Brav kamp for at formidle 'Fausts' spraglede helhed

Thomas Dausgaard bed søm med Schumanns storværk, men en manglende fortrolighed overskyggede alligevel torsdagens koncert

I en verden præget af vampyrfilm burde det ikke være svært at byde ind med historien om manden, der sælger sin sjæl til djævlen. Ikke at djævle og vampyrer har noget med hinanden at gøre, men hele flirten med en anden virkelighed åbner vel alligevel døre.

Alligevel er det de færreste, der er helt stive i handlingen i Gothes Faust, der snarere lyder af gymnasiepensum end lystlæsning og ryger i kassen med uoverkommelig intellektuel litteratur. Ærgerligt nok.

Det betyder, at der svæver små spørgsmålstegn over et storværk som torsdagskoncertens Scener fra Goethes Faust, for ingen ved sådan rigtig, hvad det her handler om.

Scener fra Goethes Faust er Schumanns puslespil af scener fra Goethes drama, der i god oratoriestil fortæller historien i filosoferende uddrag, mens han samtidig flirter nok med personfortællingerne til, at det kan tendere en opera. Det er hverken eller, men musik taget ud af inspirationens uransalige malstrøm, dejligt respektløst for genre og dramatisk forpligtelse.

Måske havde Goethe ret i, at det kun var Mozart, der kunne skrive musikken til hans drama, og at Schumann ret beset kun kom ind på et afbud fra den afdøde komponist. Ikke desto mindre formår Schumann netop at dukke op, der hvor Mozart dykkede Don Giovanni ned, i evig ild fra sindets mørkere sider, i en umættelig centrifugalkraft mod dette mørke, men med hånden strakt op mod lyset og forsoningen, som også Goethe ville det i sin anden del af tragedien. Noget wagnersk kommer og supplerer Mozart som udgangspunkt.

Manglende fortrolighed

Det er i sin natur en stor bid at gabe over at sætte dette værk op i al sin umoderne storhed, men chefdirigent Thomas Dausgaard lod til at være sig opgaven bevidst. Hvilket så ikke er det samme, som at have alle med sig. Værket trænger sig på som klassiker, men man kan ikke bare stampe fortrolighed op af jorden.

Solistbesætningen havde været ude for en del udskiftning, og castingen var mildest talt ikke perfekt. Camilla Nymann var skredet ind for Christiane Oelze i sidste øjeblik, og stemmen fejlede intet, men Gretchen var der ikke meget af. Wolfgang Holzmair som Faust dirigerede sig selv til manieret sang med en ellers dejlig stemme, der dog flere gange blev for presset af orkesteret uden grund. Alt for ofte blev det at vrænge gjort til en fortolkning i sig selv. Lars Fosser har gjort karriere som bad boy, nyligst med en cd fuld af skurkearier, men der var ikke noget videre skræmmende over en djævel, der mumler, så man intet kan forstå. Corby Welch havde forlagt nuancerne og sang friluftsopera, uden at det klingede mere af den grund, og blev ikke nogen forløsende Ariel, mens Helene Gjerris gjorde en fin om end ret lille figur som Martha og Mater Gloriosa.

Koret sang til gengæld skønt, for det meste sublimt rent, med vekslende overbevisning, men med overvejende og tiltagende nærvær, og blev fuldendt af drengekoret, der triumferede med sin veloplagte deltagelse.

Man kan ikke sige, at Dausgaard formåede at samle trådene eller formidle værkets spraglede helhed, men han og orkester kæmpede bravt, og jo længere værket skred frem i al sin mere og mere tågede virkelighed, desto mere forsvandt spørgsmålene og intuitionen herskede. Ikke så der var egentlig belæg for at holde sidste akkords efterklang i så umådelig lang tid på dirigentstaven i et udtrukket øjeblik, som Dausgaard gjorde det. Men jeg forstår ham godt - det var sådan, det skulle have været.

Folkeeje

Faust er noget, man tumler med. Det tog det meste af Goethes eget liv at få værket nedfældet, og det tog ligeledes Schumann en årrække og en lang og omstændelig proces at skrive musikken til et udvalg af scenerne.

En kulturskat som denne burde også tumles med noget oftere. Måske på grund af sin omstændelighed er Scener fra Goethes Faust ikke blevet rigtig kanon, men nogen burde slæbe os ind i den gamle intellektualismes smeltedigel igen og gøre værket til en tilbagevendende begivenhed side om side med de folkekære oratorier, så fortroligheden kunne vokse, og den gode histore, der engang var folkets, om manden og Djævlen, kunne blive folkeeje igen.

Koncerthuset, Koncertsalen. Torsdag den 28. Januar kl. 19.30- Robert Schumann 'Scener fra Goethes Faust'. DR Symfoniorkestret. DR Vokalensemblet. DR Koncertkoret. Københavns Drengekor. Dirigent: Thomas Dausgaard. Solister: Camilla Nylund, Helene Gjerris, Corby Welch, Wolfgang Holzmair, Lars Fosser

Relaterede artikler

Forsiden lige nu

Anbefalinger

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu