BERLIN – Atomkraft kan være en dyr affære. Især når der sjuskes med deponeringen af det radioaktive affald. Den bitre erfaring gør man sig i øjeblikket i Tyskland, hvor de tyske strålingsmyndigheder af sikkerhedshensyn har besluttet at bjærge 126.000 beholdere med radioaktivt materiale fra den faldefærdige saltmine Asse.
Det er blandt andet omfattende vandlækager i saltminen, der har nødvendiggjort en flytning af affaldet, som blev anbragt i årene 1967-78. Forskere og eksperter har undersøgt muligheden for at indstøbe de gamle beholdere i beton eller at placere dem i endnu dybere lag, men beregninger foretaget af eksperter viser, at løsningsforslagene er for risikable eller for kortsigtede.
Hvor affaldet skal lagres efter en eventuel bjærgning er stadig ikke besluttet endegyldigt, men politikere har indtil videre peget på den nærliggende jerngrube Konrad. Den plan har imidlertid udløst protester fra lokale borgerinitiativer, der peger på, at heller ikke Konrad er egnet til at huse de problematiske affaldsbeholdere. Foruden åbenlyse pladsproblemer vil en tilladelse til en placering i Konrad også kræve længerevarende undersøgelser af affaldets strålingsgrad, før det kan afgøres om affaldsskakten er egnet som slutlager.
Højere udgifter
Foruden et vist tidspres skaber bjærgningen af atomaffaldet i Asse også økonomiske bekymringer. Allerede under tidligere miljøminister, Sigmar Gabriel (SPD), viste beregninger, at en evakuering af de gamle beholdere ville koste i omegnen af 4 milliarder euro. Alt afhængig af atomaffaldets aktuelle tilstand er udgifterne sandsynligvis steget betragteligt i den mellemliggende tid. Skal man tro tyske miljøorganisationer vil omkostningerne ved at bortskaffe affaldet helt annullere den økonomiske gevinst ved atomkraft.
Blandt andet skulle håndteringen af affaldet, der stammer fra atomkraftværket i Gundremmingen, allerede nu overstige omkostningerne ved selve bygningen af værket. Samtidig frygtes det fra flere kanter, at regningen skal betales af tyske skatteydere. Både politikere og miljøorganisationer som Greenpeace kræver derfor, at atomindustrien indvilliger i at dække udgifterne ved at hente affaldet op fra undergrunden.
Ignorerede advarsler
Men Asse er ikke det eneste slutlager, der skaber politisk turbulens i Tyskland i disse dage. Alt tyder nemlig på, at placeringen af et slutlager i Gorleben i sin tid blev besluttet af politiske grunde, mens videnskabelige advarsler tilsvarende blev ignoreret. For nylig kunne avisen TAZ berette, hvordan tidligere ministerpræsident i Niedersachsen Ernst Albrecht (CDU) i 1977 på trods af advarsler fra førende geologer valgte at lægge et slutlager i en saltmine i Gorleben nær grænsen til det daværende DDR.
Indtil videre har baggrunden for Albrechts beslutning vakt undren blandt historikere og fagfolk, men nyligt frigivne historiske dokumenter antyder, at Albrecht bevidst valgte Gorleben som et modsvar til det østtyske depot Morsleben få kilomenter derfra. Samtidig skulle Albrecht have truffet sin beslutning for at trodse den socialdemokratiske forbundskansler Helmut Schmidt (SPD), der holdt Albrecht fast på et tilsagn afgivet af hans socialdemokratiske forgænger om et større atomindustrielt kompleks i Niedersachsen.
Regeringen i Bonn frygtede for de østtyske reaktioner og frarådede af samme grund Albrecht at placere anlægget tæt på grænsen. Siden valgte Albrecht at droppe planerne om et atomindustrielt kompleks, men holdt på trods af de mangelfulde geologiske forhold fast i beslutningen om et affaldsdepot i Gorleben, der nu er et af de mest omdiskuterede slutlagre i Tyskland.
Blandt andet ledsages transporten af atomaffald til Gorleben konsekvent af omfattende demonstrationer fra lokale borgerinitiativer og miljøorganisationer. De nye oplysninger om Albrechts manglende lydhørhed over for eksperternes advarsler har fået en enig opposition til at rejse krav om en undersøgelseskommission, der skal afdække det politiske forløb, som gik forud for valget af Gorleben som affaldsdepot.
Forlænget levetid
Samtidig fortsætter den politiske debat om en forlængelse af løbetiderne for de tyske atomkraftværker, der efter planen skulle være nedlagt i 2020. Efter en række skandaler med usikre værker gik Tysklands nye liberalt-konservative regering i efteråret til valg på at ville forlænge levetiden for de mest driftssikre af de tyske atomkraftværker. Begrundelsen lød, at en forlængelse både ville spare penge og nedbringe CO2-udslippet. Samtidig skulle alternative energiløsninger undersøges, før man forpligtede sig på en endelig nedlukning af tysk atomkraft.
På trods af regeringens atomvenlige politik sørgede miljøminister, Norbert Röttgen (CDU), alligevel for kortvarig ængstelse hos atomlobbyen, da han i ugerne efter sin tiltrædelse udtalte til avisen Bild: »Kerneenergi er kun en længerevarende løsning, hvis et flertal af befolkningen ønsker det.«
Siden årskiftet har Röttgen imidlertid ført sonderende samtaler med udvalgte energikoncerner om eventuelle løbetidsforlængelser for de mest sikre af Tysklands atomkraftværker.
Et af de springende punkter for en forlængelse er atomindustriens vilje til at anvende driftsoverskud til investeringer i udvikling af alternativ teknologi.
Samtidig tjener de indledende forhandlinger mellem stat og atomindustri også som model for udformningen af det samlede energipolitiske udspil, som den tyske regering ventes at præsentere i efteråret 2010, og som skal afgøre spørgsmålet om en forlængelse af fristerne for de sikre atomkraftværker. Kansler Angela Merkel har indtil videre været tilbageholdende med at præcisere konkrete løsningsforlag, mens Bayerns miljøminister, Markus Söder (CSU), har været mere offensiv. Ifølge den atomvenlige Söder bør løbetider på udvalgte værker forlænges med 10 år, hvilket skulle nedbringe udledningen af 1,5 milliarder ton C02.
Kommentarer