Prodekan: 'Kritik er blevet politisk ukorrekt'

Det er ikke længere politisk korrekt at kritisere sine forskerkolleger - og det forringer kvaliteten af forskningen. Sådan lyder skudsmålet fra Claus Holm, prodekan for formidling på Danmarks Pædagogiske Universitetsskole, Aarhus Universitet og forfatter til adskillige artikler om forskningens natur og vilkår. Ifølge Holm er den manglende kritik et kedeligt kendetegn ved forskningen fra 80’erne og frem til i dag.

»Det er blevet politisk ukorrekt at forskerne korrekser hinanden.«

Han henviser blandt andet til artiklen »Det pjattede ph.d.-forsvar« i Universitetsmagasinet Asterisk, hvor professor på Institut for idéhistorie ved Aarhus Universitet Hans-Jørgen Schanz kritiserer, at forsvaret af ph.d.-afhandlinger inden for humaniora er blevet til en lang lykønskning og noget formløst pjat.

Konsekvensen er, at den kritik, der altid burde være til stede, uanset om afhandlingen er dårlig eller fremragende, forsvinder.

»Det offentlige forsvar finder sted, det pæne publikum kommer med blomster, og opponenterne roser afhandlingen, uanset om den reelt kun lige akkurat er til ‘bestået’. Men det er et problem at holde kritikken tilbage, for det er den, der driver forskningen fremad. Kritikken er den videnskabelige livsnerve. Men forskernes vilje til at lade sig korrekse af hinanden er ikke så levende, som den har været,« siger Holm. For at finde årsagen til den svækkede nerve, retter Claus Holm i første omgang blikket mod 1980’ernes postmodernisme. Man kom fra et årti - 1970’erne - hvor det var ‘politisk korrekt at gå til angreb på Systemet med stort S’:

»Hierarkierne også på universiteterne skulle væk, og der skulle etableres nye egalitære idealer for både indretningen af samfundet og universitetet. Men så kom 80’erne og postmodernismen, hvor alt var personlig fortolkning, og rigtig og forkert blev opløst heri. Og det immuniserer for kritik, hvis der ikke er grænser for fortolkning.«

Vi lader hinanden i fred

En del af den postmoderne tilgang hænger ifølge Claus Holm fortsat ved inden for humaniora og samfundsvidenskab. Han henviser til blandt andre RUC-lektor Nils Bredsdorff, der har skrevet, at socialkonstruktivismen har ført til, at »kritikken er stendød«.

Ifølge Nils Bredsdorff fører de stigende produktionskrav til forskerne til en gensidig laden hinanden i fred:

»Hvis du undlader at kritisere mit arbejde, så tier jeg om dit,« skrev Bredsdorff for et par år siden i tidsskriftet Dansk Sociologi.

Claus Holm mener, det er svært at sige, at om det handler om stigende produktivitetskrav eller om årsagen er, at det er god tone ikke at forholde sig til hinandens forskning:

»Men i det omfang forskerne ikke følger med i, hvad deres kolleger laver, rammer det den kritik, der skal drive forskningen frem,« siger han.

Småligheden

Og Holm uddyber: »Måske er det udtryk for en slags smålighed blandt forskere; man under ikke hinanden kritik eller for den sags skyld beundring - begge dele er overskudsfænomener. I stedet har vi en ligeværdighed, der fremmer et ligegyldigt forhold til hinandens indsats. Opfattelsen bliver, at ‘den afhandling kunne jeg da også have lavet’,« siger han.

Imens flere forskere har peget på, at den stigende konkurrence om forskningsmidlerne og sektorforskningens indtog på universiteterne har forringet forskningens frihed fra den politiske debats gode tone, er der ifølge Claus Holm fortsat gode muligheder for at udtale sig om, hvordan tingene rent faktisk forholder sig.

»Den fri forskning kan godt finde sted inden for sektorforskningen. Det handler om, at forskerne selv skal vælge metode og tilgang,« fastslår han.

En række forskere har følt sig presset af den politiske korrekthed, men det er ikke noget, Claus Holm oplever i sit virke på DPU, hvor en del af jobbet går på at få forskerne og deres resultater ud af Elfenbenstårnet.

»Og det er de ret gode til,« >lyder rosen fra prodekanen.