Opslag til denne artikel

Emneord:burkaforbud, islam, religionsdebat
Personer:Nicolas Sarkozy
Organisationer:al-Qaeda, EU, Libération
Steder:Frankrig, Italien, Marokko, Paris

Tirsdag blev en kommissionsrapport om lov- initiativer mod burkaer i Frankrig diskuteret i Nationalforsamlingen i Paris. Kommissionen anbefaler ikke et generelt forbud mod klædningsstykker som burka og niqab, men vil forbyde total tildækning af ansigtet i offentlige transportmidler, på skoler, hospitaler og i offentlige kontorer for at beskytte offentligt ansatte:

»Burkaen krænker republikkens værdier,« siger præsident Nicolas Sarkozy.

Det er i forvejen forbudt for offentligt ansatte i Frankrig at bære religiøse symboler, når de er på arbejde.

Kommissionens konklusioner har skabt splittelse i såvel regeringspartiet UMP (Union pour un Mouvement Populaire) som i Socialistpartiet. UMP’s politiske ordfører, Jean-François Cope, udtalte, at han vil kæmpe for et generelt forbud mod burkaer i det offentlige rum. Socialisterne boykottede diskussionen i Nationalforsamlingen med den begrundelse, at arbejdet i kommissionen var blevet »forurenet« af interne magtkampe i UMP, men flere medlemmer af Socialistpartiet støtter et generelt forbud. Kommissionens formand, kommunisten André Gerin, udtalte, at rapporten sender et klart signal om, at total tildækning i det offentlige rum er uforeneligt med franske værdier:

»Bag den totale tildækning gemmer sig en skandaløs praksis, som er i modstrid med vores historie,« sagde Gerin og understregede, at rapportens forslag er en del af en kamp mod fundamentalisme med henblik på at gøre islam forenelig med republikkens værdier.

Symbolske tiltag

Det var André Gerin, der for et halvt år siden foreslog et totalt forbud mod burkaer. Til at starte med støttede Sarkozy ideen, men nu er præsidenten modstander af et generelt forbud, som sandsynligvis ville blive forkastet af det franske forfatningsråd og EU.

I stedet anbefaler kommissionen en række tiltag, der af avisen Libération betegnes som »stærkt symbolske«. Det drejer sig bl.a. om »vedtagelse af en resolution, der fordømmer det fulde slør som værende i strid med republikkens værdier«, »evaluering af politiske tiltag til forebyggelse og bekæmpelse af vold mod kvinder« samt »kriminalisering af psykisk vold i ægteskabet«. Kommissionen foreslår også, at offentlige myndigheder skal pålægges at rapportere om mindreårige, der bærer burkaer. Endvidere anbefaler kommissionen, at personer, der »praktiserer en radikal form for religionsudøvelse, som er uforeneligt med republikkens værdier, navnlig princippet om ligestilling mellem mænd og kvinder«, nægtes indrejse- og opholdstilladelse i Frankrig.

Foruden et generelt forbud mod at skjule ansigtet i det offentlige rum har kommissionen valgt at forkaste forslag om oprettelse af en national skole for islamstudier og et forslag om, at parlamentet bør beskæftige sig med »spørgsmål vedrørende islamofobi og bekæmpe diskrimination af mennesker med muslimsk tro«. Arbejdet med at gøre kommissionens anbefalinger til lov påbegyndes først efter valget til regionalforsamlingerne i marts.

Udtryk for xenofobi

Indenrigsministeriet skønner, at der findes omkring 1.900 kvinder i Frankrig, som bærer burka, hvilket svarer til ca. tre personer pr. 100.000 indbyggere. En fjerdedel af disse er etnisk franske kvinder, der er konverterede til islam.

»Det drejer sig knap nok om et marginalt fænomen, så de skal ikke komme og genere os med det her,« siger skuespilleren Jamal Debbouze, der stammer fra Marokko, og tilføjer: »Det drejer sig om xenofobi, voilà. Og dem, der bevæger sig i den retning, er racister.«

Jamal Debbouze giver på sin egen måde udtryk for en bekymring, som er udbredt blandt de omkring fem millioner indvandrere af nord- afrikansk oprindelse, der lever i Frankrig. Mange indvandrere frygter, at burkaspørgsmålet - ligesom debatten om fransk nationalidentitet, der er organiseret af ministeriet for immigration, integration, national identitet og solidarisk udvikling - er et påskud for at stigmatisere muslimer og arabere.

Trusler fra al-Qaeda

Den parisiske stormoskés overhoved, Dalil Boubakeur, som er i konstant dialog med præsident Sarkozy, mener ikke, at der er grund til bekymring:

»Jeg kan ikke se, at fundamentalismen skulle være i fremgang.«

I juni 2009 udtalte Nicolas Sarkozy, at burkaen ikke er velkommen i Frankrig, hvilket fremprovokerede den sædvanlige reaktion fra al-Qaeda med trusler om død og ødelæggelse. Præsidenten har endnu ikke tydeliggjort, hvilke af kommissionens anbefalinger han gerne ser udmøntet i ny lovgivning. I Italien har regeringen ladet sig inspirere af debatten i Frankrig. Onsdag udtalte ligestillingsminister Mara Carfagna, at hun vil fremlægge et lovforslag mod burkaer i det offentlige rum.

Burkaen er et ekstremt følsomt og symbolladet emne, og ifølge flere iagttagere risikerer en restriktiv lovgivning at forvandle et kvindeundertrykkende og ydmygende klædningsstykke til et paradoksalt frihedssymbol. Om regeringspartiets politik skriver Libérations chefredaktør, Laurent Joffrin, i en leder:

»De paranoikere, der er så optaget af fransk identitet, ønsker, at politiet skal anholde kvinder, der snarere end gerningsmænd er ofre. Har politiet ikke bedre at tage sig til i disse usikre tider? Og hvordan skal franske muslimer, hvoraf et stort flertal blot ønsker at leve i fred og under beskyttelse af landets love, fortolke denne feber som andet end udtryk for intolerance? UMP er syg af islam. Det er på tide, at partiet går i behandling.«

Den franske burkakommision

Den franske burkakommission har vedtaget følgende forslag:

Forslag nr. 1: Vedtagelse af en resolution, der fordømmer det fulde slør som værende i strid med republikkens værdier og bekræfter Nationalforsamlingens støtte til bestræbelser på græsrodsniveau, der bekæmper denne praksis, fordømmer diskrimination og vold mod kvinder og bekræfter Frankrigs solidaritet med kvinder rundt om i verden, som er ofre for dette. Denne resolution bør kundgøres med et cirkulære til offentligt ansatte.

Forslag nr. 2: Muliggør mægling i forhold til kvinder, der bærer det fulde slør, og deres omgivelser for at forstå deres bevæggrunde (…)

Forslag nr. 3: Styrkelse af folkeoplysningen vedrørende integration (…)

Forslag nr. 4: Uddannelse af offentligt ansatte, som er i direkte kontakt med borgerne, i forhold til reglerne for sekularisme (…)

Forslag nr. 5: (…) evaluering af politiske tiltag til forebyggelse og bekæmpelse af vold mod kvinder (…) forebyggelse af kønsbestemt vold i skolen og uddannelse af børn til ligestilling mellem mænd og kvinder (…)

Forslag nr. 6: Øget indflydelse for Observatorium for sekularisme, oprettet i 2007 (…)

Forslag nr. 9: Dialog om metoderne til sikring af en rimelig repræsentation af religiøs mangfoldighed.

Forslag nr. 10: Statslige myndigheder bør pålægges systematisk at rapportere (…) om mindreårige, der bærer fuldt slør, i henhold til bestemmelserne om beskyttelse af mindreårige i fare.

Forslag nr. 11: Kriminalisering af psykisk vold i ægteskabet.

Forslag nr. 13: (…) udarbejdelse af en oversigt over de former for sekterisme, der kan gøre sig gældende i kredse, hvor mennesker bærer fuldt slør, og hvor dette kan være indikator for sekterisme.

Forslag nr. 14: Ved asylansøgninger betragtes kravet om at bære fuldt slør som et tegn på forfølgelse i en mere generel forstand.

Forslag nr. 15: “Forbud mod at skjule ansigtet i offentlige bygninger med henblik på beskyttelse offentlige ansatte.

Forslag nr. 16: Ændring af reglerne for indrejse- og opholdstilladelse, hvor det bør nævnes, at ligestilling mellem mænd og kvinder og princippet om verdslighed er blandt de værdier, som personer, der ønsker at få udstedt en længerevarende ophold visum eller ønsker at drage fordel af familiesammenføring, bør kende (…) afvisning af udstedelse af opholdstilladelse til personer, der praktiserer en radikal form for religionsudøvelse, som er uforeneligt med republikkens værdier for republikken, navnlig princippet om ligestilling mellem mænd og kvinder, idet dette betragtes som en brist i forhold til integrationen

Forslag nr. 17: Tilføjelse af en bestemmelse i retsplejeloven vedrørende erhvervelse af fransk statsborgerskab, der præciserer, at det at vise en radikal religiøs praksis betragtes som en brist i forhold til assimilering (…) og at det er uforeneligt med de grundlæggende værdier i det franske samfund, navnlig hvad angår princippet om ligestilling mellem mænd og kvinder.

Kommissionen har afvist følgende forslag:

Forslag nr. 7: Oprettelse af en skole for islamstudier.

Forslag nr. 8: Parlamentet bør beskæftige sig med spørgsmålet vedrørende islamofobi og bekæmpe diskrimination af mennesker med muslimsk tro.

Forslag nr. 18: (…) overvejelse af et lovforslag, der forbyder skjult sit ansigt i offentligheden.