Da vreden vendte hjem

De konservative er løbet med følelserne og fanerne igen. De har lidenskaberne med sig. Den nye amerikanske protestbevægelse er ikke venstreorienterede græsrødder eller unge campusradikale intellektuelle. Det er ultrakonservative patrioter, som kalder sig ‘tea parties’. Det er ikke længere Barack Obama, som dirigerer kampen mod magteliten og Washington. Han er nu genstand for protestbevægelserne. Han står ikke i spidsen for de afmægtiges modstandskamp, han står i skudlinien.

Tea party-bevægelsen blev skabt i april 2009 som protest mod de store stimulanspakker, de offentlige investeringer og planerne om en national sundhedsreform. Den genopfører den gamle kamp mod det, de kalder ‘stor regering’. Den består af konservative patrioter og markedsidealister, som vil frigøres fra en verden, hvor den onde stat bestemmer over uskyldige borgere og korrumperer sund samhandel. De er ikke mange, men de vækker enorm opsigt i Amerika. De gennemfører offentlige aktioner, der er lavet en film om det, og de organiserede i efteråret en protestmarch gennem adskillige amerikanske byer, som endte i Washington D.C. Her stod titusinder af vrede amerikanere og sammenlignede præsident Obama med både fascistiske og kommunistiske ledere. Han var blevet ikonet på den undertrykkende statsmagt. De synger slagfærdige sange, og de promenerer provokerende slogans: »Vi kræver forandring, og vi skal nok opnå forandring«.

‘Tea party‘-navnet henviser til uafhængighedskampen mod den britiske regering i 1770’ernes Boston. Dengang ville de nye kolonialister ikke finde sig i at betale skat til en regering, som ikke repræsenterede dem. Derfor hed det: Ingen beskatning uden repræsentation. Som protest mod beskatningen steg amerikanske modstandsfolk i 1773 ombord på et skib i havnen i Boston og smed deres fragt, som var te, i vandet. Denne gestus kaldes starten på den amerikanske uafhængighedskrig. Det kan virke latterligt, men som manifestation er det effektivt, når vrede amerikanere i dag sammenligner deres kamp mod den føderale regering i Washington med grundlæggelsen af USA.

Bryde forbandelsen

Det er kun et år siden, at Obama havde fat i den amerikanske drøm. Som den første venstreorienterede politiker i Vesten i årtier lykkedes det ham at kombinere det varme protestsprog med det kolde kompetencesprog. Han blev beundret, fordi han skabte dramatisk begejstring, men han blev også hyldet for sin kølige kompetence og kaldt for Nodrama Obama. Han kunne tale imod Washington og efterfølgende indtage Washington. Ingen vidste, hvad det var, »vi kunne«, men alle sagde ja til »ja, vi kan«. For det, han kunne, var ganske særligt: Han kunne på den ene side se den sociale orden nedefra, og han kunne på den anden side overskue samfundet oppefra. Man troede på, at Obama både kunne gøre det fornuftigt korrekte og overbevise folk om, at det var demokratisk rigtigt. Han kunne med andre ord bryde den forbandelse, som hedder, at man enten er elitær eller populist. Og han kunne overkomme modsætningen idealister og realister ved at rumme dem, der ikke kunne rumme ham. Han kunne tale til en fælles sag, som ingen ville være imod. Den gestus kaldte han selv genopfindelsen af det amerikanske løfte. Det han kunne, kan han stadig: Da han i denne uge holdt sin første tale om nationens tilstand som præsident, talte han igen til den fælles sag. Og han sagde, at grunden til, at han overhovedet stillede op som kandidat, var, at problemerne var så store og forandringerne så påkrævede, at ingen kunne overkomme det på et år: »Stormen har lagt sig,« sagde han om finanskrisen: »men dens ødelæggelser breder sig stadig«. Og han hævdede, at han aldrig havde været så optimistisk på USA’s vegne som netop denne aften. Det lød fantastisk og tilhængere klappede, og han taler stadig på en måde, så man kan se op til ham uden at se ned på andre.

Ulighed

Men det, der står tilbage, er, at Obama efter et år som præsident talte mest og længst om det problem, han ikke har kunnet løse: Det gør stadig ondt i den amerikanske økonomi, mens det igen går godt i den amerikanske finanssektor. Ledigheden stiger blandt almindelige amerikanere, mens bonusserne i 2009 steg til 26 milliarder dollar blandt ansatte i finanssektoren. Regeringen Obama lavede en bankpakke, som var effektiv - for bankerne. Pengene cirkulerer på Wall Street, som man siger, men de når ikke frem til Main Street. Små erhvervsdrivende kan ikke få kreditter, flere og flere huse ryger på tvangsauktion, og det eneste sikre er usikkerheden. Obama kan fastfryse de offentlige investeringer, og det vil ramme den almindelige økonomiske husholdning, eller han kan smide penge efter bankerne, som ikke når frem til almindelige amerikanere alligevel. Og som økonomen Robert Reich pointerede: »Så længe de høje indkomster bliver ved med at være koncentreret i toppe og den store kløft mellem dem, der får mere og dem, der får mindre, bliver ved med at vokse, vil nedturen ikke vende - i hvert ikke i den virkelige økonomi«.

Og så længe kan Obama ikke klage over, at han er genstand for protesterne. Han erobrede det varme sprog, da han blev valgt, men nu er det vendt imod ham. De entusiastiske patrioter var engagerede i den republikanske sejr i Massachusets, som var Obamas første nederlag til vælgerne. Vreden er vendt hjem til modstanderne af politik. USA har en præsident, der kan tale til det bedste og omfavne det værste, men konservative græsrødder har erobret protestbevægelserne. De fører sig frem som de finansielt ansvarlige og de politisk afmægtige. De sejrer på et demokratisk nederlag. For så længe politikken ikke kan styre økonomien, vil vreden være rettet mod politikerne og magten ligge hos finansfolket.