Som hvis Pushkin skrev krimier

Den russiske forfatter Boris Akunin har gjort sig kendt som sit hjemlands svar på J.K. Rowling. Akunin er synonym for Grigorij Tjkhartisjvili - når navnet ikke klinger russisk, skyldes det, at Akunin er georgier af fødsel. Det er ikke mindst serien om politidetektiven Erast Fandorin, der har gjort Akunin til en af Ruslands mest populære forfatter. Statsråden er den sjette bog i serien og den femte, der udkommer på dansk.

Fandorin minder på sin vis lidt om den nyfilmatiserede Sherlock Holmes, der på bedste Hollywood-manér har tilsat actionheltens kvaliteter til det mørke intellekt. Fandorin dyrker kampsport og redder sig ud af de mest horrible situationer med lige del snarrådighed og fysiske styrke.

Men som for Sherlock Holmes konflikter intellektet med opgaven: Fandorin gennemskuer sine modstandere, aflæser deres motiver og er i stand til at optrevle selv de mest komplekse plot. Men han er ikke i stand til at gribe ind begivenhedernes forløb. Han står tilbage som en begavet tilskuer - priviligeret placeret på første række - der udlægger teksten for læseren, alt imens verdens gang fortsætter uantastet. I Statsråden træder Fandorin ganske kort i karakter til allersidst, inden han endnu gang forsvinder fra scenen.

I zartidens Rusland

Statsråden udspiller sig i zar-tidens Rusland. Kampen står mellem zarstyret og nihilisterne, terrorangreb hører til dagens orden. Fandorin er fungerende overpolitimester i Moskva, og handlingen sættes i gang, da en af zarens højtstående embedsmænd myrdes af en nihilist forklædt som Fandorin.

Fra terrorangreb til terrorangreb i Moskva følger romanens fortæller på skift Fandorin og Green, lederen af en nihilistisk kampgruppe. Akunin sørger elegant for, at fronterne ikke fryser til: Amourøse relationer på tværs af de politiske skel og Fandonrins oplevelse af en vis berettigelse for det oprør, som han er sat til at bekæmpe, gør, at ikke kun plottet forbliver spændende at følge. Da Fandorin således forelsker sig i Esfir, en smuk ung kvinde, der holder til blandt nihilisterne, formulerer han sit dilemma: »Det er Ruslands evige problem. Alt er vendt på hovedet. Idioterne og slynglerne forsvarer det gode, mens martyrerne og heltene forsvarer det onde«. Fronterne opløses således i løbet af romanen, mens det er volden, der står tilbage - både terroristernes og statens.

Akunin skriver elegant og effektivt. Han er litterat af uddannelse, og romanerne er en begavet pastiche over samtidens litteratur. Det er, som en britisk kritiker har bemærket, som hvis Pushkin havde sat sig for at skrive kriminalromaner. Det er måske som sådan man kan forstå Akunins enorme popularitet i Rusland, hvor kriminalromanen historisk har haft meget lav status. Statsråden er lav litteratur forklædt som høj litteratur, og selv om det kunne lyde som en ganske forfærdelig opskrift, er det helt utroligt fornøjeligt undervejs.