Så ser man bare den anden vej

Alle fryser. Men hjælp til at holde varmen afhænger af hudfarve og nationalitet. Sådan er den reelle situation for mange udenlandske hjemløse, der lever en nomadetilværelse i kraft af EU’s indre marked, men som ikke må hjælpes i Danmark

»Det er så overordnet vigtigt for stabiliteten i Europa, at få øst- og centraleuropæerne med. Så må vi altså bære en hel masse af det bøvl og de urimeligheder, der kommer.«
Tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-­Jensen om EU-udvidelserne mod øst, 2003

Det er frostgrader udenfor, og der blæser en iskold vind omkring frikirken Kristuskirken i Baggesensgade på Nørrebro. Nødherberg står der på et interimistisk skilt. Indenfor i kirken ligger der en stor bunke af gamle madrasser, soveposer og dyner. På en række borde langs væggen står der mad, som diverse organisationer har doneret. Der er ligeledes stillet kaffe, te, vand og vitaminpiller frem. Klokken er fem minutter i otte. Sheila, en af de frivillige i kirken, har medisterpølse og kartofler klar. Dørene bliver åbnet, og det strømmer ind. Først inde er en gruppe afrikanere, der skynder sig at hamstre madrasser og dyner, før de af en frivillig får besked på at vente, til alle har spist. Stemningen er spændt, mens de hjemløse ser hinanden an. En østeuropæisk mand – stor som et hus – bryder isen ved at stille sig an over for to afrikanere. I en lettere uforståelig sætning får han med den dybeste bas bundet ordene abe, Afrika og banan sammen suppleret af diverse håndtegn. Afrikanerne er ikke umiddelbart specielt begejstrede for den konstellation. Flere hjemløse kommer til.

Mennesker fra Litauen, Rusland, Nigeria, Ghana, Grønland, Bulgarien, Rumænien, Sverige, Norge og Danmark har sammen med en flok romaer fundet vej til kirken.

Her har præst Jan Haslund i de seneste godt tre uger hver nat haft dørene åbne for de hjemløse. Det har været nødvendigt, fordi især mange udenlandske hjemløse ikke har noget sted at sove, fordi de herberger, der får støtte fra staten, ikke må tage imod dem. Det må de ikke, fordi de dermed potentielt kan bryde loven, hvis det forholder sig sådan, at de hjemløse opholder sig ulovligt i landet. Hvorvidt de er her ulovligt eller ej, er dog ikke altid lige sådan at kontrollere, når en flok hjemløse står og fryser uden for døren. Det har ifølge flere hjemløse skabt en situation, hvor man som reelt deles op efter hudfarve og nationalitet, når det gælder om at slippe væk fra kulden. Om man så er her ulovligt eller ej.

»Det fungerer sådan nu, at nordmænd, svenskere, finner og islændinge godt kan få et sted at sove, mens andre ikke kan. Der hersker en vis form for apartheid, hvilket man godt kan sige er lidt unfair,« siger en norsk hjemløs.

Han har selv levet på gaden i fem år efter et overfald i Göteborg. Her blev han overfaldet med et baseballbat. Det lykkedes ham dog at få battet fra sin overfaldsmand, og han reagerede efterfølgende ved at »brække hver en knogle i hans krop«.

»Det var måske en overreaktion, men jeg bryder mig ikke om at blive overfaldet,« forklarer han. Nu er han gået ’underground’, da han ikke havde meget tillid til, at politiet ville give ham medhold i, at der ret beset var tale om selvforsvar.

Europæiske nomader

Han lever nu – som stort set alle de hjemløse Information taler med – en nomadetilværelse i Europa, hvor man rejser fra land til land i korte perioder, typisk på tre måneder, som er den tid, man kan opholde sig på et turistvisum. Mange registrerer sig dog aldrig i det land, de tager til. Der er de seneste fem år kommet en hel del flere til, der lever den tilværelse, ifølge nordmanden.

»For fem år siden var her næsten kun danskere, men nu kommer der flere og flere især fra Østeuropa,« siger han.

En tendens man også har registreret i arbejdet med de hjemløses avis, Hus Forbi.
»Der er kommet mange ’fattigdomsturister’ i forbindelse med EU-udvidelsen. Med til arbejdsmarkedets frie bevægelighed hører altså også fattigdommens frie bevægelighed. Som en konsekvens ser vi et stigende antal mennesker, der kommer for at prøve lykken her. Hvor mange er svært at sige, men vi oplever det som et voldsomt problem,« siger Stig Tarnow, sekretariatsleder i Hus Forbi.

I Kristuskirken er en af de hjemløse særdeles ubeslutsom omkring hvilket stykke wienerbrød, han skal vælge fra et af de fade med mad, der er stillet frem. Han tager stykkerne op et ad gangen og lægger dem derefter tilbage igen. Det bliver en af de frivillige for meget. Han beder ham om at opføre sig ordentligt. Det her er Danmark, lader han forstå, ’vi’ opfører os ordentligt. Den hjemløse er ikke enig.

»Det her er ikke Danmark, det her er EU. Og jeg er borger i Europa,« svarer han igen.

Det er da også ganske rigtigt officielt fattigdomsår i EU netop i år. Et år hvor man fra EU’s side opfordrer til at vise solidaritet og inkluderende adfærd over for netop de mest udsatte i EU. Alligevel føler flere af dem, Information taler med, at det er svært at få fodfæste. En mand fra Bulgarien forklarer, at han kom her til, fordi han fik job som avisbud. Det endte dog med, at han efter et par måneder fik et ordentligt lag tæsk af sine kolleger. Nu lever han på gaden, imens han prøver at finde en måde at overleve på. Han har svært ved helt at forstå, hvor han står i forhold til det danske samfund. Livet på gaden er særdeles barskt. Det handler primært om at overleve fra dag til dag. Mens vi taler, kommer en stor tatoveret litauer med tydelige mærker efter et slagsmål i både ansigtet og på knoerne op til ham bag fra og snor et halstørklæde rundt om halsen på ham, mens han hvisker ham noget i øret.

»Kan du se, hvad jeg mener?« siger manden fra Bulgarien tydeligvis ikke helt glad, da litaueren efterfølgende går grinende derfra. Han vil dog ikke ind på, hvad der blev hvisket.

Lidt efter kommer litaueren tilbage. Han ligner umiskendeligt den gamle James Bond skurk, Manden med ståltænderne, med den eneste undtagelse, at han altså ikke har ståltænder. Han mangler faktisk et par stykker.

»Tonight – I drink! No Photo!« siger manden, før han tager en pakke med tandtråd op og begynder at rense sine tilbageværende tænder.

Der er ikke gået meget mere end en halv time, siden kirken åbnede kl. 20, alligevel er de fleste færdige med at spise og er begyndt at gøre sig klar til natten. Stemningen er gået fra spændt til forholdsvis rolig. Der soves på tre etager i kirken, opdelt efter baggrund for at undgå konflikter. Man har haft alt mellem 20 og 100 mennesker sovende hver nat, siden herberget åbnede. På øverste i etage sidder en roma og klipper negle, mens han taler med sin kone. På en madras ved siden af sidder en ung pige. Romaerne er tilsyneladende den eneste befolkningsgruppe, hvor der er kvinder. Ellers er her kun enlige mænd.

Basta

En anden gruppe, der har fundet ly for natten, er nogle afrikanere fra henholdsvis Nigeria og Ghana. De er kommet her til fra andre lande i Europa blandt andet Italien og Spanien. En ung nigerianer, Obasanjo Musah, er kommet fra Italien, hvor han det seneste år har arbejdet som mekaniker. Da han ikke længere kunne arbejde der, tog han mere eller mindre tilfældigt til Danmark for at prøve lykken. Men han er sur over, at man i Danmark skal betale for at lære dansk. I Italien er sprogundervisning gratis, fortæller han. Han vil nu prøve at komme til et bedre land. Han kan ikke forstå, hvorfor han ikke kan få lov at arbejde.

»Jeg vil ikke giftes, jeg vil gerne bare arbejde og tjene nogle penge,« siger Obasanjo Musah efterfulgt af et Vaffanculo, et ’basta’ og et højt grin.

En ghaneser viser mig billeder af sin søn, der er i Madrid sammen med hans kone. Hans ønske er udelukkende at kunne forsørge sin familie, siger han. En anden nigerianer, der kom for tre dage siden, forklarer mig, at han er turist, men at den ven, han skulle møde, ikke var i Danmark, da han kom, så nu er han her bare alene. Selv om jeg spørger videre ind til, hvordan det nu kan hænge sammen, bliver jeg ikke meget klogere.

Jan Haslund forklarer, at man har åbnet herberget for at hjælpe dem, det danske system ikke kan hjælpe. Det har man som frikirke muligheden for. Han mener dog ikke, at det kan være rigtigt, at man gerne vil udvide mod øst, men herefter ikke vil tage konsekvenserne af, hvad den udvidelse har ført med sig.

»Det her er jo et problem, vi selv har skabt via et politisk system, der har begået nogle fejl. Men jeg kan ikke have det på min samvittighed, at folk ligger og dør på gaden,« siger Jan Haslund.

Også fra Stig Tarnows side lyder det, at man burde tage ansvar for den udvikling, man har skabt og ikke bare gemme sig – som han mener socialminister Karen Ellemann gør – bag, at nogle måske opholder sig ulovligt i landet. Man ville gerne have fri bevægelighed, og det har man så fået. Men når den bevægelighed pludselig ikke kun er positiv, så ser man bare den anden vej. Det var tydeligvis ikke rumænske eller ungarske romaer, man var ude efter.

»Så længe alt gik godt, klappede vi i vores små hænder over, at nogle polakker kunne hjælpe os med vores samtalekøkken. Det er de samme mennesker, der nu lever på gaden – vi er bare ikke halvt så villige til at hjælpe dem, som de var til at hjælpe os,« siger Stig Tarnow.

Sidste omgang

Tilbage i kirken er klokken ved at blive halv ti. Langt de fleste sover nu. Den ubeslutsomme wienerbrødsspiser er dog stadig vågen og er kommet i det mere filosofiske hjørne.

»Maybe I lost the loving feeling … maybe it is gone forever?« siger han ud i luften med et eftertænksomt udtryk.

Manden uden ståltænder drikker stadig, men sidder nu for sig selv og ser ud i luften. En nigerianer synger i de tilstødende lokaler med på musikken fra sin mobiltelefon.

»Babyyy, you will be happy again,« lyder det gentagende gange.

En østeuropæer, som jeg ikke før har lagt specielt mærke til, kommer op til mig og understreger, at han ikke vil medvirke i min artikel, og at der ikke skal tages billeder af ham.

Jeg spørger Jan Haslund, om man ikke potentielt stimulerer et problem ved at give hjemløse en mulighed for at være her, når flere af dem sikkert er her ulovligt. Tiltrækker man dem ikke ved at hjælpe – og forstørrer man ikke herved problemets omfang?

»Så langt har vi slet ikke tænkt. For at være helt ærlig. Vi så en masse mennesker, heriblandt også grønlændere og danskere, der stod og frøs. Og det ligger jo i hele kirkens ideologi, at vi skal hjælpe, når vi kan. Det skal jo ikke bare være nogle ord,« siger Jan Haslund.

Hvorfor det er sådan – hvilke strukturer der er – er ifølge Haslund et spørgsmål, politikerne må tage hånd om. Lige nu er der et akut problem, der handler om overlevelse, der skal løses. Stig Tarnow ser situationen med de udenlandske hjemløse som et ganske uoverskueligt og vedvarende problem, fordi vi nu har en masse mennesker, der med meget korte intervaller bevæger sig rundt fra land til land i Europa. De prøver lykken, hvor de kan. Men at de skulle strømme til Danmark, fordi vi giver dem et sted at sove i den koldeste vinter, kalder han noget vrøvl.

»Grundlæggende er folk her af nød. Og de gør, hvad de kan for selv at afhjælpe den. Hvis du bygger et ortopædkirurgisk hospital, brækker folk ikke benet af sig selv af den grund. Det holder på samme måde ikke, at vi skulle være en magnet, fordi vi lader folk sove på gulvet i en kirke. Så fedt er det altså heller ikke,« siger Stig Tarnow.

Og den form for nødhjælp, man yder på Nørrebro, er dog også yderst usikker. For herberget er som før nævnt afhængig af frivilliges vilje til at stille sig selv til rådighed.

»Der er grænser. Folk kan jo ikke blive ved med at have nattevagter og samtidig gå på arbejde. Jeg ved det ikke ... det afhænger jo af frivillige. Men vi vil da gøre alt, hvad vi kan, så længe det er så ekstremt koldt om natten,« siger Jan Haslund.

Heller ikke de frivillige kan sige meget om, hvor længe de tror, at man kan blive ved.

»Måske lukker vi på søndag, jeg ved det ikke. Det er svært med de frivillige kræfter, man kan ikke blive ved mange nætter i træk,« siger Morten Hedelund, der er frivillig i kirken.

Information har stillet socialminister Karen Ellemann en række spørgsmål om de akutte forhold for de mange udenlandske hjemløse. Karen Ellemann har ikke villet svare på Informations spørgsmål, men siger via sin pressemedarbejder:

»For mig har det været afgørende, at ingen skal være henvist til at overnatte på gaden i vinterkulden. Det er årsagen til, at vi har oprettet puljen ’overnatningspladser til hjemløse i vintermånederne’. Den frie bevægelighed i EU er et stort gode for mange mennesker. Men det er vigtigt, at hver medlemssstat tager ansvar for sin egen socialpolitik. På det lange sigt handler det om, at de fattigste lande i Europa via samarbejdet i EU kan udvikle og styrke deres økonomier til gavn for blandt andet de hjemløse.«

Ingen af de hjemløse ud over Obasanjo Musah var villige til at oplyse deres navn over for Information

Anbefalinger

Kommentarer

Brugerbillede for Klara  Liske

"Ingen af de hjemløse ud over Obasanjo Musah var villige til at oplyse deres navn over for Information"

Mit navn det står med prikker og rimer ej på noget.

Mit navn er hjemløst, det holder knapt varmen.

Mit navn kunne afstedkomme midler i eftersøgning, der langt overgår barmhjertighed med ynde.

Er du en stikker, så får du ikke mit navn med prikker.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Stanley Opmann

"Mit navn kunne afstedkomme midler i eftersøgning, der langt overgår barmhjertighed med ynde."

Ja gad vide hvor mange mennesker man kunne brødføde i hvor lang tid og give et varmt sted at sove for prisen på KW's livvagter..

anbefalede denne kommentar