LEDER | Hvorfor irettesætter Pia Kjærsgaard sin partifælle Jesper Langballe og siger, at hans formuleringer er »uheldige«? Hvorfor tøver hun i mange dage og lægger derefter lidt halvforkølet afstand til sin meningsfælle, formand for Trykkefrihedsselskabet Lars Hedegaard. Er de to gået over stregen i forhold til, hvad man ellers plejer at sige i partiet? Er de langt ude i forhold til, hvad der er partiets linje? Har de forbrudt sig mod et uskrevent etisk kodeks i Dansk Folkeparti?

Nej, slet ikke. Langballe og Hedegaards fulde­mandssnak om muslimer, der voldtager og dræber deres døtre, adskiller sig ikke fra, hvad Mogens Camre, Søren Espersen, Søren Krarup, Louise Frevert og mange andre af Dansk Folkepartis ordførere har sagt gennem tiderne. Det nye er ikke, at Langballes røst fra bodegaen er nedgørende over for en hel befolkningsgruppe, at det er med til at stigmatisere muslimer og polarisere debatten på en helt urimelig måde. Det nye er, at Pia Kjærs­gaard er blevet svag og ikke længere ønsker at bakke op om partiets mange tågehorn. Jesper Langballe er en af partiets ideologiske spydspidser, men Dansk Folkeparti står i et ubehageligt vadested og er ved at havne i en frygtelig klemme. Fra blot at komme med klodsede udtalelser er Dansk Folkeparti ved at blive en klods om benet. En del af regeringens problem og ikke dens løsning. Hvis Dansk Folkeparti skal fortsætte med at profitere af udlændingedebatten, bliver partiet bestandigt nødt til at rykke længere og længere ud i vanvittige generaliseringer. Men Pia Kjærsgaard har tilsyneladende sat en grænse, som betyder, at partiet bliver mindre og mindre interessant.

Især Venstre ser ud til at have rykket sig. Er der et projekt, der er Lars Løkke Rasmussens, så er det at lægge afstand til Dansk Folkepartis muslimhad. Der er lang vej fra nuværende finansminister Claus Hjort Frederiksens forsikring om, at Venstre og Dansk Folkeparti har et værdifællesskab, og Anders Fogh Rasmussens opsplitning af befolkningen i får og bukke til de ord, som Lars Løkke Rasmussen i går sagde om Jesper Langballe og regeringens udlændingepolitik.

»Regeringen har det udgangspunkt omkring det danske samfund, herunder også folk med anden etnisk baggrund end dansk, at alle som udgangspunkt er velkomne, og at vi som udgangspunkt har brug for alle. Og derfor bryder jeg mig ikke om debatindlæg – uanset hvem der kommer med dem – som stigmatiserer eller gør undtagelser til hovedreglen,« sagde statsministeren.

Udtalelserne kommer efter et længere forløb, hvor Lars Hedegaard før jul angreb danske muslimer på det groveste ved i generelle vendinger at hævde, at de voldtager deres børn. Det fik Langballe til i den forløbne uge at give den et ekstra nøk. Muslimske mænd nøjes ikke med at voldtage deres døtre og niecer. Nej, de slår dem ganske enkelt ihjel, gnækkede Langballe og forsøgte i går at undskylde sig med, at der var tale om en morsomhed

– jo, det var »for kækt« mente han.

Og mens Dansk Folkeparti og Lars Løkke Rasmussen – aftalt på de indre linjer naturligvis – således forsøger at lægge låg på Langballe-affæren – så kan Information i dag offentliggøre en særdeles grov mail, som Dansk Folkepartis trafikordfører, Kim Christensen, har skrevet til en ulykkelig mor, der mener, at hun er kommet i klemme i den nye forældreansvarslov, fordi hendes barn har fået samkvem med sin muslimske far. Hun er aldeles selv skyld i sin situation, fordi hun har giftet sig med denne mand, mener Christensen og benytter resten af mailen til at svine kvinden til.

Meget tyder på, at den politiske dagsorden er ved at skifte. Indvandrerdebatten vil stadig være der, men den vil ikke have den placering i fremtiden, som den har i dag. Krise, arbejdsløshed, utryghed og offentlige nedskæringer vil tage over. Og hvad skal der så blive af Dansk Folkeparti? Partiet har en mulighed: At springe til som social garant i forhold til den krisepolitik, som regeringen har tænkt sig at føre. Hvis Dansk Folkeparti vitterligt ønsker at fremstå som det nye Socialdemokrati, så er muligheden der nu. Så skal Pia Kjærsgaard forsøge at rette op på den skæve skattereform, som blev vedtaget med Dansk Folkepartis stemmer sidste år, og så skal hun sikre, at den hestekur, som Lars Løkke Rasmussen vil gennemføre for den offentlige sektor, bliver socialt afbalanceret, og at indsatsen mod stigende ledighed bliver maksimal. Men her løber Dansk Folkeparti ind i det problem, at det bestemt ikke er regeringens dagsorden. Den arbejdsdeling, som hidtil har eksisteret mellem de to partier, gående ud på at DF fik lov at bestemme udlændingepolitikken, mens regeringen regerede over alt det andet, er med andre ord i fare for at krakelere. Det samme gælder den alliance, som har været Anders Fogh Rasmussens – mellem det borgerlige Danmark, erhvervslivet og de brede masser af indvandrerskeptiske i middelklassen.

Så måske er Kjærsgaard ikke svag, bare i vildrede.