Opslag til denne artikel

Emneord:krig
Personer:Arnold Schwarzenegger, Junichiro Koizumi
Organisationer:FOX, Human Rights Watch, NATO, Pentagon
Steder:Afghanistan, Irak, Japan, Kandahar, Libanon, Pakistan, USA, Vietnam

Pas på, dræberrobotterne kommer. De indsættes lige nu i kampzoner, og med deres aktuelle udbredelseshastighed vil de på få år kunne blive den dominerende krigsmetode for rige lande i det 21. århundred.

Indrømmet, det lyder ret langt ude. Selve forestillingen om maskiner, der er designet til at summe ud i verden og træffe egne drabsbeslutninger, minder mest om en gammel sci-fi-fantasi: Man ser for sig en mekanisk Arnold Schwarzenegger, der skyder en lastbil i totalsmadder og fremmumler Hasta la vista, baby. Men faktum er, at vi lever i en verden, hvis svimlende teknologiske transformationer allerede har medført, at konceptet er hoppet fra biograflærredet og ud i virkelighedens slagmarker.

Da USA invaderede Irak i 2003, var der ikke én robot med. Ved udgangen af 2005 havde amerikanerne 2.400. I dag har de 12.000, som tilsammen udfører 33.000 missioner om året. I en rapport fra den amerikanske generalstab forudsiges det, at autonome robotter vil være normen på slagmarken inden for 20 år.

NATO’s styrker har nu indrulleret en bred vifte af dræberrobotter. Hver gang man hører om ‘droneangreb’ mod mål i Afghanistan eller Pakistan, er det en ubemandet robot, som kaster bomber mod mennesker. Man trykker blot på en knap. Så flyver den ud, dræber og kommer hjem igen.

Dens tvilling på landjorden kaldes SWORDS og er en robot med 360 graders synsfelt, som kan affyre sin maskinkanon imod ethvert mål, den ‘beslutter’ sig for. FOX News kalder den stolt for »det 21. århundreds G. I.« Og yderligere milliardsummer er på vej til at udvikle næste generation af warbots, som vil få de nuværende modeller til at virke så bedagede som en Commodore 64-spillekonsol.

Robotter bestemmer

Endnu styres de fleste krigsrobotter via fjernbetjening af en soldat, som ofte kan befinde sig 12.000 kilometer væk. Men oprørsstyrkerne finder hele tiden på nye metoder til at blokere signalet fra kontrolcentret, hvilket får robotterne til at lukke ned og ‘dø’. Derfor arbejder de militære teknologer på at indprogrammere ‘autonomi’ i robotterne. Skulle de miste forbindelsen, kan de gå over til at træffe deres egne beslutninger, i tråd med en forudprogrammeret kode.

»Vi er vidne til en af de mest fundamentale forandringer i krigshistorien,« mener P. W. Singer, en tidligere CIA- og Pentagon-analytiker. Mennesket har i årtusinder udviklet våben, der har sat os i stand til at dræbe stadig flere fra stadig større afstand. Fra langbuen over kanonen og maskingeværet til atombomben. Men i det øjeblik man programmerer og indsætter en autonom robot, er det pludselig ikke længere os, der udkæmper krigen, men en maskine. Krigens subjekt bliver et andet.

Militæret insisterer på, at robotmodellen er meget pålidelig. Som Gordon Johnson fra Pentagons ‘Joint Forces Command’ siger om krigsrobotter: »De er ikke bange for noget, de glemmer ikke deres ordre, de er ligeglade med om fyren ved siden af dem bliver skudt. Kan de klare jobbet bedre end mennesker? Helt sikkert. Hvorfor sætte dine soldaters liv på spil, hvis de kan blive i Arlington og dræbe i Kandahar? Se på det her som Krig version 4,0.«

Det går ofte galt

Men Johnsons teknooptimisme modsiges af empirien. Vi ved, at programmering af robotter jævnligt vil gå galt - det gør al anden teknologisk programmering. Eksempler er der nok af fra det sted, hvor robotter hyppigst er i brug i dag: i fabrikker. Omkring fire procent af de amerikanske industrivirksomheder oplever hvert år »større robotrelaterede ulykker« - en mand får hældt flydende aluminium over sig, eller en kvinde bliver hevet op på et samlebånd og lemlæstet. Japans tidligere premierminister Junichiro Koizumi var tæt på at blive dræbt, da en fabriksrobot for nogle år siden angreb ham.

Robotter har svært ved at skelne et æble fra en tomat. Hvordan skal de skelne en fjendtlig kriger fra en civil? Man kan ikke bønfalde en robot om barmhjertighed, ikke aktivere dens empati. Og hvem skal man straffe for dens fejl? Som Marc Garlasco fra Human Rights Watch pointerer: »Krigsforbrydelser forudsætter hensigt. En maskine har ikke kapacitet til at ønske at dræbe civile. Hvis de er ude af stand til at have hensigter, er de per definition ude af stand til at begå krigsforbrydelser.«

Robotter gør således krige langt lettere - for aggressoren. Man udsætter sine egne folk for stærkt reduceret fysisk risiko, samtidig med at man kan dræbe langt flere af modparten.

Hvis stort set ingen amerikanske soldater var faldet i Vietnam, ville krigen så være slut på det tidspunkt? Eller vil de systematiske nedslagtninger af vietnamesere være fortsat i år endnu? Hvis vi ikke havde tab i Afghanistan og Irak, ville kravet om at få afsluttet disse krige så være lige så højlydt?

Hasta la vista, baby

Krigsrobotter nedbryder vores hæmninger ved at dræbe. Når et andet menneske står over for dig, når man kigger ham i øjnene, er det svært at dræbe. Men er han en halv klode væk og repræsenteret ved en prik på en skærm, er det meget nemmere. Som en ung løjtnant fra US Airforce, der styrer en krigsrobot, sagde til Singer: »Det er som et videospil - bare hvor man dræber rigtigt. Det er bare så cool.«

Selv om vi vil miste færre af vore egne ved at lade krigsrobotter erstatte soldater, kan kampteknikken meget vel føre til desto mere forbitrede angreb imod os selv på længere sigt. Krigsrobotter kan nok indgyde »chok og ærefrygt«, men også fremkalde raseri og galvanisere modstandsviljen. Det så man, da Libanon blev ramt af israelske droner i 2006 - konsekvensen blev en øget folkelig støtte til Hizbollah-militsen.

Er det en rationel brug af vores teknologiske innovationskraft at investere milliarder i disse våben? Mange af de forskere, som skabte a-bomben - Einstein, Oppenheimer, Bohr, Sakharov - vendte sig i rædsel mod deres skabning og tryglede om at få den forbudt.

Nogle teknologier er så afskyelige, at vi har valgt at forbyde dem helt. Vi har forbudt laservåben, der permanent blinder deres ofre, vi har forbudt giftgas. Og vi kan også forbyde krigsrobotter. Men valget er vores eget. Vi er nødt til at stirre krigsrobotten i dens mekaniske øje og sige en gang for alle: Hasta la vista, baby.

© The Independent og Information
Oversat af Niels Ivar Larsen