Opslag til denne artikel

Emneord:muslimer
Organisationer:National Museum
Steder:Europa, Filippinerne, Malaysia, Manila, Spanien, Sydøstasien, USA

»Det er ganske naturligt, at Filippinerne står noget tåget i de flestes bevidsthed. Landet ligger langt uden for alfarvej, og har ikke gjort sig særligt bemærket i verdenshistorien … Når det har fået sin egen historie, skyldes det udelukkende spanierne, som kristnede og europæiserede befolkningen.«

Finn Salomonsen, den danske Galathea-ekspedition 1950-52

»Lad os diskutere …« lyder det, når femte klasse slår op på side 25 i Civics and Culture in a Developing Philippines, en grundbog til skolefaget Geografi, Historie og Medborgerskab:

»Der har været mange debatter om de videnskabelige forklaringer på den filippinske races oprindelse. En teori kan måske være acceptabel i en bestemt periode, men dette skifter ofte over tid. Hvorfor varierer det, hvilke teorier, der er acceptable?«

Det åbne spørgsmål følges op af det rigtige svar på, hvor den filippinske race stammer fra, eller hvor staten i dag synes, den stammer fra: Austroneserne. Det er tilsyneladende hverken ligegyldigt eller dårlig smag at interessere sig for raceoprindelse i Filippinerne. Hvor man i Europa siden Anden Verdenskrig er gået over til at bruge begreberne etnicitet eller kultur i stedet for race, taler de lige ud af posen i den tidligere koloni i Sydøstasien.

Til gengæld knytter interessen for race i Filippinerne sig til noget meget genkendeligt i europæisk kontekst: forholdet mellem filippinskhed og muslimskhed.

(U)acceptabel oprindelse

På National Museum of Filipino People i Manila bliver gæsterne gelejdet hele turen fra alle mennesker stammer fra Afrika-teorien over filippinere stammer fra den austronesiske race-teorien og direkte til nutidens forskellige stammers kulturelle traditioner. Massive tekstplancher ledsager reproduktioner af handelsskibe, opgravede krukker fra det 15. århundrede og farvestrålende dukker, der opviser stammeritualer før og nu.

Museet blev oprettet under amerikansk kolonial administration som led i en storstilet vidensindsamling om de filippinske stammefolk, og op gennem det 20. århundrede er race, etnologi, kultur og religion blevet brugt til både at regere, og at yde modstand mod regering i Filippinerne. Ikke mindst i landets sydligste og største øgruppe Mindanao, der stadig er genstand for intense kampe ført med både våben, penge, politik og spørgsmålet om oprindelse.

I grundskolen undervises eleverne ikke blot i den rigtige teori om raceoprindelse, men præsenteres også for én, der ifølge lærebogen ikke længere er acceptabel: migrationsbølgeteorien.

Tilbage i 1952 er det netop denne teori, Finn Salomonsen fra den danske Galathea-ekspedition gengiver i sine dagsbogsnotater fra Mindanao: »Filippinernes indbyggere hører til den malajiske race, men der er forskellige typer, svarende til forskellige indvandringer. Blandt de primitive bjergfolk findes flere med tydeligt negeragtigt præg,« skriver han, og tilføjer: »Som andre steder i verden er de primitive stammers dage nok talte; de trænges overalt tilbage af de mere oplyste og aggressive lavlandsfolk, de egentlige filippinoer.«

Hvad Salomonsen ikke kunne vide, var, at den filippinske stat i dag har gode grunde til at skyde teorien om malajisk oprindelse ned. Uanset hvilken race der kom hvorfra og hvornår, er der nemlig én ting, der med stor sandsynlighed kom til Filippinerne fra Malaysia: Islam. En oplysning, der nævnes en passant i både femte klasses grundbog og på National Museum of Filipino People.

Og ligesom interessen for oprindelse har interessen for at adskille muslimskhed fra filippinskhed en lang historie knyttet til kolonialisme, etnologisering og sammenblanding af religion, kultur og race.

Muslimer og kristne kan aldrig forenes

Maranao, Teduray, Tausug, Tboli. Ancient Man in Palawan. I grå arkivskabe og i brune mapper på hyldemeter efter hyldemeter ligger studier af stammer og folklore, brevvekslinger, manualer til folketællinger, lister over døbte, læseplaner og opbyggelig litteratur. Støvet og stablet sammen i et hjørne af Xavier Universitet, en gammel jesuitisk institution i byen Cagayan de Oro i det nordlige Mindanao.

I dag udgiver jesuitternes forlag Ateneo stribevis af post-koloniale og imperialismekritiske studier, men fra det 16.- til slutningen af det 19. århundrede var jesuitterne en af grundpillerne i den spanske kolonisering af Filippinerne.

I 1898 lykkedes det imidlertid USA at vriste landet fra spanierne, og store dele af materialet i Xaviers arkiv stammer fra tiden under USA. F.eks. et brev til den amerikanske administration i 1915 fra sultaner og såkaldte datuer klanoverhoveder i Mindanao, der indtrængende beder om ikke at blive inkluderet i en fremtidig selvstændig filippinsk nation:

»Vi, muslimske moroer og kristne filippinere, kan aldrig forenes, fordi vores skikke og religion er forskellige,« indleder de, og påpeger, at filippinere aldrig har behandlet moroer retfærdigt. Desuden har moroerne »fra vores tidligste forfædre haft vores eget oprindelige land«, og har »absolut intet ønske om at tilslutte os Luzon og Visayas (de to andre øgrupper i Filippinerne, red.) i en selvstændighed.«

I stedet ønsker moro-lederne at forblive under amerikansk administration, indtil de er klar til at opbygge en selvstændig muslimsk nation uden de kristne filippinere:

»Lad deres land være for dem, og vores land for os.«

Deres ønske blev ikke indfriet, da Filippinerne fik selvstændighed i 1946, og den dag i dag kæmper oprørsgruppen Moro Islamic Liberation Front for en selvstændig islamisk stat i Mindanao.

At regere med etnologi

Også Finn Salomonsen noterer sig i 1952 forekomsten af »en række muhammedanske stammer af tydeligt fællespræg. De bebor det vestlige Mindanao og Sulu øerne«.

Salomonsen var biolog og udsendt af den danske stat til at studere dyrelivet i Mindanao, men han noterer samtidig sine betragtninger om de særprægede folk i landet »langt fra alfarvej«.

Interessen for stammerne i Filippinerne var han ikke ene om. I det 20. århundrede blev antropologi, etnologi og raceteori flittigt anvendt på befolkningen, og USA brugte disse studier som led i opbygningen af den koloniale stat.

Siden har Filippinerne tilsyneladende selv overtaget gamet et game, der er uløseligt knyttet til kampen om retten til den ressourcerige øgruppe Mindanao.

Da den amerikanske historiker Paul Kramer i 1990erne boede i Filippinerne, stødte han på forestillinger om en særlig muslimsk barbarisme og »fik lyst til at undersøge, hvor de forestillinger kom fra«, som han siger. Det blev til bogen The Blood of Government. Race, Empire, the United States, & the Philippines, der blandt andet handler om amerikanernes institutionalisering af forskellene mellem såkaldt kristne og ikke-kristne i Filippinerne.

Denne koloniale strategi hang sammen med et problem, amerikanerne havde arvet fra Spanien: De dele af Mindanao, som var domineret af moroer, var aldrig reelt blevet indlemmet i kolonien. Moroernes modstand var for stærk og deres politiske, økonomiske og militære strukturer for solide. Det problem håndterede USA både militært og administrativt og valgte her at adoptere spaniernes ide om filippinerne som en kristen mission snarere end en koloni«.

Hedninge og muslimer

Nemt var det dog ikke. I de sidste årtier af spansk herredømme i Filippinerne var en stærk selvstændighedstrang vokset frem også blandt kristne filippinere. Amerikanernes strategi til at neutralisere modstanden blev derfor, foruden massiv våbenmagt, at integrere de hispaniserede eliter i den koloniale statsdannelse.

»Samtidig blev de, som var forblevet uden for spansk-katolsk kolonisering, castet i et modsætningsforhold til de hispaniserede filippinere,« siger Kramer.

Amerikanerne overtog de spanske begreber infieles (hedninge) og moro (spansk ord for maurere, de muslimer, som den spanske kongemagt havde fordrevet fra Andalusien). På amerikansk blev infieles til ikke-kristne, der ligesom moroerne blev beskrevet som stamme-organiserede.

»Under amerikanernes krig mod de filippinske selvstændighedsbevægelser var alle filippinere i USAs optik stamme-agtige. Men efterhånden som de hispaniserede filippinske eliter blev integreret i den koloniale stat, var det kun såkaldte animister og muslimer, der blev beskrevet som stammer som uciviliserede, fragmenterede og anti-nationale befolkningsgrupper,« siger Kramer.

Bureauet for ikke-kristne stammer

Under krigen brugte amerikanerne blot begrebet stamme som »en polemisk modsætning« til begrebet nation, forklarer Kramer. Men statsopbygningen og administrationen af befolkningen krævede en mere præcis viden om de ikke-kristne. Til det formål oprettede USA Bureau of Non-Christian Tribes, senere kaldt The Ethnological Survey.

Med stamme-gørelsen af de ikke-kristne dele af befolkningen, der foregik parallelt med integrationen af kristne filippinere i den koloniale stat, var institutioner som Bureau of Non-Christian Tribes ifølge Kramer »med til at fasttømre en stadig større modsætning mellem katolikker og ikke-kristne i Filippinerne«.

Denne modsætning byggede bl.a. på en white mans burden-logik, som også kom til udtryk i opdraget til Bureau of Non-Christian Tribes. Institutionen skulle bl.a. »foretage systematiske undersøgelser for at kunne fastlå navnet på hver stamme; grænserne for det territorium, den bebor; det anslåede antal individer, den består af; deres sociale organisation, deres sprog, tro, sæder og skikke med særligt henblik på at fastlå de mest praktiske metoder til at anspore deres civilisatoriske fremskridt og materielle fremgang«.

Amerikanernes civiliseringsstrategi over for de vilde stammer var knyttet til ønsket om at udvinde Mindanaos rigdomme: »Befolkningen skulle lære at indgå i den koloniale stats nye politiske økonomi,« siger Kramer.

I 1928 skrev den amerikanske statsvidenskabsmand og politiker Ralston Hayden:

»En målrettet kamp er under udvikling i dag om kontrollen over den potentielle rigdom og magten over den politiske fremtid for det rigeste og mest underudviklede territorium under det amerikanske flag skatteøen Mindanao og Sulu øgruppen.«

Hayden skitserer de tre parter i konflikten: På den ene side har vi »amerikanske forretningsmænds begær efter de værdifulde tropiske produkter« og på den anden side filippinere. Sidstnævnte »anser Mindanao og Sulu for den rigeste del af deres nationale arv, og ser frem til den dag, de bliver en uafhængig nation, og de ved, at hvis Moroland bliver taget fra dem, vil deres drøm om storhed forsvinde for altid«.

Som den tredje og trængte part har vi moroerne, »en gruppe primitive folk uden hverken national organisation eller følelse«. De »er mistænksomme og bange for de kræfter, som de mærker slutte sig omkring dem. Med sværd og intrige søger deres ledere at beskytte sig mod en fremmed civilisations påvirkning, som truer med at skubbe dem væk fra det land, de i århundreder har kaldt deres eget,« skriver Hayden.

Sværdet er i dag afløst af automatvåben, og moroerne har i mellemtiden anskaffet sig både national organisation og følelse under opbygningen af selvstændighedsbevægelser i løbet af 1960erne og 70erne.

Pionerens impuls

I mellemtiden har de amerikanske forretningsmænd haft succes med at omorganisere Mindanaos sociale og økonomiske strukturer. Hvor spanierne bragte kristendommen til Filippinerne, bragte amerikanerne kapitalismen til landet.

»En lykkelig stjerne hvilede over Filippinerne i den amerikanske tid. Fra tornerosetilværelsen under spanierne gik de nu pludselig med fuld musik ind i den nye tid. Amerikansk kapital oversvømmede landet. Landbruget udvikledes og moderniseredes,« skriver Salomonsen i 1952.

Baba, der er efterkommer af en af sultanerne i Mindanao og aktiv i fredsbevægelsen, er dog mindre begejstret:

»Før var jorden ejet kollektivt men med amerikanerne blev det individuelle ejerskab introduceret, og det har smadret vores kultur. Det er ikke fordi, alt var lykkeligt før, men kapitalismen har militariseret klasseskellene. Nu har datuernes interesser ingen sammenhæng med stammens, men har alene deres private rigdom og magt for øje,« siger Baba.

Individuelt ejerskab blev ifølge Kramer også eksporteret via kristne filippinerne, der i løbet af det 20. århundrede blev sendt til Mindanao for at undgå social uro i resten af landet. Til gengæld for at opgive krav om omfordeling, forærede staten et stykke jord i Mindanao til fattige kristne bønder og arbejdere fra Luzon og Visayas.

Bosættelsen hentede sin legitimering fra den amerikanske forestillingsverden. Hayden skriver i 1928, at »det er svært at besøge Mindanao uden at blive ramt af pionerens impuls« en impuls der blev adopteret af den kristne filippinske elite i Manila, siger Kramer:

»Og opfattelsen af Mindanao som et unclaimed område forudsætter, at muslimerne skrives ud af den filippinske historie.«

På en tur gennem National Museum of Filippino People skal man da også kigge langt efter muslimer, selv om islam har eksisteret længere tid i Filippinerne end begrebet philippino people. Til gengæld er det umuligt at overse, at den filippinske races oprindelse er austroneserne. Fik du den, Salomonsen? Filippinernes indbyggere hører ikke til den malajiske race.