Kære Carina Christensen.

Tak for din rapport ‘Kultur til alle’, der sætter fokus på at give en større del af befolkningen mulighed for at møde kunsten i deres hverdag bl.a. gennem mere kunst i det offentlige rum. Under parolen ‘kultur til alle’ beskriver rapporten, hvorledes både den aktuelle kunst såvel som kulturarven skal være med til at bevidstgøre befolkningen om den danske kultur og den nationale historie. Rapportens formulerede målsætning med dette er at skabe større sammenhængskraft i det danske samfund.

Som faglig organisation, der i en årrække har arrangeret kunstprojekter i offentlige rum, ønsker Publik at være med til at diskutere samtidskunstens rolle og potentiale. Vi vil derfor i det følgende kommentere på rapportens målsætninger og komme med en række anbefalinger til, hvordan der skabes de bedste vilkår for den kunst, der produceres udenom de traditionelle institutionelle rum.

Vi deler rapportens opfattelse af, at kunst i offentlige rum kan kommunikeres til et bredere og mere sammensat publikum, end kunstinstitutionerne oftest er i stand til, og vi mener i det hele taget, at billedkunsten har mulighed for at spille en langt større rolle i den offentlige debat, end den gør herhjemme. Samtidskunsten er nemlig kendetegnet ved sit engagement i samfundet, og den kan derfor være et brugbart redskab til forståelse og udvikling af vores kultur, identitet og demokrati. Fordi billedkunsten beskæftiger sig med spørgsmål, der vedrører disse forhold, kan den være med til at skabe refleksion om fællesskabets aktuelle vilkår. Det er dog helt afgørende, at det ikke må blive kunstens opgave at fordre en nationalistisk dagsorden eller understøtte forestillinger om en særlig dansk identitet. Snarere end at have til opgave at styrke sammenhængskraften skal kunsten kunne udfordre den og stille spørgsmål ved de forestillinger, der knytter sig til det nationale. Som Kulturministeren peger på med sit ønske om, at ‘kunsten skal provokere’, kan der ikke formuleres en specifikt målsætning for kunsten. Når først dette er gjort, bliver det i sagens natur umuligt at provokere. Samtidskunstens eksistensberettigelse ligger ikke i at søge konsensus, men i at undersøge de konflikter, der præger vore samfund lokalt såvel som globalt.

Ikke en reklame

Kunst placeret i offentlige rum kan udfordre vor måde at tænke tingenes tilstand på, men det er væsentligt at understrege, at denne type kunst fungerer på afgørende anderledes betingelser end kunst produceret til de institutionelle rum. Man må derfor arbejde med det, man kalder stedspecifikke og kontekstsensitive projekter, der tænkes og realiseres til et særligt ikke-institutionelt rum, med ønske om at møde et særligt publikum. I forbindelse med ministerens ønske om at se mere kunst i offentlige rum må derfor medtænkes, at denne form for projekter kræver både faglighed og ressourcer.

‘Kunst i offentlige rum’ er altså en særlig form for kunstpraksis, hvis præmisser er væsensforskellige fra de vilkår, der betinger den institutionelle kunst. At ville facilitere mere kunst i offentlige rum må derfor ikke blive en form for reklame, der skal lokke befolkningen ind i kunstinstitutionerne, som rapporten beskriver en af målsætningerne. Hvis de eksisterende kunstinstitutioner i højere grad skal kunne organisere kunstprojekter i offentlige rum, som rapporten nævner, er det derfor nødvendigt, at de får både faglighed og ressourcer til at løfte denne opgave.

Rapporten nævner det seneste Open Call fra Statens Kunstfonds Udvalg for Kunst i Offentlige rum, som et eksempel på, hvordan det er muligt at få kunsten ud i offentlige rum. Dette var et fint initiativ, der dog desværre ikke muliggjorde realisering af alle indsendte projekter. Den logiske følge af rapporten må derfor være at styrke Statens Kunstfonds Udvalg for Kunst i Offentlige Rum, således at det bliver et støtteorgan på linje med Statens Kunstråds øvrige udvalg. Udvalget skal kunne støtte realisering af projekter initieret af uafhængige aktører såvel som kunstinstitutioner. Herved muliggøres en kunstscene, der producerer relevante og vedkommende kunstprojekter andre steder end til institutionernes rum, og som henvender sig til andre befolkningsgrupper end et allerede kunstinteresseret segment. Dette vil give kunsten en mulighed for i højere grad at udfolde sit potentiale som antagonistisk element i udviklingen af de fællesskaber, vi er en del af - både de lokale og de globale.

Johanne Løgstrup er kurator, Nis Rømer er billedkunstner, og Katarina Stenbeck er kurator. www.publik.dk