Ugebrevet A4 lavede for nylig en rundspørge, der dokumenterede, at der er udbredt selvcensur i dansk kunst og kulturliv. Hovedsageligt undgår kunstnere og forfattere at støde folk på deres religion og etnicitet. Som forfatter blev jeg overrasket over, at selvcensuren er så udbredt og syntes, at Ugebrevet A4 havde fået en god idé, samtidig med at jeg var en smule beskæmmet. Jeg har nok en romantisk forestilling om, at kunstnere og forfattere skal være modige mennesker, der tør give udtryk for, hvad de tænker.

I løbet af dagen begyndte nogle forfattere at tage afstand fra undersøgelsen: Problemet var ikke den udbredte selvcensur, men at aviserne angav muhammedkrisen som den primære årsag til censuren. Umiddelbart syntes jeg, at truslen om vold fra religiøse tosser var en værdig grund til at holde sin mund, men forfatterne mente, at der blev lagt dem ord i munden. At spørgeskemaet var tendentiøst. At det desuden var helt naturligt som kunstner at censurere sig selv.

Det forekommer mig sært først at udfylde et spørgeskema og bagefter klage over, at det er tendentiøst. Selv kan jeg ikke se noget problem ved spørgeskemaet andet end det generelle irritationsmoment, det altid er at udtrykke sig ved hjælp af krydser i bokse. Jeg hæfter mig også ved, at muhammedkrisen bliver nævnt en hel del gange, så der kunne man jo nok have anet, hvad vej vinden blæste.

Paranoia og politisk spin?

Nogle forfattere sagde, at de ved spørgsmålet om, hvorvidt ytringsfriheden var truet, havde svaret ja, men havde angivet andre grunde end muhammedkrisen i kommentarfeltet. Det var ting som jægersagen, tørklædeforbud, burkaforbud og lømmelpakken. Sådan som jeg forstod protesten, var man desuden bange for at blive misbrugt i en politisk kamp. Måske endda i en hetz mod muslimer. Én snakkede om »at blive spændt for fordommenes futtog«. Bogstavrimet må dække over noget med, at A4 søger at rakke ned på muslimer over en bred kam. Lotte Garbers, formanden for Dansk Forfatterforening, mente, at undersøgelsen skabte frygt for muslimer. Ikke at den pegede på en eksisterende frygt for ekstremister, men simpelthen at selve undersøgelsen genererede mere fremmedfrygt.

Det virkede på mig, som om der overhovedet ikke var nogen anerkendelse af, at ytringsfriheden er under pres fra islamismen, at det hele bare var paranoia og politisk spin. Måske er det derfor, det har været vigtigt at anføre ting, som er regeringens ansvar under spørgsmålet om, hvorvidt ytringsfriheden er truet? Men er ytringsfriheden ikke for vigtig til, at den skal politiseres? Var vi ikke så tilpas konforme, at vi her lod en god anledning til at snakke selvcensur og ytringsfrihed drukne i politisk korrekthed? Jeg mener, der i debatten er brug for forfatternes stemmer til andet end den blotte benægtelse af problemerne.

Virker ikke troværdigt

Det var interessant at se, at Politiken dagen efter offentliggørelsen bragte et interview med Michael Wulff fra den glimrende tegneserieduo Wulffmorgenthaler, hvor han udtaler, at de aldrig har censureret sig selv. Måske bunder det i en misforståelse, for jeg husker, at Frederik Stjernfelt og Jens-Martin Eriksen på et tidspunkt skrev i Weekendavisen, at duoen ikke ville give dem tilladelse til at trykke deres tegninger i bogen Adskillelsens Politik af frygt for repressalier fra islamister. Jeg hiver episoden frem, for selv om de ikke har medvirket i undersøgelsen, synes jeg, den er illustrativ i forbindelse med striden om rundspørgen: Det virker, som om det er tabu at medgive, at man er bange for at krænke islamister.

Måske er det, fordi man frygter at spille bolden i hænderne på, hvad man betragter som sine politiske modstandere? For nogle af de sager, man angiver som større trusler mod ytringsfriheden end islamismen, er bekymrende nok, men jeg kan alligevel ikke rigtig se dem som andet end bortforklaringer og udenomssnak. Det virker bare ikke troværdigt på mig. Jeg mener: Lømmelpakken lugter - på trods af sit sjove navn - af politistat, men overskygger den de mord, der er blevet begået på kunstnere og forlæggere i en perverteret udgave af islams navn? Forslaget om burkaforbud, skulle jeg mene, er en indskrænkning af vores ret til at bære rundt på vores eget fængsel, men stadigvæk er den altså ikke oppe i samme leje som den selvcensur, der påviseligt udøves gang på gang af frygt for vold. Og jeg har svært ved at se, hvordan et ønske om, at dommerne ikke skal bære religiøse symboler i retten, kan være en voldsommere krænkelse af ytringsfriheden end mordplanerne og attentatet mod Kurt Westergaard. Og så jægersagen, jo det var tåkrummende pinligt at bevidne idiotien og løgnene, men come on … På mig virker relativeringerne søgte.

Ingen regler for god opførsel i kunsten

Det, jeg savner i debatten, er ikke enighed, jeg undrer mig bare over, at det skal benægtes, at islamisk fundamentalisme rent faktisk udøver et voldsomt pres på ytringsfriheden. Det er, som om der er en følelse af, at hvis man går med på den, så går man samtidig med på historien om, at alle muslimer i Danmark kun venter på at blive mange nok til at overtage landet og indføre sharia. Jeg mener, det er omvendt: at man med den herskende berøringsangst dels lader ekstremister kapre en hel religion og dels overlader debatten til folk, der ikke burde have lov til at sætte dagsordenen.

En anden ting, som jeg studsede over, var, at der er så mange forfattere, der betragter det som helt naturligt at censurere sig selv for ikke at krænke andres følelser. Her er et eksempel fra førnævnte Lotte Garbers:

»Alle kunstnere udøver selvcensur hver eneste dag, fordi der er nogle, man ikke vil genere. Selvfølgelig også fordi man ikke vil genere en anden tro.« Jeg er så uenig i udtalelsen og dens implicitte syn på kunst, som man overhovedet kan være, og jeg er overrasket over at høre det fra en formand for en forfatterforening.

Selv om jeg synes, at respekt er et ord, der bliver misbrugt, så er jeg tilhænger af, at vi ikke går og træder hinanden unødigt over tæerne. Jeg kan med andre ord godt lide en ordentlig omgangstone. Men med kunsten er det noget andet.

Her må vi stræbe efter, at der ikke gælder nogen regler for god opførsel, det er jo det, der er det skønne ved den. En kunstner, som holder sig tilbage for at genere, er i mine øjne en dårlig kunstner. Ikke at han eller hun partout skal genere nogen, det, kan vi alle blive enige om er et anstrengende scenarie, men at indføre politisk korrekthed og krænkelseskultur i kunsten vil medføre, at vi mister et vigtigt frirum for tanken, og det kommer der kedelig og ligegyldig kunst ud af.

Derfor er det heller ingen undskyldning, hvis kulturlivet udøver selvcensur af egen fri vilje, det er faktisk lige så trist, som hvis man gør det af frygt.

Kristian Bang Foss er forfatter. Seneste udgivelse er romanen ‘Stormen i ‘99’, der udkom i 2008