Det er for kunstens skyld, at Det Kongelige Teater beder om flere penge. Det understreger teaterchef Erik Jacobsen, der netop har besluttet at nedlægge 35 fuldtidsstillinger og aflyse fem forestillinger på næste års repertoire som følge af et underskud på 12 millioner kr.

»Jeg vil sige til politikerne, at enten kører vi videre på et aktivitetsniveau, som svarer til det, vi nu har skåret det ned til - og det, synes jeg, ikke er en optimal udnyttelse af vores bygninger. Eller også bliver vi nødt til at have nogle flere penge at lave kunst for,« siger han.

Hvor mange flere penge, der er brug for, ønsker Erik Jacobsen dog ikke at afsløre. Men der bliver »selvfølgelig lavet et udspil om det til næste år.«

Han forklarer, at en stadig større andel af teatrets midler går til bygningsdrift, selv om Det Kongelige Teater har fået tildelt flere penge, efter Operaen og Skuespilhuset kom til:

»Ejendomsskat, energi, vinduespudsning osv. På ni år er det steget med 100 millioner, så vi nu bruger 10 procent mindre til kunst og 10 procent mere til bygningerne. Det er vores situation i en nøddeskal.«

Kultur koster

Ifølge Erik Jacobsen er det et uomgængeligt faktum, at det er dyrt at drive en nationalscene.

»Det er klart, at hvis du vil have en operakunst og et klassisk balletkompagni i Danmark, så koster det utrolig mange penge. Vi har 90 balletdansere og et orkester med over 100 mand. Det er et valg, at man vil have et kultursamfund,« siger han og fortsætter:

»Dertil kommer, at når samfundet har brugt 2,5 milliarder på Operahuset og næsten en milliard på Skuespilhuset, så ville det være fuldstændig meningsløst, hvis man ikke vil lave kunst i husene. Den første beslutning må også have nogle følger.«

Teaterchefen understreger, at danskerne skam får noget for de mange penge:

»Som uddannelses- og kunstinstitution er Det Kongelige Teater en slags moderinstitution for kulturlivet. Det rækker langt ud i samfundet. Se alle de skuespillere, der er i fjernsynet. De er hele tiden på Det Kongelige Teater, og mange af dem har fået deres uddannelse hos os.«

Kritiske røsters påstand om, at det imidlertid kun er en lille kulturelite, der nogensinde får skuespillerne hjemme fra fjernsynet at se på de skrå brædder, giver Erik Jakobsen ikke meget for.

»Når vi laver de store arrangementer og er rundt i landet med udendørsforestillinger, når vi faktisk ud til mange mennesker. De undersøgelser, jeg har set, viser også, at størstedelen af danskerne vil have et Kongelige Teater, for det hører med til at være et kultursamfund,« siger han.

Én for alle

Mere bekymrede er det ifølge Erik Jacobsen, at tilskuertallet er dalet markant. Det Kongelige Teater har kun solgt 578.000 billetter i 2009, hvilket er 206.000 eller mere end 25 procent færre end sidste år, hvor et billetsalg på 784.000 slog alle rekorder.

»Det er selvfølgelig krisen, der rammer os. Vi ligger noget under, hvad vi havde budgetteret med, og det er et problem, hvis vi ikke får rettet op. Det er elementært, at når folk ikke har mange penge, går de ikke i teatret,« siger han. Det bliver dog ikke noget problem for Det Kongelige Teater at opfylde resultatkontrakten med kulturministeren, fastslår Erik Jacobsen. I perioden 2008-2011 skal teatret sælge mindst 580.000 billetter i gennemsnit om året, og selvom første års salg ligger et par tusinde under målet, skal næste år nok rette op på regnskabet.

Til sommer er der nemlig De Tre Musketerer i Dyrehaven, og de nordsjællandske udendørsforestillinger trækker ifølge teaterchefen altid store mængder tilskuere til.