Dansk krumpsrping over for Kina om Tibet er oppe i OL-kategori

Der følger både sproglig og holdningsmæssig opløsning i kølvandet på den famøse Verbalnote fra Danmark til Kina.
Alene begrebet ’verbal­note’ er noget vrøvl. ’Note’ betyder på skrift, ’verbalt’ betyder som bekendt noget mundtligt, en verbalnote er altså et mundtligt skrift, hvad er ellers i opløsning?

Eksemplerne er utallige, lad os først se på verbalnotens fedterøvsindhold og bagefter se på den danske underdanighed og ansvarlige politikeres krumspring for at undsige indholdet af deres værk. Danmark glæder sig for eksempel til, at Den lille Havfrue skal til Kina og udstilles i en kinesisk pavillon. Bare hun ikke bliver halshugget:
»Next year Denmark looks forward to participating in EXPO 2010 in Shanghai with a National Pavilion centered around the statue of ’The Little Mermaid’.
Her kniber det med det engelske, centreret rundt om Danmark elsker Kina så meget, at det vil sende sit nationalklenodie nummer ét den lange vej til vores nye venner, og vi skal da også nævne kronprins Frederiks og kongefamiliens rejser til Kina og ikke mindst kronprinsens rolle i Den Olympiske Komit´(IOC).
Vi minder i noten Kina om, at Hans Kongelige Højhed var til stede ved åbningsceremonien for De Olympiske Lege: (Frederik) witnessed the historic opening ceremony of the Olympic Games in Beijing together with memoers of the Danish Government.
Ondskabsfulde tunger har sammenlignet De Olympiske Lege i Kina med OL i Tyskland 1936, hvor de sportslige manifestationer og et skrigende og heilende publikum sagdes at understøtte nazismen. Har man hørt mage!

Nu véd de fleste, at sport og politik ikke har noget med hinanden at gøre, en sportsmand har ingen holdninger, og det har en kronprins heller ikke. Det har danske politikere heller ikke. Så er det på plads.

Dikteret af kineserne

Spytslikkeriet vil ingen ende tage, og som formanden for Tibets Støttekomité, Anders Højmark Andersen, har påpeget det, er der i verbalnoten ikke et eneste ord om Tibets rettigheder, hvilket markant afviger fra alle andre danske udtalelser vedrørende Tibet og dets folk.
Naturligvis har kineserne skrevet noten. Lars Løkke Rasmussen finder ud af, at en fedterøvserklæring over for det kinesiske diktatur og dets røde fascisme vil være opportunt inden klimatop­mødet – ellers er kineserne skisma ikke lette for ham og Connie at være i stue med!

Manden henvender sig til Udenrigspolitisk Nævn med Per Stig Møller under armen. Man indkalder et par nikkedukker fra Kinas Ambassade, og man spørger lige ud, hvad vil Kina gerne høre for at tage os til nåde? Så nikker nikkedukkerne og fniser, det véd de med garanti og foreslår først det med kronprinsen. Og hvad med at nævne jeres søde, lille havfrue, der skal på udstilling i Shanghai?, spørger de hidkaldte kinesere.

Det er i øvrigt det eneste de véd om Danmark, kronprinsens olympiske rolle og Havfruen – ud over Det Kinesiske Tårn i Tivoli.
Skulle man ikke have taget det med i noten? Danmark og danskerne glæder sig over det Kinesiske Tårn i Tivoli, uden hvis tilstedeværelse Den gamle Have ikke var, hvad den var. Så skal vi lige have Tibet og Dalai Lama med, lyder det fra de kinesiske skrivekarle, og her bliver de forsamlede danske politikere retfærdighedsvist blege om næbet, Holger K. stopper sin pibe, nu bliver det alvor.
Per Stig Møller har offentligt udtalt – eller indrømmet: »Kina har redigeret i noten, men ikke dikteret den«.
Man kunne spørge om graden af redigering, man kan jo redigere så meget, at der kommer til at stå dét, man ønsker?
Holger K. Nielsen og Udenrigspolitisk Nævn påstår, at verbalnoten »ikke betyder, at vi ikke kan støtte tibetanernes kamp for mere autonomi, større kulturel frihed og kamp imod kinesernes overgreb«.

Underlagt Kinas vilje

Kan man gradbøje autonomi og kulturel frihed uden at sproget går i opløsning? I noten står således: »Denmark takes very seriously the Chinese opposition to meetings between memoers of the Danish Government and the Dalai Lama, and has duly noted Chinese views that such meetings are against the core interest of China, and will handle such issue prudently«.
Efter denne svada kan man ikke invitere en Dalai Lama. Det siger sig selv.

Når jeg både nu og i Politiken 3. januar 2010 går hårdt til SF’s Holger K. og også til Udenrigspolitisk Nævn, er det, fordi: at påstå dét, man gør, opløser både sprog og holdninger. Det ville altså være imod Kinas ’kerneinteresser’ at møde en Dalai Lama, og man skriver jo noten for at tækkes landet. So?
Holger K. siger i Politiken, at det ville være »uacceptabelt«, hvis vi dels skulle sige undskyld – for det formastelige møde mellem Dalai Lama og statsministeren – dels uacceptabelt hvis vi ikke måtte invitere Dalai Lama, når det passede os.
At invitere Dalai Lama, efter hvad Danmark har erklæret, ville imidlertid kaste en skygge af utroværdighed over vort land og vores diplomatiske sprog. Naturligvis inviterer vi ikke Dalai Lama.

Vi har som konsekvens af de forpligtende udsagn i noten erklæret vores ’modstand’ over for Tibets uafhængighed.
Det engelske ord i noten er opposes. Dette kunne blive langt, her er en suppe­terningsversion: Kina har med militær besættelse, undertrykkelse af enhver art, tvangssterilisationer, drab og politisk og åndelig forfølgelse, imperialistiske bosættelser, censur og ikke mindst fysisk ødelæggelse af religionen og dens templer tvunget Tibets folk i knæ og knust dets kamp for selvstyre. Dette rædselsregimente har vi stort set stiltiende lukket øjnene for i cirka 60 år. Danmark er modstander af Tibets uafhængighed og accepterer indirekte undertrykkelsen.

Holger K. fortæller, at det passer ikke. Jeg fastholder dog, at når man erklærer sin modstand over for Tibets uafhængighed, så kan man ikke samtidigt være imod Kinas undertrykkelse af et frihedskæmpende Tibet!
Er det sket før, at Danmark har ’modsat sig’ et andet folks uafhængighed?

Kinas tak for vor adlyden

Kinesisk diplomati svarer, oplyses det 12. december 2009 i Politiken. Kina takker skriftligt for verbalnoten og konkluderer, at de to lande herefter ikke blander sig
»i hinandens indre anliggender«.
Danske politikere vil helst overse eller glemme dette svar, for man har næppe gensvaret: Hallo, sådan var det ikke ment!
Danmark har givet sig selv yderligere mundkurv på ved at anerkende Kinas suverænitet over Tibet: Denmark recognizes China’s sovereignty over Tibet and accordingly opposes the independence of Tibet.
Suverænitet betyder enerådighed, og man kan ikke anerkende en anden parts enerådighed over et emne, her et folk, og samtidig bedyre, at man kan kritisere den anden parts fremfærd. Det er noget teorisnak beregnet på at redde ansigter.
Danmark svigter aktivt Tibet. Villy Søvndal kritiseres for at svigte idealerne på mange fronter, og han siger – citeret efter hukommelsen – at »det er ikke at svigte sine idealer at gå på kompromis med dem«. Nærmest taoistisk, hvor relativt kan det blive? I al fald: Oppositionen stemte for verbalnoten, fordi i modsat fald kan det blive brugt imod den: Uansvarligt ikke at ville reparere på vores forhold til Kina! Der går en iskold vind af realpolitik gennem debatten.

Kinas barbari

Barbariet og den etniske udrensning har pågået i mange årtier, kineserne har raseret skove, fisket i søer med dynamit, dumpet atomaffald og meget mere hærgen i Tibet. Kinesiske bosættelser har gjort, at der er 70 procent kinesere og 30 procent tibetanere i Tibets hovedstad Llahsa, og som en forlængelse af Maos afskyelige Kulturrevolution har man systematisk nedbrudt tibetansk åndsliv, sprog og kulturbygninger, biblioteker og templer. Nøjagtigt sådan som Maos revolution fik konverteret dens mindreværdsfølelse over for arven til det rene barbari.
Tibetanerne har været og er stadig genstand for etnisk udrensning. Danmark bukker og skraber. Verbalnotens udsagn og tilståelser kan ikke trækkes tilbage, og mere alvorligt kan det ikke blive. Ikke engang en ny regering ville – hvis dens partier skulle komme på bedre tanker – kunne ugyldiggøre verbalnoten.
Så ville Kina for alvor blive rasende, og vi blive lagt på is.
De erhvervsinteresser og den økonomi, det hele tiden har handlet om ville være i yderste havsnød.

Eske Holm er instruktør, balletdanser, koreograf og forfatter