Opslag til denne artikel

Emneord:udviklingsbistand
Personer:Ulla Tørnæs
Organisationer:Berlingske Tidende, IBIS, Mellemfolkeligt Samvirke
Steder:Danmark

Den danske udviklingsbistand er til tiårs eftersyn, og en ny overordnet strategi for udviklingspolitikken skal efter planen fremlægges inden for de næste par måneder.

Den nye strategi forventes at indeholde et større fokus på erhvervssektoren i bistandspolitikken, en bistandstype der tidligere har mødt omfattende kritik fra eksperter for at favorisere danske virksomheder og have svært ved at dokumentere egentlige effekter på fattigdomsbekæmpelse.

Men hvad den fremtidige strategi mere specifikt indeholder holdes væk fra offentligheden, og en lang række organisationer er sat uden for indflydelse. En af disse er Mellemfolkelig Samvirke:

»Processen har været meget lukket, og der, hvor man har åbnet, har man kun åbnet den selektivt for særligt udpegede folk, som ministeren har valgt at høre på. Det er en meget uholdbar måde at udvikle fremtidens bistand på,« siger generalsekretær i Mellemfolkeligt Samvirke Frans Mikael Jansen.

Ifølge Informations oplysninger findes der allerede nu et dokument med et udkast til den nye udviklingspolitiske strategi, men indholdet er fortroligt og kun delt mellem særligt udvalgte parter.

Det skulle efter sigende være erhvervslivets interesseorganisationer, en række forskere og repræsentanter fra tre håndplukkede NGO’er.

»Det er en absurd situation, at staten udvælger hvilke organisationer fra civilsamfundet, de gerne vil tale med om reformer. Det burde være åbent, og ikke bare staten der bestemmer, hvem de vil høre på, og hvem et udkast til en fremtidig politik skal deles med,« siger Frans Mikael Jansen.

Også udviklingsorganisationen IBIS savner at diskussionerne bliver taget i nogle åbne fora i ordentlig tid, inden den nye strategi forventes vedtaget i dette folketingsår.

»Der er brug for at få et egentligt forslag åbent på bordet. Uden at have et oplyst grundlag at diskutere ud fra, ender det med at blive skyggeboksning mellem de forskellige aktører,« siger generalsekretær i IBIS Vagn Berthelsen. »Hvis der er tale om væsentlige omlægninger i bistanden, så er der brug for at have en grundig debat,« siger han.

Åben invitation

Da udviklingsminister Ulla Tørnæs lancerede reformen af udviklingspolitikken, skete det ellers med en åben invitation til offentligheden:

»Derfor er tiden nu kommet, hvor den samlede udviklingspolitik skal til tiårseftersyn. Dette er en invitation til over de kommende ti måneder at deltage i debatten om og bidrage til formuleringen af Danmarks fremtidige udviklingspolitik. Processen vil indeholde møder, dialogcaféer, blogs og høringer med mere,« skrev hun i en kronik i Berlingske Tidende.

Og der har da også været afholdt en række cafémøder, men ifølge Frands Mikael Jansen foregår selve formuleringen af den fremtidige strategi bag lukkede døre.

»Der er der tale om en lille skrivegruppe, som holder kortene tæt ind til kroppen. Det blev lanceret som om, man ville have en bred konsensus om den her strategi, men det opnår man ikke uden at tage diskussionerne,« siger han.