Et større antal danske jægersoldater på vej til det sydlige Irak. Det afslørede TV2 den 27. april 2007. Soldaterne skulle sætte en stopper for fjendens hyppige angreb, og missionen var derfor risikofyldt og hemmelig. Alligevel blev oplysningerne lækket til TV2.

Det Udenrigspolitiske Nævn i Folketinget - især repræsentanterne fra venstrefløjen - blev beskyldt for at stå bag lækagen, selv om de er underlagt tavshedspligt.

Men nu anklager filminstruktør Christoffer Guldbrandsen i filmmagasinet Ekko forsvarsministerens pressechef, Jacob Winther, for at være skyldig i, at pressen fik nys om soldaternes hemmelige mission.

»Det var Søren Gades personlige rådgiver, Jacob Winther, der lækkede oplysningerne til TV2’s Rasmus Tantholdt om danske jægersoldater, der skulle sendes til Irak,« siger Christoffer Guldbrandsen til Information. Han understreger, at oplysningernes rigtighed er bekræftet af flere af hinanden uafhængige kilder.

Strafbar handling

Kort efter de fortrolige oplysninger blev lækket, udtalte chefen for Jægerkorpset, oberstløjtnant Henrik Friis, at afsløringen i værste fald kunne koste soldaterliv. Udenrigsminister, Per Stig Møller (K), gav Det Udenrigspolitiske Nævn skylden for lækagen, som er en strafbar handling. Men i nævnet meldte samtlige medlemmer hus forbi - de ville aldrig stå bag en lækage, der satte andres liv på spil. Medlemmerne fik tilmed besked om den hemmelige mission på et møde i Udenrigspolitisk Nævn med en helt anden, officiel dagsorden.

Men allerede inden mødet spurgte en journalist et af medlemmerne, om vedkommende kunne støtte missionen - altså før medlemmerne var blevet informeret om missionen. Lækagen stammer derfor næppe fra nævnet selv, påpegede Enhedslistens repræsentant i nævnet, Frank Aaen. Han stillede derfor et § 20-spørgsmål til forsvarsministeren, men svaret var ikke til at misforstå: Lækagen kom ikke fra ministeriet selv. Og sagen skulle ikke undersøges nærmere.

»Siden dengang har rygtet svirret om, at det var pressechefen Jacob Winther, der stod bag lækagen. Det undrede mig, man ikke ville finde ud af, hvem det var,« siger Frank Aaen.

Det var TV2-journalisten Rasmus Tantholdt, der fik fingre i de fortrolige oplysninger, men af hensyn til kildebeskyttelse, vil han hverken be- eller afkræfte til Information, om det var Søren Gades pressechef, der gav ham oplysningerne. Information forsøgte i går gentagne gange forgæves at få en kommentar fra Jacob Winther.

Jægersag om igen

Beskyldningen om, at Jacob Winther skulle have lækket oplysninger til fare for soldaternes sikkerhed, kommer efter den såkaldte jægerbogssag. Her fyrede og sigtede Forsvarsministeriet den tidligere jægersoldat Thomas Rathsack, fordi han i sin bog Jæger - i krig med eliten afslørede informationer, der kunne være til fare for soldaternes sikkerhed - altså det som Forsvarsministeriet i denne sag selv beskyldes for. Og blandt de soldater, hvis liv dengang blev bragt i fare som følge af lækagen, var netop Thomas Rathsack. I jægerbogssagen anførte ministeriet, at bogen kunne komme i ‘de forkerte hænder’. Efter en arabisk oversættelse af bogen blev fundet på nettet, slog ministeriet for alvor alarm. Men det viste sig, at det var folk i ministeriet selv, der stod bag oversættelsen i kampen om at opnå et fogedforbud. »Begge sager viser, at Forsvarsministeriet går meget langt i kommunikationen for at opnå deres mål,« siger Christoffer Guldbrandsen.

Formand for Udenrigspolitisk Nævn, Gitte Lillelund Bech (V), anbefaler Christoffer Guldbrandsen at gå til politiet, hvis han har beviser for, at Søren Gades personlige rådgiver og pressechef, Jacob Winther, står bag lækagen.

Denne artikel er anbefalet af: