De skal lære at elske vort land

De foragter vores samfund, men er gode borgere. De bryder sig ikke om demokratiet, men er veluddannede mennesker. De hader vores værdier, men har job i IKEA. De radikaliserede muslimer i Danmark er en trussel for vores samfund og en sygdom, der må bekæmpes, så de kan lære at elske vores land.

Radikalisering skal bekæmpes, hvis vi skal komme terrortruslen til livs. Det er et logisk og enkelt budskab, der har fulgt terrordebatten siden 2005, men logikken har ikke megen gang på jord. I løbet af det sidste års tid har forskere arbejdet sig helt væk fra tanken om at vi kan bruge radikaliseringsforskningen til at sige noget særlig kvalificeret om truslen mod vores samfund fra voldelige ekstremister, hvad enten den måtte komme fra et parcelhuskvarter i Hvidovre eller et fly fra Yemen. Metodisk, empirisk og videnskabeligt er radikaliseringsforskningen alt for usikker.

»Et af problemerne med den brede radikaliseringsdefinition er, at forskning ikke kan og formentlig aldrig kommer til at kunne sige noget som helst om, hvad der får folk til at tage springet fra radikale holdninger til radikale handlinger,« sagde guruen for radikaliseringsforskningen, Marc Sageman, for nyligt, da han gæstede Dansk Institut For Internationale Studier (DIIS). I dag betragtes Sageman som lidt af en konvertit i forskningsmiljøet, der har sloges om begrebet, siden det dukkede op. Han selv er helt holdt op med at bruge ordet radikalisering.

Et politisk behov

Men ordet lever i bedste velgående i det politiske liv og hos myndighederne. For selv om der ikke er noget forskningsmæssigt belæg for brugbarheden af radikaliseringsforskningen er budskabet let salgbart.

»Presset for at få forskning i radikalisering kommer først og fremmest fra politikerne. Det er en diskurs, der er drevet af integrationsministeriet, efterretningstjenesten og de kommuner, der bliver sat til at implementere de tiltag, der kommer,« siger phd. og forsker i terrorsime ved DIIS Jørgen Staun. Seniorforsker og koordinator af indsatsområdet politisk vold, terrorisme og radikalisering ved samme institut Lars Erslev Andersen supplerer:

»Det er et politisk behov for at kunne gøre noget. For at kunne vise sin magt, men i stedet udstiller det magtesløsheden. Når man siger, at terrorbevægelser er bundet op på transnationale forbindelser til Mellemøsten og Afrikas Horn, så står man med en voldsom problemstilling, der helt åbenbart ikke kan løses fra den ene dag til den anden, og det kan godt være svært at acceptere.«

Efter bombeangrebene i London i 2005 opstod to nye begreber: Home grown terrorism og radikalisering. Terroristerne var tilsyneladende almindelige velintegrerede britiske borgere med et arbejde og et almindeligt socialt liv, men i løbet af en ganske kort periode blev de så voldsomt radikaliseret, at de til sidst valgte at sprænge sig selv og 56 andre mennesker i luften. Terrorforskningen blev herefter drejet i retning af radikalisering og særligt i Danmark, Holland og England løber forskningskronerne, den politiske debat og de offentlige bevillinger hovedsagligt i én retning: forståelse, forebyggelse og bekæmpelse af radikalisering. Indenrigsministeriet opretter Kontoret for Demokratisk Fællesskab og Forebyggelse af Radikalisering, PET nedsætter Center for Terroranalyse, og sidste år forlængede Dansk Folkeparti og regeringen levetiden for Forskningscenter i Islamisme og Radikaliseringsprocesser på Aarhus Universitet med endnu 12,5 million kroner.

Radikaliseringbegrebet har fået så god en modtagelse fra regeringernes side, fordi det pludselig ikke længere handlede om at opfatte terrorister som mennesker uden for rækkevidde, der er født til at begå terror. Med radikaliseringsoptikken kunne man se terrorister som noget man bliver gennem en proces og som en afradikaliseringsproces kan hjælpe dem ud af igen. Hele indsatsen og undersøgelsen af radikaliseringsbegrebet var regeringsbåret og kom ikke fra et græsrodsniveau eller fra et forskningsmiljø, og det har ifølge eksperter betydet meget for den opfattelse, man har af radikalisering.

Radikal, men ikke terrorist

»Der er tale om en hel radikaliseringsindustri,« siger Lasse Lindekilde fra Aarhus Universitet, der som en af de første har forsøgt at foretage en omfattende undersøgelse blandt unge aktive muslimer om radikalisering. Rapporten Radicalization Among Young Muslims in Aarhus, der er skrevet sammen med religionsforsker Lene Kühle udkom lige efter nytår, og Lasse Lindekilde indrømmer selv, at den er udtryk for radikaliseringsindustrien.

»Der er opstået et nyt policy-felt i hele Europa, der beskæftiger sig med radikalisering, afradikalisering og alt det præventive arbejde, der er sat i gang i forsøg på at undgå radikalisering. Det er et område med en masse forskellige interessenter politikerne, der formulere disse politikker, skolelærere, SSP-medarbejdere, sikkerhedsfolk, medierne, hele konsulentverden, der skal evaluere, rådgive og implementere og endelig også forskere, som mig selv, der er en del af den industri.«

Men både Lindekilde og Kühle forholder sig meget skeptiske over for selve begrebet og anfører, at man som minimum må revidere selve definitionen af, hvad det vil sige at være radikal, hvis vi ikke skal marginalisere og stemple store befolkningsgrupper.

»Hvis vi overhovedet skal arbejde med dette begreb, er vi nødt til at ændre definitionen markant. Efter vores overbevisning rammer regeringen og PETs begreber alt for bredt. Der er en bred gruppe af unge mennesker, der falder ind under deres definitioner, og det er der er en lang række problemer med,« siger Lasse Lindekilde.

»Man kan sagtens have et specielt syn på væbnet kamp i udlandet og et skeptisk syn på demokratiet som institutionsform. Ingen af dem, vi har talt med, hvoraf en del > støtter Hamas og al-Shabaab eller ytrer en skepsis over for demokratiet ud fra et religiøst synspunkt, ønsker at bringe konflikterne til Europa eller vil bekæmpe demokratiet aktivt. Det bør afspejles i den måde vi definerer radikalisering på.«

Kan man overhovedet bruge radikaliseringsteorier i terrorbekæmpelse?

»Det er et godt spørgsmål. Man kan forsøge at blive klogere på meget radikale miljøer og derfra forsøge at forudsige mulige voldelige handlinger det er i hvert fald logikken, men om det hjælper er et empirisk spørgsmål, som vi ikke har set effekten af.«

Kontoret for Demokratisk Fællesskab og Forebyggelse af Radikalisering ønsker ikke at kommentere kritikken af radikaliseringsbegrebet direkte, men henviser til regeringens handlingsplan for afdelingen og siger, at de skam konstant revurderer radikaliseringsbegrebet gennem den nyeste forskning. Samtidig påpeger de, at de ikke er sat i verden for at bekæmpe terrorisme eller voldelige ekstremister, men for at forebygge radikalisering i bred forstand. Det er altså ikke et spørgsmål om sikkerhed, men et spørgsmål om værdier.

Det var heller ikke muligt at få Politiets Efterretningstjeneste i tale eller forskningsenheden Center for Terroranalyse, men ifølge PETs offentligt tilgængelige dokumenter opererer de med en forestilling, om at »radikalisering kan beskrives som en proces, hvori en person i stigende grad accepterer anvendelsen af udemokratiske eller voldelige midler, herunder terror, i forsøg på at opnå et bestemt politisk eller ideologisk mål. Terrortruslen i Danmark stammer hovedsagligt fra netværk, grupper og enkeltpersoner, der bekender sig til forskellige former for militant islamistisk ideologi.«

Trappestigen

I samme dokument gennemgås en flere år gamle trappetrinsmodel, der forklarer de forskellige radikaliseringsfaser, en muslim gennemgår, og logikken i modellen er, at vedkommende til sidst står på øverste trin og tager springet til deciderede voldshandlinger. Men modellen er stærkt udskældt i forskningskredse, og heller ikke Lasse Lindekilde finder den i overensstemmelse med virkeligheden.

»Det er bevist flere gange, at de voldelige elementer i de radikaliserede miljøer kan springe mange trin over og kan have alle mulige personlige grunde til at ty til vold. På samme måde kan man sagtens være med i en gruppe, der har en meget voldsom og voldelig retorik, men som aldrig vil tage skridtet fuldt ud,« siger han og fortsætter: »Men hele den logik, der ligger bag radikaliseringsforskningen passer godt ind i politikernes retorik, fordi hvis det virkelig skulle være sådan en fortløbende proces, så kan man bare gå ind og identificere en kommende terrorist, og så må man træde ind.«

Ud over selve definitionen af radikalisering volder det empiriske arbejde også store vanskeligheder for videnskaben. Deciderede radikale miljøer er meget vanskelige at komme i kontakt med og endnu vanskeligere at få i tale. Det samme gælder af indlysende årsager de forholdsvist få voldelige ekstremister, der har ført trusler om vold ud i livet.

»Det store problem med den model PET bruger til at analysere terrorister er, at det er en post hoc-analyse, der konstruerer et forløb retrospektivt,« siger Jørgen Staun.

»I sådan en model kan man godt lave nogle faser, men når man regner bagud på den måde, så er resultatet givet på forhånd. Det vil sige, at man kan konkludere, at vedkommende følger faserne for til sidst at begå vold, men betyder det så, at hvis man på papiret ligger i fase to, så vil man også fortsætte og ende som terrorist nej, det gør det ikke.«

Det folk forstår

Ifølge Jørgen Staun er myndighederne udmærket klar over problemerne med disse modeller, men igen må videnskaben vige for det salgbare argument.

»Det er en afvejning, som myndighederne gør sig: Skal vi lave en bedre model, der afspejler virkeligheden, men som folk ikke forstår, eller skal vi sidde fast i en nem model, der ikke passer på virkeligheden. Det er den afvejning man må lave.«

Eller som phd-stipendiat og forsker i radikale grupper Anne-Sofie Hemmingsen sagde i Information for nyligt, da hun kritiserede regeringens antiradikaliseringsindsats for blandt andet at sætte lighedstegn mellem integration og radikalismeforebyggelse:

»Udgangspunktet for indsatsen er, at folk med tendens til radikale holdninger ikke har forstået, hvad demokrati er, eller hvordan man får indflydelse. Derfor skal de undervises i det, og så vil de droppe deres radikale verdenssyn, men det er en antagelse, som ikke er dokumenteret.«

Et lignende synspunkt finder vi hos andre danske radikalismeforskere, Information har talt med, som Shahamak Rezaei, der er lektor ved Roskilde Universitet og Marco Goli, lektor ved Professionshøjskolen i København. De mener, at have empirisk bevist, at integration og radikalisering intet har med hinanden at gøre. »Vi taler om velfungerende borgere, der tager deres ret til at vælge alvorligt,« siger Rezae.

Det er netop i det felt at radikaliseringspolitikken kolliderer med en ren værdipolitik, siger Lars Erslev Andersen, for i kølvandet på radikaliseringstanken kommer den store interesse for afradikalisering både forebyggende og for folk, der er radikaliseret.

»Man opfatter radikalisering som en art hjernevask af almindelige mennesker, som man i sidste ende kan helbrede dem for, men hvis man ser på de programmer, vi kender, har de ikke været nogen succes. Et af de mest hyldede programmer er det Saudiarabiske program, der fungerer i en kombination af socialt pres, gulerod og samtaler med religiøse lærde, men faktum er bare desværre, at flere af al-Qaedas topfolk i Yemen er folk, der har været igennem programmet,« siger Lars Erslev

»Det lyder ellers som en god idé, at vi alle sammen godt kan lide Grundtvig og flæskesteg, men her ligger nogle helt klare politiske gevinster ved at arbejde med antiradikalisering, fordi det kommer til at handle om en definition af det gode danske samfund hvad vil vi have med, og hvad vil vi ikke have med. Der er ikke nogen dokumenteret forbindelse mellem afvigende ideologi og terrorisme. Spørgsmålet er derfor, om det er værdikamp eller terrorbekæmpelse, det drejer sig om.«