Forgangne uge præsenteredes landets avislæsere for en af de mere særprægede annoncer i de senere år, hvor man ellers har været godt vant: et helsides opråb mod dyremishandling, dyresex og dyrebordeller. Nogen har måske været klar over at der findes dyre bordeller, men det andet vidste til eksempel denne skribent ikke. Måske de gamle cowboydere havde noget lignende i tankerne, når de lænet op ad den lange bardisk fantaserede om præriebyens little henhouse. I så fald må man give annoncøren ret; det kan blive for meget af det gode med al den grisebasse.

At en grænse for løjerne var nået, blev man klar over, da Dansk Folkepartis Peter Skaarup ikke meldte sig med sine sædvanlige krav om stramninger og mere straf. Derimod kom hans partiboss op i feltet, ikke over den animalske kønslighed, men over burkaundersøgelsen. Den var præmaturt set så åndssvag i sit spinkle indhold at ministeriet kviede sig. Af gode grunde kunne udvalget ikke finde de burkaer, man var sat til at lede efter - kort sagt: burkaer i det danske gadebillede er en så stor sjældenhed at fænomenet næppe lader sig registrere. Svaret er det enkle som i sin tid med koldkrigsrapporten: så må der straks laves en ny undersøgelse, én der giver DF ret. Eller som Naser Khader så på sagen: det er for så vidt ligegyldigt at der ikke findes burkaer i Danmark, det er princippet det drejede sig om. Unægteligt må der være mange principper vedr. aldrig forekommende adfærd, der så bør slås fast ved lov. Elastikudspring fra Langebro iført grønne netstrømper, erektion og halvmaske. Kønslig omgang med kogt torsk i kirketiden. Kun fantasien sætter grænser for principperne der mere og mere kommer til at ligne pietisternes (de danskes) og andre puritanske bevægelsers adfærdsregulerende bestræbelser med den slet skjulte drøm om det uniformerede menneske. Ugen scorede med bebudelsen af et burkaforbud atter rekord i denne iver efter at få styr på borgerne helt ned i sokkeholderne.

Vi’ danskere

The usual gang var parat med Søren Pind i fri dressur: ‘Vi’, ‘danskerne’ bør møde de fremmede med en »fast udstrakt hånd«. Hvordan en sådan ser ud, kan man kun gisne om, men hjælpe lidt på forståelsen ved partifælle Birthe Rønn Hornbechs opførsel. Kun en tåbe frygter ikke mødet med denne bekvemmelighedskristnes faste udstrakte hænder parate til kværkning af det sidste håb for de udstødte.

Borgerne her i landet er i omtale blevet vis og hedder nu konsekvent i medierne enten dette vi eller danskerne. Åbenbart som understregning af stammemedlemskabet. Prostitueringen af nationalitetens symboler og sprog er taget ekstremt til i de seneste år, og journalisterne følger søvngængeragtigt med i processen. Eller fører an og fører an. Meget få i de elektroniske medier fraviger sprognormen eller fornyer den, men laller bevidstløst med på vi og danskerne og danske værdier og sammenhængskraften og danskerne én gang til.

Jargonen er udtryk for grov tendens eller bevidstløs hjernevask og skal give udseende af fællesskab og samdrægtighed, kategoriseringer der markerer afstanden mellem dem og os. Det gælder såmænd også adfærden inde i stammen. Griller man ikke, når tv-meteorologen forsorent siger at nu er det grillevejr, er man sat af. Mener man at grill er usundt og tåbeligt, når man nu er i besiddelse af ordentlige indendørs madlavningsfaciliteter og dyrt køkken og ikke vil sidde i halvkulden og gnave halvråt og sodsværtet sekundakød fra Netto i sig, er man ikke med. Så er man fin på den og læser sikkert også bøger, der ikke kun handler om fiktivt kriminelle svenskere.

Bundens elite

Den nye politiske korrekthed ligger i vi’et og i danskerne og det danske og i at være alt andet end dannet og elitær men forholde sig aktivt interesseret til omvalsende amatører med lår i skoene, udløbsdatoen for modedillen stemplet på ryggen og med den redebonne skadefro parat til dåd. At man ikke kan grine af banaliteter og platheder serveret af en eller anden talentløs standupper med en tekst der er lige så spændende som vandpumpet kødpølse i skiver, opfattes af den nye elite - regnet fra bunden - som højrøvethed. Det er der sådan set ikke noget nyt i, det er blot blevet en yderligere magtfaktor i slipstrømmen på Fogh Rasmussens erklærede og magtfuldt iscenesatte mindreværdskomplekser dengang i den fatale nytårstale, der satte standarden for de næste otte år, måske længere. Ikke et systemskifte i ordets historiske betydning, så megen varig indflydelse får bøvetheden trods alt ikke, det må man da håbe, men en national, kulturel og moralsk nedtur af de helt store i danskernes ikke særligt glorværdige historie.

Den minimerede stat

Én ting i hvert fald vil undre historikere om 100 år eller mindre: det er den danske regerings adfærd i verdenskrisen, hvis fulde effekt snarere end før viser sig nu. Utallige gange er tidligere finansminister Thor Pedersen citeret for den med at kunne købe hele verden. Den labile mand, hvis tolkning af folketingsformandskabets naturlige og traditionelle ytringsbegrænsninger er en mellemting mellem det groft uanstændige og anarkistisk befriende, tog dog det forbehold dengang at konjunkturerne kunne svinge. Det gjorde de så også, men jo først efter års liberalistiske forsikringer om at markedet klarer alt, og at det kun kunne gå fremad for alle. Det kunne det så ikke. Noget andet er den nuværende statsminister - også han jo tidligere finansminister - og hans nytårstale. Herligt blottet for våset om værdier, men også for de dystre varsler om indgreb i hele det danske statslige og kommunale legeme lanceret af samme mand godt fjorten dage senere, nu iført en stramtsiddende Lene Espersen. Det må da undre eftertiden at en statsminister ikke lige benytter anledningen førstenytårsdag, når borgerne nu alligevel sidder parate og modtagelige med ispose på hovedet og fortæller dem at det for resten går ad helvede til. Hvad værre er at samme mand, der givetvis er lige så stærk i den liberalistiske overtro, ja endda mere end forgængeren men uden dennes uforsonlighed, ikke åbent erkender at de nedskæringer der nu kommer i den statslige og kommunale sektor er et stort skridt mod den minimerede stat. Ikke minimalstaten, den er der langt til, men en stadigt mere svækket offentlig sektor. I stedet for vedblivende og falsk at hævde velfærdssamfundets videreførelse. Roald Als i Politiken tegnede atter en præcis kommentar: Løkke R. i færd med at skubbe en hospitalsseng med danskeren i klaphat og ølvom ud af et offentligt sygehus over på et privat.

En sand statsmand står frem og bekender åbent sine planer.

Tager DF afstand?

Komikken findes igen i DF, hvis vælgere er opskræmte ved tanken om velfærdssamfundets afvikling, men hvis parti er i fuld sving med lige netop dét og siger det modsatte. Det er altid nyttigt at huske DFs ideologiske udgangspunkt i Mogens Glistrups anarkistiske skattenægterbevægelse, hvis mål ikke var minimalstaten men nul-staten. Hvornår har ‘vi’ hørt Pia Kjærsgaard og Thulesen Dahl tage afstand fra disse forhenværende synspunkter eller offentligt træde frem og afsværge det farlige sludder, de stod for dengang og på hvilke de blev valgt? Når de nu selv er så hidsige med sindelagskontrol, er det da ikke uden betydning, hvilke personer og hvilke holdninger der i virkeligheden fjæler sig bag deres bedrageriske formummelse. Mod den er en burka kun spindelvæv.