Fredag udspillede der sig i Kreml i Moskva en helt usædvanlig åbenhjertig og heftig dialog mellem det siddende regime, præsident Dmitrij Medvedev, premierminister Vladimir Putin, lederne af de partier, som med Kremls billigelse sidder i parlamentet, provinsledere og lederne af de oppositionspartier, som Kreml under Putin har presset ud af parlamentet. Der var, som noget helt usædvanligt i dagens Rusland, tale om ægte diskussion, dialog og åbenhed. Det er Rusland ikke forvænt med, men præsident Medvedev havde for første gang i lang tid samlet det såkaldte Statsråd og inviteret ledere af alle Ruslands officielt registrerede partier med. Formålet var at diskutere udviklingen af det russiske politiske system og demokratiet.
Det var aldrig sket under Putin, der som bekendt har stået for en række begrænsninger af det russiske demokrati: statskontrol med medierne, kontrol med parlamentet og hindringer for mindre partiers adgang til at komme ind - hvilket har givet Putins støtteparti Et Forenet Rusland total dominans i parlamentet - afskaffelse af valg af provinsledere til fordel for udnævnelser samt talrige administrative hindringer af oppositionens muligheder for at holde møder, demonstrationer og komme i medierne. Alt det, som Putin selv har kaldt »kontrollerbart demokrati«.
På den baggrund virker Putins eget bidrag på Statsrådet da også som en rød klud på oppositionen. Putin sagde nemlig, at Rusland bestemt ikke må udvikle sig i retning af et autoritært styre, som mange mener, det allerede er, eller diktatur, som han med rette hævdede findes i mange andre postsovjetiske stater.
Han sagde imidlertid også, at der heller ikke måtte ske en »ukrainisering af Rusland«. Hvad mener han med det? At Rusland ikke skal have frie valg og frie medier, hvor det siddende styre risikerer at blive skiftet ud via folkets stemmeafgivelse.
Storm af kritik
Medvedev mener åbenbart, at tiden er inde til at demokratisere systemet og lytte til oppositionen. Diskussionerne på Statsrådet var skarpe og der blev ikke enighed om ret meget. Men selve det faktum, at dialogen er i fuld gang, er et opmuntrende element i det ellers apatiske politiske liv i Rusland.
Stort set alle partiledere, undtagen lederen af Et Forenet Rusland, Vladimir Putin, sendte en storm af kritiske kommentarer til Medvedev om, hvordan oppositionen bliver holdt nede på landsplan og ude i provinserne, om valgsvindel ved lokalvalgene sidste år og om det korrupte retssystem. Nogle talte om, at systemet i Rusland er ved at udvikle sig til et sovjetisk system uden Kommunistpartiet, men med regimets, oligarkernes og bureaukratiets parti, Et Forenet Rusland, i stedet for.
»En tilbagevenden til det politiske system fra Sovjetunionen er utænkelig,« svarede Medvedev, »og det ønsker vi heller ikke«. Han bebudede samtidig, at han ville komme med lovforslag til at nedsætte spærregrænsen for partier i lokalparlamenter til fem procent og i øvrigt gøre alt for at modernisere og demokratisere det politiske system. »Som det er nu, så fungerer systemet ikke perfekt, men det fungerer trods alt«, sagde Medvedev og tilføjede, at repræsentationen i parlamentet og ude i provinserne trods alt afspejler det brede spektrum af politiske holdninger i landet.
Ren fiktion
Heri er tidligere premier- minister Michail Kasjanov bestemt ikke enig. I sin blog skriver han, at de foreslåede demokratiseringer og moderniseringer af systemet er ren fiktion. Ifølge Kasjanov er systemet og valg i Rusland helt under regimets kontrol og tjener kun det formål at holde regimet ved magten. Kasjanov mener, at hvis ikke der komme ægte demokrati og frihed, er Rusland på vej ned i afgrunden med økonomisk undergang og blodsudgydelser.
Kasjanov mener, at Medvedevs gentagne opfordringer til modernisering af det russiske samfund, demokrati og nu en dialog med oppositionen blot er et forsøg på at tage gassen af ballonen. En ballon fuld af frustrationer og vrede i det russiske samfund over det siddende regimes mangel på lydhørhed, det manglende demokrati, politiets, embedsmændenes og retssystemets overgreb og krydret med økonomisk krise og arbejdsløshed.
Bag præsident Medvedevs udstrakte hånd anes imidlertid også dels et ægte ønske om forandring, dels endnu et nødråb om hjælp fra befolkningen og oppositionen til at komme ud af Putins og det bureaukratiske systems jerngreb. De kommende måneder vil vise, om det lykkes for Medvedev.
Kommentarer
Til din oplysning Per, så har Putin opbakning af 75% af befolkningen og Medvedev 71%. Al den snak om vold og blodudgydelser er ren vrøvl. Jeg har lige læst professor Richard Sakwas: “Putin Russia`s choice “og “Russian Politics and Society”. Det er 180 graders forskel. Mon ikke du lige skulle studere lidt? Desuden kan jeg følge ukrainsk og russisk tv. Jeg synes virkelig du mangler balance.
Stig Bøg,
Jeg kan forstå, at du med din opfordring til artiklens forfatter om at studere lidt, retter kritik mod artiklens indhold.
Men hvad er dine argumenter udover, at du kan se ukrainsk og russisk tv og diverse galluptal. Hvad kan vi andre bruge det til?
Hvor går Per Dalgård galt i byen i hans artikels indhold?
Svend.
Til din oplysning bruger Per Kasjanov som argument for, at det er helt galt i Rusland. Det er den sidste person man spøger. Han kunne let købes af USA og han er uden betydning i Rusland. Hvad kan han sige, fordi han blev sparket ud og ingen russer gider ham. Et nul der forsøger at svine Putin og Medvedev. Hvad kunne Kasjanov give til Rusland?
Per skriver
regimets, oligarkernes og bureaukratiets parti
og hertil kommer valgsvindel og han kunnet have tilføjet ‘korruption’
…om jeg forstår hvori forskellen ligger på ‘vestens darling’ Jeltsin, og ‘vestens hadeopjekt nr. 1’ Putin
Det kan Per måske udrede for mig ?
Meget morsomt, at diskussionen i statsrådet, bliver kaldt for åben, demokratisk og ligefrem Putin fjendtlig, for er det ikke Putin der har nedsat, dette udemokratiske sammensurium af et råd? Når Putin advare, imod en ukrainisering af Rusland, mener han vel bare, at Rusland skal passe på med ikke, at blive en amerikansk lydstat. Det er klart, at der er mange af de nyrige, der frygter en tilbagevenden til kommunismen, det ville jo betyde, at de kunne vinke farvel til deres milliard indtægter. Vi så det i forbindelse med valget i 1996.
Valget i 1996 ville med sikkerhed vare blevet vundet, af kommunisterne med den populære Gennady Zyuganov i fornt, hvis ikke oligarkerne havde grebet ind og sørget for at Rusland holdt sig på kapitalismens vej, så de forsat kunne plyndre folkets ejendom. Berezovskij; Gusinskij; Chubais; Khodorkovskij; Luzhkov; Vinogradov; Smolenskij og Potanin oprattede et privat fond, til støtte for Jeltsins valgkamp. Ligesom disse oligarker ejede de private TV stationer, som de også satte til rådighed for Jeltsin, i et Berlusconi lignende scenarie. Resten af historien kender vi alle; Jeltsin vandt og udplyndringen af Rusland forsatte, sammen med den almindelige forarmelse der stadig breder sig i landområderne, og på de nedlagte statsfarme. Her ruster maskinparken og markerne ligger brak, medens Rusland importere landbrugsvare udefra, og betaler med olie penge. Så når Medvedev advare imod et nyt Sovjetunionen, så taler han udbytterens sag, og det er ikke populært hos de store masser. Jeg spår ham derfor en kort politisk karriere, og omvendt giver det Putin alle muligheder for et come back.