Efter daværende sundhedsminister Lars Løkke Rasmussens mening var der ikke noget at være i tvivl om. For ham at se, var det nemlig »ikke statens opgave at være et ekko af et hvilket som helst minoritetsseksuelt spørgsmål,« sagde han, da han trak det elektroniske undervisningsmateriale Sexstarz tilbage en cdrom udviklet af blandt andet Sex og Samfund og målrettet folkeskolens 9. klasser. Begrundelsen? Den redegjorde for toiletsex, analsex og gruppesex.

Så var der sædelighedsfejden om Jørgen Leth i 2005. Leth havde i sin biografi skrevet, at han tog kokkens datter, når han ville. Det var hans ret, skrev han.

Og i 2006 begyndte Københavns Borgerrepræsentation at lave en række tiltag i forhold til prostitution. De pålagde eksempelvis ansatte i kommunen, at de ikke måtte købe sex, socialarbejdere måtte ikke længere formidle kontakt mellem prostituerede og handicappede, »også selv om det var mod loven«, som Morten Emmerik Wøldike påpeger. Det var netop den stribe af sager, der gjorde, at Morten Emmerik Wøldike blev interesseret i at lave en sammenligning mellem 90erne og 00erne, og som nu er mundet ud publikationen Piger bliver ikke lykkelige af analsex, der netop er udgivet i skriftrækken SEKSUALITETER på Sociologisk Institut ved Københavns Universitet. For er vi i Danmark blevet mere sexforskrækkede og mindre frisindede i de seneste 10 år?

»Udgivelsen svarer selvfølgelig ikke på spørgsmålet, om danskerne er blevet mindre frisindede. Men den siger noget om, hvordan debatten har udviklet sig, og min pointe er, at omkring år 2000 sker der et skift i forhold til synet på forskellige former for seksualitet,« siger Morten Emmerik Wøldike. Mens tilgangen i 90erne er langt mere afslappet, præget af nysgerrighed og af holdningen, at det her kan vi godt håndtere, så er den siden år 2000 præget af angst og fordømmelse, mener Morten Emmerik Wøldike, der har analyseret 6-7.000 artikler, debatindlæg, ledere og kronikker fra 2004-06 og fra 1997 for at undersøge synet på analsex, gruppesex og gangbang, seksualisering og pornoficering af det offentlige rum, pornografi og prostitution.

»Vi lever i en periode, hvor der er politisk samling omkring frygt for det, vi ikke kan kontrollere. Hos højrefløjen ser vi det i fordommene mod indvandrere. Hos venstrefløjen ser vi det i prostitutionsdebatten, som i høj grad er et centrum-venstreprojekt, hvor der spilles på følelser og angst, oftest uden dokumenteret begrundelse og uden forankring i forskning og faktiske forhold« siger Morten Emmerik Wøldike.

Du er forkert

Det, han har set i sit materiale, er, at der op i 00erne begynder at komme restriktioner på det seksuelle felt. En seksualmoralisme begynder at spire, hvor bekymringerne nu tager form af frygt og fordømmelse af forskellige seksuelle handlinger, som man ønsker at begrænse, regulere og forbyde. Og med Sverige som forbillede, der har kriminaliseret sexkunder og sat visse restriktioner på pornografien, fremføres det i stigende grad, at staten og myndigheder skal diktere, hvad det er for nogle seksuelle lyster og kropslige udfoldelser folk må have i Danmark. Disse seksualmoralistiske synspunkter er især udbredt blandt andet i kristne-religiøse grupper, debattører, forskere, socialarbejdere, i visse kredse af feminismen og blandt politikere fra især centrum-venstrefløjen.

»Og selv om debatten i de trykte medier er domineret af opinionsdannere, forskere og eksperter og politikere, som har særlig let adgang til medierne, så har denne bekymringsorienterede og frygtbårne debat også en afsmittende effekt i befolkningen. Debatten spiller jo på angsten for: hvad kan min egen datter finde på, hvad laver børnene på internettet.«

Det signalerer man eksempelvis ved at trække Sexstarz-cden tilbage.

Et eksempel på den bekymrede debat er en læge, der skriver, at der kommer 16-årige piger til hendes klinik for at få fjernet hæmorider, så de kan dyrke analsex. Disse vaner, mener hun, at pigerne har fra pornovideoer, »og som jeg helt ærligt ikke tror en 16-årig pige bliver lykkelig af,« siger lægen. Et andet eksempel er børnelægen Vibeke Manniche, der uden dokumentation siger, at de fleste piger senere giver udtryk for, at analsex var en dårlig ide.

Men kan der ikke være en begrundet bekymring: At der er nogle unge, der ikke kan sige til og fra? Skal man ikke beskytte dem?

»Jo, og derfor er det vigtigt, at vi har en god seksualundervisning, og at de unge får denne her generelle dannelse, der gør, at de kan finde ud af, hvad de selv har lyst til og forholde sig både positivt og med en passende kritisk distance til pornografi og sex. Problemet er, at der ikke er nogen systematisk og kvalificeret seksualundervisning,« siger Morten Emmerik Wøldike og påpeger det problematiske i Vibeke Manniches udsagn: At hun ved at sige, at de fleste piger ikke har lyst til analsex også får sagt, at hvis du har lyst til det her, så er det ikke helt rigtigt og ikke lige så acceptabelt som eksempelvis vaginalt samleje. Analsex bliver således gjort til en mindre rigtig, god og sund form for sex i Vibeke Manniches verden.

»Fokus burde være, hvad man kan få ud af det. For hvad er egentlig problemet med analsex? For 50 år siden var oralsex ikke særlig udbredt, men i dag har folk meget glæde af det. Det handler om, at det skal være godt for alle parter. Men at sige, at piger generelt set ikke kan lide det, eller at drenge generelt gør det og det, er med til at stigmatisere bestemte former for lyst og i sidste ende de mennesker, der føler fryd ved disse udfoldelser.«

Syge lyster

Med den holdning møder vi de unge med mistænksomhed, mener Morten Emmerik Wøldike. Man møder dem med frygt, hvor man i stedet burde møde dem med nysgerrighed, indlede en dialog og forsøge at se verden fra deres udgangspunkt. I 97 var der da heller ikke megen bekymring om, at unge piger blev pacet frem, og når der blev skrevet om eksempelvis analsex, var det typisk med nysgerrighed som et nyt felt, man kunne udforske. Dengang mente man, at kvinder godt kan håndtere, hvad de selv har lyst til.

»I dag hersker den forestilling, at det er noget, de i virkeligheden ikke har lyst til. Man konkluderer, at så må de være undertrykte det har kvinder jo altid været. At de bliver presset til det af pornografien og af kapitalismen, og at de bliver påduttet og presset ud i denne form for seksualitet af mændene, der igen er præget af pornografien. Men det har altså ikke belæg i fakta. Og sådan er det meget med denne her debat, den har forankring i følelser frem for fakta,« siger Morten Emmerik Wøldike og påpeger, at der er lavet undersøgelser, blandt andet i Sundhedsstyrelsen, der viser, at analsex ikke er særligt udbredt blandt unge.

»Der er også mange, der påstår, at unges seksuelle debut er faldet meget. Men det er den ikke. Undersøgelser viser også, at unge generelt forbinder sex med kærlighed, forelskelse og at have en kæreste. Der er således ikke så meget grund til al den bekymring. Og når der er denne frygt omkring sex som analsex og gruppesex, så bliver de kvinder, der faktisk har lyst til mere eksperimenterende sexformer, sygeliggjorte,« siger Morten Emmerik Wøldike og nævner eksemplet Kira Eggers, der som pornofilmsinstruktør udtalte, at hun ville inddrage fantasier om dominans og voldtægt i sine film, fordi kvinder også kan have sådanne fantasier. Det fik Lotte Heise til at udtale, at Kira Eggers seksualliv var betændt.

Men analsex og gruppesex er stadig ok. Sådan da. For der gælder et slags seksuelt hierarkisk vurderingssystem, hvor analsex stadig er accepteret, men hvor man stadig er bekymret. Så er der pornografien, som man helst skal undgå, og som skal reguleres. Og så er der prostitution. Og den er overhovedet ikke ok.

Om vi kan lide det eller ej

»Min undersøgelse viser, at der siden 2006 har udviklet sig tendenser til moralsk panik om prostitution i Danmark. Panikken retter sig i særlig grad mod en persontype, der anses for at true samfundet og udgør det onde som samfundet må stå sammen om at bekæmpe. Den rolle havde den homoseksuelle tidligere. Når det gælder prostitution i dag rettes skytset mod sexkøberen, der forsøges konstrueret som en afvigende og syg person, der er skyld i kvindeundertrykkelse og som skal afhjælpes og helbredes for sine tilbøjeligheder. Eksempelvis kaldte Elisabeth Arnold fra de radikale sexkunder for sexmonstre.«

Men prostitutionsdebatten er vel anderledes end eksempelvis debatten om analsex i kraft af, at netop prostitution har mange ofre?

»Jeg siger ikke, at sexarbejde er en holdbar livsbane for alle, og der skal være hjælp og støtte til alle, der har brug for det. Man skal løse de sociale problemer, men det gør man ikke ved forbud. Min pointe er, at der altså også eksisterer prostitution, som er selvvalgt uanset om vi kan lide det eller ej. Og min undersøgelse viser, at prostitution bliver behandlet fuldstændig unuanceret.«

Prostitution bliver behandlet som én ting, alt bliver smidt i samme spand, og det hele er kvindeundertrykkende, men der er altså forskel, påpeger Morten Emmerik Wøldike: Der er gade- og narkoprostitution, der er trafficking, udenlandske kvinder, massageklinikker og escort.»Og den gruppe prostituerede, der gør det frivilligt, er ikke nødvendigvis mindre end gruppen af narkoprostituerede. Når Lars Trier Mogensen fra Politiken skriver, at tusindvis af kvinder bliver udnyttet hver dag, er det ikke nuanceret og ikke baseret på fakta. Det er det, der er problemet for denne her debat, den er ikke baseret på et nuanceret blik og faktiske forhold. På den måde er prostitutionsdebatten nøjagtig som indvandrerdebatten,« siger Morten Emmerik Wøldike. For når det gælder seksualitet, kan man ikke bare antage, at det sex man selv kan lide også er det, alle andre har lyst til. Vi må acceptere, at der findes forskellige former for seksuel lyst. Nogle kvinder har lyst til analsex, andre har det ikke, nogle har lyst til at sælge sex, det skal de have lov til, og det skal vi ikke blande os i, mener Morten Emmerik Wøldike.

Denne artikel er anbefalet af: