En kold vintermorgen konstaterer jeg, at isen i Nyhavns Kanal er dækket, ikke længere af den dekorative tallerkenis, der egentlig klæder rækken af restauranter pænt som ganske gratis reklame, men nu af en fed grødis omkring en dog nogenlunde åben sejlrende. Ude i havneløbet langs Havnegade er farvandet til gengæld ganske isfrit. Koldt ser det ud, stålhårdt, men ikke mindre tiltrækkende, end at en lille lappedykker veloplagt sejler omkring, suverænt alene om territoriet, der for øjeblikket er mågefrit.

Så opsigtsvækkende, som jeg først tror, er det ikke at møde en vinterlappedykker. Ved et opslag i Encyklopædien får jeg at vide, at besøget er lidt af en sædvane. Normalt holder den diskret til i vegetationsrige moser og søer, hvor jeg dog også har set den og hørt dens lange trille, selv om den toppede lappedykker er det mest almindelige syn. Men om vinteren ses den lille, står der, »bl.a. i åbne vandløb og i havneområder, fx i Københavns Havn!« Det er hermed bekræftet.

Den har vældig travlt derude, animeret af det salte vintervand, fra hvis dyb den under ganske langvarige ophold henter noget at leve af, hvorefter den dukker op et helt andet sted. Nu her, nu dér, på vej hen mod Skuespilhuset og Operaen. En såre praktisk og helt teatermæssig, dynamisk egenskab, som mennesker godt kan misunde den. Noget, digtere er opmærksomme på. F.eks. mener den farverige svenske lyriker Bo Setterlind i et digt om ’doppingen’, som lappedykkeren hedder på hans sprog, at denne egenskab straks at kunne forsvinde gør den synderligt egnet for ældre herrer i statens tjeneste. Hans yngre danske kollega Eske K. Mathiesen, der er lyrisk besat af de fjedrede væsener, stiller i digtsamlingen Blomstergåder og dyrerim den aktuelle fugl et pinligt spørgsmål:

Sig mig kære lappedykker
hvorfor rimer netop du
på nykker

Nykker eller ej, der er dog andre rimelige grunde til en tid at gå under overfladen end lige for rimets skyld, selv om det er velkendt i poesien, jfr. et andet lille vævert dyr, den æstetiske væsel, hos Christian Morgenstern, hvor det sad, ganske roligt, på en kiselsten i bækkens rislen. Men hvorfor? Det raffinerede dyr gjorde det »um des Reines Willen«, men kun på tysk:

Ein Wiesel
sass auf einem Kiesel
inmitten Bachgeriesel.

Som en ældre herre, der engang var i statens tjeneste, forsvinder jeg fra den bidende vind over havneløbet ind i varmen, dykker ned i bøgerne til sprogets egne lunefulde forsvindingsnumre, og poetiske og encyklopædiske dybder.