To af tidens mest interessante tenorsaxofonister i den mere ekspressionistiske del af skalaen er centrale figurer i de 17 dages Vinterjazz-festival, der begynder fredag og, i princippet i hvert fald, dækker hele landet. Og den ene af dem, Donny McCaslin, spiller allerede fredag og lørdag i Købehavn, mens vi må vente på den anden, Chris Potter, i endnu to uger.
Det kan ikke undgå at springe i øjnene, at begge d’herrer, er hentet til Vinterjazz i Danmark, ikke af festivalledelsen selv, men af to aktører i det netværk af orkestre og spillesteder, der kan agere på egen hånd og alligevel være en del af festivalen, og at de begge kommer til at optræde i big band-sammenhæng. Potter har været i Danmark flere gange før, men hans møde med værten, DR Big Band, i DR Koncerthuset 5. februar bliver vores første møde med ham som solist foran et stort orkester. Mødet med McCaslin bliver under alle omstændigheder det første med ham, efter han har markeret sig som en fremtrædende solist med egne grupper eller i Dave Douglas’ og Maria Schneiders selskab, og som med Schneider præsenteres han også herhjemme med stort orkester, Klüvers Big band fra Århus, der selv har hentet ham til landet.
At Vinterjazz, der har samme organisation, personkreds og sponsorer bag sig som sommerens Copenhagen Jazz Festival, i lighed med denne også her satser på kvantitet - over 200 koncerter - forekommer lidt mere plausibelt, når der her gøres en indsats for at få spillesteder i hele landet med, og når mange af koncerterne ville have fundet sted alligevel som led i disse spillesteders normale program. Jazzkoncerter af en lidt højere ambition end normalt kan denne vinter høres i f.eks. Nordsjælland, på Bornholm, i Svendborg, Kolding, Sønderborg, Skørping, Silkeborg samt, naturligvis i Århus, Aalborg, Odense og hele 30 steder i hovedstaden.
For enhver smag
Og så er der musik til både gården og gaden, til purister og til de mere fordomsfri - eller mindre kræsne, som puristerne kalder dem. De vil også efter festivalen have forskellige holdninger til det betimelige i deltagelsen af den svensk-argentinske trubadur, José González og fænomenet Joan As Police Woman. Ingen, derimod, vil betvivle det retsindige i at præsentere Trio Beyond med John Scofield, Larry Goldings og Jack DeJohnette (DR Koncerthuset), den italienske pianist Stefano Bollani (Den sorte Diamant), Pat Metheny som énmands-orkester (Tivolis koncertsal), Palle Mikkelborg og Thomas Clausen i duet (Statens Museum for Kunst), trompetisten Randy Brecker i ballader med DR Big Band (DR Koncerthuset) eller Kenny Werner som medlem af en Benjamin Koppel-gruppe (Prøvehallen i Valby). At det skulle udgøre nogen stor nytænkning i forhold til et sommerfestival-program kan man derimod godt betvivle.
Det kan derfor sagtens være, at overraskelsen kommer et andet sted fra, for udover de to nævnte tenorløver kan man utvivlsomt få store oplevelser ved at checke nogle af festivalens på forhånd mere upåagtede navne ud: Gruppen Slaraffenland, Nordic Voices Jazz Orchestra med Lars Møller og Jomi Massage, guitaristen Mads Kjølby, den herboende amerikanske sangerinde Indra Rios-Moore, samt alt hvad der måtte udspille sig på det gode skib Stubnitz, der igen ligger ved Langebro, og hvis program bestyres af Club Loco. For tid og sted er der ingen vej udenom festivalens hjemmeside.
Kommentarer
Nogen stor nytænkning er der ikke tale om; man satser på det sikre – det kendte. Vi har nok alle vores eget idol; som vi gerne så på festivalen; og jo jeg har også min favorit: Den svenske jazz sangerinde Jeanette Lindström, som lige har fået en grammy i sit hjemland. Hun ville være en velkommende stemme, i den danske jazz jungle; er jeg sikker på. Tjek hende selv ud: http://www.myspace.com/jeanettelindstrom
Ønsker man at komme i stemning, er et ikon vel ikke en dårlig start.
http://www.youtube.com/watch?v=rqlORaBvGdw&feature…
Jo tak Keith Jarrett er en af dem der har efterladt sig mange jazz -spor, i sneen og andre steder!
Nogen gange synes jeg at Keith Jarrett har sat sig for dybe fodspor. Ikke at jeg er ekspert, men jeg synes at når man hører mange danske jazzpianister, så ligger det meget tæt op ad Jarretts nordiske jazz. Der er altså andre tilgange og bedre er Jarrett heller ikke. Minder mig om noget jeg så på den amerikanske pianist George Dukes hjemmeside, hvor han beklagede sig over, at mange moderne jazzpianister mangler et helt grundlæggende swing. Jarrett lyder lidt som en nordisk æstetiseret udgave af Bill Evans, hvis man da kan forestille sig noget mere æstetiseret end Bill Evans.
@Klara Liske
.”Det er rigtig, Søren at Genier - hvilket han er, hvad enten man kan ham eller ej - har den uheldige egenskab at de bliver efterlignet til det trættelige, og ødelægger tit mere end de gavner for andre musikere.
MEN, det er jo altså ikke deres skyld at de bliver kopieret til smertepunktet.”
Jeg bebrejder ikke Keith Jarrett personligt, jeg sagde bare, at han måske havde sat sig lidt for dybe spor i sneen og at mange danske jazzpianister lød meget som ham, hvilket du åbenbart giver mig ret i.
Det gør jeg, Søren. : )
Ville ikke give dig en følelse af modsigelse, blot prøve at uddybe det fra en pianists synspunkt.
Kopierne er mange, og det er trist.