Hvordan stilstand blev til visdom

Jeg er en mand på 32 år. Jeg står og kigger ned i afgrunden. Det er ikke bare noget, jeg tror det er noget i mænds hjerner: de holder simpelthen op med at udvikle sig. Det kommer helt automatisk. Vi bliver kedelige, stædige og selvhævdende, bryder os grundlæggende ikke om nye tiltag i livet eller udfordringer af vores verdensbillede, og har det i det hele taget svært med nogen som helst form for udvikling. Det er derfor, at du kvinde eller yngre mand ofte finder dig selv i ufrugtbare diskussioner med midaldrende mænd, der mener at have gennemskuet dig og hele verden. En mand, der gentager de samme pointer igen og igen, har svært ved at lytte, svært ved at forstå og svært ved at være til stede og det er han i øvrigt alt sammen ret stolt af.

Det er ikke blot et stereotypt billedet af en dominerende patriark i en dansk tv-serie eller et groft karaktermord på de fleste af de mænd over 50, der præger vores medier. Det er en dom, der kan fældes over et flertal af mænd og faktisk er alle mænd fra cirka midt i 30erne i farezonen for at havne der. I hvert fald, hvis man skal tro noget af det mændene holder allermest af, nemlig videnskaben.

Manden som det kreativt resignerende køn er nemlig neurologisk ret godt dokumenteret. Siden 70erne har hjerneforskere og psykologer undersøgt aldringsprocesser i mænds og kvinders hjerner gennem alt fra forsøg med aber til hjernescanninger af fostre, og senest er de to canadiske hjerneforsker Radah Mn og Anthony McIntosh kommet til gru- eller opsigtsvækkende konklusioner. Ligesom teamet omkring den amerikanske neurolog Amishi Jha, der særligt fokuserer på meditationens virkning på hjernen, mener de at kunne konstatere, at mandens hjerne fra 35 årsalderen holder op med at danne nye forbindelser, at hukommelsen bliver dårligere, og at evnen til at tænke nyt og kreativt begynder at gå tilbage, hvis han ikke aktivt og konstant træner det. Det er mindst ti år før kvinden.

Frygten har fat

Den slags oplysninger er lidt af en mavepumper for en mand, der når 35 om godt to år. Jeg er allerede begyndt at gentage mig selv, og det har været åbenlyst siden teenageårene, at aldrende mænd ikke er værd at spejle sig i. Det står klart for enhver, at alle store kunstnere har udgivet deres største værker i 20erne, at samtalebøger laves og læses af ældre mænd, der aldrig bliver trætte af at høre på deres egne banaliteter, at glade unge fællesskabsorienterede socialister med tiden bliver til en grå Ralf Pittelkow eller bedrevidende asociale belastende moralister, og det står klart, at den første og største angst en dreng får, den dag han bliver voksen, er at skulle ende som sin far. Men det gør han alligevel. Fædrene vil sige, fordi han er blevet klogere, videnskaben vil sige, fordi han er blevet dummere.

Steffen Brandt blev en ung mand

Personligt har angsten siddet i mig, så længe jeg kan huske, men da det i en alder af 20 gik op for mig, at hver anden plade, jeg købte, og hver eneste plade, jeg satte på var en Bob Dylan-plade, blev jeg for alvor bange. I min generation er en Dylan-fan selve symbolet på en mand, der er gået i stå, så i flere år var min passion kun noget, jeg delte med ganske få, mens jeg febrilsk forsøgte at køre mig selv i stilling som hip-hop-fan eller britpop-aficionado. Jeg brød mig ikke om at se mig selv udefra, når jeg rodede efter Dylan lper eller sad i min øreklapstol med en klump i halsen til If you See Her Say Hello i New York Sessions-udgaven. Nogle gange kunne jeg endda få små blitzende skrækvisioner, hvor jeg i et splitsekund troede, min far var Christian Braad Thomsen eller Morten Sabroe. Jeg rodede med en hel del ting den gang.

Før min Dylan-feber var jeg som utrolig mange andre af min slags meget glad for Steffen Brandt, så da han i sidste måned forud for en teaterkoncert på Betty Nansen udgav en plade med 18 klassiske Bob Dylan-sange gendigtet på dansk, var det med lige dele forventning og frygt, at jeg så frem til udgivelsen. Det kunne blive en forening i himmerige eller i helvede, men anmelderne, der fortrinsvist bestod af ældre mænd, mente ikke, det var nogen af delene. De var hverken begejstret for teaterkoncerten eller pladen, og efter de første gennemlytninger var jeg personligt heller ikke tilfreds med oversættelserne. »Næsten ligesom en kvinde« og »For at leve livet på kanten, skal man godt nok være ærlig« (det er en oversættelse af den berømte sætning »To live outside the law you must be honest«), fik det til at bløde ud af ørerne på mig.

Men i et svagt øjeblik kom jeg til at åbne et eller andet center i hjernen, og det var der, jeg hørte pladen som noget nyt. Som en gendigtning i forlængelse af den tradition og metode Dylan selv har bygget sin karriere og den moderne folk op omkring. Som et nyt Steffen Brandt-album og ikke en oversættelse af gamle Dylan-numre. Pludselig var det hverken Steffen Brandt eller Bob Dylan, der var de gamle mænd, men mig, der var blevet tvær, kedelig og ude af stand til at indoptage nye verdener. For Steffen Brandt har med Baby Blue udgivet det bedste dansksprogede album i år og hans eget bedste i et par årtier. Måske ved at ophæve tiden for en stund. Eller som en af Dylans store plader hedder Time out of Mind. Den udgav han i øvrigt, da han var 56.