Dannelse og vækst eller kontrol og mistillid

Forudsætningerne for anerkendelse, og dermed dannelse og vækst, bliver i disse år undergravet af kontrol. Det sker i form af ’klare mål’, tests og andre former for vurderinger og kontrol, der angriber de sociale relationer.

For at belyse de aktuelle sociale udfordringer for folkeskolen må vi se nærmere på nogle grundforhold. Alle børn har brug for at blive anerkendt som den de er i sig selv, ikke som objekt eller middel for den anden, men netop som god nok i sig selv - uden krav om at skulle være en anden eller at skulle yde noget specielt. Vi har alle brug for at blive mødt med åbenhed og nysgerrighed. Det er det alle forældre forsøger så godt de formår; opgaven er at kaste ubetinget kærlighed efter barnet. Normalt vil det føre til basal tillid hos barnet, altså en grundlæggende følelse af, at jeg er god nok som jeg er.

Ud af denne positive selvfølelse flyder selvtilliden nærmest som en kilde. Nu kunne man tro at det omvendte også gjorde sig gældende, altså at en positiv selvfølelse per automatik voksede ud af selvtilliden, men sådan forholder det sig desværre ikke. Dette forhold har familieterapeuten Jesper Juul behandlet bl.a. i artiklen ”selvfølelse og selvtillid”, hvordan selvfølelsen vokser indefra hvorimod selvtilliden bliver sammenlignet med et stillads, der nok støtter, men som skal holdes ved lige udefra, hvis den positive selvfølelse mangler.

Men hvad er det egentlig der er på spil i anerkendelsens på en gang simple, men i praksis ofte meget vanskelige dynamik? Hegel trækker tre grundbetingelser op: Frihed, lighed og samtidighed.

Med frihed menes, at anerkendelsen kun kan gives frit. Det vi ønsker fra den anden er ikke bare den konkrete handling, men den andens begær. At tiltvinge sig en anerkendelse er derved ikke muligt, da vi ikke opnår anerkendelse fra en der bliver tvunget, og som vi ikke selv anser for anerkendelsesværdig.

Med lighed menes, at vi gensidigt betinger hinanden. Vi kan ikke opnå selvbevidsthed uden at se en anden der også er sig selv. Derved kan vi se os selv, i lighed med den anden som jo er sig selv, og derved også forskellig fra os. Vi er på samme tid hinandens grænse og forudsætning, det vil sige at vi anerkender den anden som sig selv, både i sin lighed og sin forskellighed fra os. Derfor forventer vi også at vores egen forskellighed bliver anerkendt, og på denne måde er anerkendelsen en gensidig handling.

Med samtidighed menes at anerkendelsen foregår i umiddelbar, samtidig handling. Det er ikke nok at vi anerkender den anden, vi forventer også at den anden umiddelbart gør det samme overfor os.

Vi kender det fra dagligdagen, når den anden virker tøvende, forstillende eller når der er en misvisning mellem ord og handling. Vi bliver tit usikre på kvaliteten i kontakten. Det er allerede her, på den udvidede kommunikations bane, at vores troværdighed og autencitet kommer i spil.

Disse tre forudsætninger er gældende for alle mellemmenneskelige relationer, og de er temmelig radikale. Vi må vove at satse os selv ved at spille ud med os selv, i håb om at blive grebet af den anden og derved blive anerkendt som os selv. Det går ofte galt, og verden er fyldt med ’brændte børn’, men da vi gensidigt er hinandens forudsætning, kan vi, som sociale individer, ikke bare melde os ud eller give op, uden at det medfører smertelige omkostninger i form af isolerede positioner.

Oftest bliver vi i dagligdagen mødt af vurderinger både i de personlige relationer og fra ’systemets’ side i form af kontrol, eksamener og tests. Udsagnet ”det er vel nok fint” indeholder samtidig muligheden for det modsatte. Vurderinger bygger oftest på ydre sammenligninger og understreger dermed forskellen, uden at understøtte din ret til væren, og fører derved til en følelse af at være forkert.

Selvom den positive vurdering umiddelbart støtter selvtilliden, er det som at få varmen ved at tisse i bukserne. Denne – ikke særligt respektfulde - måde at give selvtillid på er afhængighedsskabende, og dermed i sidste ende frihedsberøvende og undergravende for dannelse af autonome borgere, der samvittighedsfuldt skal bære hinanden og samfundet videre.

Fidusen er egentlig lige så enkel, som den er svær at praktisere. Anerkendelsen indeholder både enhed og forskel. Erkendelsen af den anden som ligeværdig med mig selv, i al sin forskellighed. Jeg anerkender ham som anerkendelsesværdig i sig selv, og dermed mig selv som ditto. Det betyder altså netop ikke, at vi på nogen måde behøver at være enige endsige ens. Der er her tale om værensnivauet, som er uden medfølgende betingelser og krav om at vi skal være anderledes eller om specielle ydelser vi skal opfylde. På den anden side forventes der heller ikke enighed om handlinger og værdier.

Opgaven er følgelig: At vi træner i at være os selv, sammen med andre der også er sig selv. Kunsten at danne sig til ordentlige mennesker, der tager hånd om hinanden i al vores forskellighed. Det er en opgave for livet, som vil fremme samlivet både i familie, skole og samfund. Med hensyn til den faglige undervisning betyder det blot, at læreren skal være så fagligt dygtig, at han er i stand til at se udover det faglige og møde børnene i deres forskellighed. Det faglige opgraderes således til en rød tråd i baghovedet, der gør læreren i stand til at se de specifikke faglige aspekter i alle daglige sammenhænge. Det hedder erfaring og ekspertise.

Det løser selvfølgelig ikke alle problemer, men hvis vi som konsekvens af denne indsigt starter med at fjerne sammenlignende tests, klare mål og andre pottetræningsforanstaltninger, og dernæst genindfører direkte mundtlig dialog som foretrukken metode, så er forudsætningerne skabt på begyndertrinnet.

Vil vi befri hele skolen, skal vi også gå fra den nuværende sammenlignende eksamensform, til en fælles beskrivelse af de enkeltes potentialer, hvor forskelligheden i evner får større plads. Den nuværende eksamensform trækker bindinger helt ned til 4. klasse, i form af rigide indlæringssystemer, og det er ikke tilfældigt at skolelysten aftager kraftigt i de ældre klasser.

Da skolen som bekendt er et spejl af samfundet, vil det være naturligt i forlængelse af ovenstående tankegang at nedlægge flest muligt af de kontrollerende dele af samfundet. Giv tillid tilbage til borgerne – ikke medborgere, forbrugere og andre billige surrogater – men samvittighedsfulde borgere støttet af en rammelovgivning, der giver mulighed for samvittighedsfuldt at påtage sig ansvaret for hinanden.