Når sommer aldrig kommer

The only thing I knew how to do, was to keep on keepin’ on/Like a bird that flew, tangled up in blue
Fra Bob Dylans ’Tangled Up in Blue’

The Road udspiller sig efter, at en ikke nærmere specificeret katastrofe har forvandlet USA til en gruopvækkende ødemark. Viggo Mortensen og Kodi Smit-McPhee spiller de to bærende hovedroller som de overlevende medlemmer af en kernefamilie. Far og søn søger mod kysten, måske fordi havet repræsenterer en diffus form for håb.

Drengen klamrer sig til en tøjelefant, der – i lighed med alt andet – har kendt bedre tider, men som også er et billede på de sejlivede rester af hans sjælelige uskyld.

Storslået forfald

»Vil vi stadig være de gode, lige meget hvad der sker?« spørger han på et tidspunkt sin far. Det er et spørgsmål, som peger i retning af filmens vigtigste tema, hvad man er parat til at gøre ved sine medmennesker for at sikre sin overlevelse – eller i hvert fald udskyde sit endeligt.

The Road bygger på en roman af veteranforfatteren Cormac McCarthy, som også stod bag forlægget til Coen-brødrenes svært vellykkede No Country for Old Men fra 2008. Det landskab, som filmens to hovedpersoner bevæger sig igennem, er altså i den grad også et, der sorterer de svækkede og de sårede fra.

Strandede fiskekuttere, ødelagte broer og gennemhullede højhuse er blandt de syn, som møder far og søn på deres færd. Alt sammen med et ubønhørligt vedvarende gråvejr som baggrund.

Mange af de overlevende har tyet til kannibalisme, så enhver fremmed kan være en trussel. Men det er samtidig et univers, hvor enhver gerningsmand også er offer, og navnlig slutscenen illustrerer effektivt den velbegrundede paranoia, der bundfælder sig i de overlevendes sind.

Lavmælt rædsel

Instruktør John Hillcoat er ikke uden erfaring i at skildre den slags, da hans udmærkede australske western The Proposition fra 2005 også foregik i noget, der lignede et undergangsrige (og i øvrigt havde manuskript af Nick Cave, der har leveret The Roads lydside).

Filmen har derudover en slags spejlvendt slægtning i Don McKellars Last Night (1998), der udelukkende udspiller sig før katastrofen indtræffer, men ligeledes nedtoner de sensationelle og spektakulære aspekter af apokalypsen til fordel for det psykologiske. Ofte er disse film derfor betragteligt mere intellektuelt stimulerende end de effektbårne bulder og brag-katastrofefilm (desuden er det på en eller anden måde mere skrækindjagende at se ruinerne af civilisationen end at overvære selve ødelæggelserne).

Og det allerstærkeste ved The Road er netop dens håndfaste måde at anskueliggøre, hvordan verdens næsten-undergang har vendt op og ned på familielivets psykologiske love: Faren indskærper således over for sønnen, at han skal glemme mindet om moren (som vi møder i flashbacks, og som spilles af Charlize Theron), fordi hun kastede det eksistentielle håndklæde i ringen, og dermed symboliserer en opgivende mentalitet, de endnu levende ganske enkelt ikke kan tillade sig at dvæle ved. Det kan man da kalde et brutalt dilemma.

En gang tyv

Som det formentlig fremgår af ovenstående, er Hillcoat dygtig til at lade billederne berette. Han gør sparsom, men kløgtig brug af farver, skønt den kløgtigste desværre ikke kan afsløres her.

Dens mange kvaliteter til trods rummer The Road dog også en del dramatisk tomgang, og man får den tanke, at ville have fungeret bedre som novellefilm på cirka en times spilletid.

Men for os, der synes, at Michael K. Williams’ præstation som den psykologisk yderst sammensatte tyv Omar Little i tv-serien The Wire var det bedste siden skiveskåret brød, er det bestemt at regne for en bonus, at Williams her medvirker i en birolle som … tyv.