En mønster­bryders ­bekendelser

Stella fra 2008 er en selvbio­grafisk fortælling af Sylvie Verheyde, som har to andre spillefilm bag sig. Den bygger på hendes opvækst i Paris, hvor hendes forældre ejede, hvad man på fransk kalder en café – et værtshus. Vi ser miljøet gennem Sylvie Verheydes 11-årige alterego Stellas øjne. Her er liv og mere eller mindre glade dage: fest og dans, sorg der druknes i sprut, fodboldkampe, slagsmål, fællessang, utroskab. Forældrene står i baren. Der er mange, som holder af Stella, men ingen hjælper med lektier eller siger til hende, hvornår hun skal gå i seng.

Det løsslupne voksenunivers gør Stella ’anderledes’. Så da hun skifter skole, bruger hun mere energi på at være som de andre end på skolen. Men så møder hun Gladys, deres venskab starter med sætningen ’Mine forældre er også ligeglade’. Gladys kommer fra et akademikermiljø, er dygtig i skolen og inspirerer Stella til noget nyt: Når man hører efter i timerne, bliver det faktisk interessant.

Stella har den selvbiografiske films fragmentariske dramaturgi, som adskiller sig fra den traditionelle, amerikanske fortællemodel. Det er befriende med en mindre lineær form, når formen, som her, giver mening i forhold til historien. Ud af punktnedslag, erindringsglimt og sansninger træder en rød tråd – nemlig de små, næsten usynlige skred, der sker netop dér, hvor mønsterbryderen starter sin bevægelse.

Stella er fortalt i barnehøjde. Den første dag i den nye skole er det håndholdte kamera ikke bare i niveau med børnene, men ligefrem i let frøperspektiv, når vi følger Stellas blik på de andre. Når man er 11 år, kan en på 12 være frygtindgydende stor, nærmest voksen, og det er de detaljer, som får Stella til at leve og virke autentisk.

Filmen er generelt både velcastet og velspillet, og Léora Barbara er på en gang mild og rå som Stella. En birolle, der gør indtryk, er Stellas ferieveninde, spillet af Laëtitia Guerard med et fascinerende levende ansigt. En lattermild 11-årig pige, forsømt af alkoholikerforældre – en slidt skønhed, endnu før hun er blevet kvinde.

Stella er ’tilladt over 15 år’. Det undrer mig, og det indsnævrer filmens målgruppe. Det er måske årsagen til, at kun Cinemateket viser den. Det er en film, man har lyst til at være i rum med. Nok er her tristesse og svigt, men her også varme, håb og livfuldhed.