Det er ligegyldigt, om problemerne findes i virkeligheden. Bare løsningerne virker. Det sagde statsministeren i denne uge. Og så hamrede han løs på det afskyelige menneskesyn. Og straks bød Pia Kjærsgaard ham velkommen i værdikampen. Til gengæld måtte hun sige farvel til én fra sit eget parti, som tog afsked med værdikampen. Det er ikke nyt, at medlemmer melder sig ud af Dansk Folkeparti. Det plejer at ske som konsekvens af topstyringen. Det nye ved Christian H. Hansens afgang var hans begrundelse: Det var blevet til for meget snak om flygtninge, indvandrere og burka, som ifølge Hansen er latterlige temaer i forhold til virkelige problemer som krise, klima og ledighed. I samme uge tog Søren Krarup afstand fra det danske folk, som i en meningsmåling mente noget andet end ham selv, og Krarup måtte minde om, at han »gudskelov« vidste bedre end folket selv, hvad folket mente. Så debatten om udlændinge er ikke slut, men som sandheden om samtiden synes den udspillet. Allerede sidste år blev det greb løsnet, der har sikret de hårde herredømmet i offentligheden. Irakerne i kirken blev sendt hjem, men det var en tabersag for ministeren, og statsministeren stillede sig ikke stolt op og pralede med, hvor fast og fair det var. Det gik ikke med minareterne, som det gik med dommerne og tørklæderne for et par år siden. Den lille sag overtog ikke den store dagsorden. For ikke så længe siden var disse diskussioner indbegrebet af den politiske virkelighed. Nu er det så lige meget, om det er virkeligt.
Det store spørgsmål er, hvad der i et årti gjorde udlændingedebatten til den store sag for samtiden, og hvorfor den måske ikke er det længere. Man kan sige, at virkeligheden er en anden: Markant mange flere indvandrere end for ti år siden er kommet i arbejde i dag. Det er en indikation på overraskende vellykket integration, at unge kvinder med minoritetsbaggrund nu uddanner sig mere end unge med gammeldansk baggrund. Men omvendt er andelen af kriminelle indvandrere steget, og unge efterkommere er alarmerende mere kriminelle end førstegenerationsindvandrere.
Debatten var nu ikke holdningerne
Nogen vil hævde, at debatten blev overflødig, fordi problemet blev løst. Det siges, at det var brutalt, men nødvendigt, hvad regeringen udrettede. Denne udlægning antager, at debatten blev ført som et møde mellem rationelle teknikere, som analyserede et problem og udviklede en løsning. Men debatten har ikke været rationel problemløsning. Den har været rasende, og det har ikke været en debat: det har været en lang gang verbale bank til de bløde fra de hårde. De bløde kunne enten sige fra og stå af eller sige til og stige på de andres vogn.
Denne udlægning antager også en direkte forbindelse mellem den offentlige debat og den politiske administration. Men Danmarks Statistiks opgørelse Indvandrere 2009 viser, at indvandringen ikke er faldet siden 2001. Der er tendenser til en anden form for indvandring, idet det er blevet nemmere for folk, som kan gøre sig gældende på arbejdsmarkedet at komme ind i Danmark. Den sammenhængskraft, der som en gal kæphest har galoperet rundt i den offentlige manege siden 2001, handler i administrativ praksis ikke om værdier eller om kultur. Sammenhængskraften bestemmes økonomisk: De produktive kan komme ind, og de formodede uproduktive må blive ude. Det er nærmere Dansk Industri end Dansk Folkeparti, som styrer kriterier for tilstrømningen. Det offentlige slagsmål har handlet om, om det var legitimt at sætte tal på, hvor mange man ville have ind. Men den administrative praksis har ikke orienteret sig efter antallet af indvandrere, det har handlet om kapital og kvalifikationer. Man kan sige, at VærdiDanmark vandt den offentlige debat, mens KonkurrenceDanmark vandt den administrative praksis. Denne splittelse blev tydelig, da det i sommeren 2008 kom frem, at regeringen Fogh, der offentligt hyldede 24 års-reglen som national selvbeskyttelse, havde undermineret samme regel ved i EU-regi at vedtage opholdsdirektivet. Ved sin afsked som statsminister fremhævede Anders Fogh Rasmussen selv, at det i hans tid var blevet nemmere for de produktive at komme ind i Danmark. Han undsagde sin offentlige kulturkamp og hyldede sit administrative værk.
Det påfaldende er ikke alene, at tilstrømningen er den samme, mens den offentlige kamp er forandret. Nationale værdiundersøgelser viser, at borgerne har de samme holdninger i dag som for 30 år siden. Den offentlige debat er dramatisk, mens de personlige holdninger er anderledes konstante. Man tager således fejl, hvis man tror, at den offentlige debat gengiver danskernes holdninger. Meget er forandret i den offentlige debat, men meget lidt er forandret i antallet af indvandrere og i befolkningens holdninger. Det blev for 10 år regnet for racistisk at stille legitime spørgsmål til grænser for indvandring og kriterier for suverænitet. Det bliver i dag regnet for utilstedeligt at nedgøre andre som racister eller fremmedhadere. Det virker ikke længere som eksklusion.
Måske var den toneangivende vrede ikke rettet mod indvandrere, men mod dem, der ville bestemme, hvordan man skulle tale om indvandrere. Raseriet mod Tøger Seidenfaden, Politiken og pladderhumanister var større end vreden mod Ahmed Akkari & co.
Det var således ikke en kamp om befolkningens holdninger, men et opgør med de moralske opdragere: Man ville ikke høre på dem længere. Udlændingedebatten er motor i samme historie som straffedebatten og EU. Vi ved godt, hvad de kloge mener, men vi ved også, at de ikke overbeviser resten. Det er spørgsmål om nationalitet, straf, retfærdighed og suverænitet, som ikke kan ekspederes af offentlige opdragere. Og det, der er forandret offentligt siden 2001, er, at de gamle offentlige opdragere er detroniserede. Fjenden er væk, humanisterne marginaliseret og fronterne forandrede. Det er derfor ikke til at se, hvem statsministeren slår på, når han hamrer løs på det afskyelige menneskesyn. Han ved ikke, om det findes i virkeligheden, men han regner med, det stadig virker. Han er endt i den kamp, som han ville ud af. Det ser ud, som om han slår sig selv i hovedet.
Kommentarer
Mon de kloge også omfatter bedreviden journalister, redaktører, spindoktorer og politiske kommentatorer ?
Du har så ret i din galoperende hest. Det kender vi også fra kommunernes virke, hvor værdisættet (sandhedsregimet om du vil) reguleres på økonomiske vilkår. Men kan det mon være anderledes? Hvis der hverken er råd til blødere værdier eller åbne grænser, nytter det vel ikke noget?
Og så tænker jeg.. har man ikke først vundet den offentlige debat, når den politiske praksis er gennemført i virkeligheden?
Rune Lykkeberg fremsætter for Gud ved hvilken gang, sin hypotese om, at det er ”Den kulturelle overklase” der er skyld i al landsens ulykker.
Påstanden bliver desværre for Rune Lykkeberg ikke mere sand og mindre fjollet af at blive gentaget i det uendelige…
I opgøret med ‘smagsdommerne’ gemmer sig klart fornemmelsen af at være uartig - ikke, at man selv ved bedre, for man ved udmærket godt, at de, der har undersøgt sagerne og måske skrevet bøger og artikler om dem har ret; men nu bliver man lyttet til, og derfor går det så galt med samfundet. Det må være kommet bag på en masse, der uden at blive fanget på deres holdninger har kørt på med ‘hårde værdier’, pludselig har oplevet at få deres tanker ophøjet til lov. Det var næppe deres ønske, og det har da også kun ført landet ad h til.
>> Raseriet mod Tøger Seidenfaden, Politiken og pladderhumanister var større end vreden mod Ahmed Akkari & co
Det er en essentiel pointe i artiklen, og jeg tror at indvandring fylder mindre i debatten i dag, fordi vi efterhånden har bevæget os væk fra det ideologiske slag mod Politiken/DR/pladderhumanisterne - i og med at der nu er stort set konsensus på området - og derfor går over til en mere teknisk, saglig diskussion af hvordan vi praktisk håndterer og styrer indvandringen. Det er umådeligt mere produktivt og konstruktivt, men opgøret med kultureliten var den nødvendige forudsætning.
Claus Rasmussen, du må gerne uddybe: mener du virkelig, at folk har haft behov for barnlige oprør mod dem, der har mere indsigt i spørgsmålene - ikke nødvendigvis fordi de er klogere, men fordi de har brugt lang tid på at forstå komplekse sammenhænge?
Jeg tror, at der snarere er tale om en naturlig træthed efter at folk har hidset sig op over småting og betydeligt mere reelle og betydende problemer melder deres ankomst.
Desværre vil mange, der ikke har fulgt regeringens underløb af det danske arbejdsmarked, mens de har brølet ligegyldigt op mod ‘muslimerne’, blive chokerede, når de opdager, hvilke barske vilkår arbejdsløse nu udsættes for.
Kære Rune Lykkeberg.
Alså - vi har en befolkning i DK, som bliver gennemsnitligt ældre og ældre, hvilket truer velfærdsstaten, for der bliver relativt færre til at betale de skatter og afgifter, der betaler velfærden.
I den situation kan vi ( desværre ) ikke lukke en stribe af fattige , uuddannede menesker fra andre lande ind i DK , som skal på socialhjælp fra første dag - for så bliver velfærdsstaten umulig at finansiere.
DK’s indvandringspolitik er i bund og grund dikteret af ønsket om at bevare velfærdsstaten (efterløn, folkepension,sygehusvæsen , hjemmehjælp , kulturstøtten o s v).
Er det galt at prøve at bevare det, som vi har bygget op gennem mange år fra Stauning og frem ? Vi har selv betalt det, og vi har sørget for at have god regeringsførelse i DK og vi har slået ned på tendenser til korruption og bestikkelse o s v - vores velfærd er ikke opnået på bekostning af andre i udlandet.
Vi har selv betalt det - ja, med blodpenge fra slavehandel, neo-imperialisme og salg af smør og bacon til Hitler..
@Peter Hansen
>> mener du virkelig, at folk har haft behov for barnlige oprør mod dem, der har mere indsigt i spørgsmålene
I din formulering ligger, 1). at folk, der ikke er enige med dig, er “barnlige”, og 2). at folk, der er enige med dig har “indsigt”.
Jeg vil lade 1). være ukommenteret. Mht. 2). så kan nok så megen “indsigt” ikke kompensere for ren interesse: Store dele af befolkningen har ingen interesse - hverken økonomisk eller kulturelt - i den indvandringspolitik, der blev ført frem til 2001.
Underklassen har ingen interesse i at få en masse lavtlønnet konkurrence og i at blive kulturelt trængt af en selvhævdene og hårdhændet muslimsk kultur på den ene side, og af elitens bedreviden og foragt på den anden. Og den veluddannede middelklasse har ingen interesse i at få en ny underklasse at føde på, og på at få fortalt hvad de skal mene og tænke af kultureliten. Vi kan altså godt tænke selv, skal jeg hilse og sige.
Det er mig i øvrigt en konstant kilde til undren, at den gamle venstrefløj ser ud til fuldstændigt at have opgivet klasseanalysen som redskab til at forstå samfundet og i stedet har omfavnet den kulturradikale ide om, at alt er lige godt (og at dem, der mener andet er dumme/onde/barnlige/hvad-ved-jeg)
Jeg er gået over til at læse kommentarerne før artiklen . Men artiklen er da også ok .
Indvandrerdebatten har helt klart været topstyret, eller også har den helt klart været 20 år undervejs . Der måtte jo komme en debat på et eller andet tidspunkt .
“vores velfærd er ikke opnået på bekostning af andre i udlandet.”
Skriver Robert Kroll til slut i sit indlæg.
Tænker vi nogensinde på hvordan der mon ser ud, og hvordan folk lever, hvor alle vores industriprodukter nu bliver fremstillet?
Lykkeberg: “Man kan sige, at VærdiDanmark vandt den offentlige debat, mens KonkurrenceDanmark vandt den administrative praksis.”
Eller som det hed i Clintons præsidentvalgkamp i 1992:
It’s the economy, stupid
Claus,
Citat: Det er mig i øvrigt en konstant kilde til undren, at den gamle venstrefløj ser ud til fuldstændigt at have opgivet klasseanalysen som redskab til at forstå samfundet
Spørgsmålet er jo i virkeligeheden om venstrefløjen nu også har opgivet klasseanalysen … Med dens insisteren på fri adagang for alle inviterer venstrefløjen jo netop den udannede underklasse ind i landet, den klasse som er en forudsætning for videreførelsen (eller rettere udførelsen) af de gamle idealer .. Den bekveme, danske middelklasse kan jo af gode grunde ikke bruges til den slags ..
Venstrefløjens interesse i tilvejebringelsen af ikke-modernitetsparate indvandrere i tusindtal, må enten bunde i en afgrundsdyb naiv tilgang til bekæmpelsen af verdens fattigdom, eller en mere kynisk politisk kalkulation angående nødvendigheden af et proletariat, først benyttet som stemmekvæg og dernæst som grundlag for eventuelle revolutionære aktiviteter.
Der findes ikke længere en venstrefløj i Danmark.
@Niklas
Spørgsmålet er jo i virkeligeheden om venstrefløjen nu også har opgivet klasseanalysen
Det tror jeg faktisk. Venstrefløjen har indtil for relativt nylig haft store problemer med at forstå DF og deres vælgere. Behovet for den forståelse var akut efter valget i 2001, men det lyser ud af kommentarer og udtalelser, at venstrefløjen ikke har haft noget begrebsapparat, der kunne forklare, at arbejdervælgerne vendte dem ryggen.
Forklaringen havde ellers ligget på den flade, hvis man havde kørt en klassisk marxistisk analyse, men i stedet omfavnede man kulturradikalismens ide om at alt er lige godt. Og man adopterede oven i købet de kulturradikales arrogance og selvbevisthed i en grad, så man hørte socialdemokrater håne Pia Kjærsgaard for hendes baggrund som ufaglært !
Jeg forstår det simpelthen ikke. Men en gang i mellem, kan jeg da tænke, at de gemte den væk, da de gamle socialister blev offenligt ansatte, mens de privatansatte arbejderne betalte deres løn over skatten. Så hvem er udbytterne her ;-)