Med publikumsmagneten Søren Pilmark i rollen som professor Higgins sætter Det Kongelige Teater til april My Fair Lady på plakaten. Men når nationalscenen med millioner og atter millioner af statsstøttekroner i ryggen møver sig ind på musicalmarkedet, er det en urimelig konkurrenceforvridning, lyder det fra kritikere.
»Konkurrence er sund. Men en konkurrence på så ulige vilkår er usund. Den medfører kannibalisering,« siger Niels-Bo Valbro, som er direktør for Det Ny Teater, der har specialiseret sig i musicals.
Det er professor i dramatik ved Aarhus Universitet Jørn Langsted enig i. Han mener, det grundlæggende spørgsmål er, »hvorvidt der skal være private teatre i Danmark, eller om Det Kongelige Teater skal sætte sig på al teatervirksomhed - hvilket er det, der er ved at ske nu.«
»Det her handler om konkurrenceforvridning. Det Kongelige Teater går ind på et marked, hvor private entreprenører har kunnet arbejde, og tager grundlaget væk fra de private teatre. Der opstår en usund konkurrence, fordi Det Kongelige Teater har en mængde ressourcer, de kan kaste ind i en musicalproduktion, mens de private teatre ikke har meget andet end entusiasmen og gåpåmodet,« siger Jørn Langsted.
Lange udsigter
Det Ny Teater får ikke nogen produktionsstøtte fra staten, men må nøjes med 5 millioner kr. i huslejestøtte og omkring 4 millioner kr. i billetstøtte om året. Det Kongelige Teater skovler derimod 533 millioner statsstøttekroner ind om året og har netop fået et nyt skuespilhus fra staten til 900 millioner kr. samt en ekstrabevilling på 18,7 millioner kr. om året, der skal dække uforudsete merudgifter til drift af det nye hus - hvilket dog ikke har forhindret teatret i at efterspørge flere penge, som det fremgik af Information lørdag.
På Det Ny Teaters fjernlager har Niels-Bo Valbro opmagasineret kulisser og kostumer til netop My Fair Lady, som han havde på programmet med stor succes tilbage i 1999 og 2000. Alt i alt betalte han dengang 5 millioner kr. for produktionen, men med konkurrencen fra den royale teatergigant, vil han næppe kunne gøre brug af det dyre udstyr igen.
Når forestillingen stopper efter at have spillet første gang, er publikumsgrundlaget udtømt, og så varer det 10-15 år, før der igen er publikum til forestillingen, forklarer Teaterdirektøren. »Og man må formode, at det fornyede publikumsgrundlag i tilfældet My Fair Lady nu ser forestillingen på Det Kongelige Teater. Derfor skal der gå yderligere 10-15 år, før der igen er publikumsgrundlag for forestillingen. Og på det tidspunkt vil der være gået 25-30 år, siden forestillingen var oppe første gang, og man må frygte, at den pågældende produktion ikke længere er tidssvarende i sin fortolkning af stykket,« siger Niels-Bo Valbro.
Ifølge lektor i Teatervidenskab ved Københavns Universitet Stig Jarl har Niels-Bo Valbro en pointe.
»Jeg mener grundlæggende, Det Kongelige Teater skal passe på med at beskæftige sig med et repertoire, der ellers hører hjemme på de private teatre,« siger han og uddyber:
»For det første kan det være et konkurrencemæssigt problem, hvis det store statsstøttede Kongelige Teater går på strandhugst hos de private teatre. For det andet kan man spørge, om ikke skatteborgernes penge skal bruges på noget, som ikke i forvejen er så oplagt en succes, og som måske ikke kan klare sig på markedspræmisser, hvilket Niels-Bo Valbro har demonstreret, at My Fair Lady sagtens kan.«
Der er dog også en anden side af sagen, understreger Stig Jarl, der hæfter sig ved, at operachef Kasper Holten skal iscenesætte My Fair Lady. Stig Jarl forklarer, at mange af teaterhistoriens vigtigste instruktører har lavet store kunstneriske oplevelser ud af populære, folkelige forestillinger.
»I My Fair Lady har vi noget fed musik, som Kasper Holten måske kan få noget virkelig spændende ud af. Og hvis det lykkes ham at give os en kunstnerisk oplevelse, som de private teatre ikke ville kunne, så kan det være en grund til, at Det Kongelige Teater, der altså skal indtage en kunstnerisk særstilling, godt kan spille forestillingen. Men det djævelske er selvfølgelig, at det kan vi først udtale os om, når forestillingen har haft premiere,« siger Stig Jarl. Jørn Langsted fra Aarhus Universitet ser mere entydigt på sagen: »Hvis vi i det her land skal have et rigt og mangfoldigt teaterliv, så nytter det ikke noget at underminere eksistensen af et privat teater som Det Ny Teater. Det er jo klart, at et mindre privat teater ikke har mulighed for at konkurrere med Det Kongelige Teater på den enkelte forestilling,« siger han.
Ifølge Jørn Langsted er grunden til, at Det Kongelige Teater overhovedet spiller en forestilling som My Fair Lady, at nationalscenen skal leve op til publikumskravet på 580.000 tilskuere i gennemsnit om året, der er skrevet ind i den seneste fireårsaftale (2008-2011) med Folketingets partier.
»Publikumsstatistikken vil se utrolig flot ud, og forestillingen vil give Det Kongelige Teater mulighed for at opfylde resultatkravet,« siger han: »Men problemet er, at det går ud over de små teatre.«
Kommentarer
Spørgsmålet er måske snarere hvad vi overhovedet skal med musicals?
Det er svært at være uenig med hr. Stanley Opmann, og jeg tror også, at der kun bliver spillet musicals på DKT for at opfylde kontrakter. Spørgsmålet er så: Er det kun DKT’s ansvar? Skal en regering overhovedet lave teaterkontrakter der indeholder belægningskrav, og får DKT for meget eller får de andre for lidt? Jeg synes det er svagt, hvis teaterstøtten kun er på 1 mia. kroner, for selvfølgelig koster DKT en formue.
Lad os dvæle ved undervisningen i dens primitive form.
Læren kommer ind til det det frie valg, kaster en blokfløjte i hovedet på et publikum der intet aner om reglerne for et flere tusind år udviklet system.
Læren annoncerer sine pianistiske evner med et komme om fremvisning af samme.
I den uvidende skare af elever, sidder et unikum af evner der higer efter voksne der kan, som meddeler i agt af forespørgsel om nogle vil fremføre opnået forståelse, tilbyder i ophedet lyst sine færdigheder.
Som timen skrider frem, nåes det punkt hvor eleven før læren fremviser sine evner. Et stykke af J.S Bach, og en hjemmelavet struktur vises frem.
Læren udvandrer 10 minutter før timen er endt, med ordene ” Jeg kan lige nå nogle ting, så i må vente med min fremførelse.
Dette niveau er puplikummet på, dette niveua er sandheden.
Lad kunsterne tale, og hold jeres kæft, i uvidende dårer.
Lidt ligesom når kommunen begynder at feje folks fortorve - mod tvungen afgift naturligvis.
Imens har det halve normal-Danmark været i Forum i København for at se danseforestillingen Riverdance - kendt fra TV! En uges udsolgt hus er gået fuldstændigt hen over hovedet på kultureliten.
Og hvad kan man så lære af det? At TV er Konge? At folk ikke vil have noget nyt. Begge dele er i al fald stensikkert.
Flere forskellige kræfter forsøger at styre kulturen: “Jagten på høje publikumstal”, “Smagsdommere som ved hvad der er kultur” og så “Kunstnerne”. Jeg synes klart vi skal lade kunstnerne bestemme…
Det ville være ganske let for Den kongelige Opera at få mere publikum, også uden ty til at opføre operetter og musicals - som de mere eller mindre tvangsindlagte abonnenter i øvrigt ikke kan udstå.
Recepten er ganske simpelt at opføre de store, klassiske operaer som de skal, og altså droppe det regiteater som har fået i hvert fald mig til at opgive mit abonnement.
Skuespillet kunne på samme måde få mere publikum. Opfør skuespillene som det er skrevet, forsøg ikke på »modernisere« tid, sted og handling til det ukendelige, og drop idéen om at instruktøren skal videregive én idé, hans egen, og lad i stedet værket fremstå med flere indgange - og fremfor alt med følelse.
»Med følelse«, ja, og selv i komedierne skal man ikke ændre tingene grundlæggende. Mozart og Holberg hører nu engang hjemme i knæbukser og parykker, ikke i jeans og t-shirt.
Og så prøv for en gang skyld et ægte Gesamtkunstwerk, som endda med garanti ville komme på DVD. Sæt Lullys Comédie-Ballet »Den adelsgale Borger« med libretto af Molière op i et samarbejde mellem opera og ballet.
»Le Bourgeois gentilhomme« er en komisk ballet fra 1670 med sungen dialog. Som regel opføres i dag kun librettoen som om det var et komisk skuespil af Molière, hvilket får de fleste til hurtigt at falde i søvn. Regiteatret gør det naturligvis kun endnu mere uvedkommende.
Al magt til abonninerne…
Rettelig skulle der stå : læreren..og kunstnerne..
@ Bill
Bare det var så vel, for hvem forstår bedre faget, end udøverne af faget.
I virkeligheden et ældgammelt problem. Selv Mozart måtte bøje nakken for de trælse opfordringer. Bach blev fyret for at improvisere for meget….o.s.v..
Problemet ligger i undervisningen, som er helt fraværende herhjemme. Selv simple begreber bliver ikke opfattet.
Det gavner altså at have lært alfabetet, hvis man skal læse en bog.