Poesi som etnisk mangfoldighed

Australiens uofficielle nationaldigter udkommer nu på dansk

NY BOG
Den australske forfatter Les Murray hører ifølge forlagets præsentation til en "superliga" af engelsksprogede lyrikere sammen med de to Nobelpristagere Seamus Heaney og Derek Walcott, hvis digte vi har adgang til på dansk, som det nu også forholder sig med den 60-årige Murray.
Med en ganske imponerende indsats har Martin Leer med stor klangfylde oversat et omfattende udvalg af hans ti digtsamlinger siden debuten i 1965 frem til nu og givet det navn efter et enkelt tidligt digt, En helt almindelig regnbue.
Det er en både hverdagsagtig og mytisk skildring af en mand, der sidder og græder på byens plads, så en glorie eller kraft skinner om ham og ryster alle de tililende.
Han har "ikke ord, men sorg, ikke budskaber, men smerte,/hård som jorden, ren, nærværende som havet - ". Da han er færdig med at græde, går han.
Nåja, ikke det bedste eller mest karakteristiske digt, selv om det som vanligt blander det lokalt fortrolige med det ukendte.
Det er både nøgternt og mandigt sentimentalt i tonen, med en pointering af det inderste smertepunkt som et vilkår, der sætter normalitetens mangfoldighed i relief.
Joseph Brodsky, Derek Walcott og Harold Bloom er på flappen citeret for vildt opskruede hyldestord til Murray, der for mig er et nyt bekendtskab, som jeg sætter pris på, begejstres for og også udmattes af.
Han viser en forslugen og præcis iagttagelsesevne og omverdensglæde, som fantasibehandles med et vældigt verbalt apparat og en koloristisk verve ud over det sædvanlige. Han opslår en ikke helt almindelig regnbue over sit univers med et mægtigt realstof på rede hånd som australier af skotsk herkomst.
Han kan øse af indvandrerhistorie og mødet med aboriginernes kultur, ligesom han har den vesterlandske litterære tradition med sig.
Han slutter sig til Whitmans langlinjede begejstring og byggeglæde og til Carl Sandburgs ordrige iværksætterånd og modstilling af storby og prærie.

'Stedets poesi'
Til forskel fra dansk poesi suser vidderne gennem småstæderne i hans New South Wales-miljøer. Vildmarken giver intimiteten, som hersker i alverdens lyrik, en robusthed af nybyggerværktøj. "Øksehug, ekko og stilhed", er de første ord, man møder, "middagsstilhed. Tre kilometer herfra er det tyvende århundrede." Og man bliver kørt gennem savværksbyer med huse, der her "har verandaer på af bar generthed."
Seamus Heaney har i sine essays, nylig oversat til dansk, talt indgående om værdien af 'stedets poesi'.
Murray har sted for alle pengene og kan både se det med erobrernes øjne, med de erobredes og med sin viden om sindets rødder i det oprindelige. For hans vedkommende aktualiseres den næsten bortgemte gæliske sagn- og sprogverden.
Den australske blandkultur af indvandrerskæbner beskrives med ironisk kærlighed, f.eks. i "Beskæftigelse for fritstillede kaster" fra et institut, hvor han selv var ansat som oversætter af europæiske sprog til engelsk, som han siger, mellem russere og kinesere, en tilflugt for folk i eksil, digtere, anstændige spioner og konspiratorer, med enfingersprog på Remington-maskinen.
Digtenes enkeltsituationer føres gerne direkte og tydeligt ud i videre perspektiver: her om hvordan videnskabsfolk oversætter universet til videnskab, fordi de mener, at det ellers ikke har nogen mening. Deres projekt er konkret oversættelsesmaskiner, som han ser som en trussel mod vores sproglige art.
Herligt revet med bliver man, når han sætter strøm på sproget, helt bogstaveligt i digtet "Elkabel-inkarnationen", hvor han løber ud for at hive nogle ledninger ned fra taget og derved elektrificeres til en fantastisk tur gennem nettet: "jeg bliver et hit i byer/jeg aldrig har besøgt: røg krøller elpærer pop grå/plader rykker og sagtner jeg pløjer ansigtet på Mozart/og Johnny Cash jeg begraver og udglatter deres sang/jeg knækker den på jagt efter kobberforbindelser og stikdåseedderkopper..."
En stor tvetydig, lykkelig-ulykkelig digteroplevelse af at være strømførende i nuet. Og et godt udtryk for den digteriske evne til at trænge ind overalt i vældige spring og gnister.
Modstykket er det lakoniske digt "Familien Mitchell" fra samme samling, Ethnic Radio (1977), en refereret scene med to mænd, der sidder på en pæl, de har gravet et hul til, måske til et hegn. De koger vand i en dåse under akaciernes middagsskærm, spiser kødsandwich fra en flamengoæske med håndtag. Man hører en løsreven replik: tørke det år. Ja. Som at prøve at så på vejen! Den ene ville sige, hvis han blev spurgt: Jeg er en Mitchell! Og den anden ville lidt efter sige: Jeg er en Mitchell! "Af de to har den ene været rig,/men holdt aldrig op med at gå med den olieplettede filthat. Næsten/alt hvad de siger er et ritual. Somme tider er scenen en villavej."

Rumklang og varme
Man leder jo aldrig forgæves efter en poetik i moderne lyrik, som er en selvrefleksionens kunst, uanset om den har en righoldig omverden som stof. "Digtning og religion" finder man i hans The Daylight Moon (1987):

Religioner er digte. De
samstemmer
vort rationelle og drømmende
sind, vores
følelser, instinkter, åndedræt
og iboende kropssprog
til den eneste helstøbte tænk-
ning: poesien.

Et digt, sammenlignet med en fuldt åbenbaret religion, kan synes som en soldats ene korte bryllupsnat at leve og dø for, hedder det. "Men det er en lille religion."
Det er en kraftig bekendelse til poesien som religion, selv om det udtrykkes omvendt. Der er store varige kræfter i verden, Gud og poesien. De findes lejlighedsvis i digtet. Og heldigvis som sanset kropssprog.
Der er ikke altid poesi i lyrik. Men Murray får lokket megen poesi frem i disse digte, lange og cyklusagtige, kortere eller sjældne gange korte. Familieanekdoter og digte om græsafbrændingens koreografi, om hestebønners umådelige frodighed, om at gå i shorts, om dampmaskinen, mælkevognen, smørfabrikken, om lystfiskere og grottedykkere, digte fra naturens verden, om flagermus og deres ultralyd, om bløddyr, kohejrer, slanger og kaskelothvaler samt overraskende nok et rolledigt om "Ritmester Sparrfelts bane" i det dansk-svenske søslag ved Øland i Østersøen 1676.
Murray begiver sig ud i overraskende metaforik, men har vel sin styrke i den malerisk veltalende kolorisme, der synliggør de barske og enkle miljøer, de lange ekskursioner ud i vidtstrakte naturområder med de indfødtes fantasifuldt reale stednavne, Dér Hvor Den Store Røde Tyr Gik Over eller Dér Hvor Man Tilbereder Hvide Sommerfuglelarver.
Der er rumklang og varme i Murrays stemme Dér Hvor Han Laver Poesi, en livsfilosofisk humor, der gør ham massivt nærværende, her hvor hans regnbueverden med omhu er lænset ind i vores sensommervåde danskhed.

*Les Murray: En helt almindelig regnbue. Digte udvalgt af Les Murray og oversætteren Martin Leer. 168 s., 250 kr. Gyldendal. Udk. i dag.

Relaterede artikler

Anbefalinger

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu