Magteliten er blind

Dansk Folkepartis ulogiske logik er efterhånden velkendt. Et eksempel fra Lars Olsens nye bog, Eliternes triumf Da de uddannede klasser tog magten: Ved finanslovsforhandlingerne i 2009 rejste DF spørgsmålet om et nyt supersygehus i Vestjylland og fik betegnelsen yderområdernes ven. Men realiteten er, at partiet har deltaget i samtlige centralistiske reformer under VK-regeringen: Kommunalreform, politireform og uddannelsesreformer. Alligevel markedsfører de sig på at være talerør for folkets oprør mod eliten.

Men vælgerne blev ført bag lyset, for eliten forsvandt ikke, hævder bogen.

»Eliterne er ikke svækket på trods af opgør med smagsdommere og de borgerliges held til at mobilisere hundredetusinder af lønmodtagere imod kultur- og uddannelseseliten. Eksempler på dette er de senere års reformer af kommunerne og politiet, der centraliserer udviklingen med fokus på de store byer.

Reformer, der udsprang af de uddannede klassers tro på centralisering og store enheder. Andre eksempler er privatiseringen af sygehusene og VK-regeringens fordelingspolitik, som entydigt har forgyldt de velstillede,« siger han.

Virkelighedsboble

Lars Olsen beskriver eliten blandt andet via en Capacent-undersøgelse, der afdækker de seks procent øverste i samfundspyramiden. De er veluddannede beslutningstagere, bor i de samme områder i storbyerne, gifter sig med andre fra samme sociale miljø, har gået på de samme uddannelser og danner netværk med hinanden. De lukker sig om sig selv og danner deres egen boble, samtidig med at der bliver større afstand til de bredere befolkningsgrupper. De seks procent kan deles op i grupper med hver deres magtbase: Meningsdannere inden for kultur, medier og uddannelse, som er progressive og ofte stemmer radikalt eller SF. Toppen af den offentlige administration, der er moderat socialdemokratisk. Og endelige de øverste lag af erhvervslivet, der er mere borgerlige og liberale end folk er flest.

Store dele af befolkningen mener, at Danmark er et klassesamfund. Og heri giver Olsen dem ret. Parallelle udviklingstendenser har afskåret den almindelige lønmodtager og de lavere klasser fra de kanaler til indflydelse, de tidligere havde.

»Det traditionelle højre-venstreskel repræsenterede en social konflikt. I dag er der imidlertid også dele af centrum-venstrefløjen, der tilhører de bedrestillede klasser: De har stor indflydelse, ledende jobs og dyre boliger og deres børn får god uddannelse. Samtidig har de tre segmenter af eliten kunnet blive enige om at omfavne globaliseringen, og de deles om den postmoderne forestilling, der går på, at individet skaber sin egen identitet og skriver sin egen biografi. Det er dels ikke rigtigt: Folks sociale miljø definerer stadig i høj grad rammerne for deres liv og muligheder. Dels har de sidste 10 års konflikt mellem de tre grupperinger, mellem det borgerlige Danmark og kultur-og uddannelseseliten om blandt andet udlændinge- og værdipolitik, skygget for en masse reelle problemer, den almindelige lønmodtager har,« siger Lars Olsen.

Forskel på indflydelse

De progressive har skam stadig interesseret sig for de dårligst stillede, men med fokus på køn og etnicitet og de allersvageste marginaliserede grupper. Men de sociale forskelle i Danmark i dag handler ikke kun om de dårligst stillede. Der er store forskelle i levevilkår og ikke mindst indflydelse i det danske klassesamfund. De ufaglærte og faglærte udgør stadig befolkningens store flertal. Blandt de 30-69-årige er 28 procent ufaglærte og 38 procent faglærte. 70 procent har ikke en videregående boglig uddannelse og kun otte procent har akademisk baggrund. Ganske vist har de fleste oplevet øget velstand de seneste årtier, men butiksassistenten, maskinarbejderen og den kontoruddannede har stadig som gruppe ikke de samme livsvilkår som akademikerne. De mennesker, der oplever lav indflydelse på arbejdspladsen, har lav indkomst, ikke bor i egen bolig, har dårligt fysisk arbejdsmiljø, har dårligere sundhed og hvis børn får ringere uddannelse findes typisk i bestemte lag af samfundet. Dermed er der tale om, at en systematisk ulighed præger mange sider af vores liv.

Dertil kommer den geografiske ulighed mellem udkantsområderne og udviklingen centreret om de store byer. Men de mindre købstæder og randområderne er forsvundet under den offentlige og politiske radarskærm, fordi de bedrestillede klasser i dag bor i storbyerne og er blevet blinde for disse grupperingers hverdagsliv og erfaringshorisont, viser Lars Olsen.

At store dele af samfundslivet kan havne under radarskærmen præger også andre beslutninger: »Tag eksempelvis Reform 2000 af erhvervsuddannelserne. Den indebar bl.a. modulopbygninger og ansvar for egen læring, og afspejlede at beslutningstagerne stort set ingen hverdagserfaringer har med erhvervsuddannelserne. Undersøgelser viser f.eks., at der blandt ledende politikere ikke er nogen, der har børn på de pågældende uddannelser, og blandt yngre politikere er der ikke nogen, der selv har gået der. Frafaldet eksploderede, og de måtte ændre reformen,« pointerer Olsen.

Derefter kom målsætningen om, at 95 procent af en ungdomsårgang skal have en ungdomsuddannelse, som er en rigtig målsætning, mener Lars Olsen. Men igen blev det overladt til de næstsvageste eleverne på erhvervsuddannelserne at få de svage i restgruppen med på vognen. Uden de nødvendige ressourcer eller en gennemtænkt politik. De samme blinde øjne gør sig gældende i debatten om efterlønnen.

»Store dele af partierne lever med efterlønnen som et onde og ville afskaffe den, hvis de kunne. Men de ved ikke, hvordan det er, at have været på arbejdsmarkedet siden man var 17. Den manglende viden om bestemte klassers erfaringer er karakteristisk for storbyens beslutningstagere blandt politikere, DJØFere, mediefolk og topfolk i erhvervslivet.«

Ingen føling

De store reformer af velfærdssamfundet eksempelvis kommunalreformen kan på mange måder være fornuftige nok. Nogle kommuner var eksempelvis for små, medgiver Lars Olsen.

»Jeg taler ikke om at rulle al udvikling tilbage. Problemet er bare, at der ikke er en debat eller udvikles politikker, der tager højde for, at borgerne oplever dårligere service og mindre inddragelse, fordi borgmesteren i de store kommuner ikke længere kan træffes over køledisken i supermarkedet. Og fordi politiet i de nye storkredse ikke længere har føling med lokalområdet. Det er ikke kun i randområderne, at denne utryghed og utilfredshed spores. Det gælder også købstæderne,« siger Lars Olsen og henviser bl.a. til en undersøgelse, der viser, at borgerne har fået markant mindre tillid til politikerne i de kommuner, der er blevet lagt sammen som følge af kommunalreformen.

Interessant nok er det også i kommunerne, at Socialdemokraterne de senere år har stået stærkt, anfører Lars Olsen. Borgernes oplevelse af, at det er et parti tæt på almindelige menneskers liv, er altså stadig dominerende på kommunalt plan.

Og forfatteren lægger da heller ikke skjul på, at han selv tilhører centrum-venstre. Men det er ikke kun ønsket om at bringe social retfærdighed tilbage på den politiske dagsorden, der ligger bag udgivelsen af bogen. Han undres over, hvorfor fremvæksten af det moderne klassesamfund ikke er blevet grebet af oppositionen, som en mulighed for at give mere kant i forhold til regeringen, som det hedder.

»S og SF har set potentialet på velfærds- og fordelingspolitikken, bl.a. med deres forslag om millionærskat og de er kommet tættere på det brede lag i indvandrings- og retspolitikken. Men de har alt for få tilbud på hylderne. Det er sigende, at de efter næsten 10 år i opposition ikke har været bedre til politikudvikling,« siger Lars Olsen.