En ræv uden skumle bagtanker

Dansk politis største succeshistorie er gået på pension. Arbejderdrengen Per Larsen fra Sydhavnen, der på sin første arbejdsdag kom i slagsmål med en fuld flyttemand, har efter 43 år i politiet sagt farvel. Og han kan se tilbage på en karriere, der i særdeleshed er karakteriseret ved hans evne til at undgå netop konfrontationen. Gerne med et smil på læben. Altid positiv. Altovervejende med et pressekorps, der i mødet med hans charme, glemte at stille kritiske spørgsmål. Kun én gang stivnede smilet for alvor. Og kun i karrierens sene efterår begyndte facaden at slå lidt revner.

Historien om chefpolitiinspektør Per Larsen, er dog også historien om hans tidligere chef, politidirektør Hanne Bech Hansen. Historien om, hvordan man efter 18. maj-urolighederne i 1993 stod med et kolossalt imageproblem i politiet. Et problem, makkerparret har æren for blev løst så godt, at det i nogles øjne kan ses som et problem i sig selv. Der blev krævet åbenhed i politiet, og Bech Hansen var ikke sen til at se, at Per Larsen var perfekt til at levere den vare. Han er en gudbenådet kommunikator, med en evne til at få pressens >lettere grinagtige >selvopfattelse som vagthund for borgerne til at forsvinde som dug for solen. Filminstruktør og dokumentarredaktør i DR Anders Riis-Hansen, der i sit arbejde med sin film Blekingegadebanden var i tæt kontakt med Larsen, fremhæver især en episode.

»Det var lige efter rydningen af Ungdomshuset. Det er kun Per Larsen, der med et smil kan slippe afsted med at takke de unge for deres samarbejde og deres opførsel. Ikke én journalist konfronterer ham i den sammenhæng med spørgsmålet om, hvorfor man så netop har lavet Danmarks største masseanholdelse?« siger Anders Riis-Hansen.

Han mener på ingen måde, at det kan overvurderes, at man i de mange sager, der har været fra Blekingegadesagen til klimatopmødet, har haft Per Larsen. For der skal ikke herske tvivl om, at Larsen med sine 43 år i politiet kender spillet og magten og forstår at balancerer i krydsfeltet mellem politik og folkestemning, men han er altid gået til sagen med en uafrystelig folkelighed og umiddelbarhed, som de fleste er faldet for. For sådan er han nemlig bare, eller hvad? Jo, den er god nok. I hvert fald hvis man skal tro hans mangeårige kollega, Hanne Bech Hansen, der startede samarbejdet tilbage i 1988.

»Han er en mand uden nogen som helst evne for svig eller skjulte dagsordner. Han er helt åben og lige ud ad landevejen. Jeg har aldrig nogensinde grebet ham i nogen svinkeærinder. Vi var enige om, at hvis vi lavede en fejl, så skulle vi indrømme det,« siger Hanne Bech Hansen.

Undtagelsen

Per Larsen er altid glad og positiv. For ham er et menneske et menneske. Og så taler han ens til alle, om det er gadebetjenten eller folk oppe i systemet. Han har tilmed aldrig nogensinde været sur, mener Hanne Bech Hansen i første omgang. Men indrømmer dog senere, at Larsen i konfrontationen med Jørn Moos påstande om, at han skulle være medansvarlig for mordet på den 22-årige politibetjent Jesper Egtved Hansen i 1988, en sjælden gang vidste tænder. I et interview på TV2 i oktober sidste år tonede pludselig en tydelig vred Per Larsen frem og kaldte gentagende sine gamle ven Moos konklusioner for sludder, som det ikke var værd at bruge et eneste minut på.

»Men det er også første gange jeg så ham irriteret vil jeg kalde det, jeg ved ikke om han var sur. Men det er ikke sådan, jeg kender ham. Men det er rigtigt, dér så han sur ud,« >siger Hanne Bech Hansen.

Og også Peter Øvig Knudsen, der i forbindelse med sine bøger om Blekingegadebanden mødte en altid positiv og imødekommende Per Larsen, fremhæver netop den episode, som en der skiller sig ud i Larsens karriere.

»Dér var han vred. At han skulle have ansvaret for en kollegas død. Så mister han pludselig al sin charme og derved i virkeligheden også noget af den troværdighed, han har opbygget. Det fungerer slet ikke,« siger Peter Øvig Knudsen.

For Peter Øvig Knudsen er Larsens påståede skyld da også en af de groveste beskyldninger, man kan komme med over for en politimand. Inden for politiet er drab på en kollega i forvejen i en kategori for sig selv >at blive beskyldt af en kollega for at have medvirket til, at det kunne ske, gør kun tingene værre.

»Men det må være vanvittig ærgerligt for ham lige op til, at han skal stoppe. Nu er han lykkedes med i alle de år at snakke uden om de ting, som stadig er mystiske ved Blekingegadesagen, og så mister han fatningen oven på de her urimelige angreb. Det skaber en plet på en ellers pletfri karriere,« siger Øvig Knudsen.

Manden der var medvirkende til, at det gik sådan, Jørn Moos, mener dog, at den mere arrogante side, man så her, er en del af Per Larsen. Man har bare ikke set den så tit, fordi Per Larsen stort set altid har formået at få journalisterne til at købe hans forklaringer. Men insisterer man på, at der er en anden virkelighed end Larsens, så kan smilet faktisk stivne.

Den pensioneret kriminalinspektør har en karriere, der er næsten lige så lang som Larsens, og han har kendt ham siden slutningen af 60erne, hvor de mødtes på Nørrebro. Han vedkender, at Larsen er en glad dreng, »en københavnerdreng med stort K«, med en fantastisk evne til at sælge sine synspunkter. Han kommer således næsten også altid igennem med det, han vil. Men når han så en sjælden gang møder kritik, som f.eks. fra politifolkene i Lyngby, der er frustrerede over manglende informationer i Blekingegadesagen, så demonstrerer han, ifølge Moos, en nedladende holdning. Han er ikke vant til kritik og verfer den til side, uden at tage den til sig.

»Han er ekstremt god til at drible uden om. Og derved undgå at folk lægger mærke til, at han rent faktisk ikke svarer på de mest kritiske spørgsmål. Men der, hvor det gør mest ondt, der er han rent faktisk tavs og det er problematisk,« siger Jørn Moos.

Et indtryk som Peter Øvig Knudsen kan nikke genkendende til:

»Han er fantastisk til at tale uden om. Når man prøver, at komme ind under huden, spørger ind til konkrete begivenheder og leder efter konkrete svar, så får man altså ikke nogen. Alligevel kan man gå fra et sådan interview med en fornemmelse af, at: Per Larsen, han er sgu en guttermand, fordi han stadig er, som han er.«

Ja betyder nej

Så selvom man ifølge både Riis-Hansen og Øvig Knudsen, næsten altid får et:Det gør vi da bare, eller et: Ja, selvfølgelig, så kan det i virkeligheden godt vise sig, at der ikke nødvendigvis kommer så meget ud af det. Nogle gange er det mere form end indhold. Og bliver man ved og ved, så kan man altså ifølge Moos, møde en mindre dialogvillig Per Larsen.

»Han kan være nedladende og lidt plat i sit sprogbrug, når folk ikke vil rette ind. Når han f.eks. siger til mig, at jeg ikke har en skid forstand på noget, og at det sætter hans pis i kog, når jeg gerne vil til bunds i det her. Det burde han sin position taget i betragtning holde sig for god til,« siger Jørn Moos.

Det sagt, så mener Moos stadig, at Per Larsen er en superbegavet og åben politimand, tingene skal bare helst passe ind i det skønmaleri, som han tegner.

Men nu er dine anklager vel også særdeles grove?

»Jeg siger jo ikke, at han er medskyldig. Jeg siger, han har et medansvar, når han ikke giver de mistanker, der ligger, videre i systemet. Kom dog ud og indrøm, at man ikke gjorde arbejdet godt nok,« siger Jørn Moos.

Man det har han da også indrømmet…

»Nej, han bliver jo vred over det, når man ikke bare vil købe hans udlægning. Der er altså stadig kritiske spørgsmål at stille, og stadig ting der ikke er kommet frem. Hvorfor skal det være så svært at få det frem efter alle disse år?« siger Jørn Moos.

Per Larsens image er altså næsten pletfrit, selv om det kræver særdeles grundigt arbejde at komme dertil, hvor noget hænger fast. Et faktum, der kunne opleves for nylig, da P1s Jesper Tynell havde Per Larsen igennem til en snak om, hvor lang tid det tager politiet at finde tre limousiner på en parkeringsplads. For selvom det lyder som en molbohistorie, og Tynell med Cavling-vindende grundighed danser rundt om politiets beslutningsprocesser og efterforskning omkring de tre Greenpeace-aktivister, der slap ind til middag hos dronningen, så giver Larsen sig ikke. Og selv om Larsen ændrer forklaring om, hvornår man fandt bilerne fra den ene dag til den anden, så bliver han blot ved med den samme afmonterende retorik. Det er helt udramatisk, forstår man. Et spørgsmål om helt almindelige procedurer. Der er med andre ord ingen historie. Det har der faktisk aldrig rigtigt været, når man spørger Larsen.

Eftermæle

En udlægning han er særdeles god til at sælge, og som hvor uendelig forventelig den må siges at være ofte har bragt lykke i pressen. Ingen alarmklokker her. 1-0 til politiet, kunne man f.eks. læse i en positiv leder i Ekstra Bladet i forbindelse med klimatopmødet i København oven på politiets indsats. Spørgsmålet er bare, hvem der i virkeligheden taber, når politiet i den grad har pressen på sin side?

»Men man må nok bare erkende, at dansk presse ofte er kommet til kort over for Per Larsen. Man er faldet for hans åbne stil, hans villighed til at stille op og hans vindende væsen. Det lyder banalt, men det er sådan, det er,« siger Anders Riis-Hansen.

Og dem, Information har talt med, er da også alle enige om, at det, man primært vil huske Per Larsen for, er hans reformation af politiets image. Fra oven på 18. maj at stå over for en dyb mistillid mellem borgere, presse, politikere og politit fik man skabt et billede af et anderledes åbent politi, personificeret ved Per Larsen.

Et image, der overlevede flere topmøder, rydningen af både Pusherstreet og Ungdomshuset, samt ubegrundede masseanholdelser på samlebånd.

»Han har været en helt uvurderlig gevinst for Københavns Politi, det kan der slet ikke være tvivl om. Han havde sammen med Hanne Bech Hansen evnen til at vende en meget uheldig udvikling og gøre politiet folkeligt igen,« >siger Peter Øvig Knudsen.

Også Moos ser hans måde at håndtere offentligheden på som det, der vil kendetegne Per Larsen, når han nu ikke længere er politiets menneskelige ansigt.

»Han har ændret synet på politiet. Det har han. Fra et lavpunkt den 18. maj 1993 har han formået at vende bøtten, da der var allermest brug for det,« siger Jørn Moos.

Det kunne se ud som om, at Per Larsen er en af de få, der lærer af sine fejl. Hans første møde som politibetjent lærte ham vigtigheden af kommunikationen og hans erfaringer med Blekingegadebanden altid at være et skridt foran. Hans medskyldige i den proces er da heller ikke bleg for at anerkende sin nu tidligere makkers talent. Hun har faktisk svært ved at finde en tilstrækkelig rosende formulering.

»En dygtig … en rigtigt dygtig … en af de dygtigste politifolk i Danmark overhovedet. En som var god til at samle og finde løsninger og med et aldrig svigtende humør. Lige bortset fra det der med Moos,« siger Hanne Bech Hansen og griner.