LEDER | Forsvarsminister Søren Gades (V) ministerium lader til at have en noget lemfældig omgang med sandheden og grænserne for spin i forsøget på at påvirke de politiske beslutningsprocesser og stille ministeriet i et gunstigt lys.

Senest kom det for et par dage siden frem via filminstruktøren Christoffer Guldbrandsen og anonyme kilder på TV2, at Søren Gades særlige rådgiver Jacob Winther i 2007 forud for et møde i Udenrigspolitisk Nævn skulle have lækket oplysninger til TV2 om, at forsvaret ville udsende jægersoldater til Irak.

Både forsvarsministeren og daværende forsvarschef Jesper Holsøe forsøgte at tale TV2 og Jyllands-Posten, der også havde fået historien, fra at bringe nyheden, fordi den ville kunne bringe jægersoldaternes liv i fare. Alligevel er der angiveligt meget, der tyder på, at oplysningerne stammede fra Forsvarsministeriets top, og flere kilder tøver som nævnt ikke med at pege på Jacob Winther som ophavsmanden.

Grunden skulle være, at beslutningen om at udsende jægersoldaterne ville få Søren Gade til at se beslutsom ud i medierne. Når alt peger på, at oplysningen stammede fra Forsvarsministeriet, skyldes det, at medierne vidste det inden nævnsmødet og dermed også vidste det inden de øvrige medlemmer af nævnet var orienterede. Alene den indikation gør sagen fuldkommen forkastelig og uholdbar for Gade, og man må derfor kræve, at sagen undersøges til bunds.

Et forstærskende argument for en tilbundsgående undersøgelse er, at det ikke er første gang, at der er stærke indikationer af, at noget er bundråddent i Gades ministerium. I forbindelse med den voldsomme debat sidste efterår om den såkaldte ‘Jægerbog’, som Forsvarskommandoen forsøgte at få stoppet med et fogedforbud, løb Forsvarsministeriets spinmaskine også løbsk med fabrikationen af den arabiske oversættelse af bogen.

Sagen har indtil videre kostet forsvarschef Tim Slot Jørgensen og to ledende medarbejdere i Forsvarskommandoen jobbet, men Søren Gades spindoktor Jacob Winther spillede også ved den lejlighed en særdeles aktiv rolle i forsøget på at fjerne opmærksomheden fra ministeren. Spørgsmålet er derfor temmelig klart, om det var Forsvarskommandoen, der handlede på egen hånd, eller om hele forløbet blev orkesteret fra ministeriets spinmaskine.

Ved begge lejligheder har både forsvarstoppen og Forsvarsministeriet hævdet, at oplysningerne ville skade danske soldaters sikkerhed. Dobbelt ironisk er det derfor, at forsvaret og ministeriet i begge tilfælde har bidraget betydeligt til at svække de danske soldaters sikkerhed, hvis det er sandt, at lækagen om udsendelsen af de danske jægersoldater kom fra Forsvarsministeriets top, som det hævdes. For indtil videre er det påstand mod påstand.

Men alene mistanken er - især sammenlagt med forløbet omkring Jægerbogen - rigeligt til at kræve en tilbundsgående undersøgelse, hvor alle spørgsmål kræves besvaret. I den forbindelse er det ikke tilstrækkeligt, at det blot er forsvarets eget auditørkorps, der skal undersøge forsvaret. Det må Folketinget kræve.