Eik Skaløes i live

Dengang blev lyttertallet fordoblet.

»Siden er tallet selvfølgelig faldet noget igen, men vi har altså stadig flere lyttere end før Sommer,« siger Thomas Hedemann.

Radiofiktionsafdelingen satser nu hårdt på dokudramaer som Mikkel Clausens serie De kom hjem, der med radiodokumentarens formsprog fortæller historien om tre forskellige danske soldater, der kommer hjem fra krig.

»Vi laver også en del kontrafaktisk dramaer om, hvad der kunne være sket, hvis nu …,« fortæller Thomas Hedemann.

Han henviser blandt andet til den populære serie Eik Skaløes genkomst fra 2008, der i fire afsnit fortalte historien om radiodokumentaristen Georg Larsen, som er taget til Indien, efter han har fået et brev fra Eik Skaløes gamle ven, der påstår, at Steppeulvene-forsangeren slet ikke er død, men lever under et nyt navn i Himalaya-bjergene.

»Det fik mange lyttere til at henvende sig for at spørge, om det nu også kunne være rigtigt,« siger Thomas Hedemann.