I frimurernes tegn

Mozarts sidste værk for scenen har i nyere tid ofte indbudt til eksperimenterende tolkninger af en tilsyneladende kompliceret og uforståelig handling. Særlig vanskelig er Emanuel Schikaneders tekst til mesterens musik i virkeligheden ikke, men ganske rimelig. Hvis man altså går med på noderne og accepterer den historiske og frimurerbetingede baggrund med dyrkelse af ritualer og høje værdier. Komponist og librettist var begge frimurere.

Det hænder, at nytolkninger snarere mystificerer end klarlægger. Således som på Berlins Komische Oper, hvor for nylig Papagena til Papagenos sorte fortvivlelse – bortset fra at sidstnævnte vist skulle forestille at være bøsse – aborterer på åben scene, så der ikke bliver noget af de mange små Papagenaer og –noer, de ellers synger så lysteligt om. Desuden kreperer Sarastro, og det hele er én ufattelig ynk. Således ser Mikael Melbye ikke på sagen i den iscenesættelse, som han i 1998 skabte til Det Kgl., og som nu tages op igen. Ægypticismen har som på Mozarts tid kronede dage her. Isis og Osiris angiver jo de teologiske rammer, og øjet i det høje som i Ægyptens tegnverden hører også med.

Det hele er holdt i varmt azur-blåt i den scenografi, som Melbye også står for, og som med kostumer og det hele bliver et instruktørens gesamtværk. Som sådan er forestillingen renfærdig og sammenhængende uden de store udsving fra den tradition, der tilsiger, at man tager værket for pålydende. Det skal ikke opfattes som et dogme, Vorherrebevares, men det er på den anden side ganske forfriskende, når det en sjælden gang sker. Hvilket efterhånden også er sjældent: Melbyes Mozart foregår på dansk, således som operaer alle sammen her i landet blev sunget i gamle dage. Det var nu og da en plage, ofte fordi oversættelserne ikke stod mål med forlægget; men ikke her, hvor Karen Hoffmanns digterisk fine, ofte morsomme og værktro gendigtning er råstoffet.

Det Kongelige Kapel spiller under Andreas Stoehr – i visse passager en kende til den hurtige side og med bemærkelsesværdigt markante pointer i paukerne, men derved jo også i pagt med en eller anden klanglig og instrumental oprindelighed. Godt nok. Operakoret brillerer som næsten altid.

Vokalfladt hverdagssprog

Af solisterne bør især Sine Bundgaard som Pamina bifaldes for sin varme, overtonerige sopran. Gert Henning Jensen, der senere på sæsonen overtager Tamino-partiet, var hentet ind på sygeafbud og havde en for ham usædvanlig svag aften bl.a. med vanskeligheder i højden på den utaknemmelige indledningsarie. Lettere indisponeret måske. Per Høyer gik godt i dybden med Sarastros hellige haller, og Susanne Elmark modsvarende præcist i højden som Nattens dronning. Uden dog den dæmoni og skarphed i stemmen, der får det til at gyse og ønske en mere farlig sort dronning ned under lemmens teaterhelvede. Lars Møllers fjerklædte Papageno er et uimodståeligt bud på den klokkespillende fuglefænger, og Papagena i Sofie Elkjær Jensens herlige stemme og nydelige figur tog kegler.

I det hele taget en charmerende forestilling, hvor man uforstyrret af distraherende påfund endnu engang kan sidde i mørket og undres over, fra hvilken fremmed planet i universet dette geni ved navn W.A. Mozart dog kom fra!

Som sagt giver de forestillingen på vort modersmål, og det lader sig jo med så god en oversættelse fint gøre. Men det afslører på den anden side dansk profsangundervisnings besynderlige og åbenbare dyrkelse af udlyde, så de næsten stumme e’er i ordslutninger bliver til højlydte ø’er. Det betyder samtidig, at de talte partier, der jo er i rigt mål Tryllefløjten, for de fleste sangeres vedkommende bliver uegale i forhold til de sungne, hvor stilen jo er den høje, med arkaisk tekstudtale og altså disse udtalefremmede ø’er i enden. Taleafsnittene derimod tillempes et mere vokalfladt slags hverdagssprog for operasangere, der ikke forekommer overvældende naturligt, og som heller ikke synes at ligge ret godt i munden for flere. Det problem skulle nogen tage og overveje ved lejlighed og så finde ud af, hvad man skal gøre ved det for en anden gangs skyld. Og for al fremtid. Men det skal ikke afholde nogen fra at afsætte tre timer og ti minutter på Det Kongelige Teaters og ikke at forglemme Mozarts Tryllefløjte.