Grædende ler

Den 38-årige australske animationsfilmmager Adam Elliot overbeviser med Mary and Max næsten om, at alle eksistentielle anliggender kan behandles og alle menneskelige følelser udtrykkes via modellervoksfigurer. Og havde han evnet at fokusere og redigere, kunne han måske have begået et mesterværk.

Det ender imidlertid med et ben i hver lejr: Efter en forrygende start som komedie med masser af mørke undertoner forvandler filmen sig langsomt til uelegant tåreperser. Mary and Max er den usandsynlige historie om en australsk pige, som bliver penneven med en midaldrende amerikansk-jødisk mand med Aspergers syndrom. Begge er de ensomme og musestille eksistenser, og handlingsforløbet er bygget op omkring de ofte anarkistisk-associerende breve de to skriver til hinanden.

Det er sjældent at se en film, hvor kløften mellem det værste og det bedste er så bred som her. Der er mindst en håndfuld dorske og overflødige pu-bæ jokes, men også en subtil og mesterligt bittersød måde at anskueliggøre filmens hovedtema på, når Elliot lader Max gøre sig tanker om forskellen på en boomerang og en frisbee: Den ene vender selv tilbage, den anden skal kastes – af nogen. Begge personer er boomeranger, der forsøger at avancere til frisbees.

Selvom Mary and Max altså ligner en forspildt mulighed, er de inspirerede øjeblikke på både billed- og lydside mange en anbefaling værd. Min favorit? Den guddommeligt upassende grav­skrift »Always merry, killed by sherry. Åh ja, og en teori om, hvor babyer kommer fra, som er noget mindre pussenusset end den med storken.

Mary and Max. Instruktion og manuskript: Adam Elliot. Australsk (Gloria og Vester Vov Vov i København, Øst for Paradis i Århus og Biffen i Ålborg)