Næstformanden for FN’s klimapanel IPCC, Jean-Pascal van Ypersele, erkender, at forskerpanelet i sin omfattende statusrapport fra 2007 har brugt en udokumenteret og forkert oplysning om hastigheden af Himalaya-glet-sjernes afsmeltning som følge af den globale opvarmning.

Rapporten siger et sted, at »Gletsjerne i Himalaya trækker sig tilbage hurtigere end noget andet sted i verden, og hvis det fortsætter med den nuværende hastighed, er der stor sandsynlighed for, at de forsvinder i 2035, hvis den globale opvarmning fortsætter i den aktuelle takt.«

Der er omfattende videnskabelig dokumentation for accelereret gletsjerafsmeltning rundt om i verden, men IPCC-angivelsen af årstallet 2035 for Himalaya førte sidste år til indsigelser fra den indiske regering. En rapport bestilt af Indiens miljøminister Jairam Ramesh og offentliggjort i november anfægtede således »den konventionelle visdom« om afsmeltningen i Himalaya.

Uunderbygget forskning

Undersøgelsen dokumenterede ganske vist, at afsmeltningen fra mange gletsjere er accelereret dramatisk de senere år - særlig markant i Sikkim-regionen - men også, at andre gletsjere ikke skrumper hurtigere end før.

»Skønt Himalayas gletsjere skrumper i volumen og konstant viser en vigende front, så har de ikke på nogen måde i de senere år fremvist en unormal årlig tilbagetrækning af samme størrelsesorden som rapporteret for nogle gletsjere i Alaska og Grønland,« hed det i den indiske rapport.

Den fik miljøminister Ramesh til i november at sige, at Himalayas gletsjere ikke skrumpede med en hastighed, der var »historisk alarmerende.«

Dengang afviste formanden for IPCC, inderen Rajendra Pachauri, miljøministerens udsagn.

»Vi har en meget klar ide om, hvad der foregår. Jeg ved ikke, hvorfor ministeren støtter denne uunderbyggede forskning,« sagde Pachauri i november til The Guardian og påpegede, at den indiske rapport anvendte få videnskabelige kilder og ikke var ‘peer reviewed’, dvs. kvalitetskontrolleret af uafhængige forskere.

Telefoninterview

I dag erkender IPCC imidlertid, at selve formuleringen i klimapanelets 2007-rapport om Himalaya-gletsjernes mulige forsvinden i 2035 er en fejl. Oplysningen viser sig at hidrøre fra et telefoninterview med den indiske forsker Syed Hasnain, gennemført tilbage i 1999 af videnskabsjournalisten Fred Pearce og bragt i tidskriftet New Scientist. Derfra fandt oplysingen i 2005 vej til en rapport fra miljøorganisationen WWF, og det er den, IPCC i 2007 angiver som kilde til 2035-oplysningen. Altså i sig selv en information, der ikke var ‘peer reviewed’.

Flere gletsjereksperter har været stærkt skeptiske over for oplysningen efter offentliggørelsen i 2007. Enkle masseberegninger skulle således vise, at det er fysisk umuligt at smelte så store ismasser som Himalayas gletsjere inden 2035, selv med den globale opvarmning og en accelereret smelteproces.

Det er glaciologen Graham Cogley, Trent University i Ontario, der sammen med Fred Pearce har tjekket 1999-oplysningen og gjort opmærksom på, at der mangler videnskabeligt grundlag for årstalsvurderingen.

IPCC’s næstformand, Jean-Pascal van Ypersele, medgav tirsdag over for BBC, at der er sket en fejl i processen, da IPCC skrev sin rapport. Han oplyser, at forløbet nu vil blive undersøgt, og at der vil ske en opstramning af klimapanelets procedurer for tjek af videnskabelige informationer.

Skeptikere i offensiv

Gletsjerfejlen giver i disse dage genlyd på klimaskeptikeres hjemmesider og i medierne. Nogle medier viderebringer historien som vidnesbyrd om, at hele forestillingen om menneskeskabt global opvarmning vakler.

»Den nye klimaforandringsskandale« kaster »ny tvivl over de kontroversielle teorier om global opvarmning,« skrev f.eks. den britiske tabloidavis Daily Express i mandags.

Rajendra Pachauri, IPCC’s formand, bekræftede tirsdag, at baggrunden for 2035-oplysningen vil blive undersøgt. Han vil ikke kommentere selve det faglige spørgsmål inden da, men tog til genmæle mod udsagnene om, at fejlen anfægter hele IPCC’s arbejde og budskabet om menneskeskabt global opvarmning.

»Lad os teoretisk sige, at vi tog fejl med hensyn til et enkelt tal - jeg mener ikke, det på nogen måde undergraver den overvældende videnskabelige dokumentation for, hvad der sker med klimaet på denne klode.«

»Jeg har aldrig selv brugt tallet i mine foredrag,« tilføjede Pachauri.