I en mere sund parlamentarisk situation med skiftende flertal, hvor en moralsk bedærvet forsamling som Dansk Folkepartis ledelse ikke sad tungt på flertallet, ville en minister som Claus Hjort Frederiksen for længst være smidt ud. Måske stillet for en rigsret.

For den sags skyld er det heller ikke helt usandsynligt at statsministeren i dennes tidligere egenskab af sundhedsminister ville være havnet der, men det er en anden historie.

Nu først Hjort Frederiksen, hvis bedrifter i rollen som flerårig beskæftigelsesminister er kulegravet af Jesper Tynell i DR’s Orientering. Dette er ikke stedet til at gennemgå Tynells grundige fremstilling af Beskæftigelsesministeriets forvaltningskultur; vi kan blot konstatere med Tynell at ministeriet foranlediget af ministeren ved dennes aktive medvirken og under dennes ansvar brød loven, forlangte misvisende tal af sit bagland, fik slettet belastende dokumenter, løj og vildledte Folketinget.

Slyngelstatsforvaltning

Hjort Frederiksen har i denne idræt tilsyneladende som forbillede haft sin forhenværende chef og mangeårige bonkammerat i politik, NATO’s nuværende generalsekretær, der i sin tid som skatteminister lod sit ministerium lave kreativ bogføring og siden vildledte Folketinget på det groveste.

De metoder, Hjort Frederiksen har anvendt i sin beskæftigelsesministertid, nærmer sig noget der ligner slyngelstaters forvaltning, hvor ubelejlige papirer forsvinder, love fordrejes og/eller misbruges, kritikere mødes med tavshed eller intimideres, og folk bliver snydt så vandet driver og står tilbage som ofre for den magthavende lovbryders overordnede interesser.

Alt dette er afdækket af Jesper Tynell; denne dygtige journalist med orden i papirerne og målbevidst vederhæftighed fik fuldt fortjent faglig anerkendelse med Cavling-prisen.

Den dag i dag har Hjort Frederiksen ikke på seriøs vis søgt at imødegå de fremlagte beviser på fusk og svindel, men har med et skuldertræk og en arrogant bemærkning afvist Tynell, som ministeren ikke engang har haft mod og mandshjerte til at møde ansigt til ansigt. Opfordringerne har været utallige.

Flertallet tryner

Derfor fremtræder Hjort Frederiksen som en æreløs magtfordrejende bølle, en politisk kujon der burde være fyret - men i stedet blev forfremmet til finansminister - og som kun holdes på taburetten af Dansk Folkeparti og de to regeringspartier, fordi politikerne, der udgør disse lov og orden partier, er flintrende ligeglade med lovene, så længe det er deres egne der bryder dem i egen sags tjeneste.

Flertallet tager i en rudimentær politisk kultur alt; flertallet har ret, fordi det har magt. Den kompakte stupide majoritet tryner mindretallet samt den kritik i medierne der er så vigtig i et sundt samfund. Måske vigtigere eftersom den nuværende opposition ikke i overbevisende og vedholdende omfang har taget denne sag op og forlangt et efterspil. At det er bøllers og kujoners kronede dage, fremgår også af Pia Kjærsgaards håndtering af Jesper Langballe og Søren Krarups henholdsvis udgydelser og støtteerklæring.

Lutheranske labaner

Langballe var ifølge Krarup blevet sølet til af medierne (!) - der bringer disse to lutheranske labaner på linje med racister og antisemitter. Ofte fremføres i debatten - og gerne af Krarup og Langballe selv - utilstedeligheden i at bruge sådanne infamerende ord og begreber, og at DF blot taler jævne brave danskeres sag og i ytringsfrihedens navn siger tingene, som de er.

Langballe påberåber sig sandheden, når han hævder at fædre af den islamiske tro lukker øjnene for onklers voldtægt af fædrenes døtre, hvis fædrene da ikke har æresdræbt døtrene forinden.

Udsagnet, hvis form kun Langballe nødtvungent beklagede, er jo løgn; dertil diskriminerende bagvaskelse af en hel befolkningsgruppe. Der er ikke statistisk belæg for, at danske muslimske onkler er overrepræsenterede som voldtægtsforbrydere. Ej heller at æresdrab just er mangfoldige eller adskiller sig markant fra den øvrige befolknings familierelaterede affektdrab. Langballe kan derfor betegnes som en løgnhals eller som uvidende. Eller som en uvidende løgnhals. Den danske nationalsocialist og journalist Olga Eggers tidsskrift Kamptegnet, inspireret af Julius Streichers pornografiske og antisemitiske Der Stürmer, anvendte i 1930’erne og 40’erne samme kategoriseringer. Dengang om jøderne.

Disses etnisk og religiøst bestemte karakteregenskaber betinget af at jøder var jøder, befordrede ifølge fortidens bøller voldtægt og drab samt hvad man i farten fandt på. Således som DF fremstiller islam, indgår påstanden om, at alle muslimer lever i den mørke middelalder, som Kjærsgaard og andre udtrykker sig.

Et væld af uhyrligheder

Hermed afdækker flosklens afsendere - statsministeren inklusive - primitive fordomme om såvel islam som om Middelalderen. Den muslimske del af perioden var forudsætning for den europæiske kultur. Altså ikke blot vælter løgn på løgn ud af disse politikere, deres demonstrerede - måske for nogles vedkommende påtagede - uvidenhed er uden huller.

For Pia Kjærsgaard var Langballes udfald ubelejligt for DF’s eventuelt senere regeringsdeltagelse.

Firspandet af isblå magtmennesker i DF plejer at verfe folk ud af partiet for mindre. Fætterskabet Langballe/Krarup, disse to jammerligt selvovervurderende forkælede gamle slagsbrødre er imidlertid for fremtrædende og velformulerede til at bossen andet end kvidrer et forkølet kvæk.

Når det kommer til stykket, ved hun, at de to skrivekugler gerne lader sig smide ud i et gratis martyrium som ny platform for deres grønt lysende livsbetingende menneskeforagt.

Fætrene stiller ikke op til næste valg, men kører frihjul, hvilket også beretter bøger om deres overskuelige anstændigheds- og loyalitetsfølelse - samt om deres selvfremhævede courage. Hvad de vælter af sig af uhyrligheder, er omkostningsfrit.

Den anden side af Kjærsgaards nænsomme skideballe til Langballe: »Det er en meget, hvordan skal jeg sige det - ikke god udtryksform« røber med al ønskelig tydelighed, at Kjærsgaard og den øvrige partiledelse er meget, hvordan skal man sige det - ikke uenig med Langballe, men så småt begynder at indse omkostningerne.

Åben skraldespand

Gennemgår man de ledende partifolks udtalelser gennem årene, fra Thulesen Dahl, Camre, Espersen, Messerschmidt og ikke at forglemme Kjærsgaard selv, er der meget, hvordan skal man sige det - ikke en skid forskel i substansen: Afstumpetheden er et fælles anliggende.

Men den ellers åbenmundede Kjærsgaard gik som en anden kujon i flyverskjul. Så alle kynikeres moder mon skriften på væggen?

Men man kan igen konstatere at regeringen støttes af et parti med retorik og holdninger nær fortidens antisemitiske bevægelser, hvis mål var at ekskludere mennesker af andre etniciteter og trostilhør.

Man kan konstatere at VK, der har gjort sig afhængig af DF, ikke aktivt tager krystalklar afstand fra disse holdninger. Man kan konstatere at statsministeren trods ord om indvandrernes gode bidrag til det danske samfund åbenbart ikke står markant frem, når selv primitive og stupide medlemmer af hans støtteparti åbner skarnkassen og, som det så smukt hedder, bruger deres ytringsfrihed.

Statsministeren bruger ikke med overbevisning sin, men fremstår som manden uden medansvar. Nogen kunne i et svagt øjeblik finde på også at kalde en sådan adfærd kujonagtig. Så meget desto mere besynderligt, som det kunne se ud til, at DFs storhedstid er ude.

Måske derfor dette lurepasseri.